Det Unikke

Jeg mindes tydeligt de der sagde jeg havde en “gave”. Jeg følte det altid som en straf. Lad mig forklare.
Som enebarn på en måned efterlod min mor mig på børnehjemmets dørtrin. Måske havde hun selv sådan en “gave” og frygtede den ville vækkes i mig. Så blev jeg børnehjemsbarn uden kendskab til mine forældre. Vor barneplejer, Margrethe Nielsen, bemærkede først min besynderlighed. Hun fortalte senere, mens jeg legede, tog en dreng min legetøjshund, og så — i hendes ord — “som ved et trylleslag fløj Knud væltende henover gulvtæppet til værelsets modsatte side”. Margrethe var en god kvinde; hun forstod straks jeg var særlig, og at opmærksomheden ville blive overvældende.
“Jeg vil ikke have de tager dig til eksperimenter,” hviskede hun ofte.
Så hun oplærte mig mens hun hjalp mig med at mestre mine evner. Når vreden brusede, kunne jeg flytte genstande — ja, mennesker. Jeg fornemmede alles livskraft. Et håndtryk var overflødigt for at mærke et menneskes sind. En pragtfuld evne? Måske. Men folk anede min anderledeshed og veg til side. Ingen ville adoptere mig. Det gjorde ondt. Jeg længtes efter kærlighed, efter at kende en mors følelse.
Kun én veninde havde jeg: Ragna. Egentlig hed hun Agnes, men hun foretrak Ragna. Hun var en vidunderlig pige. Vi var søstre i sjælen. Hun vidste om mine kræfter og bevarede hemmeligheden, aldrig udnyttede den. Jeg var taknemmelig. Ragna havde opgivet håbet om en familie; femtenårige blev sjældent valgt.
Så en dag stormede Ragna ind, øjnene strålende. Hendes rasende energi oversvømmede mig.
“Hvad sker der?”
“Jytte! Forstår du?! Jeg bliver adopteret! Jeg får en familie!”
Hun gennede mig, knugede mig og dansede rundt med mig. “Nogle har sagt ja! Så jeg har været heldig!”
Pludselig standsede hun og så alvorligt på mig. “Vær ikke ked af det. Jeg kommer tit på besøg. Når du også bliver adopteret, bliver vores familier venner! Kom, kom, jeg vil vise dem dig — de venter ved direktørens kontor!” Hun sled mig med.
Vi standsede ved døren netop som den åbnede. Et par trådte ud: En høj mand med brede skuldre, skarpt hage, stærke kindben. Øjeblikkeligt følte jeg beges energi. Og jeg brød mig ikke om det. Fra manden strømmede brutalitet. Råhed. Ondskab. Kvinden udstrålede skræk og fuldstændig udmattelse.
“Nå, lille Agnes,” smilte manden bredt. En gysen løb gennem mig. “Det formelle er næsten klart. I morgen kører du hjem med os.” Ragna kastede sig om halsen på ham. Og så fornam jeg en ny følelse i hans energi: Lyst, ikke faderlig kærlighed.
Tilbage på værelset foer Ragna rundt af spænding. Jeg sad på sengen, prøvede at forstå. Mon jeg tog fejl?
“Hvad er der?” Ragna satte sig hos mig. “Vær ikke så bedrøvet, vi ses!”
“Ragna, jeg bryder mig ikke om dem. Manden… han er ikke god.”
Hun kneb øjnene sammen. “Hold dog op, Jytte! Er du misundelig? Jeg har ventet så længe! Henrik Larsen er en dejlig mand, jeg talte med ham. De er så varme. Han sagde jeg får mit eget store værelse — forestil dig!”
“Men du ved jeg føler folk!”
“Åh, slap dog af. Psykologen og direktøren har godkendt dem. Han arbejder, hun er hjemmegående. Alle papirer er i orden.”
Hun rejste sig og gik til vinduet. “Jeg troede du ville glæde dig med mig — min veninde!” Stemmen var tårefyldt. Skam fyldte mig. Jeg omfavnede hende bagfra.
“Undskyld. Selvfølgelig glæder jeg mig. Du har ret, jeg så spøgelser. Jeg vil bare ikke miste dig.”
“Du bliver bare adopteret senere!” Hun vendte sig. “Jeg skal pakke.”
Søvnløshed plagede mig. Henrik Larsen drømte jeg som et uhyre: glødende raseriøjne, vampyrtænder dryppende. Ragna vækkede mig næste morgen, klar til afgang. På trappen knugede jeg hende længe, som om mit favntag kunne beskytte. Da hun satte sig i bilen og plejerne gik ind, blev jeg alene tilbage. Kun jeg så hendes nye mor ånde lettet ud, mens Henrik Larsen smilede koldt i det ene mundhjørne.
Hele dagen var jeg fra mig selv. På lur opdagede Margrethe det. Hun førte mig bag i haven.
“Jytte, hvad sker der? Savner du Ragna?”
“Margrethe… tror du på mig?”
“Selvfølgelig, min ven.”
“De, der tog hende… særlig Henrik Larsen. Han er en ond mand.”
Margrethe så bedrøvet ud. “Det er ærgerligt. Måske savner du hende. Men selv hvis han er ond, kan vi intet gøre. Deres papirer er fejlfri…”
“Hvorfor tog han så en stor pige? Ikke en lille?”
“Hvad antyder du?”
“Det ved jeg ikke,” sagde jeg og gik, efterlod Margrethe med sine tanker.
Resten af dagen følte jeg mig syg. Hovedpine, hele kroppen advarede. Da solen forsvandt, hamrede mit hjerte. Jeg sprang op. Som forbandet hørte jeg Ragnas skrig.
Jeg kunne ikke holde det
Selv om begæret havde kastet en mørk skygge over min barndom, gav anbringelsen hos Margrethe mig endelig ly i det stille danske morgensolskin, hvor min gave fandt sit sande hjem som et skjold, ikke en byrde.