Sidste sommer på sommerhuset
Tågen brejdede sig over flodbunden som et tykt lag lin. Ingeborg sad på trappen uden for det gamle timet sommerhus og så på solopgangen. For hende var sommeren altid startet her – stilhed, kølighed, den første solopstand og lugten af naboens bål. Så mange gange havde hun oplevet det – tæller hun lige op, ved hun ikke. Men dette år var unikt. Det var det sidste.
“Bedste, hvorfor sover du ikke?” Mette, Ingeborgs bedste, dukkede op i døren med et gæt af søvn i stemmen.
“Jeg bare nyder,” sagde Ingeborg, “kig, så smukt det er.”
Mette satte sig ved siden af onklen og puttede hovedet mod hendes skulder. Femten år, det almindelige alder for at være træt i juni, især på sommerferie. Men så snart Mette hørte at sommerhuset skulle sælges, havde hun begyndt at nyde hvert sekund her.
“Bedste, måske tænker du ikke sådan længere?” spurgte Mette for at hundrede gange.
“Jeg ville hellere ikke, men som du ved, er det bare ikke muligt. Mine hænder er ikke længere kraftige, ryggen mindst heller ikke, og pengene er ikke der til at engagere nogen. Pladsen gror til, huset kræver reparationer.”
“Men jeg og pappa kan hjælpe, så kan mor…”
“Og din mor og far er altid i jobbet, også i sommerferien. De måtte slæbe deres telefoner med. Det er alt, hvad der sker.”
“Det er forkert! Det huskede jeg fra sidste år, da pappa malede hegnene!”
“Ja, han malede,” lo Ingeborg, “men så havde han smerter i ryggen i tre dage og svor aldrig at røre en hammer igen.”
“Men…”
“Nej ‘men’,” forsøgte Ingeborg, “jeg har allerede tænkt over det. Det her er mit sidste sommer på sommerhuset. For dig også. Lad os ikke være triste i forvejen. Lad os hellere bruge disse dage, så vi altid husker dem.”
Ingeborg rullede Over Mette og rejste sig.
“Jeg sætter katten i gang. I dag bliver det travlt, i har vist kommet med fulde kasser.”
Mette rejste sig. Besøg fra familien betød historier, frokost og tante Lis, som trods sine femoghalvfjerds forstod ungdom bedre end nogen.
I midday blev sommerhuset fyldt med stemmer.
“Ingel, her er de planter, de tre slags tomater!” annoncerede hun bærende med kasser over fra bilen.
“Men hvorfor i alverden gør hun det, når huset skal sælges?” tændte Lis med sin vanlige surme.
“Fordi der er fine tomater i september. Vi skal jo nok spise!” lo Ingeborg så dem begge.
“Alligevel er det synd,” sagde hun, “vi har kørte herhen i tyve år. Så mange rejser har vi taget, så mange grillinger…”
“Stop nu, kære,” lo Lis, “vi har drøftet det hundrede gange. Så må vi bedre i gang med at stable kasser!”
Mette gik rundt på pladsen, rørte ved hvert træ, som om hun nu bade afskeds. Den gamle æbletræ, hvor hun faldt og brækkede hånden for tre år siden. Den sorte bærbuske, hvor hun og lilleboer Simon forløb onklen og spiste sig så syg. Greenhuse, som de altid måtte unnapå, men gik alligevel ind. Hvert hjørne var pyntet med minder.
“Se her, drømmer,” råbte Lis, “kom og hjælp til at skrabe kartoffe!”
Over frokosten talede de om alt muligt. Ingeborg fortalte om deres første daug søndagshus, Lis om dine hemmelige diæter, og Mette spejlede over, hvordan hun og pappa havde dækket ham op.
“Jeg husker, da vi kom her med pappa,” sagde Ingeborg, “der var én stor busk, og han sagde: ‘Her skal stå vores hus, her vores have, og hvor floden er, der er plads til en ubevæget stue.'”
“Men stuen blev aldri bygget,” påpegede hun, mens hun serverede te.
“Det gik op med tiden,” udbrød Ingeborg. “Det føltes som om, vi altid havde tid. Men så gik han,” holdt hun op, “og nu er tiden ude for os to.”
Det blev stille. Man hørte langt bierne klirre, og tiden tiktede i klokken.
“Vil du da fortælle, hvem der bliver køberne?” spurgte Lis.
“En ung familie med et barn,” sagde Ingeborg. “De syntes rigtig godt om os. De vil bo her hele året, har deres lejlighed i byen for at leje, og faderen kan arbejde hjemme fra.”
“Og den officielle afgangstid?”
“På efterårsstart. De har set huset og har lagt en reservebetaling.”
“Jeg håber de ikke tror …”
“De gør det,” sagde Ingeborg lidt trist. “De har allerede startet på at lave forbedringer. En ny historie begynder her.”
