Sent på opgør
Forstår du, hvad du gør? Lise talte med den der helt rolige, udtryksløse stemme, som altid var langt mere skræmmende end hvis hun havde råbt. Forstår du, hvad det betyder for os alle sammen?
Karen stod ved vinduet og kiggede ud. Det regnede stille og gråt, og folk hastede af sted under paraplyer på de våde københavnske gader uden at se hinanden i øjnene.
Jeg forstår, hvad det betyder for mig, svarede hun til sidst.
For dig. Lise smagte på ordet, som om hun vejede det i hånden. Det er altid dig. Men hvad med os?
I er voksne.
Mor, du er enogtres.
Jeg ved godt, hvor gammel jeg er.
Lise satte sig tungt i den slidte sofa den fra den gamle lejlighed, fra dengang alt var anderledes. Karen så på sofaen og tænkte, hvor tit hun havde tænkt på at skille sig af med den, men aldrig gjorde det. Fordi det var en vane. Fordi det gjorde lidt ondt. Fordi det føltes som at smide noget levende ud.
Har du overhovedet tænkt over, hvad folk siger? spurgte datteren.
Nej, indrømmede Karen. Det har jeg ikke.
Og det var sandt.
***
Det begyndte en blæsende martsmorgen, da Karen Jensen, tidligere dansklærer, nu folkepensionist med en lille bibeskæftigelse i børneværkstedet på det lokale bibliotek, tog toget til Odense for at besøge sin veninde.
Veninden, Vera Mikkelsen, havde boet på Fyn i otte år. Efter hun blev alene, købte hun et lille rækkehus i udkanten af byen, passede have, og følte ifølge hende selv at hun for første gang trak vejret rigtigt. Karen besøgte hende normalt hver sommer, men i år var der noget, der trak nu og ikke kunne vente til juni.
Marts i Odense var våd, vinden skar tværs gennem frakken. Der lå endnu lidt sne i lavningerne, men græsset kom allerede til syne på bakkerne. Kirketårne pirkede hul i skyerne. Da Karen gik gennem de smalle gader, var hun næsten målløs over stilheden. Ikke tomheden, men den ro, hun først forstod forskellen på netop her.
Vera tog imod på trappen, iført hjemmesko og en gammel, grøn uldjakke.
Endelig! sagde hun. Jeg har varmet frikadeller.
De sad i køkkenet og drak te. Vera sludrede om naboerne, om kartoffelbede og om, at hun overvejede at få en ged.
En ged? Karen løftede øjenbrynene.
Ja, hvorfor ikke? Frisk mælk, man kan lave ost. Jeg har læst, det er ikke så svært.
Vera, du har aldrig set en ged tæt på.
Netop! Så kan jeg lære dem at kende, smilede Vera og hældte mere te op. Og du, Karen? Du virker så… farveløs. Undskyld, men det er sandt.
Karen kiggede ned på sine hænder. De så ud som altid, lidt ældre, med tydelige blodårer.
Jeg har det fint.
Fint er ikke et svar. Er der sket noget?
Nej. Alt er ved det gamle.
Og det er netop dét, der er problemet, sagde Vera. Alt det samme det er det værste.
Karen var stille. Udenfor blev det tidligt mørkt, og nede på gaden blev gadelygterne tændt én efter én.
Dagen efter slæbte Vera hende på marked. Ikke Føtex, men et ægte udendørs kræmmermarked, hvor ældre damer solgte rødbeder, hjemmesylt og strikkede sokker. Her, ved boden med tørrede svampe, så Karen ham.
Hun genkendte ham ikke straks. Tredive år var gået, og tiden havde ændret meget. Men måden han stod med hænderne i lommerne, bøjede hovedet let, var stadig den samme. Hun stoppede op.
Han gjorde det samme.
Karen? sagde han forsigtigt.
Søren.
Det var alt, der blev sagt de første minutter. Vera trak diskret hen til strikkerierne, og de stod midt i markedet, hvor duften af svampe blandede sig med den kolde jord.
Bor du her? spurgte Karen.
Siden sidste år. Og du?
På besøg, hos en veninde.
Jeg forstår.
Stilhed fulgte. Men ikke pinlig mere som om begge vidste, tid ikke var vigtig.
Du har ikke ændret dig, sagde han.
Det har jeg.
Kun en lille smule.
Karen lo. Hun havde ikke troet, hun ville grine.
