Sidste ønske
“Nej, jeg kommer ikke hjem igen …,” sukkede Mikkel tungt, mens smerten vred sig gennem kroppen. “Og jeg ser aldrig Saga mere. Jeg ville fri til hende. Nåede det ikke … Hvorfor alt det her for mig?”
Du må ikke tage det så tungt, sagde sygeplejersken med et forsigtigt smil, da hun bemærkede, hvor bleg den unge mand var, efter ambulancen havde kørt ham ind på hospitalet. “Det ender godt.”
Jeg tvivler … svarede han, lavmælt og med sammenbidte tænder.
Så lå han tavs, angst og så, hvordan de forberedte ham til operation.
*****
Mikkel har aldrig brudt sig om hospitaler.
Det begyndte allerede i barndommen her gjorde det altid ondt, og det værste var, at ingen nogensinde undskyldte for de “sjælesår”, de påførte ham.
“Nu må du ikke tude, Mikkel,” sagde sygeplejersken, mens hun tog blodprøver fra hans finger. “Du er snart en stor dreng, du skal i skole, og nu græder du som en lille pige? Er du ikke flov?”
Mikkel stirrede på hende mellem gråden, forsøgte at flygte, men udgangen fra ambulatoriet var lukket for ham. Nej, han var ikke flov. Det gjorde bare ondt, og han var ked af det.
Når han efter sådan en omgang gik hjem med sin mor fra børneklinikken, svor han, at aldrig, ALDRIG skulle han i en hospital igen.
“Jeg dør hellere end sætter mine ben derinde igen,” erklærede lille Mikkel.
“Min skat, du må ikke sige sådan …,” forsøgte hans mor. “Læger er der for at hjælpe folk, så vi kan blive raske og leve længe. Dem skal du ikke være bange for.”
“Aha, gode, siger du …” snøftede han og så på sin finger, hvor de nærmest havde tømt ham for blod. “Lad dem selv blive behandlet bare de ikke rører mig!”
Og, skal jeg sige dig, oplevelsen hos tandlægen, hvor han blev holdt fast for at få fjernet en tand, glemte han aldrig han skreg, så folk udenfor kunne høre det bag de lukkede vinduer.
Dårlige minder, de allerfleste.
Derfor var det ingen overraskelse, at Mikkel, nu som voksen, stadig hadede både hospitaler og læger.
Han undgik alt medicinsk, hvis han kunne. Men så ramte skæbnen, og han fik akut blindtarmsbetændelse. Smerten tvang Saga, hans kæreste, til at ringe 112, selvom Mikkel bad hende lade være.
“Lad være med at ringe, det går nok over …” tryglede han.
“Du er tosset! Jeg kan se, hvor skidt du har det. Jeg har prøvet det selv, det ligner blindtarmsbetændelse.”
Sådan kom Mikkel altså mod sin vilje til Bispebjerg Hospital.
Forestil dig selv den tanke at en kirurg skulle rode rundt i hans indre fik ham til at føle sig endnu dårligere.
Derfor, da han så to alvorlige portører skubbe en båre med en afdød forbi ham i den lange korridor, voksede håbløsheden.
Alt er slut, tænkte Mikkel. Jeg kommer aldrig hjem. Jeg ser aldrig Saga igen. Jeg ville jo fri i aften. Hvorfor mig?
“Du skal ikke tage det så tungt,” smilede sygeplejersken, da hun så Mikkels blege ansigt. “Det skal nok gå.”
“Tror det næppe …”
“Du har været heldig med tiden. Det er en nem operation, du er kommet i god tid. Havde du ventet længere, kunne det have været alvorligt.”
Hun fik ret. Alt gik efter planen. Ingen mærkbar smerte. For første gang i årevis fik Mikkel et positivt indtryk af hospitaler. Faktisk overraskende.
De lagde ham i narkose på operationsbordet og da han vågnede, var det værste overstået. Han blev hurtigt overført til en almindelig stue.
Hele natten sov han tungt. Han vågnede kort, når de skiftede drop, men faldt straks hen igen.
Og om morgenen…
…lå der pludselig en ældre mand i stuen.
“Det mangler bare,” tænkte Mikkel irriteret. “Nu starter han sikkert med at fortælle hele sit liv.”
En samtale var det sidste han havde brug for han længtes bare efter ro og fred.
Han ringede derfor ikke endda til Saga. Sendte bare en SMS: Det går fint, ingen grund til bekymring, og gemte telefonen. Så lå han, fortabt i tanken om at sygdommen havde saboteret hans liv.
