Det ser ikke godt ud, at dine børn får deres egne lejligheder, mens min søn ikke gør – lad os skaffe ham en lejlighed med et realkreditlån! For nyligt sagde min mand, Anton, at mine børn alle har deres egne lejligheder, men hans søn har ikke, så nu skal vi finde en løsning, så hans søn også får en bolig. Jeg forklarer lige, at mine børn er både mine og Antons, mens Antons søn er fra hans første ægteskab. Hvorfor er det mit ansvar at sørge for bolig til hans søn? Selvfølgelig vidste jeg, at Anton havde været gift før og havde et barn. Jeg havde derfor ingen hast med at gifte mig med ham. Vi boede sammen i tre år, inden vi giftede os. Jeg holdt øje med, hvordan han havde det med sin ekskone og barn. Et år senere fik vi vores første søn sammen, og to år efter blev vores anden søn født. Jeg er tilfreds med Anton både som ægtemand og far. Han bruger tid på både mig og børnene, og han tjener godt. Selvfølgelig er der skænderier indimellem, men sådan er det jo i enhver familie. Vi boede i den lejlighed, jeg arvede efter min far. Min mor blev skilt fra ham, mens jeg gik i børnehave. Nu er min mor gift igen, men har ikke flere børn. Anton og hans ekskone boede altid til leje og sparede op til egen bolig, men det lykkedes aldrig. Efter skilsmissen flyttede hans ekskone hjem til sine forældre, og Anton boede til leje. Da vi blev gift, flyttede han ind hos mig. Vi gik ikke op i, hvem der ejede boligen, vi boede bare sammen og lavede istandsættelser og købte nye møbler. For halvandet år siden gik begge mine bedstemødre bort, og jeg arvede deres lejligheder. Da børnene stadig er små, lejer jeg lejlighederne ud, men planen er at give hver af mine sønner én lejlighed, når de bliver voksne. For nu går lejeindtægten fra den ene lejlighed til min mor, så hun får lidt ekstra oveni pensionen. Lejeindtægten fra den anden bolig er et supplement til min egen løn. Penge har man jo altid brug for. Min mand har aldrig blandet sig i mine lejlighedssager — det er jo mit. Jeg fortalte ham tidligt, at når vores børn bliver voksne, får de hver sin lejlighed. Det var han enig i, og så har vi ikke snakket mere om det. Pludselig siger Anton: – Min søn er snart færdig med gymnasiet. Han er voksen og skal tænke på fremtiden! Jeg vidste ikke, hvor han ville hen, men lyttede. – Dine børn har lejligheder! Det har min søn ikke! Skal vi ikke købe en lejlighed til min søn med et realkreditlån? – udbrød Anton. Jeg var chokeret og havde mange spørgsmål. Først spurgte jeg: Hvorfor er vores fælles børn pludselig kun mine? Anton bad mig om ikke at hænge mig i ord. – Men min søn arver aldrig noget. Jeg vil have, at han får sin egen lejlighed! – Det er da fint at tænke på det! Men din søn har både en mor og en far, der bør tage ansvar. Hvorfor gør hans mor det ikke? Min mand forklarede, at ekskonen tjener meget lidt og får hjælp fra sine forældre. Han selv kan ikke betale et realkreditlån alene. Men hvis jeg hjælper, kan det godt lade sig gøre. Det viste sig, at jeg skulle gå med til, at vi sammen tog et lån, så Anton kunne købe en lejlighed til sin søn – og det var os, der skulle betale af på lånet. Du og jeg har to gode lønninger og lejeindtægter! Det skal vi nok klare!” sagde Anton. Ja, måske – men vi ville skulle spare meget! Anton betaler jo også børnebidrag til sin søn, og når sønnen starter på universitetet, vil Anton igen hjælpe, for moren har ingen penge. Det betyder, at jeg og vores børn må opgive ferier og weekends ved Vesterhavet og altid skulle spare. For hvad? Så Anton kan være den gode far? Jeg ville have forstået, hvis det var Anton, der skaffede vores børn deres boliger og også ville hjælpe sin ældste søn. Men det er mig, der har skaffet boligerne til vores børn. Anton har intet med dem at gøre. Hvorfor skal jeg betale for et nyt lån? Jeg sagde straks til Anton, at hvis han er så bekymret for sin søn, så burde ekskonen bare tage et lån – og betale det tilbage med børnebidraget. – Men jeg skal ikke være med til det her! Min mand er virkelig sur og taler ikke til mig for tiden. Det er trist, for han forstår mig slet ikke.

Det ser altså ikke pænt ud, at dine børn får hver deres lejlighed, mens min søn ikke får noget. Vi må finde en løsning, så han også kan få en bolig med realkreditlån!