***
Søren Madsen havde været hendes studiekammerat. Ikke kæreste, ikke ven, bare en, hun havde læst dansk og historie med i fem år. Efter studiet skiltes deres veje han til Jylland, hun blev i København, giftede sig, fik børn. Engang hørte hun, han også var blevet gift, fået en datter. Mere vidste hun ikke.
Og nu stod han foran hende med svampe i hånden og smilte, næsten generet.
De aftalte at ses på en café den aften. Vera tog det roligt.
Bare gå, sagde hun. Jeg skal alligevel se fjernsyn. Og jeg lover, jeg blander mig ikke.
Det tror jeg heller ikke.
Jo, du tror. Men gå nu bare.
Caféen var næsten tom. Små træborde, varme lamper, gamle sort/hvide fotografier på væggene. De bestilte te og æblekage og pludrede om studietiden, grinede over deres egne ungdommelige fjollerier.
Senere nævnte han:
Min kone døde for tre år siden.
Undskyld, sagde Karen.
Det er… ja, jeg har vænnet mig. Eller, man lærer bare at leve anderledes.
Det kender jeg.
Hvad med dig?
Karen overvejede. Hendes mand, Poul, var skredet for ni år siden en anden kvinde, ingen store forklaringer. Bare en dag sagde han, sådan var det nu. Hun havde brugt år på at tænke, hvad hun gjorde galt, hvor fejlen lå. Så blev hun træt af at lede. Begyndte bare at leve. Børn, børnebørn, et lille værksted på biblioteket, og Vera, som hun besøgte én gang om året.
Det er forskelligt, sagde hun bare.
Han nikkede. Og hun satte pris på, han ikke gravede dybere.
***
Hjemme i København tænkte Karen, det bare havde været et glædeligt gammelt møde. To gamle studiekammerater, hyggeligt, videre.
Men Søren skrev på Messenger ugen efter. “Hej. Hvordan kom du hjem?” Han havde fået hendes nummer gennem Vera. De begyndte at skrive sammen, først sjældent, så dagligt. Det føltes mærkeligt, for Karen var ikke typen, der smsede. Datteren Lise skældte tit over, at hun aldrig svarede hurtigt. Men med Søren sad hun pludselig og ventede på et livstegn.
Han skrev jordnært. Beskrev sin tilværelse i Odense, hvordan han restaurerede gamle kirkekunstværker, om arbejdet, og spurgte ind til hendes børneværksted og børnene. Nogle gange sendte han billeder: en hvid kirke i sneen, en rød kat i vindueskarmen, en kop te på et gammelt bord.
Efter en måned lagde Lise mærke til det.
Du sidder meget med telefonen, mor.
Jeg læser.
Du plejer at sige, at man får firkantede øjne.
Tja, så tog jeg vist fejl.
Lise kiggede mistroisk, men spurgte ikke.
I april foreslog Søren at besøge København.
Jeg skal på besøg i et atelier, skrev han. Måske vi kunne ses, hvis du har lyst?
” hvis du har lyst.” Karen smilede over ordvalget. Så forsigtig, så respektfuld.
Kom bare, skrev hun.
De mødtes ved Langebro. Vinden var isnende, men lyset var forårsklart. Karen havde taget sin gode, grå frakke på, den hun aldrig fik brugt.
Han stod og kiggede ud mod havnen; Karen hilste, og han vendte sig med et smil.
Hej, sagde han.
Hej.
De gik langs havnekajen, snakkede om alt mellem himmel og jord. Hun fortalte, hvordan en otteårig dreng fra hendes værksted engang skrev, at bøger ikke var vinduer men spejle, fordi man ser indad. Søren standsede op.
Det var godt sagt, sagde han. Otte år?
Ja. En dygtig knægt.
Man kan mærke, du brænder for børnene.
Hvordan mærker du det? Du har jo aldrig set mig.
For det måde, du taler om dem på.
Karen så undersøgende på ham, men han var alligevel ikke forlegen.
Senere sad de med kaffe på en lille café, og hun mærkede, hvor lang tid der egentlig var gået, siden hun bare havde følt sig fri i selskab med nogen. Uden krav, uden at skulle stå til regnskab.
Da han gik, sagde han:
Jeg vil gerne besøge dig igen, hvis du vil.
Det vil jeg gerne, svarede hun.
