Udskudt liv
Mor, må jeg ikke godt tage en enkelt bolche fra æsken? Bare én! Please! Mille snoede sig omkring skabet, hvor Hanne med møje havde gemt de eftertragtede søde sager.
Nej! De er til juleaften. Hvis du spiser dem nu, er der ingenting tilbage til nytår.
Mille surmulede. Hvad betød det egentlig, hvornår man spiste et bolche? Hun bad jo kun om ét! Hvorfor skulle mor altid gemme alt det gode til senere? Nå, hvis noget var lækkert, så gemte man det, og hvis noget var pænt, ja, så var det til pænt brug. Mille havde sådan lyst til bare at tage en bolche, tage den nye kjole på, som far havde købt med hjem fra København, og gå hen til sin veninde Line. Lines mor sagde aldrig nej til nye ting i børnehaven, men Mille havde godt hørt, det var fordi hun selv syede Lines tøj. Sådan var Line altid den smarteste i gruppen, mens Mille gik rundt i sin småblomstrede, lidt for lille kjole, som hun ærligt talt var blevet godt træt af.
Mille forstod ikke dengang, hvor svært det var for hendes forældre at skaffe de ting. Hanne arbejdede på biblioteket, og Milles far var ingeniør. Fra hun var helt lille, havde Mille hørt ordet skaffe. Det betød, at de fik noget nyt og lidt særligt, som ikke bare kunne købes i supermarkedet. Så fik hun de fine laksko, og moren et par støvler. Godt nok betød det nærmest en måned med pasta og kartofler, men det var det værd, syntes mor, der de første dage bare gik og kiggede på de støvler uden at tage dem på. De støvler har Mila ikke glemt, ikke engang som voksen hver ridse, hver gang hælen blev slidt.
Livet ændrede sig. Pludselig var hylderne i butikkerne fulde, man kunne købe alt det, man drømte om nu var det penge, der var problemet. Mille gik i ottende, da far kom hjem en dag og lyste op:
De har ansat mig!
Hun forstod ikke helt, men den glæde, hun så i sine forældre, varslede noget. Hendes fars nye job hos et dansk-tysk elektronikfirma, udnyttede hans evner optimalt, og langsomt voksede han med opgaven. Hun så ham finde ro og styrke han var organiseret, god til mennesker, og nu gik det stærkt. For første gang var mor stoppet med at sidde hver aften med notesbogen og regne på, hvordan der kunne blive råd til nye jeans og sneakers til Mille. Mille opgav drømmen om at droppe ud og finde et job med det samme nu kunne hun satse på gymnasiet og senere universitet. Forældrene bakkede hende op. To år knoklede hun med bøgerne og sagde nej til fester resultatet: topkarakterer og studieplads. Tænk, nu kunne hun endelig slappe af men Mille valgte anderledes. Først uddannelse og job, så alt det andet. Det lykkedes. Flot eksamen, job skaffet gennem fars kontakter lejlighed, bil, ferier i udlandet. Forældrene var stolte. Datteren klarede sig selv. Hun rejste, købte egen bolig på Vesterbro. Hun var bare alene.
Men Mille generede det ikke. Hun var aldrig på den dovne måde pligtopfyldende, og bejlere havde hun haft nok af. Hun havde ingen hast der var så meget, hun ville nå, mens hun var ung. Børn? Det kunne vente.
Først som 35-årig opstod det første alvorlige forhold. Hun og Viktor havde arbejdet sammen længe, sad side om side på kontoret, men aldrig rigtig snakket sammen. Det overraskede helt Mille, da hun nok lidt for fuld til firmafesten lagde sit hoved mod Viktors skuldre under en dans.
Bliv gift med mig. Vi er begge succesfulde og bliver jo heller ikke yngre. Det er nu eller aldrig. Og Mille, jeg elsker dig.
Mille lo lavt.
Viktor, hvad er det for noget pjat? Vi har masser af tid.
Men da hun vågnede næste morgen og så ham i øjnene, hørte hun pludselig sig selv sige:
Okay, så. Jeg vil gerne.
Bröllup, mor Hanne i tårer, og de næste tre år, hvor Mille indså, at al den vundne succes slet ikke kunne måle sig med det, hun havde fået, efter at have gemt det vigtigste til sidst.
Det er slut Mor, fremtiden er væk Mille stirrede på lægerapporten og kunne ikke engang græde. Hvorfor var jeg så dum?
Kæreste, det er kun ét svar fra én klinik. Ting kan ændre sig. Medicinen går fremad.
Men hvornår? Mille snerrede og kastede papirerne væk, så de dalede ud over hele stuegulvet.
