– Hvad vil I kalde jeres lille pige? spurgte den aldrende læge med et professionelt smil, mens han så på sin unge patient.
– Vi har ikke fundet et navn endnu, svarede Karen, der sad på stolen ved siden af sengen. Det er et stort ansvar, Signe skal tænke sig godt om.
– Jeg vil ikke kalde hende noget. Pludselig sagde den unge mor selv. Jeg har faktisk ikke tænkt mig at tage hende med hjem. Jeg skriver under på, jeg frasiger mig hende.
– Hvad er det for noget, du sidder og siger? Karen sprang op, sendte et vredt blik til pigen og vendte sig mod lægen. Hun ved ikke, hvad hun taler om. Selvfølgelig tager vi barnet med os.
– Jeg kommer tilbage senere, I skal bare hvile jer. Lægen gad egentlig ikke være til stede under et familiært opgør.
Så snart døren lukkede bag manden, kastede Karen sig over Signe med bebrejdelser.
– Hvordan vover du at sige sådan noget? Hvad vil folk dog tænke? Det var svært nok at flytte til Odense for at skjule det meste. Barnet skal blive i familien!
– Og hvem har skylden? Signe så mod kvinden uden at blinke. Du lyttede aldrig til mig dengang, ellers var ingenting gået så galt. Jeg kunne have gjort min HF færdig og søgt ind et sted. Hvis du vil have barnet, så tag du hende.
Signe vendte sig med ryggen til, og gjorde det klart at samtalen var slut. Karen forsøgte endnu et par minutter at appellere til datteren, men da stak sygeplejersken hovedet ind og bad hende gå. Patienten havde brug for ro.
Signe lå alene tilbage. Hun snøftede i puden og bad til samtlige nordiske guder om, at det hele måtte slutte hurtigt.
Et forsigtigt bank lod hende tørre øjnene. Hun trak vejret dybt og sagde:
– Kom ind.
Signe regnede med at se en medarbejder, eller måske i værste fald sin far. Men den kvinde, der nu trådte ind, var et helt fremmed ansigt.
– Kan jeg hjælpe Dem med noget? Det krævede alle kræfter for Signe at holde masken af ro.
– Jeg hørte bare… Helt tilfældigt! Lægerne talte lige uden for min stue, kvinden tøvede, utryg ved at spørge.
– Ja, jeg vil ikke have barnet. Det er sandt. Det er vel det, du vil vide?
– Jeg så din mor
– Hun er ikke min mor! udbrød Signe skarpt og tabte straks kontrollen. Bare min stedmor, der tror hun bestemmer alt. Min egen mor arbejder i udlandet.
– Undskyld, jeg mente det ikke sådan kvinden blev helt forvirret. Jeg har selv tre børn, og kan ikke forstå hvorfor du gør, som du gør. Desuden boede jeg hele mit liv på børnehjem, og jeg er bange for din piges skyld. Hun har jo ikke gjort noget galt!
– De helt små bliver hurtigt adopteret, det siger de i hvert fald Signe trak på skuldrene. Jeg kan ikke engang røre hende, bare tanken får det til at vende sig i mig. Hvis ikke Karen havde blandet sig, var jeg her slet ikke nu.
– Du er jo voksen, du er da over femten, ikke?
– Ja, og det er jo en skandale! efterlignede Signe sin stedmor Hvordan skal vi dog kunne se folk i øjnene?
– Jeg forstår ikke helt
– Jeg skal fortælle det, sagde Signe og trak mundvigen op i en skæv grimasse. Så kan du måske lade være med at dømme mig.
**********************************************
Sidste år i gymnasiet blev elendigt for Signe. Hendes kæreste, Mikkel, blev sendt med Livgarden, og samtidig kom der en ny dreng til klassen. En københavnsk forkælet rigmandssøn, sendt til provinsen af sin far som straf for pinlige eskapader. Han ville kun have flueben på sin lange liste. Det var også derfor han blev sendt væk han ødelagde sin fars rygte.
Nikolaj gav dyrt legetøj, tog pigerne med i byen, på café. Pigerne faldt én efter én, i håb om at blive hans prinsesse.
Signe var den eneste, der holdt stand. Hun elskede jo Mikkel, og ingen andre interesserede hende. Til sidst lod det til, at Nikolaj indså, at han intet fik ud af hende, og kastede sig over de andre. Sådan oplevede hun det i hvert fald.
Men hun tog fejl!
I december holdt en af Signes veninder fødselsdag. Hele klassen var samlet, og Nikolaj dukkede også op. Men han var ikke der for at fejre nogen.
Midt i festen ringede Signes telefon. Hun gik ud for at svare, og da hun kom tilbage, sad Nikolaj ved hendes plads. Først tænkte hun ikke over det. Men hun fik det pludselig dårligt…
Næste morgen vågnede Signe med besvær. Ved siden af hende lå Nikolaj med et selvsikkert smil.
– Du spillede bare svær, sagde han ligegyldigt. Tag det som kompensation. Jeg blev faktisk overrasket over Mikkel, han er et fjols.
Signe kæmpede sig hjem. Hun rystede over det hele, hovedet snurrede. Folk på gaden så væk fra hende med væmmelse.
Hun brugte ikke engang sine nøgler, men ringede på. Hun var sikker på, Karen var hjemme.