***
Lise fandt ud af det i maj, ikke fordi Karen fortalte det, men fordi hun ringede for tidligt en dag, og Karen ikke tog telefonen. Da hun endelig ringede tilbage, var hun fraværende.
Hvor var du?
Ude at gå.
Alene?
Et lille ophold. Lise hørte altid pauserne.
Nej.
Så kom samtalen først varsom, så mere hård.
Hvem er det? spurgte Lise.
En gammel studiekammerat. Ham nævnte jeg, jeg mødte hos Vera.
Du sagde bare en bekendt.
Netop.
Mor, du er…
Jeg ved godt, hvor gammel jeg er, Lise.
Stilhed.
Hvad er det for noget? Går bare ture, eller…?
Indtil videre bare gåture, ja.
“Indtil videre”, gentog Lise.
Karen forklarede ikke mere. For nogle ting findes der ikke ord nok alt bliver enten for alvorligt eller helt forkert.
Sønnen Henrik tog det anderledes. Han boede i Aarhus med kone og to børn og ringede hver anden uge. Da Karen nævnte, hun havde mødt en mand, spurgte han bare:
Han virker okay?
Ja.
Så er det jo fint, sagde Henrik.
Sådan var den samtale. Karen tænkte længe over, hvilken tilgang hun bedst kunne leve med. Hun kom aldrig rigtigt frem til noget.
***
Sommeren gled ind i et nyt mønster. Søren kom til København, hun tog til Odense. De gik på markeder, museer, caféer, og en dag viste han hende det værksted, hvor han restaurerede træikoner. Et lille lokale med høje vinduer og duft af linolie og gammelt træ. Ikonerne stod op ad væggene, nogle sorte af alder, andre var lysnet op under Sørens rolige hænder.
Er du aldrig nervøs for at røre noget så gammelt? spurgte hun.
Nej. Tværtimod. Der er en ro i at vide, det eksisterede før mig, og vil efter mig.
Tror du på noget?
Han tænkte sig om.
Jeg kalder det ikke for noget. Jeg mærker bare, det betyder noget. Fordi jeg selv oplever det.
Karen betragtede ansigtet på den ikon, han var ved at rense blidt og fredeligt.
Poul plejede at sige, jeg spildte min tid, når jeg lavede børneværkstedet. Sagde det dårligt betalte var spild af kræfter.
Og hvad synes du selv?
Jeg blev vant til at tro, han havde ret. En stor del af livet.
Søren sagde ikke noget. Han så bare på hende, og det var nok.
Om aftenen sad de i hans køkken. Karen mærkede, hvor længe det var siden, hun havde følt sig så rolig. For problemer var der Lise ringede sjældent, når Karen tog til Odense. Den larmende tavshed kunne være hård at bære. Og barnebarnet Anna, otte år, havde én dag ringet: “Farmor, kommer du snart hjem igen?” Der var et stik af dårlig samvittighed. Men her, i dette køkken, gled det lidt i baggrunden.
Har du nogensinde tænkt på at flytte? spurgte Søren pludselig.
Karen løftede blikket.
Flytte? Til Odense? Eller bare væk?
Bare i det hele taget. Måske herover, måske et andet sted.
Han snakkede langsomt og kiggede ned i sin kaffekop.
Du spørger, om jeg vil flytte ind?
Nej, ikke sådan. Jeg spørger bare, om tanken har strejfet dig.
Karen sagde ikke noget i lang tid.
Ikke de sidste mange år, sagde hun. Jeg troede, det var umuligt.
Hvorfor umuligt?
Børnene. Børnebørnene. Lejligheden. Arbejdet, selvom det er småt. Alt binder.
De er voksne.
Det ændrer ikke på det.
Han nikkede.
Du har måske ret. Jeg ville bare høre.
“Ville bare høre.” Ordene blev hængende. Nogle spørgsmål forsvinder aldrig igen.
***
I august kom Lise på besøg. Ikke til nogen fødselsdag bare en lørdag med toget og stramme læber.
De drak te, Lise så ud ad vinduet og spurgte så:
Er du seriøs?
Med hvad?
Ham. Alt det her.
Jeg ved det faktisk ikke, sagde Karen ærligt.
Mor Synes du ikke, det er lidt mærkeligt? I vores alder?
Mener du min alder eller din?
Vores families alder. Far lever stadig…
Han har boet med en anden kvinde i ni år, Lise.
