Diagnose det største svigt
I har jo efterhånden virkelig et seriøst forhold, sagde Birgit Madsen insisterende, nærmest pågående og så direkte på den potentielle svigerdatter, hvornår regner I så med at holde bryllup?
Måske er det ikke lige nu, det skal ske, svarede Line med et anspændt smil og forsøgte at finde ord, der ikke ville fornærme sin kommende svigermor. Vi har jo kun boet sammen i en måned. Det er nok fornuftigt at vente lidt lære hinanden at kende i dagligdagen, finde ud af om vi begynder at skændes over småting
Birgit hævede øjenbrynet en smule, men hun havde ikke tænkt sig at opgive at få klare svar. Egentlig kunne hun godt lide Line langt mere end Filips tidligere kæreste. Katrine var forfærdelig og pågående! Det var heldigt, at Filip gik fra hende.
Og hvordan går det så med Mikkel? fortsatte hun, skiftede emne men holdt det samme undersøgende blik, drengen er jo stor, men alligevel
Line mærkede varmen brede sig i brystet ved tanken på Filips søn. Hun huskede tydeligt de første dage, da hun flyttede ind. Hun havde bekymret sig over, hvordan en teenager ville tage mod en ny kvinde i hjemmet. Ville han se hende som en trussel, en, som ville overtage hans mors plads?
Han er virkelig dejlig, svarede Line ærligt, denne gang med et meget varmere smil. Jeg var selvfølgelig nervøs i begyndelsen. Tænkte, Mikkel kunne blive fjendsk eller skeptisk. Men heldigvis gik alt over forventning! Han er så åben og venlig.
Hun holdt en kort pause og mindedes, hvordan Mikkel var kommet hjem fra skole og med det samme havde kastet sig over hendes kanelkage og sagt, at nu ville der altid være god mad i huset.
Faktisk, fortsatte Line og trak lidt på smilebåndet, siger han selv, at han foretrækker min mad fremfor sin fars. Han spørger mig jævnligt, om han må hjælpe i køkkenet og lære mine opskrifter.
Filip, der ellers havde siddet stille og lyttet, nikkede roligt, og et lille tilfreds smil gled over hans læber, som om han også glædede sig over, at det gik så godt mellem de to.
Har han spurgt, om han skal have en lillebror? spurgte Birgit ligefremt, helt uden omsvøb.
Filip skar en grimasse ved spørgsmålet, sendte sin mor et kort bebrejdende blik. Han kendte hendes stil hun var ikke bleg for at tage fat i selv de mest følsomme emner, uden at skele til om det var behageligt for andre.
Hvad? Der er da ikke noget i vejen med at spørge, svarede Birgit friskt og forsatte ufortrødent. Hendes stemme var næsten drillende, som om det var verdens mest almindelige samtale. Mikkel elsker børn, han leger altid med sine fætre og kusiner. Og du er kun femogtredive du kan sagtens nå et par stykker endnu!
Line mærkede ubehaget, som skyllede op i hende. Hun holdt hænderne skjult under bordet og kneb fingrene sammen for at bibeholde roen.
Desværre er det ikke en mulighed, sagde hun stille og holdt stemmen så rolig, hun kunne. Lægerne har direkte frarådet mig at få børn.
Der blev helt stille i stuen. Birgits ansigt ændrede sig venligheden forsvandt, og en kølig distance trådte i stedet.
Det er pga. kvindeting, ikke? spurgte Birgit, tilsyneladende medfølende, men med et snert af overbærenhed. Men man skal aldrig opgive håbet lægevidenskaben har gjort store fremskridt. Det, der før virkede umuligt, er ikke noget problem i dag.
Line sukkede, men hun vidste, at hun var nødt til at sige mere. Hun kiggede over på Filip, men han trak kun på skuldrene nu måtte hun selv forklare.
Det er desværre ikke relevant i min situation, sagde hun stille. Hun havde egentlig ikke lyst til at åbne op overfor denne næsten fremmede kvinde, men der var ingen vej udenom. Det handler om mit syn. Jeg fik stillet diagnosen som attenårig jeg blev fortalt, at risikoen for at miste synet under en graviditet er alt for høj. Det har jeg lært at acceptere børn kommer aldrig til at være muligt for mig.
Birgit stirrede på hende, synligt forundret, som om hun ikke forstod sammenhængen.
Synet? Hvordan hænger det sammen? spurgte hun og kiggede på Line med rynket pande.
Line trak vejret dybt og forsøgte at forklare.
Der er ni ud af ti chancer for, at jeg mister synet, sagde hun lavmælt og nøgternt. Det er for stor en belastning for min krop. Jeg nægter at risikere at ende i mørke det kan ikke betale sig. Hvad skal jeg med et barn, som jeg aldrig får at se?
Hun holdt en kort pause og justerede sine briller nervøst. Hun ville, at Birgit forstod det her var ikke forfængelighed, ikke et ønske om at bevare figuren, men en reel, alvorlig trussel!
