Erik stod ved vinduet i sin lejlighed i Aarhus og så skolebørnene skynde sig ned ad den morgendæmpede gade. Nogle iført grå vinterjakker, andre med bare ankler trods de minus ti grader udenfor. Vinden pressede kulden gennem ruden, men børnene virkede uimodtagelige. Han gryntede – næsten misundeligt. Tog en slurk kaffe. Bitter. Lagde først nu mærke til det, men orkede ikke at gå tilbage til køkkenet. Hænderne dirrede let. Alderen. Blodtrykket. Eller ensomheden.
På telefonen blinkede en misset opkald – sønnen. Erik vidste, han burde ringe tilbage. Hvis ikke nu, så ville han om aftenen høre: *”Du har altid så travlt.”* Men han havde ikke travlt. Han vidste bare ikke, hvad de skulle tale om. Sønnen var enogtredive, en voksen mand. Deres samtaler lød som forhandlinger på randen af en diplomatisk krise. Kortfattet. Forsigtigt. Uden nærhed. Alt det vigtige var begravet under lag af usagte ord og uudtalte skuffelser. Han havde endda prøvet at øve sig på forhånd. Men hver gang endte det med det samme kedelige: *”Hvordan går det på arbejdet?”*
Han trak den gamle frakke på, tog de strikkede vanter med – varme, om end lidt fjollede. Og så gik han ud. Kulden ramte ham som en pisk. Luften lugtede af brændt træ og frisk brød – fra den lille bod, der hver morgen stillede sig op ved supermarkedet. Glat. Som om hele byen var dækket af en usynlig is. På hjørnet stod en kvinde og solgte kager – en varevogn med åben bagklap, indenfra damp og duften af smeltet smør. Han huskede, hvordan han engang købte sådan nogle til Lise. Varme, med hindbær. Hun elskede hindbær, men rynkede på næsen, når saften løb. Hun lo dengang – ægte. Og så holdt hun op. Med at le. Med at vente. Og måske også med at være sammen med ham.
Nu boede hun i København. Ny mand, nyt job, nyt liv. Hun ringede kun på højtider. Stemmen lød som tørre blade. Ingen følelser, ingen varme. Altid anspændt, som om hun skulle sikre sig, at han stadig var der, hvor hun havde efterladt ham. Eller måske håbede hun, at han var væk.
Han drejede ind mod parken. Her havde han boet i over tyve år. Kvarteret havde ændret sig – højere huse, fremmede opgange. Nye naboer. Kun erindringerne var blevet, præcis hvor han havde forladt dem. Der var bænken, hvor han holdt Lises hånd i 98. Der var kantstenen, hvor han sank sammen efter opkaldet om sin fars død. Alt var her. Bare ikke menneskerne.
På en bænk ved fontænen sad en ung pige. Røg. Hendes hår var uordnet, øjnene var fulde af uro. Som om hun ventede på nogen, men ikke vidste, om de kom. Ved siden af hende lå en taske og et tæppe. Erik var lige ved at gå forbi, men så mødte han hendes blik. Og i det lå der så meget… ensomhed, at han uvilkaarligt stoppede.
“Undskyld,” sagde hun stille. “Er du herfra?”
“På en måde,” svarede han. “Og du?”
“Jeg venter på en. Han skulle være mødt op. Men det ser ikke ud til, at han kommer.”
Hun talte roligt. Næsten følelsesløst. Men stemmen rystede.
“Kan jeg sidde her et øjeblik? Det føles… forkert at være alene lige nu. Jeg ved det er mærkeligt.”
“Det er ikke mærkeligt,” sagde Erik og satte sig. “Nogle gange skal der bare være nogen. Lige meget hvem.”
De tav.
Hun slukkede cigaretten mod skraldespandens kant og knugede hænderne mellem knæene.
“Vi gik fra hinanden for et år siden. Han sagde, vi måske skulle tale sammen en dag. I går skrev han og aftalte, vi skulle mødes her. Klokken ti. Nu er den snart elleve.”
“Folk kommer sjældent, når de lover det. Specielt hvis de tror, alt er sagt. Nogle gange er et møde bare en afslutning. Stille. Uden ord.”
“Har du… nogensinde ventet på nogen?” spurgte hun.
Erik svarede ikke med det samme. Så på træernes rimfrost, på den lydløse park.
“Hele mit liv,” sagde han. “Først på min far. Så på en kvinde. Så på mig selv. Nogle gange venter man uden at vide, hvem. Man håber, at nogen kommer og siger: *’Jeg ved, hvor hårdt det er.’* Men det er stilheden, der kommer. Eller en helt anden person.”
Hun spurgte ikke, hvem han tænkte på. Han forklarede ikke.
De sad bare. Fem minutter. Ti.
Så rejste hun sig:
“Tak.”
“For hvad?”
“For at du var her. Bare… at du var.”
Hun gik. Han blev tilbage. Så på den tomme bænk. Trak telefonen frem.
*”Søn.”*
Trykkede.
Han svarede med det samme:
“Far, har du ringet?”
“Ja. Jeg… tænkte om du ville i parken lørdag? Bare sådan. Sidde lidt. Snakke.”
Pause.
“Selvfølgelig,” svarede sønnen. “Det har jeg også gerne villet.”
Erik lagde på. Rejste sig langsomt. Så sine egne fodspor i sneen. Træk vejret ud.
Og gik.
Forsigtigt.
For ikke at gå forbi det, der betød mest.