Forældrene nægtede at tage imod, når hun tilbød at betale for nyt køkken eller møbler. Faren var syg og for træt til det hele, mor Hanne bange for at lade ham være alene. Mille gjorde alligevel lidt her og der: hun fyldte køleskabet, renoverede nogle møbler vintage var jo så populært nu. Men tapetet og gulvet trængte nu, tænkte hun med et suk og stirrede tomt op mod væggen, mens livet smuldrede under hende.
Mor, du forstår ikke? Det er tiden, jeg ikke har nok af
De sad i stuen til mørket havde lagt sig og snakkede ikke. Mille græd lidt, tørrede øjnene, men lod være med at tale mere. Til sidst sad hun og betragtede sin mor i skumringen:
Tak, mor.
For hvad, Mille?
Fordi du lyttede. Jeg har ikke andre. Eller hvem ville have brug for mig nu?
Sig ikke den slags! Hanne lagde sin hånd over Milles mund. Vi har brug for dig. Din far har brug for dig. Viktor har brug for dig!
Victor ikke længere.
Hvorfor?
Fordi det er mit problem, ikke hans. Han har også en fremtid børn kan han stadig nå.
Mille rejste sig, sagde farvel og tog hjem.
Jeg skal nok klare mig, mor. Mille sendte et luftkys og lukkede døren. Hanne sank sammen på stolen i entréen. Hvorfor nu hende?
Mille ville ikke hjem endnu og kørte ud til Søerne. Årstidens gråvejr betød, at der næsten ingen var et par hundeejere og et ældre ægtepar, der skyndte sig gennem den kolde vind.
Hun indså pludselig, at hun ville have elsket at være der sammen med Viktor hele livet. Hun havde elsket ham. Bare ikke turdet indrømme, at hun havde gemt følelsen ligesom alt andet. Men nu hvis man virkelig elsker, bør man tænke på den anden, ikke sig selv.
Hun trak vejret dybt, og mindedes barndommens gåture med mor og far. Bag de små glæder gemte hun det vigtige som isen hun engang fik, selv midt om vinteren. For hendes kommende børn ville det aldrig ske.
Mille rystede tankerne ud. Nu måtte det være nok med selvmedlidenhed! Livet gik videre. Hun kunne ikke ændre tabet, men hun måtte finde noget nyt. Hvad, anede hun ikke, men én ting var sikkert: det handlede ikke længere om karrieren.
Hun nærmede sig sin bil og stoppede brat! Tre-fire drenge stod omkring den. Ingen var i nærheden. En uventet ro og ligegyldighed bredte sig:
Hvad laver I der?
Drengene, omkring seksten år gamle, vendte sig.
Er det din bil?
Ja.
Vi skal åbne motorhjelmen! De talte i munden på hinanden, og Mille nåede at tænke, at det næppe var farligt.
Vent lidt. En ad gangen, tak. Hvad er der?
Den mindste af dem trådte frem.
Der er en killing. Vi så den kravle op i bilen og forsvinde op under hjelmen. Vi skal hjælpe den ud ellers bliver den skadet.
Er du sikker?
Ja. Katte søger varmen.
Mille åbnede bilen, og straks hev de en sort, sprællende killing frem.
Den bider! Drengen grinede og rakte Mille dyret. Tag du den!
Mig? Jeg har aldrig haft kat
Det lærer du! Bare giv den noget mad.
De lo og fortsatte men Mille råbte efter dem:
Hey! Her, I skal da have en pengeseddel, så I ikke hjælper uden at få lidt for det. Min mor siger det er sådan, det bør være.
Tak! De vinkede og forsvandt.
Mille satte sig og stirrede på katten.
Hvad gør jeg så med dig?
Killingen spandt højlydt og borede sine små sorte poter ind i hendes lyse frakke.
Tja nu ender jeg som gamle Mille med kat. Helt klassisk Nå, hjemad!
Samtalen med Victor måtte vente for nu havde hun rigeligt at gøre med killingens vask og jagt på lopper.
Du har da samlet alle byens lopper op på din vej, dit skravl! Hvordan kunne jeg falde for sådan en redningsaktion? grinede hun, mens Viktor holdt håndklædet klar.
Katte hader jo normalt vand, men den her virker nærmest tilfreds, sagde Viktor.
Den spinder endnu højere nu, kan du høre det?
Vasket og tør, blev killingen fodret og kurrede straks ind ved siden af Mille på sofaen.
Nå? Hvordan gik det?
Mille sukkede og kiggede alvorligt på Victor.
Vi skal skilles, Victor.
Hvad? Hvorfor nu det?
Fordi jeg ikke kan få børn. Det er kun min skyld. Men du kan jo stadig nå det finde en anden og blive far.
Han stirrede på hende i evigheder.
