Det sværeste ved at bo sammen med en hundehvalp er ikke det, de fleste tror.
Det er ikke de sene ture ud, når det regner, når det er bidende koldt, når du ikke har fået din skønhedssøvn, eller når dit hjerte ikke helt kan finde ro.
Det er ikke at droppe weekendturen til Sommerhus eller takkede nej til invitationen fra vennerne, fordi de siger: Kom forbi, men uden ham.
Det er ikke hundehårene overalt i sengen, på tøjet, og sågar i din rugbrødsmad.
Det er heller ikke at vaske gulvet igen og igen, velvidende at om en halv time er det samme sang om igen.
Det er ikke regningen hos dyrlægen, eller frygten for, at der er noget du har overset.
Det er ikke tabet af en smule frihed for nu er frihed blevet til vi.
Og det er ikke engang, at dit hjerte ikke længere kun er dit.
Alt det det er kærlighed.
Alt det det er livet.
Alt det valgte du selv.
Men det sværeste kommer langsomt som den der gamle ømhed i ledene, der kun dukker op, når vejret skifter. Som den råkolde blæst fra Limfjorden, der sniger sig ind i kroppen, før du opdager det.
En dag går det bare op for dig:
han kan ikke længere som før.
Han vil så gerne men kroppen vil ikke.
Han løber mod dig, som han altid har men der er ikke helt samme fart på.
Hans øjne spejler dine men nu samler der sig et træt lille glimt, der fortæller:
Jeg er her, men hver dag er det lige lidt sværere.
Du husker, hvordan han var engang.
Og du ser ham, som han er nu stadig din, har givet sig fuldstændigt.
Han har altid troet på dig:
at du ville være der,
at du ville hjælpe,
at du ville redde ham.
Og det har du gjort.
Men nu kan du ikke redde ham fra alderdommen.
Det, der gør allermest ondt, er at vide, at for dig var han en trøst
men du var ALT for ham:
hele hans liv,
hans himmel,
hans håb.
Og du er ikke klar.
Du er ikke klar til at give slip.
Du er ikke klar til at se lyset slukkes i den, der lærte dig at elske uden filter.
Og så kommer stilheden.
Den tunge stilhed.
Den tomme plads på puden.
Madskålen, ingen længere slikker.
Og dit eget hjerte i tusinde stykker.
Du går ud igen.
Men denne gang alene.
Og du opdager, at du alligevel siger til vinden:
Kom nu, min lille ven
Men hvis jeg kunne spole tiden tilbage
ville jeg vælge det hele igen.
Jeg ville vælge trætheden, sorgen, og det at give mig hen.
For den kærlighed er ægte.
At have hund er at invitere ild ind i dit liv.
En ild, der varmer dig for altid,
selv når han ikke er der længere.
For en hund har kun én mission i denne verden:
at give dig sit hjerte.