Det ændrer bare ikke på, I var gift i tredive.
Det gør, sagde Karen. Det ændrer alt.
Lise låste tekoppen.
Tænker du på, hvad Anna vil sige? Om hun vil forstå?
Hun er otte.
Netop. Hun fanger det hele.
Hun forstår kun det, vi forklarer hende.
Og hvad forklarer vi?
Karen så længe på Lise. Hun mindede så meget om sin far den lige mund, de mørke øjenbryn. Som barn syntes Karen, det var rørende. Nu kunne hun ikke rigtigt udholde det.
At farmor har mødt et godt menneske, sagde Karen. Det er nok.
Og bagefter?
Så ser vi.
“Så ser vi” du siger altid det, når du ikke vil svare.
Jeg siger det, når jeg virkelig ikke ved det. Det er et ærligt svar.
Lise var stille længe.
Jeg er bange for, du vil fortryde, sagde hun.
Jeg kan også komme til at fortryde, hvis jeg ikke gør noget.
Lise vendte sig.
Filosof.
Det hjælper heller ikke altid mig, sagde Karen. Men jeg prøver at leve med det.
Lise tog hjem med aftentoget. Da de sagde farvel, krammede de det føltes både hjertevarmt og anspændt. Som om noget kunne briste.
***
September var kold og skarp. Karen havde været folkepensionist i seks år, men børneværkstedet holdt hende oppe. Børnene læste, tegnede, spillede rollespil alt sammen i et lille rum med bøger, puder og duft af gammelt træ.
Bibliotekslederen, Martha, var femogtres og kendte til Karen og Søren ikke fordi Karen havde fortalt, men fordi hun så forandringen. Noget var anderledes, mere centreret hos Karen ikke på en egoistisk måde, men hun var begyndt at blive opmærksom på sig selv, ikke kun på de andres behov.
Der sker vist noget, bemærkede Martha en dag tørt.
Ja, indrømmede Karen.
Godt eller skidt?
Jeg ved det ikke endnu.
Uanset, sagde Martha med et lille smil. Hellere noget end ingenting. Vi er begge to, som floder uden retning.
Karen kunne kun fnise.
I september foreslog Søren at tage sammen til Aarhus. Der var en udstilling med gamle håndskrifter, han gerne ville se. Hun sagde ja. De tog hver et værelse på et lille hotel, så museer og vandrede rundt i byen. En aften sad de på en restaurant med udsigt til Aarhus Å, og Søren sagde pludselig:
Jeg vil bare have, du ved det: jeg haster ikke. Du skal ikke føle dig presset. Hvis du gør, er det ikke min skyld.
Karen mødte hans blik.
Det ved jeg.
Jeg mener det. Jeg er seksti-tre, ikke en dreng, der venter på noget bestemt. Jeg er bare glad, du findes.
Hun svarede ikke straks. Åens mørke spejlede lysene.
Det er svært at tage ind, sagde hun.
Hvorfor?
Der er jo altid forventninger under ordene. Eller betingelser.
Ikke her.
Det prøver jeg at vænne mig til.
Han nikkede. De gik gennem det kolde mørke og sagde ikke meget.
***
Oktober. Samtalen, hun havde ventet på og frygtet, måtte komme.
Hun ringede selv op. Inden Lise nåede at sige noget, sagde hun:
Jeg bliver nødt til at sige dig noget. Søren har spurgt, om jeg vil flytte til Odense. Leve sammen. Jeg tænker over det.
Lang stilhed.
Det mener du alvorligt.
Ja.
I har kendt hinanden i syv måneder.
Otte.
Otte måneder! Forstår du, hvad det betyder?
Ja. Det betyder otte måneder.
Det er ingenting! Du kender ham ikke!
Jeg ved nok.
Hvad ved du? At du kan lide ham? At det føles rart? Mor, mennesker ændrer sig! Alt ændrer sig!
Lise.
Hvad?
Din far ændrede sig også. Vi var gift i tredive år.
Pause.
Det er ikke fair, sagde Lise dæmpet.
Jeg vil være ærlig, Lise. Både for dig og for mig selv.
Henrik ringede op senere den aften, sikkert efter samtale med Lise:
Mor, vil du virkelig flytte?
Jeg overvejer.
Er det ordenlige forhold? Hvordan er han?
Han er et godt menneske. Tager ansvar. Bor pænt. Huset er lille, men hyggeligt.
