Dagbogsoptegnelser Tomheden i Kirstines Liv
Sneen bid ikke længere i de bare fødder Kirstine kunne slet ikke mærke dem mere. Det var kun vinden, som piskede hendes ansigt, hænder og hals den trængte ind gennem brystet, dækket af kun en natkjole. De grå hår, nu tunge af sne, hang om hovedet som istapper. Vinterstormen peb og hylede, slog hende ubarmhjertigt i ansigtet, og Kirstine vidste knap nok længere, hvor hun gik. Hun havde forvildet sig rundt på sin egen gårdsplads. Hun bakkede sig op mod det iskolde plankeværk, lagde armene over brystet og begyndte lavmælt at jamre:
Må jeg dog snart dø! Tag mig, Gud Lad mig dø
I dén nat ville hun vitterligt være frosset ihjel, hvis ikke det var for naboen, fru Grethe, der var ude for at se til koen den nærmede sig kælvning. Grethe så, at døren ind til Kirstine stod på vid gab, og lys skimtede ud.
Kirstine! Er du derude og roder rundt i mørket?
Men Kirstine stod tavst i et hjørne af gården, skjult bag buske og sneens hyl, og med lukkede øjne blev hun bare ved: Jeg vil dø dø
Grethe fór ud af sin egen havelåge og over til Kirstines, råbte:
Kirstine, hvor er du! For pokker, gamle menneske! Kirstine!
Men Kirstine kunne ikke engang svare, om hun så havde villet. Sukende sank hun ned langs hegnet og lod det sammenklistrede, grå hår falde frem over hendes knæ. Hun krøb sammen, tårer løb ned ad de indfaldne kinder. Så var der nogen, der greb hende og forsøgte at løfte hende op men der var ikke meget liv tilbage i hende; hun var helt stiv og kold.
Dovne gamle fjols! Vent du bare, sagde Grethes stemme og så løb hun hjem efter sin mand. Sammen fik de slæbt Kirstine ind i stuen.
Efter den nat kom Kirstine aldrig op igen. Morgenen efter kom den unge sygeplejeelev, Emma, og morede sig over, at en ældre kvinde på eenoghalvfems kunne ligge der uden så meget som en forkølelse kun forfrosne fødder.
Vi burde have dig på hospitalet vi kan køre dig ind, foreslog hun.
Kirstine stirrede trist på pigens mørke hår og de friske, røde kinder så rystede hun stædigt på hovedet.
Nej tak, min pige. Jeg bliver her. Brug ikke tiden på mig. Gå med Gud hjem.
Kirstine blev liggende i sengen i to uger. Ingen forstod egentlig, hvorfor hun var gået ud på gårdspladsen barfodet kun i natkjolen den nat de fleste tænkte bare, at hun selv var skyld i det. Selv mente Kirstine, at der var sket noget skæbnesvangert, noget mystisk, hun ikke selv rigtigt forstod.
Aftenen forinden havde Kirstine siddet på sengen og trævlet op i en hjemmestrikket sok i det svage skær fra elpæren. Hendes gamle hænder arbejdede hurtigt og rutineret hendes tanker var et helt andet sted, blikket tomt, fastnaglet på en plet på væggen. Hun smilede det der uhyggelige, fjerne smil, kun hun selv forstod et smil rettet mod fortidens minder.
Hele livet havde Kirstine aldrig haft andet end slid og sorg, altid arbejde og altid mangel kun en enkelt, kort glimt af kærlighed havde værnet om mørket.
Han hed Morten.
Morten Mor-ten mumlede hun med tykke læber og lod smilet vokse bredere, næsten uforståeligt.
Om aftenen havde hun drømt sig væk: hun gik ud gennem engen, ind i skovbrynet hvor godsets marker sluttede. Kirstine skygger for solen med hånden, ser ud i det fjerne, venter og håber. Han havde lovet at komme. Indeni frygt og håb blander sig. I disen over rugmarken ser hun en mandsskikkelse, løber ham i møde. Morten! Morten! kalder hun jublende.
Sådan faldt hun i søvn den aften. Midt om natten vågnede hun uroligt. Hun skulede ud gennem ruden sneen hylede, ruden klirrede. Hun kastede dynen af sig og famlede sig frem til døren i mørket.
Jeg er hurtigt tilbage hurtigt
Hun fór ud, kun i natkjolen, barfodet, uden at rigtigt fatte det. Ude, ind i den hvide storm, rakte hun en arm frem foran sig, som om hun ledte:
Morten!
Kulden skar hende i hele kroppen, hun følte det ind til marven. Hun trådte ud i sneen, mærkede isen under fødderne, gik stædigt fremad, mod hegnet, krampagtigt kæmpende mod elementerne.
Morten! Jeg er her! Morten!