Mener du, jeg bare kan gå ud og bytte dig ud? At børn er det eneste, der betyder noget for mig? Jeg elsker dig, Mille. Og du skulle have spurgt mig, før du tog beslutningen. Men det har du, kan jeg høre.
Victor tog den søvnige killing, lagde sig ind i kontoret. Jeg sover derinde. Godnat.
Mille nikkede blot. Hun vidste, at det var bedst, men tvivlen åd alligevel i hende. Hvad om nogle år? Ville han fortryde?
Hun lå vågen hele natten. Vendte og drejede sit liv og deres kærlighed. Efter lidt søvn vågnede hun, viklet ind i tæppet, og så Victor havde efterladt en seddel: Kommer hjem i aften vi snakker. Du slipper ikke for mig. Jeg elsker dig.
Killingen kiggede op med sine grønne øjne.
Hvad? Nu vil du også have morgenmad? Kom, så får vi en god dag.
Hun grinede for første gang i lang tid.
Hun ringede på arbejde, meldte sig syg og bestilte tid hos frisør og til manikyre.
Regnen silede ned, da hun traskede ud til bilen, gennemblødt, men nu ville hun ikke hjem hellere noget aktivt end at sidde og græde igen.
Frisøren var bagud, og Mille sad og bladrede i et random blad. Morsom nok om børn og familieliv. Et billede fik hende til at stoppe op en dreng med store, grønne øjne stirrede op på hende, og noget trak i hende. Hun læste teksten under billedet.
Da frisøren kaldte, var Mille gået og bladet var også væk.
Victor blev overrasket, da hun stormede ind på hans kontor med bladet i hånden.
Se! Der hun pegede på billedet.
Hvem er det, Mille?
Jeg ved det ikke, Victor. Står kun navn og alder. Men se!
Hun trak ham over til det store spejl. Satte ham og bladet foran spejlet.
Minder han ikke om nogen?
Victor kiggede længe. Så fra billede til spejl, og tilbage igen.
Forbløffende ja… Men er du sikker?
Nej men jeg ved, jeg ikke gider udskyde livet mere. Ikke lade alting vente til senere.
Seks måneder tog det at hente Sander hjem fra børnehjemmet, og to år senere så Mille en lille pige med samme øjne i et andet blad. Karen var kun halvandet år og fik Mille som eneste mor. For børnene blev hun alt. Fem år senere, lige da alle havde opgivet håbet, og Mille mente hun var tidligt i overgangsalderen, sagde lægen, mildest talt overrasket: Du er altså gravid!
Lille Frida blev født til tiden til stor overraskelse for hele familien.
Hanne nåede at opleve sit yngste barnebarn, men døde et år senere. Mille holdt sig tapper, men under pakningen af forældrenes ting til flytning, fandt hun pludseligt den gamle skotøjsæske oppe bagest i skabet og brast i gråd.
Mor! Hva nu? spurgte Sander forskrækket.
Mille hev morens gamle støvler op og græd det var nu sorgen slap ud. Resten af familien stimlede sammen omkring hende, græd lidt allesammen, indtil Victor med et smil tog styringen:
Så, nu er det nok. Mille, hvad sker der?
Hun har gemt dem Hele mit liv har hun passet på mig på sin egen måde.
Mille samlede det gamle udstyr, som hun aldrig tog med, da hun selv flyttede hjemmefra alt var stadig lagt sammen, med små stofposer med lavendel og den duftede næsten stadig lidt.
Hvorfor udsætter vi alt? Hvad venter vi egentlig på?
Victor sagde ikke noget han krammede hende bare.
Frida dukkede op og kravlede ind til Mille, plirrede op med de grønne øjne:
Mor!
Mille tørrede øjnene. Sig det igen?
Mor! Frida lagde armene om Mille.
Hun sagde mor! Sander klappede i hænderne. Vi skylder dig en tur i zoo, far!
Hvorfor vente til weekenden? spurgte Mille. Skal vi ikke gøre det i dag? Intet skal udsættes.
Hun kastede et blik på bunken af ting de kunne vente. Nu havde hun lært det vigtigste: Livet sker nu.
Hun satte sig bag rattet, børnene lo bagi og hun tænkte, at man nok aldrig lærer at gøre sine børn helt lykkelige, men hun ville lære dem én ting: vent ikke. Skub ikke alt dejligt foran dig for det senere har det med at ændre sig, lige før man fanger det.
Må vi få en is?
Nu? spurgte Sander forbløffet. Vi har jo ikke fået frokost?
Det kan vi altid nå. Hvad siger I?
Jaaaa! råbte børnene, og Victor smilede skævt.
Du forkæler dem, mor!
Det skal der til, far. Hvornår, hvis ikke nu?