Vil du sælge lejligheden?
Nej, udleje.
Og hvis det ikke går?
Henrik.
Jeg spørger bare.
Hvis det ikke går, vender jeg hjem. Men jeg har brug for at prøve uden hele tiden at tænke “hvis nu”.
Han tav et øjeblik.
Det må du selv om, sagde han. Bare du ringer oftere.
Det lover jeg.
Efter samtalen sad Karen længe. Verden udenfor dryppede med den danske efterårsregn, gadelampen rokkede i vinden. Hun tænkte på, at det her måske var allerførste gang i sit enogtresårige liv, hun tog en beslutning for sin egen skyld. Ikke fordi nogen havde svigtet. Ikke på grund af omstændigheder. Bare fordi hun ville.
Det føltes underligt. Næsten som at lære sig selv at kende igen.
Hun skrev til Søren: “Jeg tænker stadig. Giv mig lidt mere tid.”
Han svarede: “Tag så meget du har brug for.”
***
Vera ringede hver uge, forblev neutral. Hun sagde hverken “gør det” eller “vent”. Spurgte bare til Karen, fortalte om sin nye ged, som hun faktisk havde fået.
Hvad hedder hun? spurgte Karen.
Gunhild.
Seriøst?
Ja, det passer til hende! Hun er så vigtig, mente jeg.
Vera, du er uforudsigelig.
Er det godt eller skidt?
Godt, sagde Karen. Helt bestemt.
Sig mig, tror du kun, vi tænker så længe over ting, fordi vi bliver ældre?
Måske. Måske er det visdom eller også er det bare frygt forklædt.
Du lyder som Martha.
Det er en kompliment.
Karen lagde på. Tænkte videre. Frygt i forklædning. Hun havde hele livet været nogens kone, nogens mor, nogens lærerinde, og pludselig vidste hun ikke, hvem hun var uden de titler.
Værkstedet på biblioteket var noget, hun havde valgt selv. Første gang i årevis. Og nu det her.
***
I slutningen af oktober ringede Karens tidligere svigermor, Edith. Hun var toogfirs og boede stadig alene i Valby. Karen kom forbi engang imellem.
Lise har sagt det, sagde Edith direkte.
Hvad mener du?
At du måske flytter til Odense for at være med ham.
Karen var stille.
Hvad tænker du?
At du har fortjent det, sagde Edith stille. Min søn holdt ikke rigtigt af dig. Jeg vidste det godt, sagde det bare aldrig. Nu siger jeg det.
Edith…
Lad mig nu tale. I min alder siger jeg, hvad jeg har på hjerte. Tag af sted, hvis du har lyst. Børnebørnene klarer sig de har gode forældre. Lise er bare bange for at miste dig, men det er ikke dit ansvar altid at være til rådighed.
De ser mig.
Som farmor, som mor. Som en, der altid er der. Men ser de dig som menneske?
Karen svarede ikke.
Netop, sagde Edith. Rejs. Ring, jeg bliver glad.
Efter samtalen stod Karen længe og så ud. Løvet var faldet af træerne, alt var bart og stille.
Folk ser én forskelligt. Lise ser en mor, der skal være tæt på. Henrik ser sikkerhed. Martha ser en god kollega. Edith ser mennesket.
Men hvad ser Søren?
Det vidste hun ikke. Men hun fornemmede, han så hende, ikke rollen. Hun var bare en kvinde, han mødte på markedet i Odense.
***
November bragte den første sne og et opkald fra Anna.
Barnebarnet ringede selv, hvilket var usædvanligt. Normalt fik hun røret stukket i hånden de sidste to minutter, men nu lød stemmen i det gamle apparat:
Farmor, er det rigtigt, du flytter?
Karen satte sig.
Har du hørt de voksnes snak?
Ja. Mamma snakkede med Henrik. Er det sandt?
Jeg ved det ikke endnu, Anna.
Hvis du gør, kommer du så og besøger?
Naturligvis.
Lover du?
Jeg lover.
Stilheden. Så sagde Anna:
Er der pænt i Odense?
Meget. Mange gamle kirker, sne og en å.
Som i København?
Næsten, men mindre.
OK. Pause. Farmor?
Ja?
Mamma er bange for, du bliver syg eller ked af det, og at vi ikke når hen til dig.
Noget strammede sig i Karens bryst.