Efter frokosten gik mændene på at reparer pi terrassen, som skubbet hen over vinteren. Kvindene forblev i køkken, med kasserne af bær til at lagre.
“hvor ét kommer du med så mange kasser?” spurgte Lis, mens hun hældte vand over et glas.
“Jeg deler dem,” sagde Ingeborg. “Til dig, til børnene, til naboen. En mand kan jo ikke spise det hele.”
“Men måske vi alle sammen ikke skal sælge?”
“Nu har vi drøftet det,” stopped hun. “Jeg har allerede truffet beslutningen. Det handler ikke kun om penge eller min力气. Det er tid til at afslutte fortid. Tyve år var vi glade her med pappa, og de sledhundrede vidste, jeg kam til at fornemme hans tilstedeværelse. Men nu… det er tid.”
“Og hvad så med din tid, du er jo syvoghalvfjerds?” spurgte hun med en grins.
“Se selv,” lo Ingeborg.
Når solen væltede mod aften, samlede familien sig uden for den gamle æbletræ. Ingeborg og Mette satte skorpen, og fadren åbnede en flaske vin.
“En sommerhus uden grillinger er ikke fornuftigt,” sagde han, “lad os hæve et glas!”
“Et skud for os, Ingeborg, som skabte dette sted, som gav sin ånd,” råbte hun.
“Hux!” lo Mette med sin vandflaske.
Talen flød som floden, historierne skiftede med grin og planen for fremtiden.
I mørket blev der stille, og stjernerne faldt ud som små perler.
“Jeg husker, hvordan vi lå i filichen og tæller faldne stjerner,” sagde moren.
“Vi gør det igen,” foreslog Mette.
“Men det er redt, der er rå,” grinede Lis.
“Men jeg har en idé,” sagde Ingeborg ved at rejse sig. “Kom med ind, jeg har noget vi skal bruge.”
Under natten skulle de slå sig ned på en gammeldags hængesofa.
“Jeg ved, hvad jeg beder om til en falden stjerne,” sagde Mette.
“Og hvad så?” spurgte Ingeborg, da de lå i filichen.
“Så at de nye ejere elsker dette sted ligeså meget som os.”
“Det tror jeg du vil få,” lo med en kram.
Næste dag var besøggene ved at køre, og de to kvind ev faar blive tilbage. De besluttede, at Mette ville være hos påken for at hjælpe med at pakke ting.
Mette fandt gamle fotoalbumer, og de satte sig på dæcken for at bladre igennem.
“Er det ikke pappa?” spurgte hun.
“Ja, han er ti her.”
“Og mor?”
“De gik sammen. De boede i naboerns sommerhuse og blev gift.”
“Så romantisk,” brummede Mette. “Jeg eller nogen anden fandt nogensomhelst her…”
“Det har du ikke opdigted,” sagde onklen ving magt.
Ingeborg rullede albummet to.
“Du kaske forstå, at et hjem ikke er værder, der er minder og kærlighed. De bærer vi med os til Altid, hvor vi end rejser.”
Og “hvor går vi?” spurgte Mette.
“Jeg flytter tæt hos jer. Og måske du kommer til weekenden, og så laver vi æblepøl, går i parken, og tæller historier. Og når du en dag har familie, vil det være dit eget sommerhus.”
Senere fandt Mette en gammel boks under græsset. Den indeholdt et breve og en bok.
“Kære Anne, hvis du finder dette, betyder det, at jeg ikke vendte. Kærtes, jeg tænkte på dig hvert øjeblik… Holder din børn…”
Ingeborg rullede op.
“Det er brevet til den forrige fisker,” sagde Mette.
“Det lyder som ham. Han lod brevet her, måske havde han hundrede breve, men hun vidste det altid.”
De besluttede at give brevet til de nye ejere.
August blev varmt, dage trækket langt.
“Når skal de sigende vente?”
“Til weekenden,” sagde Ingeborg. “Det varer ikke længere.”
Så var det aftenen. Mette sad på trappen, lydhør til natten.
“Sig fir, at du ikke kan sove?” askede Ingeborg.
“Jeg ved ikke, bare alle lyde, lugterne.”
“Jeg heller,” sagde Ingeborg. “Det er tid for én ny historie. Her skal leve en ny familie, små børn, smil og latter. Og dette er det, som gør buen – liv.”
Næste morgen kom de nye fam, et ung pige med et ungt barn.
“Vi glæder os til at overta huset,” sagde hun.
“Bevare det,” sagde Ingeborg med boksen. “Det indeholder en del af historien.”
På vognen kørte de væk, men i deres hjerter var fortid og fremtid blev enten. Et hjem er ikke mure, men mennesker. Og her var de altid, hvor de nu.