Hun nåede ud til hegnet, kiggede efter ham, løb op og ned langs plankeværket da først opdagede hun, at hendes fødder slet ikke længere lystrede. Hun forsøgte at finde tilbage men nu var gården blevet et snigende, ufremkommeligt vildnis. Hvor hun gik, var der træ, plankeværk eller sne. Hun forvildede sig, gav til sidst op. Og sådan fandt naboerne hende også.
Grethe kom ofte og tændte op i ovnen, satte mad frem, snakkede venligt til Kirstine. Og den unge sygeplejeelev Emma kom, skiftede forbindingerne og krævede, at Kirstine skulle tage sin temperatur. Men alt, hvad Kirstine gjorde, var mekanisk; så snart hun var alene, stirrede hun op i loftet med døde øjne, og lyttede til vandrende fodtrin og hundeglam på gaden, slædenes skurren, skolebørns latter på vej hjem.
Nogle gange døste hun ind. Hun vågnede, så det var blevet dag igen eller mørkt udenfor; brændet knitrede i ovnen, sne dryssede fra tagrenden. Herre Gud, hvornår skal jeg dog dø? Hvis jeg dog bare kunne dø tænkte hun atter og atter.
Fra sin tidligste barndom havde Kirstine lært én barsk sandhed: hendes skæbne var som en stejl, mudret skråning, med tornede buske og rødder her kunne man kun rulle ned. Ingen ville række en hånd for at standse faldet eller hjælpe én op mod lyset. Sådan levede alle omkring hende og for hende var livet ét langt, trættende fald; det eneste, der var at gøre, var at bide tænderne sammen og holde ud.
Det år blev foråret sent og bidende koldt. Med fygende vinde, regn der mudrede vejene til, forsvandt sneen først i maj, og markerne stod våde og brune, som slidt læder. Birken sprang kun motvilligt ud, og frugttræerne stod nøgne og mørke i haverne. Kirstine, med et laset tørklæde over hovedet, gik ad den smattede vej fra brønden. Vandspandene på åget gyngede og sendte kolde stænk op om hendes bare, sprukne fødder. Overfor, ved et gammelt plankeværk, stod nogle mænd under regnen, rygende og mumlende. De kiggede på hende, men Kirstine gik forbi uden at løfte blikket. Hun var for længst smeltet sammen med den sørgmodige, grå landsby.
Kirstine! kaldte gamle fru Bodil pludseligt, tidligere tjenestepige på gården. Skynd dig hen til købmanden! Sig til Mads, han skal udlevere det pæneste bomuld til frøkenen. Der kommer fine gæster fra København! Og pluk blomster vær hurtig nu! De skal spise ved stort bord i aften.
Kirstine satte spandene fra sig, tørrede hænderne af i forklædet og vandrede mod vejen. Tyve to år var hun, men det føltes som om livet for længst var løbet forbi hende, uden at berøre hende det mindste. Da hendes forældre døde, tog herremandens fornærede enke hende i tjeneste for et stykke brød. Kirstine var dengang en bange, forslået pige med store, spørgende øjne. Nu var hun høj og stærk, med grove arbejdshænder og slukkede øjne.
Hun arbejdede fra før solopgang til langt ud på aftenen, helt til smerten larmede i benene. Hun kløvede brænde i stivfrossen regn, malkede geder i det iskolde skur, rørte ler til ovnen, vaskede i åen til fingrene blev følelsesløse. Hun rev ukrudt op i den stikkende sommersol, hvor ribs og hindbær funklede og duftede, men hun måtte aldrig smage. Fruen talte hver bær og straffede ved mangler, De vokser ikke til dig, dovendyr! Kirstine blev vant til at overse alt udenom sig. Hun sled sig igennem, bidte sig i læben for ikke at græde, og forsøgte altid at gøre sig nyttig i håbet om at gå ubemærket gennem fruens vrede.
Hver lørdag fyrede hun op i badstuen, slæbte tunge baljer med vand fra åen, varmede stenene til hovedpinen pressede sig på, og vaskede den gamle frue med stikkende børste, indtil hun var ør og kvalm. Fruen vendte sig, Kirstine kravlede på knæ, tørrede og klædte fruen på, der brokkede sig og indimellem i godt humør klappede Kirstine på kinden og kaldte hende arbejdshest. Kirstine tog det uden protest hun kendte ikke andet og havde for længst gemt sine egne drømme væk bag en usynlig væg af træthed og ligegyldighed. Hun var ligeglad med egne klæder, hvem der talte til hende, eller hvad pigerne sagde om kærester. Ingen ungersvende drømte om hende hun var stærk og tavs, uden sødme. Selv den gamle staldmester Erik sagde: Den skønhed er ikke for folk, hun må tilhøre Vorherre. Sådan skulle det også have fortsat, hvis ikke tilfældet havde slået en sprække i muren ud mod livet.