Sig, jeg har det godt, og jeg vil fortsætte med at have det godt.
Hun ved det nok godt. Men hun er bange.
Jeg er også bange, Anna.
For hvad?
Karen tænkte sig om.
Meget. Men det er normalt. Alle er bange.
Du sagde, de modige også er bange, bare de gør det alligevel.
Det sagde jeg. Kan du huske det?
Ja. Jeg kan huske alt, sagde Anna stolt. Farvel, farmor.
Farvel, skat.
***
I midten af november tog Karen til Odense. Ikke bare weekenden, men tre-fire dage. Tog lidt tøj med, sagde til Martha, og bad en veninde tømme postkassen.
Søren hentede hende på banegården. De kørte sammen hjem, hvor han fortalte om arbejdet, og Karen så markerne forbi vinduet og tænkte på rejsen i marts som om alt gik i ring.
De boede sammen den uge, lavede mad, drak morgenkaffe, så sneen falde uden for det lille vindue. En aften spurgte hun:
Synes du ikke, det er mærkeligt at bo to sammen?
Hvorfor?
Du har været alene i otte år.
Han smilede.
Det er mærkeligt kun, når man lever et liv, man ikke vil have. Det her er anderledes.
Hun spurgte, hvordan han havde levet sådan.
Jeg arbejdede som tømrer i mange år. Blev træt, begyndte på restaurering. Alle sagde det var for sent men jeg gjorde det. Min kone støttede mig. Hun var sådan, Anna. Gav ro. Når hun kom ind i rummet, blev der stille.
Savner du hende?
Ja. Men det betyder ikke, jeg ikke kan leve videre. Forstår du?
Ja.
Er det sådan for dig også?
Karen tænkte på Poul. Savn var ikke det samme; måske savnede hun en forestilling mere end den rigtige mand.
På en anden måde, men ja.
Stilheden imellem dem var behagelig.
***
Torsdag ringede Lise. Karen gik udenfor med mobilen luften var klar, stjerner over husene.
Er du stadig derovre?
Ja.
Hvor længe?
Indtil søndag.
Stilhed.
Mor, hvorfor gør du det her? Prøver du at bevise noget?
Karen kiggede på stjernerne.
Nej. Ikke bevise.
Hvad så?
Jeg vil bare leve. Bare prøve noget andet.
Savnede du noget?
Længe tænkte hun. Hvad savnede hun egentlig hun havde jo en del. Lejlighed, børn, arbejde, venner. Ikke det store drama.
Men det havde føltes, som om hun levede lidt ved siden af sig selv. Som om livet var pakket pænt, men hun selv vandrede udenfor pakken.
Mig selv, sagde hun til sidst.
Hvad betyder det?
Det betyder bare det, det betyder.
Lang stilhed.
Bliver du lykkelig? spurgte Lise.
Det ved jeg ikke. Men jeg vil forsøge.
Godt så.
Det lød ikke som accept men heller ikke kamp.
***
Søndag, da Karen havde pakket sine ting og var ude i entréen, spurgte Søren:
Har du besluttet dig?
Næsten.
Hvad betyder det?
At jeg mangler lidt tid.
Han nikkede.
Er du bange for at tage fejl?
Ja.
Så lad mig sige én ting.
Ja?
Fejl findes i to slags. Dem du gør og fortryder og dem, du aldrig gør, så du aldrig finder ud af det. Det sidste er værst, synes jeg.
Karen så længe på ham.
Siger du det med vilje? At sætte ord på det, jeg ikke selv kan sige?
Han lo. Hans ansigt var rart, når han lo.
Det bliver bare sådan.
Hun vendte hjem til København. Lejligheden bød hende velkommen med sin vante stilhed, væggene, lyset. Hun stillede te over, satte sig med en bog og læste en sætning hun havde læst før, men nu forstod på en ny måde: At ensomhed ikke er en dom, bare et vilkår, der kan behandles på flere måder.
Hun lukkede bogen.
Skrev til Søren: “Jeg kommer i januar. I længere tid. Så ser vi.”
Han svarede kort: “Venter.”
***
December kom med en særlig ro. Karen passede børneværkstedet, besøgte Edith, gik ture. Alt det samme, men indeni var der sket noget. Ting var faldet på plads og dog ikke helt. Mellem uro og ro.
Lise ringede i starten af december.
Har du fortrudt?
Nej.
Udlejer du lejligheden?