Han havde nemlig boet med Saga i over et år, og i går var det meningen, han ville fri. Han havde bestilt bord på en hyggelig restaurant, aftalt med musikerne de skulle spille hendes yndlingssang og givet tjeneren en pakke med ringen, der skulle bringes ind til hende. Det skulle være smukt.
Men nu i stedet for at sidde ved Saga og planlægge bryllup, lå han i en sterilt hvid seng med en ukendt gammel mand.
T il Mikkels lettelse var manden dog stille. Han hilste kort og mumlede ellers til sig selv især når han forgæves forsøgte at ringe til nogen. Hele dagen blev telefonens batteri tappet, og da den døde, kunne han ikke finde sin oplader den havde han glemt derhjemme, fortalte han bekymret.
Hospitalets personale havde heller ikke en så gammel oplader til en gammeldags mobil.
Derfor sad manden og så trist på sin sorte skærm, og pludselig løb tårerne ned af kinderne på ham.
Og nu ramte samvittigheden Mikkel. Den gamle kæmpede med noget alvorligt, imens han selv havde dømt ham på forhånd.
Efter lidt tid satte Mikkel sig forsigtigt op hvem kan tale liggende? og spurgte forsigtigt, om alt var i orden.
“Jeg kan ikke få fat i min søn,” svarede manden bedrøvet.
“Ved han ikke, du er her?” undrede Mikkel sig.
“Han ved det godt,” sukkede manden. “Sygeplejersken ringede til ham, da jeg blev indlagt. Men han gider ikke tale med mig. Vi røg i totterne på hinanden for et halvt år siden, kort før min fødselsdag. Han ville sende mig på plejehjem for at sælge huset, men jeg nægtede. Ikke bare pga huset …”
Den gamle forklarede, at han var kommet ind med et hjerteanfald. Lægerne havde stabiliseret ham, men operation var uundgåelig.
“Den er sat til i overmorgen,” sukken hang tungt mellem dem. “Men jeg frygter, jeg dør før operationen.”
“Pjat med dig,” indskød Mikkel for at trøste ham. “Læger er der for at få folk til at leve længere. Det gik jo sådan her for mig i går blindtarmen blev fjernet, og jeg lever jo.”
Han smilede venligt, men den gamle undlod at forklare forskellen mellem en blindtarm og et hjerte.
“Jeg har kun min hund tilbage,” sagde han. “På gaden. Så ville egentlig ringe til min søn, så han kunne tage sig af Muffe, hvis jeg nu ikke klarer den. Eller i det mindste finde et godt hjem til ham. Naboerne vil næppe tage ham de har selv nok. Min søn kunne opfylde mit sidste ønske især da han alligevel arver huset, han er så ivrig efter at sælge. Det er rimeligt nok. Men han svarer ikke på mine opkald. Da sygeplejersken ringede, lagde han bare på. Ja, sådan er min søn nu engang …”
“Det lyder hårdt …” mumlede Mikkel.
“Jeg frygter sådan for min Muffe! Hvem skal tage sig af ham nu? Hvordan skal han klare sig?”
“Damede gamle,” tænkte Mikkel. “Operation om to dage, og hans største bekymring er hunden.” Men den gamle begyndte at fortælle om, hvordan han fandt Muffe, og noget ændrede sig i Mikkel.
“Det var på min fødselsdag et halvt år siden,” fortalte han. “Min søn gad ikke engang sende en besked, og jeg har ingen andre. Min kone, Gud have hendes sjæl, døde for fem år siden. Men natten før min fødselsdag drømte jeg om hende hun stod med en hund, smilede og vinkede farvel. Dagen efter fandt jeg Muffe, bundet til et gelænder i silende regn. Forladt. Jeg spurgte folkene i butikken, men ingen vidste noget. Jeg ventede timer for at se, om nogen hentede ham, men da det blev mørkt, forstod jeg, han var alene.”
“Så tog du ham bare?”
“Ja,” smilede han. “Måske lyder jeg tosset, men jeg tror virkelig det var min kones gave til mig, så hun så hvor ensomt jeg havde det.”
“Alt kan jo ske,” nikkede Mikkel, selvom han tvivlede.
Alligevel lyttede han den ældre mand havde brug for nogen at tale med.