– Hvor har du været? Karen var arrig, da hun så hende. Kommer ikke hjem, tager ikke telefonen. Og så ser du sådan ud! Hvis din far så dig sådan…
– Ring efter en læge og til politiet, skar Signe igennem. Jeg vil anmelde det. Han skal i fængsel.
Karen blev anspændt. Hun lagde to og to sammen.
– Hvem?
– Nikolaj, selvfølgelig. Ingen anden kunne finde på det. Ring nu, ellers gør jeg det selv.
– Vent lige. Karen var tavs og vejede muligheder. Hans far slipper ham sikkert fri. Vi gør det på en anden måde. Jeg kontakter hans familie, de kan betale kompensation.
– Er du vanvittig? Signe troede ikke sine egne ører. Hvilken kompensation? Jeg går på politistationen nu!
– Niks, du går ingen steder! Karen greb Signe hårdt og førte hende ind på værelset. Signe havde ikke kræfter til at stritte imod. Det kommer bare til at gå udover dig, alle i byen vil sladre. Jeg ordner det hele.
Signes telefon var forsvundet undervejs, måske glemt hos veninden. Hun kunne ikke gå nogen steder Karen låste døren. Hovedet snurrede, sengen trak
Efter et par dage tog Signe til sin mormor. Hun boede langt ude på Langeland og var gammel. Signe prøvede at lade som ingenting, hun ville ikke gøre sin mormor ondt.
En måned efter fik Signe at vide, at hun var gravid.
Karen var overlykkelig. Nu kunne hele familien sikres; bedstefar ville betale pengene, for at holde skandalen skjult. Bare ingen fik noget at vide før femte måned.
Ingen bad Signe om hendes mening. Da hun sagde, hun ikke ville have barnet, lavede Karen stor ballade og holdt konstant øje med hende.
Bedstefaren var utilfreds, men betalte. Han lovede at forsætte, så længe det var nødvendigt.
************************************************
– Forstår du nu? Det barn har kostet mig alt. Mikkel droppede mig, troede ikke på, hvad jeg sagde. Veninder forsvandt. Vi måtte flytte, og jeg kunne ikke engang gøre skolen færdig!
– Jeg burde ikke have dømt dig, sagde kvinden blidt. Men barnet har stadig ikke gjort noget.
– Signe, vi skal tale sammen! Karen trådte ind i stuen, denne gang med sin mand på slæb. Fremmede må gå, det her er familieanliggende!
Kvinden så på Signe med medlidenhed og lukkede døren bag sig da hun gik.
– Jeg tillader ikke, du ødelægger mine planer. Bliver barnet her, kommer du aldrig hjem. Hvor skal du tage hen? Din elskede mormor døde, hendes lejlighed gik til din onkel. Bliver du bare hjemløs?
– Nej, hun går med mig. Ind kom en elegant kvinde. Signes øjne begyndte at stråle.
– Mor! Du er kommet!
– Naturligvis er jeg det. Skulle jeg lade dig i stikken? Agnete gav datteren et varmt kram. Havde du fortalt mig det hele før, havde jeg hentet dig hjem til mig allerede dengang. Jeg troede, du fik det bedre ved at blive og gøre gymnasiet færdig.
– Jeg troede, du ikke ville have mig, hulkede Signe. Hun var jo trods alt bare et barn.
– Nogen her sagde, du ikke ville have kontakt. Gaverne kom uåbnede retur, jeg kunne ikke ringe til dig. Jeg troede, du var vred på mig. Men nu… sagde Agnete og tørrede Signes tårer. Vi tager væk, og du skal nok komme dig
********************************************************
Signe rejste væk. Karen tog barnet, i håb om et komfortabelt liv. Men da bedstefaren fandt ud af sandheden, kom han selv og tog barnebarnet. Nikolaj blev nødt til at anerkende barnet som sit, om han ville det eller ej.
Signe fandt ro. Nu var hun sammen med den eneste, der altid ville hjælpe og aldrig svigteÅrene gik, men Signe bar ikke længere skam. I Københavns anonymitet fandt hun balancen igen først i stilhed, så med mod, til sidst med styrke. Hver forårsaften på sin altan, så hun på himlens omskiftelige farver: Ikke fordi hun ventede på nogen, men fordi hun omsider mærkede sit hjerte slå for sig selv.
Hun gennemførte sin uddannelse, fik venner, der kendte hele hendes historie og stadig ville hende. Hun var ikke mor, men hun var fri og hun var ikke længere bange for at nævne sit navn. Nogle gange tænkte hun på den lille pige, undrede sig over om hun grinte eller græd, elskede jordbær eller trækfugle. Hun sendte af og til små pakker uden afsender, og håbede, at en dag ville barnet forstå det mod, det kræver, at sige nej.
På sin fødselsdag, mange år senere, trak Signe vejret dybt og smilede. Hun var ikke længere fanget af sladder eller hundekolde kompromisser. Hun havde valgt sin egen sti, og i det valg fandt hun endelig fred.
Udenfor vågnede verden langsomt op til forår. Signe åbnede vinduet, lod vinden lege med sit hår og mærkede lettelsen i brystet. Livet var hendes nu kun hendes og for første gang lyttede hun til årstidernes løfte: at uanset hvor meget mørket fylder, vender lyset altid tilbage.