Ja. Ejendomsmægleren ser på det.
Godt. Pause. Mor, må jeg spørge?
Naturligvis.
Tror du ikke bare… nogle gange tror man, det nye er det bedste, og så…
Lise.
Hvad?
Jeg er enogtres. Ikke atten. Jeg har prøvet lidt af hvert.
Det gør én ikke immun.
Nej, men det giver erfaring.
Og hvis han ikke er, som du tror?
Sådan kan det altid gå. Hele livet er “måske”. Da du blev gift, vidste du det heller ikke.
Jeg var syvogtyve.
Og hvad så?
Okay, sagde Lise opgivende. Okay, mor.
Vil du hjælpe med at pakke?
Pause.
Det vil jeg, sagde Lise. Ja.
***
Nytårsaften var Karen hos Lise, sammen med Anna og svigersønnen Anders. Også Henrik kom fra Aarhus med sin familie. Rundt om bordet var det larmende og hyggeligt. Anna sad ved Karens side og hviskede insider-rapporter om alle retterne.
Den her salat har mor selv lavet. Men hun siger, hun har købt den.
Hovsa det må jeg ikke vide.
Det er bare, sagde Anna alvorligt.
Lidt før midnat, med børnene trætte på sofaen og voksne med champagneglas, sagde Lise:
Mor tager til Odense i januar.
Det lød nøgternt, bare fakta.
Anders nikkede. Henrik så på hende.
Hvor længe? spurgte han.
Vi ser, sagde Karen.
Henrik smilede svagt.
Anna blinkede.
Skal du tage afsted, farmor?
Ja, Anna.
Du lovede at besøge.
Det lover jeg igen.
Godt, sagde hun og lukkede øjnene.
Karen kiggede på hende og tænkte: Det er livet. Et sovende barn, voksne børn med glas, den udslidte sofa, hun aldrig ville af med og et andet sted én, der skrev “venter”.
***
Den 15. januar ringede Karen til Martha.
Martha, jeg stopper i børneværkstedet.
Stilhed.
Hvornår?
I februar. Du har tid til at finde en anden.
Du flytter?
Ja.
Må jeg spørge, hvorhen?
Til Odense.
Nå. Kort pause. For hans skyld?
For min egen. Og hans.
Godt sagt, svarede Martha. Vi skal nok finde en erstatning. Det bliver svært, men det går.
Tak.
Held og lykke, Karen. Rigtig held og lykke.
Den sidste dag lavede børnene et fælles kort til Karen stort kartonark, alles tegninger på. Drengen med spejl-billedet tegnede et vindue med gardiner og skrev: “Så man kan se ind”.
Karen pakkede kortet ned i tasken.
***
23. januar flyttede hun til Odense. Søren bar kufferterne indenfor. Han havde ryddet et lille værelse til hende, sat en rød pelargonie i vinduet.
Hvor har du den fra? spurgte Karen.
Jeg købte den. Et hjem skal have blomster.
Helt enig.
Hun gik hen til vinduet. Haven lå dækket af sne. Hegn, nabohaver, tage. Alt føltes nyt.
Hvad synes du? spurgte han.
Spørg mig igen om en måned.
Det lover jeg.
Søren.
Ja?
Tak for tålmodigheden.
Han så lidt væk.
Tak, fordi du tog springet.
***
Tre måneder gik. Karen vænnede sig stille og roligt. Odense var ikke stor, og det var både rart og udfordrende. Folk lagde mærke til, hun var ny.
Vera introducerede hende for et par kvinder, som havde boet i området i mange år. En af dem, Nina, tilbød Karen at overtage de litterære samtaler på kulturhuset. En lille, rolig kreds på ti mennesker.
Jeg ved ikke, om jeg kan, sagde Karen.
Bare kom og se. Hvis du kan lide det, så fortsæt. Hvis ikke, så pyt.
Karen prøvede og faldt for det.
Hun talte med Lise ca. en gang om ugen. Lise spurgte nu mere til “hvordan går det mellem jer?”, “hvordan går det i klubben?”, “hvad læser du?”, end bare “er du okay?”. En blid tilvænning, næsten som at lære at se i et andet lys igen.
Anna sendte et rigtigt brev. To kirker, en å, og: “Farmor, jeg kommer på ferie hos dig til påske. Vera sagde, Gunhild er en ged?”
Karen svarede også med brev.