Stemningen i stuen blev koldere. Birgit så ikke længere på hende med milde øjne, og hun sagde ikke mere, men sendte af og til korte, afvisende blikke. Det var tydeligt: sådan en svigerdatter havde hun ikke forestillet sig. Hun havde nok drømt om en stærk, sund kvinde, der hurtigt kunne give hende børnebørn.
Line følte dog hverken skyld eller behov for at retfærdiggøre sig. Hun og Filip havde diskuteret det og truffet en fælles beslutning. De kunne overveje adoption eller måske surrogatmor, hvis ønsket voksede sig stort. Det var muligt at planlægge i dag.
Da de skulle til at tage hjem, var stemningen noget mere afdæmpet. Birgit gav Filip et knus og nikkede kort til Line men der var ingen varme i gestussen. Mens de tog sko på i entreen, sendte Filip hende et undskyldende blik.
Ude i den friske, københavnske aftenluft trak de begge vejret dybt og mærkede lettelsen. Line tog Filips hånd, han trykkede hendes fingre blidt, og uden ord forstod de begge: mødet med forældrene havde ikke været nogen succes, men det ændrede ikke på det vigtigste deres vilje til at være sammen, uanset hvad andre måtte mene…
****************************************
Tre måneder senere
Line begyndte at lægge mærke til små forandringer i sig selv. Først slog hun det hen måske var hun bare træt efter arbejde eller havde fanget en forkølelse. Men svagheden og kvalmen om morgenen blev ved, og hun blev pludselig overfølsom overfor visse lugte.
Hun forsøgte sig med mere søvn og masser af vand købte endda nogle almindelige håndkøbspræparater. Intet hjalp, og hendes energi blev dårligere dag for dag.
En aften, hvor hun talte med sin mor over telefonen, betroede hun sig tøvende.
Line, spurgte moderen efter en lille pause, er du nu helt sikker på, at du ikke er gravid?
Line grinede lidt for hårdt. Helt sikker! Jeg har taget mine piller hver dag, præcis som lægen har sagt.
Alligevel hvis jeg var dig, tog jeg en test. Bare for roen.
Line var irriteret, men hendes mors tone gjorde hende alligevel usikker. Det kostede jo intet at tage en test, og visheden ville være god at have.
Fint, mor. Jeg køber en test nu. Filip er på arbejde.
Hun tog overtøj på og skyndte sig i Netto, som lå få minutter væk. Foran hylden tøvede hun der var utrolig mange forskellige. Hun valgte to af en anerkendt slags og gik hjem.
Hjemme stod hun lidt i entreen og forsøgte at tage det roligt. Hænderne rystede, mens hun gjorde sig klar. Efter få minutter stod hun tilbage med to tydelige streger på begge tests.
Det er sgu ikke muligt! udbrød hun, mens en storm af forvirring og angst spændte i kroppen. Alt var jo nøje planlagt!
I det samme ringede dørklokken. Hun fór sammen og så på uret det måtte være Mikkel, der igen havde glemt nøglerne i skyndingen.
Line smed testene i skraldespanden, rettede på sit hår og åbnede døren. Mikkel stod der, forpustet med skoletasken over skulderen.
Glemte du igen nøglerne?
Mmm, ja, sorry, indrømmede han og sparkede skoene af. Hun gik ud og lavede mad, mens teenageknægten kastede sig over computerspil i stuen hun havde ikke opdaget, at én af testene var faldet ud og lå på gulvet…
**********************
Filip, jeg tager hjem til min mor et stykke tid hun er lidt sløj for tiden, sagde Line lavmælt og undgik hans blik, mens hun pakkede en sportstaske. Hun hadede at lyve for ham, men lige nu kunne hun ikke andet. Hun havde truffet en beslutning…
Filip kiggede op fra sin computer med bekymring i blikket.
Skal jeg tage fri og hjælpe? Eller købe medicin? Jeg kan sagtens køre med dig.
Line smilede svagt rørt over hans omsorg.
Tak, men det er ikke nødvendigt. Jeg ringer, hvis jeg får brug for dig.
Så fortsatte hun med at pakke tøj, tandbørste, lidt make-up… Der var mindre end en time til bussen mod Roskilde afgik.
Husk at holde mig opdateret, ikke?
Selvfølgelig. Jeg kommer snart hjem igen. Du når næsten ikke at savne mig.
Hun ringede til en privatklinik og fik hurtigt en tid. Hun ville undgå sladder, planlægge alt i diskretion. Besøget var kort; undersøgelse, prøver, scanning. Lægen, en midaldrende kvinde med rolig stemme, bekræftede til sidst resultatet:
Du er gravid. Omkring fem eller seks uger henne.
Line nikkede hvis der endnu havde været tvivl, var den væk nu.
Men jeg tog jo mine piller! Hvordan kunne det ske?
Lægen så på hende. Der findes ingen prævention, der er 100 procent sikker. Det kan skyldes kvaliteten af præparatet, interaktion med andre lægemidler har du fx været på antibiotika? Har du haft tynd mave? Alt kan spille ind, selvom det sjældent sker.
Så blev hendes stemme blødere. Jeg fornemmer, det ikke er ønsket, at du beholder barnet?
