Før jeg giftede mig med min mand, Rasmus, havde jeg et ret godt forhold til hans forældre. Det var selvfølgelig ikke perfekt, men de var hjertelige og luntvenlige mod mig. Fordi Rasmus stadig boede hjemme hos dem dengang, talte jeg ofte med hans mor Helle og far Jørgen, når jeg var på besøg. Vi havde små uenigheder som om vi skulle se DR eller TV2 men jeg har altid forsøgt at gå udenom de større konflikter og tage min svigermors parti. Alt virkede fint, lige indtil vores bryllupsdag.
Efter festen tog vi hjem til mine svigerforældre, hvor de bød på masser af mad og var næsten insisterende: Du skal altså tage noget mere, det er vigtigt at være sund! I begyndelsen grinede jeg bare af det, men efterhånden blev de konstante bemærkninger mere påtrængende. En måned efter kom Helle pludselig med en spydig kommentar om, at jeg vist havde taget lidt på selvom vægten ikke havde rykket sig en eneste kilo.
Nogle uger senere opdagede jeg, at jeg var gravid. Jeg var så lykkelig, og delte det straks med Rasmus, men bad ham om ikke at fortælle noget til mine forældre endnu for at overraske dem senere. Omtrent samtidig flyttede vi endelig ind i vores nye lejlighed på Østerbro.
Som graviditeten skred frem, begyndte Rasmus’ forældre at kigge forbi endnu oftere og spurgte hele tiden ind til min tilstand. Bekymringen voksede, og jeg mistænkte Rasmus for at have røbet vores hemmelighed. Men han forsikrede mig om, at de bare ville passe på deres svigerdatter der var intet mærkeligt i det. Alligevel, da han til sidst fortalte dem sandheden, ændrede mit liv sig fuldstændigt.
Jørgen begyndte at presse endnu mere på: jeg skulle spise mere meget mere og han syntes absolut, at jeg skulle stoppe med at arbejde, bare for ikke at blive udmattet. Helle havde svært ved at holde fingrene fra min mave og gentog ustoppeligt, at babybulen voksede. De kom nu forbi op til flere gange om dagen og overdængede mig med spørgsmål og velmenende, men udmattende omsorg. Langsomt gik det op for mig, at de kun så mig som en slags rugemaskine ikke som et menneske med egne behov og følelser. Det var tydeligt, at de allerede fra første dag havde forsøgt at fede mig op af hensyn til et potentielt barnebarn.
Jeg betroede mig til Rasmus om, hvor ensom og forbigået jeg følte mig, men desværre mødte jeg kun en væg. Han mente, jeg overdrev, og at mine bekymringer var helt uden hold i virkeligheden. Følelsen af at stå alene voksede, indtil jeg en aften tog sagen i egen hånd. Jeg pakkede vores ting ned, bad Rasmus om at få skiftet låsene, bare for en sikkerheds skyld, og bestilte straks to flybilletter til Mallorca bare for at komme væk. Næste morgen tog vi afsted, i håbet om, at denne pause ville give mig den ro og klarhed, jeg så desperat havde brug for.
