Det tog mig femten år at indse, at mit ægteskab mindede om dét fitnessabonnement, man tegner i januar fyldt med gode intentioner i begyndelsen, men hurtigt glemt og ubrugt resten af året.
Det hele startede en ganske almindelig tirsdag. Jeg kom træt hjem efter arbejde og fandt Thomas udstrakt på sofaen, hånden begravet i en pose saltstænger, mens han så den samme zombiserie for tredje gang.
Hvornår er der mad? spurgte han uden at løfte blikket fra skærmen.
Der var noget i mig, der slog klik. Lidt som når man nulstiller computeren til fabriksindstilling.
Det ved jeg ikke, du. Hvor er maden? svarede jeg og lagde tasken fra mig.
Han så på mig, som om jeg havde talt islandsk.
Hvad mener du med, du ikke ved det? Du laver jo altid mad.
Nå, gør jeg det? Sikke en observation. Vi ses senere, jeg tager ud og spiser med veninderne.
Hans ansigt sagde mere end ord. En hel digtsamling kogt ned til en linje.
Den aften fik jeg grillet fisk, hvidvin og latter, så jeg havde ondt i maven. Klokken blev næsten elleve, før jeg var hjemme igen. Thomas havde bestilt pizza, og ungerne jublede.
Mor, hvorfor kan vi ikke spise sådan noget noget oftere? spurgte Freja, den yngste, med ketchup på næsen.
Ugen efter tog jeg den endnu længere. Bogstaveligt talt.
Jeg tager til Grækenland på fredag, sagde jeg over morgenbordet.
Han var ved at få kaffen galt i halsen.
Hvad mener du, Grækenland? Og børnene?
De er hos dig. Du er deres far, ikke? Jeg stoler på dig.
Jamen, jeg har møder! Jeg har travlt på arbejde!
Jeg mødte hans blik.
Sikke et tilfælde. Jeg har også haft travlt de sidste femten år. Og det er da gået. Jeg tror, du, med din store hjerne, skal nok klare det.
Jeg rejste. Alene eller, altså, med min kusine, men det er uden betydning.
Første dag tikkede der 17 beskeder ind:
“Hvor er fodboldtøjet?”
“Hvordan tænder man vaskemaskinen?”
“Koger man pasta i koldt eller varmt vand?”
“Må de spise havregryn til aftensmad?”
Jeg svarede kun på én:
“Google er din ven.”
På tredje dagen lød beskederne anderledes:
“De vil have kyllingenuggets igen”
“Er der altid SÅ mange lektier?”
“Hvorfor er der så mange forældremøder?”
Jeg svarede ikke. Jeg havde travlt med at drikke iskaffe ved havet og læse en bog i fred for første gang i årevis.
Da jeg kom hjem, lignede huset et bombet lokum. Der var strømper på loftet jeg ved den dag i dag ikke hvordan. Hunden, Buster, havde en strømpe på hovedet som hue, og min datter havde malet sit værelse lilla med mine læbestifter.
Thomas lå sammenkrøllet på sofaen som en baby.
Tak Gud, du er hjemme! sagde han hæst.
Hvordan gik det? spurgte jeg, solbrændt og rolig.
Jeg forstår ikke Hvordan kan du klare alt det hver dag? Det er umenneskeligt.
Næsten som et fuldtidsarbejde, ikke sandt?
Han sagde ikke mere. Zombierne brummede på fjernsynet; han brummede med.
Undskyld, hviskede han til sidst. Jeg mener det virkelig.
Siden har tingene ændret sig. Han lærte at lave tre okay retter. Nå ja, to og en halv, for nogle gange er spaghetti stadig lidt rå. Han kender nu både vejen til vaskemaskinen, til forældremøderne og ved, at spørgsmålet “Hvad skal vi have til aftensmad?” kun er relevant, hvis han selv står for det.
Jeg begyndte at rejse hver tredje måned. Nogle gange alene, nogle gange med veninder. Altid uden dårlig samvittighed.
Sidste uge spurgte naboen, Jytte, mig med store øjne:
Efterlader du virkelig børnene hos din mand og tager bare afsted?
Præcis sådan, sagde jeg. Han er deres far, ikke barnepigen.
Men hvad hvis noget går galt?
Så lærer han det. Ligesom jeg gjorde, når han overlod alt til mig og gik til sine “vigtige møder”, der som oftest endte nede på værtshuset.
Hun sagde ikke mere. En måned efter mødte jeg hende i Kastrup Lufthavn. Hun skulle til Italien.
Karma er åbenbart ikke altid hævn, men mere som en tålmodig skolelærer, der endelig giver dig lektier for, du burde have haft for længe siden. Og hvis ikke du lærer det selv, tilmelder den dig lynkursus i virkelighed.
Nu kan Thomas endda prale overfor vennerne, at han kan flette Frejas hår. Mest minder det om sømandsknuder, men det er tanken, der tæller.
I går aftes spurgte han:
Skal du snart nogen steder hen? Bare så jeg kan forberede mig mentalt.
Jeg overvejer Portugal til min fødselsdag.
Han sukkede opgivende.
Hvor mange dage?
Ti.
Ok. Jeg ved nu, hvor førstehjælpskassen står.
Jeg kyssede ham i panden, som man kysser et modigt barn, der skal vaccineres.
Er det bare mig, der synes, man burde have “Hjemmeoverlevelse 101” som obligatorisk fag, inden man gifter sig?