Det skete første uge i juni, hvor engen stod frisk og grøn. Herregården ventede fine gæster; frøkenen selv, bleg og svag, skulle møde en ung mand fra byen, måske en frier. Kirstine blev sendt ud for at plukke margueritter. På stien mødte hun en fremmed ung mand, klædt pænt, nyvasket hår, glansfulde støvler. Han hed Morten og var stalddreng i nabogården. Han stod bredbenet og betragtede Kirstine uden blusel.
Goddag, smukke, sagde han drillende, øjnene hvilede ugenert på hendes arbejdshænder og fyldige barm under den falmede bluse.
Kirstine drejede bare væk, mødte ikke hans blik:
Hvorfor står du dér? spurgte hun lavt, uden at løfte hovedet.
Hvad hedder du?
Den, der har brug for at vide det, ved det allerede, svarede Kirstine og gik forbi ham, som var han en stolpe.
Han lod sig dog ikke stoppe. Morten kom siden jævnligt til gården Kirstine hørte hans selvsikre stemme på gårdspladsen, mærkede hans stædige blik. Han dukkede altid op, hvor hun var ved brønden, ved laden, bag huset. Han sagde frække ting, forsøgte at klemme, men hun fejede ham bare køligt væk. En dag, da hun hentede mel i laden, sprang han frem og forsøgte at gribe hende om livet. Kirstine slog ham så hårdt væk, at han væltede ind i væggen. Hun så et øjeblik ned på ham, sukkede:
Sikke noget vrøvl, Morten
Så rettede hun tørklædet og gik ud, uden at se sig tilbage. Morten sad tilbage og gned nakken men i blikket tændtes noget nyt. Kirstine var langt fra ligeglad, men også uden den nysgerrige ungdoms interesse dog begyndte noget at vågne indeni hende. Hendes liv blev lysere, hun begyndte at smile igen. Ind imellem lagde hun arbejdet fra sig blot for at nyde solen over engen, lytte til koens åndedrag om morgenen, se dugdråber i græsset. Bare for at føle, hun levede, men skyndte sig så tilbage til pligterne.
Morten fik ikke meget held med sin kurtisaneri ud over et enkelt kys, han påtvang Kirstine i kælderen, hvilket hun straks gengældte med en massiv flad hånd på hans kind. Men han gav ikke op; og helt forgæves var det ikke. En dag smilede Kirstine faktisk til ham under øjenbrynene. En anden gang kiggede hun længe efter ham ved stalden.
Men deres historie blev kort. Morten forsvarede engang en dreng, som blev grebet i at stjæle på marken. Fruen beordrede, at han skulle straffes. Kirstine stillede sig imellem, ville tage straffen, men blev skubbet væk. Da greb hun en kæp og truede stalleren. Morten kom hende til undsætning fik snuppet pisken og jagede stalleren bort. Kvinderne styrtede til drengen, spurgte til ham, men han brød grædende ud: Min mor døde i går
Ordene ramte Kirstine som en hammer. Hun så sit eget barndomsansigt i ham, og stormede ind på sit værelse, kastede sig på sengen og græd, så kroppen skælvede. Tårerne kom af medlidenhed, af raseri, af sorg over noget udefinerbart tabt.
Morten fandt hende. Han satte sig uden at sige meget, bare lagde armen om hende. Og for første gang i sit liv stødte hun ikke armen væk. Hun lænede sig ind til ham og lyttede til varmen fra hans voksne, stærke krop, og spurgte sagte:
Hvad er der bag skoven? Hvad findes der længere væk?
Byen, svarede han overrasket. Store huse, butikker, kirker Og videre flere byer og til sidst havet, siger de.
Hun anede intet om havet, men blev pludselig grebet af lysten til at se det. At slippe væk, hvor hun hele livet var blevet råbt ad, svedet på arbejdet, kaldt arbejdshest, glemt af alle. Hun lagde hænderne omkring hans ansigt og kiggede ham for første gang tæt i øjnene.
Tager du mig med? Vil du gifte dig med mig?
Morten blev tøvende. Han talte udenom, sagde det ville tage tid, penge Men Kirstine hørte ham overhovedet ikke noget var slået klik i hende; hun var rivende ligeglad med verden. Den nat forsvandt hendes gamle korssmykke snoren gik itu, og den faldt væk i mørket. Hun ledte ikke efter det. Sådan bliver det nu, sagde hun, med en mærkelig, højtidelig tone.
Morten kom kun to gange mere. De mødtes i smug i laden, i skuret, blandt pilebuske bag gården. Kirstine blomstrede op. Hun gik lettere, talte mildere og begyndte faktisk at smile.
