*Dagbog*
Det var den italienske lufts skyld.
Mette var en stille og ikke særlig køn pige. Selv hendes mor indrømmede, at naturen ikke havde været god ved hende. „Med det udseende bliver det svært at finde en mand,“ sukkedefaren.
Tyndt hår, en stor næse, store tænder, en lille hage og problematisk hud, der altid var rød og irritabel. Trods alt dette havde Mette et roligt, venligt og omsorgsfuldt sind.
Det så ud til, at hun slet ikke bekymrede sig om sit udseende. Men det var kun synet. Mette vidste godt, hun ikke var smuk. Men hvad kunne hun gøre?
„Det gør ikke noget, skat. Skønhed er ikke det, der gør en lykkelig. Gud har skabt en partner til hvert menneske. Du skal nok finde kærlighed og få en familie. Det er sjælen, der tæller, og din er god. Den, der ser den, vil elske dig,“ sagde hendes mor.
Men man skal se en sjæl først, og ingen lagde mærke til Mette. De kiggede bare hurtigt forbi. Drengene foretrak de smukke piger med dukkeansigter.
Mette blev psykolog. Her var skønhed ikke vigtig — tværtimod kunne det endda distrahere. Hendes ærlighed, medfølelse og evne til at lytte gjorde hende populær. Snart var hun en efterspurgt psykolog. Hendes forældre hjalp hende med at købe en lejlighed. Alt var godt — bortset fra hendes kærlighedsliv.
Engang kom en mand med sin voksne datter til session. Hun havde det svært efter en skilsmisse og havde brug for hjælp. Den smukke pige virkede, som om hun gjorde sin far en tjeneste ved at møde op. Men efter to sessioner kom hun selv gladeligt. Hendes far kom for at takke.
„Lise er forandret. Hun er blevet glad igen og tro på sig selv. Jeg har ikke set hende sådan i lang tid. Hun smiler, interesserer sig for ting igen. Det er takket være dig. Du er en mirakelmager,“ sagde han og bad hende med ud at spise.
„Jeg opdragede Lise alene. Min forlover forlod os og flyttede til Amerika med sin elsker. Jeg blev ikke gift igen. Jeg var bange for, at Lise skulle få det dårligt. Jeg forkælede hende for meget, det ved jeg godt. Nu er hun voksen, og jeg er stadig alene. Jeg håber, hun finder en mand og giver mig børnebørn,“ fortalte Erik Sørensen, Lises far, over middagen.
„De ser rigtig godt ud, og De skal nok møde en god kvinde. De elsker Deres datter og forstår kvinder,“ svarede Mette.
„Hvad med Dem? Kunne jeg interessere Dem?“ spurgte han pludselig.
Mette vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun var ikke klar til den drejning og så ned i bordet. Erik tog det som et tegn.
„Tænk ikke, at mine intentioner ikke er alvorlige. I min alder er der ikke tid til lange kurtiser. Jeg kan virkelig godt lide Dem. Jeg er velhavende, De skal ikke mangle noget. Jeg presser Dem ikke, tænk over det,“ sagde han, da de sagde farvel.
Hun svarede ikke. Men senere fortalte hun det til sin mor.
„Der er ikke noget at tænke over,“ sagde moren.
„Men jeg elsker ham ikke,“ tvivlede Mette.
„Kærlighed går over. Tror du, din far og jeg elsker hinanden efter alle disse år? Vi har gennemgået alt. Vi har været tæt på skilsmisse mange gange. Men det hele går over. Det er lettere at være to end at være alene.“
Mette tænkte over det. Hvad ventede hende? En ensom alderdom? Ungdom og skønhed var ikke for hende. Skilte, desperate mænd — det var hendes lod med sådan et udseende. Men Erik var en god og seriøs mand, selvom han var meget ældre. Hun sagde ja.
Kosmetikerne gjorde deres bedste, og på bryllupsdagen så Mette fantastisk ud. Brudgommen var stolt af sin unge og succesrige brud.
Han viste sig at være en god mand. Han var kærlig og forstående. Kaldte hende altid „Mette lille“. De levede et roligt og harmonisk liv. Når Mette kom hjem træt og frøs, havde han allerede en kop varm mælk klar, tog en tæppe om hendes fødder og omgav hende med omsorg. Hvad mere kunne hun ønske?
En tidligere klassekammerat kom til session. Hun havde været en af de smukkeste i klassen, og drengene løb efter hende. Hun fik to børn med to forskellige mænd. Så forelskede hun sig i en tredje, men han bebrejdede hende fortiden, var jaloux, elskede ikke børnene og levede af hendes penge. Skulle hun smide ham ud? Men hvem ville have hende med to børn? Især nu, hvor hun var gravid med det tredje. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
Sådan kan det gå. Skønhed er ingen garanti for lykke. Mette kunne ikke klage. Hendes mand elskede hende, pustede støv af hende. Hvad mere behøvede hun? Børn? Mette ønskede sig børn. Men hun var bange for, at de ville blive lige så grimme som hun selv. Og desuden lykkedes det dem ikke at få børn.
Alt var godt — indtil Erik blev syg tre år senere. Han havde allerede dårligt hjerte, og så blev han diagnosticeret med kræft. Mette støttede ham så godt, hun kunne. Men han kunne ikke acceptere det. Han blev gnaven og irritable, især når depressionen ramte.
Først en operation, så evindelig kemoterapi. Mette plejede ham tålmodigt. Lise kom nogle gange og beskyldte Mette for alt. Hvis han ikke havde giftet sig med hende, var han ikke blevet syg. Hun kom ikke for at hjælpe, men for at kontrollere, om Mette passede ham ordentligt.
„Lise, lad nu Mette lille være i fred. Hun gør alt, hvad hun skal. Du skulle hellere komme oftere og hjælpe,“ sagde faren til sin stædige, forkælede datter.
„Mit liv er lige kommet på rette spor. Jeg kan ikke. Han giftede sig med en yngre kvinde, så må hun også passe ham. Hun vidste, hvad hun gik ind til,“ svarede Lise og smækkede med døren.
„Mette lille, undskyld, at jeg blev syg på det forkerte tidspunkt. Jeg lovede at passe på dig, og nu skal du passe på mig. Og du arbejder også. Jeg ved, hvor hårdt det er for dig. Afbryd mig ikke, hør efter,“ sagde han strengt, da hun ville protestere. „Jeg har købt billetter og booket et hotel til dig. Tag til Italien og slap af. Du er træt. Du har kun øjnene tilbage. Jeg har aftalt det med Lise. Hun overtager for dig i ti dage.“
„Det er umuligt. Jeg tager ikke afsted. Lad Lise tage afsted. Hvad vil folk ikke sige? Manden er syg, og konen tager på ferie? Nej,“ sagde Mette bestMen efter en uge i Italien, hvor solen og den varme luft fyldte hende med en ny kraft, kom hun hjem til sit liv, sin mand og den fremtid, der ventede hende, og indså, at sand skønhed ligger i at elske og blive elsket, uanset hvad livet bringer.