Line lukkede øjnene et øjeblik, trak vejret ind. Ordet blindhed rungede uendeligt i hendes hoved. Til sidst sagde hun med fast stemme:
Risikoen for blindhed er ni mod én. Jeg kan ikke løbe den risiko.
Lægen nikkede. Det forstår jeg. Det er dit sundhed og dit valg. Vi tager prøver, og så ses vi i morgen og laver en plan.
Line tog papirerne, fik dem passet ned i tasken, og forlod klinikken. Hun stoppede ude på gangen og trak vejret, dybt og langsomt. I morgen ville hun tage det næste skridt
**************************
Line! lød det glad i telefonen fra Filip senere. Hans stemme var så begejstret, at hun straks blev mistænksom.
Hvad tænker du på? spurgte hun forsigtigt.
Jeg fandt en graviditetstest på gulvet! svarede han storsmilende. To tydelige streger! Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg har allerede bestilt tid hos en fantastisk specialist jeg vil med og støtte dig hele vejen!
Line blev nødt til at dæmpe ham. Du bør ikke glæde dig for tidligt. Det må være en fejl. Jeg har jo spist mine piller helt efter bogen. Det kan simpelthen ikke være sandt.
Filip tøvede lidt. Altså… du ved, min mor har jo været her for nylig. Hun kommenterede pillerne og begyndte at overbevise mig om, at det slet ikke var noget særligt med din diagnose. At mange får børn i sværere situationer… Ja, hun talte så overbevisende, at… jeg lyttede nok lidt for meget.
Line stirrede på telefonen. Mener du, at du har blandet dig i mine piller?
Nej, nej! skyndte Filip sig at sige. Men hun sagde, at jeg var for forsigtig, at vi kunne tage chancen. Jeg ved godt, jeg gik over stregen. Undskyld.
Hvad lavede du præcis?
Filip kiggede væk, nervøst. Jeg kom til at tabe glasset med dine piller, og så… jeg byttede dem ud med nogle vitaminer fra mit skab. Jeg ville gerne have, at vi fik et barn. Mor overbeviste mig om, det nok skulle gå.
Line blev stående. Hun havde forklaret, HVOR vigtigt det var at følge lægernes anvisning, hvad et ophold i medicin betød.
Du tog bevidst pillerne fra mig, fordi du troede, du vidste bedre? Fordi din mor sagde det?
Jeg ville bare have, at vi blev en familie… sagde han lavt.
Uden at spørge mig, uden at lytte til de læger, som har behandlet mig i årevis? Du har gamblet med mit liv og vores fremtid!
Hun trak vejret ind, prøvede at berolige sig selv. Jeg har ikke tid nu. Mød mig i Frederiksberg Have på fredag kl. 12.
Det skal jeg nok! Jeg glæder mig, det hele skal nok gå, forsøgte han opløftende.
Hun lagde på uden at sige mere.
Line var rasende! Hans handling var et kæmpe svigt. Han havde sat hendes helbred og tillid over styr på sin mors opfordring.
Fredag stod Filip klar med buket hvide roser, hendes yndlings. Men da Line dukkede op med sin storebror Peter, var hendes ansigt hårdt og lukket. Hun tog ikke imod blomsterne, men rakte Filip et papir.
Hvad er det her?
Det betyder, der ikke kommer noget barn. Du kendte min diagnose og pressede alligevel din vilje igennem. Jeg kan aldrig tilgive dig. I morgen henter jeg mine ting Peter kommer med.
Hun vendte sig om og gik. Filip forsøgte at følge efter, men Peter trådte i vejen beslutsomt og uden spor medlidenhed. Hans krop signalerede tydeligt: du skal blive her.
Du lyver! Jeg har selv talt med læger de siger, det kan lade sig gøre! Det er bare undskyldninger!
Line vendte sig langsomt. Du gik til læger uden MIG? Aner du overhovedet, hvilken diagnose jeg har? Har du sat dig ned og forstået risikoen?
Filip blev stille.
Jeg tænkte på os, på familien. Du har jo selv talt om adoption…
Det her handler ikke om familie, sagde Line lavmælt. Det handler om mit helbred, mit liv. Jeg har levet med diagnosen i mange år du tog et valg for mig, uden at spørge.
Hun var tæt på at græde, men holdt stemmen i ro. Jeg vil ikke være sammen med én, jeg ikke kan stole på én, der sætter mig i fare fordi hans mor siger det.
Peter gik tættere på, klar til at gribe ind hvis Filip forsøgte igen men mest af alt stod han der bare, beskyttende, støttende.
Jeg vil ikke mere, Filip. Jeg vil ikke tage flere chancer på andres vegne.
Filip sagde intet. Hans håb smuldrede, som han stod med buketten, der aldrig blev givet.
Han blev siddende på en bænk længe, med roserne foldet mellem hænderne den kvinde, han elskede, var gået, og denne gang var det for alvor.
Tankerne rumsterede rundt: Måske har hun ret? Men svaret var ligemeget nu, for det var for sent.