“Muffe og jeg blev hurtigt uadskillelige og jeg ledte endda efter hans rigtige ejere, satte sedler op overalt. Ingen meldte sig. Og jeg er næsten glad for det. Han betyder alt for mig. Han ER mere end en hund han giver mening til alting i min alder.”
Den nat tænkte Mikkel længe. Tænkte på den lille hund alene derude, og på sønnen, der ikke tog telefonen.
Hvordan kan man være så kold og uempatisk, endda når det gælder ens egen far?
Senere drømte Mikkel om en omstrejfende hund, præcis som Muffe. Han fulgte den hele natten rundt i drømmen uden at vide hvorfor, bare fordi han mærkede, han skulle.
Og han vågnede, da den gamle mand hev efter vejret, klamrede sig til hjertet og hans vejrtrækning blev ru.
“Skal jeg hente en læge?” råbte Mikkel, kastede sig over mod sengekammeraten.
“Nej, lad være … Vent …” gispede den gamle. “Ring hellere til min søn, Nikolaj. Nummeret ligger på natbordet. Sig han skal komme jeg vil sige farvel. Hvis han ikke kan, så bed ham tage sig af Muffe for mig. Så kan jeg forlade verden roligt, hvis jeg ved min hund klarer sig.”
Mikkel tøvede mellem at ringe eller hente hjælp, men greb sin mobil og tastede de krøllede cifre ind fra den lappede seddel.
“Hej, er det Nikolaj? Jeg er på stue med din far …” Han indså, han ikke engang kendte den gamles fornavn.
“Larsen … Larsen hedder jeg,” hviskede den gamle.
“Mikkel her Larsen ligger dårligt. Han vil gerne se dig.”
“Dør han? Hvilket hospital? Bispebjerg? Ja, ikke?”
“Jo, stue 314, tredje sal,” svarede Mikkel.
Da han havde givet adressen, kastede han mobilen på sengen og løb efter nattevagten, som han fandt småsovende bag skranken.
Forvirret forklarede han situationen og løb tilbage.
“Hvordan går det?” spurgte han, tog Larsen blidt i hånden. “Sygeplejersken henter en læge. Hold ud! Din søn lovede at komme. Du må ikke lukke øjnene!”
Men Larsens hjerte standsede, inden læge og vagt nåede frem. En rutineret hånd mærkede puls, trykkede halsen, tjekkede pupillerne og gik derefter ud uden et ord.
En halv time senere kom de samme portører, Mikkel havde set, da han selv blev kørt til operation.
*****
“Han døde faktisk i mine hænder,” sagde Mikkel til Nikolaj, da han kom næste dag.
“Jamen så …,” trak Nikolaj på skuldrene. “Så døde han da. Så slap vi for mere besvær sådan er det jo tit, bliver gamle, og så skal man passe dem. Men hvem har tid? Jeg har familie og arbejde …”
“Larsen havde kun ét ønske: at du sørgede for Muffe kom i gode hænder,” sagde Mikkel.
“Hunden? Nå ja, den gad han ikke undvære. Ville ikke på plejehjem på grund af den. Jeg sagde jo, at de ville passe ham bedre der. Han gad bare ikke høre.”
“Det var din fars sidste ønske,” sagde Mikkel alvorligt. “Kan du virkelig ikke opfylde det især når du får huset oveni?”
Nikolaj så mærkeligt på ham, svarede ikke, tog den gamle mobil og papirlappen med nummeret det eneste Larsen havde med sig og gik uden at sige farvel. Kun døren smækkede.
Mikkel blev liggende og tænkte. Det gjorde ham ondt. Larsen var 77. Mange bliver over 90. Han kunne sagtens være blevet en gammel, glad mand. Men sådan blev det ikke.
Og nu var Muffe alene. Hvem ved, om Nikolaj overhovedet opfylder sin fars ønske?
Samme nat drømte Mikkel, at Larsen gik alene rundt på byens gader og kaldte på sin hund men ingen hund kom. Og Mikkel, som betragtede det hele, græd selv uden at forstå hvorfor, ikke siden han som barn svor aldrig mere at græde, havde han gjort det.
Han blev ved at drømme de sære drømme, selv efter han var hjemme igen.
Saga så bekymret på ham en morgen. “Er du okay?”
“Ja … tænker bare meget.”
“Hvad tænker du så på?”
“Jeg lå på stue med en ældre herre… Han døde, mens jeg var der. Han efterlod kun sin hund. Sønnen … ja, han tænker kun på huset. Ikke en gang på sin fars hund.”