Stemningen var tung i stuen i København, da min mand, Andreas, pludselig tog emnet op. Han kiggede på mig, og jeg fornemmede straks uroen i hans blik. Jeg skal forklare: mine børn er også Andreas børn, mens hans søn, Emil, er fra hans første ægteskab.

Men hvorfor skal det være mit ansvar at bekymre mig om bolig til hans søn? Jo, jeg vidste selvfølgelig, at Andreas var skilt og havde barn. Derfor tog det mig også nogle år, inden jeg sagde ja til at gifte mig med ham.

Vi boede sammen i tre år, inden vi blev gift. Jeg holdt skarpt øje med hans forhold til ekskonen og sønnen. Et år efter brylluppet fik jeg min første søn, Gustav, og to år efter kom vores næste dreng, Mads.

Jeg er dybt tilfreds med Andreas både som mand og far. Han er nærværende, god med børnene, og har en solid indkomst. Selvfølgelig ryger vi en gang imellem i totterne på hinanden, som alle andre par. Men vi har formået at finde fodfæste.

Vi bor i min fars gamle lejlighed på Østerbro, som jeg arvede, da han døde. Min mor blev skilt fra ham, da jeg var ganske lille, og senere blev hun gift igen men fik aldrig flere børn.

Andreas har altid lejet sin bolig sammen med ekskonen, og de forsøgte forgæves at spare op til en ejerlejlighed. Efter skilsmissen flyttede hans ekskone tilbage til sine forældre i Odense, og Andreas boede alene til leje, indtil vi blev gift, og han flyttede ind hos mig.

Vi talte aldrig om, hvem der egentlig ejede lejligheden vi indrettede den sammen, malede om, købte nye møbler og fik et hjem. Men for halvandet år siden døde både min mormor og farmor med et par måneders mellemrum. De havde testamenteret deres respektive lejligheder til mig.

Børnene er stadig små, så jeg besluttede at udleje begge lejligheder indtil videre. Senere skal sønnerne hver have deres eget hjem. Lejen fra den ene lejlighed giver jeg til min mor som et supplement til hendes pension, og den anden giver mig lidt luft i hverdagen. Ekstra penge er jo aldrig af vejen.

Andreas blandede sig aldrig i boligspørgsmålene det har jo intet med ham at gøre. Jeg sagde tidligt og åbent til ham, at når vores drenge bliver voksne, får de hver en lejlighed. Han nikkede og dér stoppede diskussionen.

Men pludselig sagde han, med en uro i stemmen:
Min søn er færdig med gymnasiet om nogle år. Han er voksen, og vi må allerede nu tænke på hans fremtid!

Jeg anede ikke, hvor han ville hen, men lyttede tavst.
Dine børn får lejligheder! Min søn får ingenting! Lad os købe en lejlighed til Emil ved at tage et realkreditlån, udbrød Andreas.

Jeg var målløs. Tankerne kørte rundt. Jeg spurgte med det samme: hvorfor siger du dine børn? Det er GI og mine børn sammen! Andreas bad mig om ikke at lægge ord i munden på ham.

Men min søn arver jo aldrig noget. Jeg ønsker, at han får et hjem, sagde han stille.
Fint, at du tænker sådan, men Emil har altså både en mor og en far. Hvorfor sørger hans mor ikke for det?

Andreas forklarede, at ekskonen næsten ingen penge tjente, og at hendes forældre støttede hende økonomisk. Men han kunne heller ikke selv betale for et lån alene. Hvis bare jeg hjalp, ville det hele nok gå. Men det viser sig, at han vil have, at vi sammen skal tage lån og betale af på en ejerlejlighed til hans søn i Emils navn, men med vores underskrifter under på lånet.

Vi har faste lønninger og lejlighedsleje som indtægter, vi kan sagtens klare det, sagde Andreas.

Sagtens! Men vi ville så skulle lægge hele vores økonomi om. Andreas betaler allerede børnebidrag, og når Emil starter på universitetet, skal han nok hjælpe igen, fordi ekskonen ikke har råd. Så jeg og mine børn skal undvære ferie og tur til Vestkysten, for at Andreas kan fremstå som den perfekte far?

Havde det været sådan, at Andreas havde skaffet lejligheder til vores børn, og så også ville sørge for Emil, ville jeg have forstået det. Men det er jo mig, der har sikret vores sønner tag over hovedet; Andreas har intet haft med de lejligheder at gøre. Hvorfor skulle jeg finansiere en ejerlejlighed til hans søn?

Jeg sagde med det samme, at hvis han var så bekymret, kunne ekskonen da tage et realkreditlån eller dække afdragene med børnebidraget.
Jeg vil i hvert fald ikke være en del af det!

Nu har Andreas ikke talt til mig i en uge. Og jeg kan bare ikke forstå, hvorfor han nægter at sætte sig i mit sted.