Vibeke stod i døråbningen og holdt hårdt i Markuss hånd. Frygten lyste ud af øjnene på hende, og hendes ben rystede.
“Mor, det her er min veninde. Hun hedder Vibeke,” sagde Markus, som netop var kommet hjem fra endnu en forretningsrejse.
Han havde været væk i to uger, og denne gang kom han ikke alene hjem. Markus boede sammen med sine forældre i en toværelses lejlighed i Aarhus. Om natten sov Vibeke i Markus værelse, mens han selv tog sovesofaen i køkkenet.
“Hvor har du dog fundet hende?” spurgte hans mor. “De unge går jo alle sammen i opsigtsvækkende tøj nu til dags og har ringe i øjenbrynene…”
Mor, jeg var heldig. Jeg mødte hende på kollegiet, hvor jeg blev tildelt et værelse. Hun voksede op på et børnehjem.
Næste morgen kom Markus søster, Annika, forbi for at besøge deres mor.
Hvor er de unge blevet af?
De gik hen på folkeregistret for at indlevere en ansøgning.
Din Markus er stadig så ung. Hvorfor skal han dog binde sig til en pige fra et børnehjem? Du må til at gemme dine værdigenstande; man ved aldrig
Hvad mener du dog? udbrød Markus mor.
Jeg kommer også fra et børnehjem. Skal det betyde, at jeg er anderledes opdraget? Markus far tog straks Vibekes parti.
Bare vent, man kan ikke undslippe arveligheden, fortsatte søsteren.
Tør du sige sådan om Vibeke? råbte faren.
Markus forældre mente, at deres søn havde ret til at vælge sit eget liv. De blandede sig ikke.
De unge besluttede at bo hos Markus forældre først, men planlagde snart at flytte for sig selv. Sandheden var, at Vibeke ikke var den bedste værtinde i begyndelsen. Svigermor havde flere gange lyst til at give op, men svigerfar holdt altid hånden over hende.
Senere fortalte Markus, at Vibeke ville læse dansk på universitetet. Det betød, at ansvaret for husholdningen lå mest på ham. Svigermor brød sig ikke om tanken, men hun måtte erkende, at uden en uddannelse kom man ingen vegne i dag.
Efterhånden flyttede de unge i egen lejlighed i Viby. Vibeke underviste deltid i dansk på en folkeskole.
Svigermor fik ondt af sin søn og tilbød dem at flytte hjem igen i en periode. Men svigerfar respekterede Markus og Vibekes beslutning om at klare sig selv.
En dag tog svigermors søster, Lise, to stegepander med på besøg.
Se her, jeg har to stegepander vil du købe en? Så kan du give den til de unge. Alle kæmper jo med økonomien, men de har det nok ekstra svært.
Mine børn klarer sig faktisk ganske fint. Vibeke studerer, hun får huset til at hænge sammen og kan endda lave mad, fortalte svigermor stolt.
Svigermor gav derefter stegepanden til Vibeke og forklarede omhyggeligt: “Husk nu at bruge en træslev, når du rører i den.”
En uge senere kom svigermor forbi. Vibeke sad i køkkenet og græd.
“Frikadellerne er brændt på,” græd hun, “og jeg vaskede panden med ståluld. Den var jo en gave fra dig”
Sssh, rolig nu, trøstede svigermor og satte sig ved siden af hende.
Markus fandt dem begge på køkkengulvet. Han ville først sige noget, men rystede så bare på hovedet; de to klarede den selv.
Der gik atten år. Vibeke blev viceleder på skolen. Svigermor begyndte efterhånden at opfatte hende som sin egen datter, mens søsteren blev ved med at være misundelig gennem hele livet.
Til syvende og sidst handler det ikke om, hvor man er vokset op, men om man er ærlig og har et godt hjerte. Det er dét, der virkelig tæller i livet.