“Så hent hende!” sagde Saga. “Hvis Muffe stadig er alene, tager vi ham.”
“Alvorligt? Du har det okay med en hund her?”
“Helt klart. Tværtimod. Det bliver hyggeligt at være sammen om en hund.”
“Det bliver det…” Han smilede og kyssede hende. “Men vi kender ikke adressen!”
“Det finder jeg ud af i hospitalets reception. Vi skal bare have lidt chokolade og kaffe med, det hjælper altid,” grinede hun.
Kombinationen af god kaffe og chokolade gjorde underværker receptionsdamen var først uvillig, men da Saga smilende rakte godter og forklaringen kom, fik de hurtigt adressen skrevet på en seddel.
En lille times kørsel senere holdt de foran det gamle, velholdte hus. Ingen hund umiddelbart.
En ældre kvinde fra nabohuset kom ud.
“Hej, er I faret vild? Huset her er tomt,” sagde hun.
“Det ved jeg. Jeg var på stue med Larsen. Han døde i mine arme,” svarede Mikkel.
“Virkelig? Åh, det var sådan en god mand … Og sønnen, han organiserede ikke engang en rigtig begravelse. Nu går han her og planlægger renovering, for at kunne sælge huset dyrere.”
“Det overrasker mig ikke … Men hunden Muffe, så du ham?”
“Åh jo. Muffe har ikke flyttet sig en tomme fra havelågen. Han ventede på sin far. Han hylede hele natten, den nat Larsen døde. Og natten efter. Sønnen blev vred og kørte ham væk, tror han fandt et sted til ham, men han dukkede ikke op igen. Sønnen er væk nu, tilbage til sin by.”
“Ved du, hvor Muffe blev kørt hen? Og hvordan han ser ud?”
“Kort, sød, minder om en lille corgi, tror jeg skal jeg vise et billede?”
Hun fandt sin telefon frem og viste billedet.
“Han er så sød! Sønnen nævnte, han havde afleveret ham til nogen men jeg tvivler. Han har aldrig kunnet lide dyr.”
De takkede for hjælpen og kørte videre, tyste og alvorlige. Tænk, hvis de bare var kommet før…
De ledte lidt omkring, snakkede med folk, men fandt ikke Muffe. De ringede til Nikolaj, men han havde blokeret Mikkels nummer.
Saga sagde stille: “Vi må håbe det bedste. Måske er der nogen, der tager sig af Muffe.”
Trafikken var tæt, så Saga valgte en omvej ad landet. Midt blandt markerne, ved vejkanten, sad en lille hund præcis som på billedet.
“Mikkel, er det ikke Muffe?” spurgte hun.
“Det tror jeg…” De stoppede hurtigt.
Da de kom nærmere, blev Mikkel mere sikker.
“Muffe!” råbte han glad. “Muffe!”
Hunden drejede hovedet, usikker, men da Mikkel gik ned i hug og rakte hånden frem, snusede Muffe længe … og så … ja, han begyndte at logre. Han genkendte duften af sin rigtige ejer, af Larsens hænder, som der stadig trods alt sad en smule af på Mikkel.
Saga græd diskret. Mens de satte sig i bilen, sad Muffe mellem dem med hovedet i Sagas skød og de vidste han var deres nu.
Mikkel kiggede på Muffe, som endelig hvilede trygt. Aldrig mere svigtet. Nu havde han et nyt hjem, gode hænder, og et liv hvor han var elsket.
*****
“Ja, så meget for egen søn,” sagde Mikkel, da de var hjemme. “Han afleverede bare Muffe. Nogle burde virkelig sige ham sin mening.”
“Lad det ligge,” svarede Saga blidt. “Vi har Muffe nu. Karma ordner resten en dag står Nikolaj også alene, og måske fortryder han. Vi skal være glade, vi kunne gøre noget nu. Ikke alle får chancen.”
“Du har ret …” Mikkel smilede, mens han så på Muffe, der småsnorkede på sofaen, bevægede poterne i søvne og endda syntes at smile.
Han vidste godt, hvem Muffe løb hen til i drømmene.
“Hils Larsen fra os,” hviskede han. Og uden at vække Muffe, fandt han æsken med ringen frem.
Samme aften friede han endelig til Saga.
Ikke på restaurant, ikke som planlagt. Men midt i hverdagen fordi man ikke skal vente på det perfekte øjeblik. Her og nu er nok.
Og Saga sagde selvfølgelig ja.
Sådan ender denne historie.