Så sluttede det brat. Brylluppet mellem frøkenen og den unge herre blev holdt med pomp, gæster og harmonika. Morten fulgte med dem til København. Kirstine fik ikke engang at vide, han var væk hun måtte høre det fra den gamle kogekone: Din gik med dem til byen. Søg efter vind i en sæk.
Kirstine ventede. Hver aften støttede hun sig til stakittet og spejdede mod landevejen, til skumringen faldt. Hun holdt op med at spise og sove; hendes ansigt blev mager, øjnene brændte. Bodil skældte hende ud, men Kirstine smilede blot det tomme, salige smil. Hun var overbevist om, Morten ville komme tilbage. Hver eneste celle i hendes forpinte krop vidste det.
Sommeren gik, varm og fugtig, efterfulgt af lang, dyster efterår med regn og slud. Kirstine elskede nu bare at se ud i det fjerne, hvor skoven rørte himlen. Hun lyttede næppe til, hvad folk fortalte om Morten troede blot, at onde kræfter stred imod deres lykke. Hun vidste: hvis der havde været lyse dage midt i alt, så kunne det ske igen. Alt, hun havde tilbage, var venten. Sådan gik måneder og år. Kirstine ventede.
En sen oktoberdag, hvor træerne stod sorte og markerne var blanke af regn, så Kirstine en skikkelse i kanten af engen. Hjertet stoppede. Hun troede, det var Morten. Hun kastede hakken fra sig og løb, arme fægtene og råbte hans navn:
Vent! Vente-eer!
Manden så sig ikke tilbage. Kirstine løb til åen, der gik over sine bredder. Hun kunne ikke svømme, manden var på den anden side. Hun klatrede op på en træstamme og stirrede, bange for at blinke og miste ham af syne. Langsomt fortonede han sig, blev et lille uroligt punkt, og til sidst var der kun green og blå horisont.
Hun blev fundet af naboen Inger, der havde luget hindbær.
Hvad laver du dér? Skal du ikke hjem?
Det var Morten, sagde Kirstine uden at se sig om.
Hvilken Morten?
Stalddrengen den unge mand, der før kørte til gården.
Fra nabolandsbyen? Han? Hvorfor dog det?
Jeg venter på ham.
Hvad venter du på? Han blev gift for mange år siden bor i Nyhede! Han blev kørt ned og ligger nu lammet, fattig og syg. Måske lever han ikke engang længere
Lyv ikke, svarede Kirstine lavt med et blik, så vildt og mørkt, at Inger trådte et skridt tilbage.
Nej, for pokker, hvem gidder lyve! Tosset! Inger spyttede. Min svogers kammerat så det selv. Og børn har han nok af, kone og elendighed. Hvorfor griner du?
Ha-ha-ha! Kirstines latter var høj og skinger, mens håret hang i små klumper ned over skuldrene, skørtet snoet op, knæene hvide i solen.
Tosse! siger folk og går i stor bue udenom.
Fra nu af mente alle i landsbyen åbent, at Kirstine var blevet lidt enfoldig. Hun græd ikke mere, ventede heller ikke med den samme fortvivlelse. Hun arbejdede videre på sit lille jordstykke, endnu mere hårdnakket end før nærmest for at kvæle smerten indeni. I de få ledige øjeblikke sad hun på trappestenen og stirrede mod skoven, hvor hun forestillede sig havet begyndte. I hendes blik stod et tomt, fredfyldt mørke, og børn og voksne velsignede sig og undgik hende.
Før hun helt gik under for alderdom, plejede Kirstine, selv midt på den varmeste junidag, at tage sin rene skjorte på, rede det lange, gråmelerede hår og gå ud på engen for at stå længe og se mod himlen over skoven. Endnu rank, men med det slidte præg af en, der har lidt så længe, at hun er blevet en slags evig del af landskabet. Kom folk forbi og spurgte, hvem hun ventede på, så svarede hun lavt, med et mildt smil:
Mit lykke. Den venter jeg på, der bag skoven. Morten lovede at komme i dag.
Ak, den gamle kvinde stakkels sjæl!
Kun vinden raslede i træerne, åen løb sit evige løb og et sted langt væk, bag skove, marker og byer, brusede det ukendte hav, som Kirstine aldrig kom til at kende andet end navnet på.
Døren til stuen peb. Grethe kom ind for at tænde op. Kirstine vendte sit udtryksløse blik mod hende.
Nå, hvordan går det med fødderne? spurgte Grethe.
Den gamle mumlede uforståeligt. Grethe bøjede sig ind.
Hvad siger du?
Hvis bare jeg dog kunne dø Nej, han kommer ikke mere. Der er kun døden tilbage.
Sådan sluttede endnu en dag, og jeg forstod til sidst, at tomheden ikke er dødens værste følgesvend. Den værste er håbet, man nægter at give slip på.
