Det var allerede blevet aften. Min svigersøn bragte min mor hjem til os. Han satte hendes to tasker på gulvet i entréen og gik så ind for at se til mig. Da jeg så min mor, blev jeg straks slået af en følelse af tung skuffelse. Så skal jeg altså tage mig af dig resten af mit liv nu? Du har vel ikke planer om at tage tilbage til din landsby senere….
For ikke længe siden hørte jeg om en gammel veninde, som handlede skidt over for sin ældre mors skæbne. Det er egentlig rart at vide, at det hele løste sig i sidste ende, og at hendes svigermor blev indlagt på en god privatklinik, som svigersønnen betalte for. Men dengang vidste jeg intet om, hvad der foregik, og hørte først om det siden, da min mor blev udskrevet.
Min mand havde hentet min mor hjem og sagde til mig: Din mor har det bedre nu, jeg har sørget for alt, hun har brug for, men hun skal lige holdes lidt under opsyn. Så hun bor her sammen med os lidt tid endnu. Det er vel okay, ikke?
Egentlig ville det give mere mening, hvis jeg selv havde spurgt min mand om det. Det var trods alt min egen mor, det drejede sig om. I stedet for at takke ham for at tage sig af hende, opførte jeg mig mærkeligt og på en måde uforklarligt: Mor, jeg er jo lige flyttet til København, jeg er i gang med at få mit eget liv på plads, og nu står du her! Vil du bo sammen med mig her? Skal jeg nu passe dig resten af mit liv, og har du virkelig ingen planer om at tage tilbage til din landsby?
Min mor, der nu var pensionist, blev naturligvis ked af det, da hun hørte mine ord, men det var dog min mand, der blev mest overrasket den aften.
For første gang viste jeg mit sande jeg. Han kendte mig slet ikke sådan, da han friede. Min mor pakkede stille sit tøj sammen for at tage hjem, mens jeg smækkede med døren og tog hen til min veninde med raseriet brusende i kroppen. Sent på aftenen, da jeg vendte hjem, så jeg kufferterne pakket sammen og en togbillet ligge klar på bordet. Forvirret spurgte jeg min mand:
Er mor ikke rejst endnu? Eller er det dig, der skal afsted? Nej, det er dine ting og din billet. Måske burde vi have lidt tid hver for sig. Jeg har egentlig længe ønsket mig børn, men i dag forstod jeg, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal have en mor, der opfører sig sådan. Tænk over dét. Bo lidt tid på landet hos din mor, hun bliver her hos mig. Og hvis du kommer på bedre tanker, kan du altid vende tilbage, meddelte min mand mig uden omsvøb. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han ville tage sådan en beslutning.