***
I april kom Lise forbi Odense alene, uden Anna, bare for en dag.
Hun gik gennem huset, studerede alt: trægulvene, pelargonien, spisebordet.
Søren bød på te og trak sig diskret tilbage.
De sad med tekopper.
Her er godt, sagde Lise, nærmest overrasket.
Ja.
Småt, men rart.
Til gengæld fredeligt.
Savner du København?
Ja. Jeg savner jer, arbejdspladsen, søerne.
Og alligevel?
Ja, alligevel.
Lise drejede koppen.
Er han god ved dig? spurgte hun nu uden skær af sarkasme.
Ja.
Er du lykkelig?
Karen overvejede.
Jeg ved det ikke det er et stort ord. Men jeg har det virkelig godt.
Fint.
“Fint” betyder?
Bare “fint”. Hun løftede blikket. Jeg er stadig bekymret. For dig. Bliver det nok sådan altid.
Det forstår jeg.
Men jeg prøver at forstå.
Det er alt, jeg behøver.
De talte om Anna, job, Anders planer om ny bil. Alment snak, intet underliggende.
Så begyndte Lise at tage overtøjet på. Karen fulgte hende ud.
Det var tidlig, fugtig forårsluft. Træerne var lysegrønne.
Mor.
Ja?
Jeg forstår ikke det her. Måske aldrig.
Det ved jeg.
Men jeg vil bare sige én ting.
Ja?
Lise tøvede, løftede øjnene, de mørke, fars. Du har altid været der. Altid. Jeg tog det for givet, at du var tilgængelig.
Det er jeg stadig.
Det ved jeg. Men afstanden er ny. Jeg skal vænne mig til det.
Det klare du.
Tror du?
Jeg tror. Du har altid været stærk.
Ikke som dig.
Jo, akkurat.
Et lille smil. De krammede fast og længe.
Lise samlede sin taske op.
Jeg ringer, når jeg er hjemme igen.
Jeg glæder mig.
Da hun var væk, stod Karen og så efter hende. Den faste ryg, energiske skridt så meget af Poul.
Midt på vejen råbte Lise:
Mor!
Ja?
Pelargonien blomstrer.
Det gør den.
Godt, sagde Lise og gik.
***
Karen gik tilbage. Søren tog suppen op i køkkenet.
Hun stillede sig ved vinduet, Lise var væk. Udenfor kom en ældre dame med indkøbsnet.
Pelargonien var lyserød.
Gik det? spurgte Søren uden at vende sig.
Ja, svarede Karen.
En pause.
Hun er god, sagde Karen. Bare bange.
Det kan jeg forstå. Hun har også sin kamp.
Ja.
Hun dækkede bordet. Det føltes allerede lidt som hendes eget hjem.
Søren?
Ja?
Var det det rigtige?
Han så undersøgende på hende.
Hvad mener du?
Karen tøvede.
Jeg tror for første gang er det bare mit valg.
Der har du selv svaret.
De satte sig for at spise. Udenfor lå forårssneen endnu på jorden, men mellem driverne tittede grønne spirer frem.
Karen så ud gennem vinduet. Ikke et svar på alt, ikke ren lykke eller afslutning. Bare dagligdag. Et måltid. Mennesket overfor.
Bliver det nok? Det vidste hun ikke.
Suppen var varm. Pelargonien blomstrede. I tasken lå et postkort fra en otteårig, der havde tegnet et vindue, hvor man ser ind.
***
Om aftenen ringede Anna.
Farmor, mor sagde, hun havde været hos dig.
Det har hun.
Er I okay?
Vi havde en rigtig god snak.
Hun græd vel ikke?
Nej da! Hvorfor spørger du?
Hun græder indimellem, hvis hun tror, jeg ikke hører det. På grund af dig.
Karen lukkede øjnene.
Anna.
Ja?
Sig til mor, at jeg snart kommer og besøger hende. Meget snart.
Okay. Er der forår hos jer?
Næsten. Endnu lidt sne.
Hos os er det lunt nu. Vi bor i samme land og har så forskelligt vejr. Mærkeligt, ikke?
Det er helt, som det skal være.
Farmor, savner du os?
Karen kiggede ud. Mørket sænkede sig. Stjernerne tændtes.
Meget, sagde hun blidt. Altid.
Det er godt, sagde Anna lettet. At du savner os.
Synes du?
Ja. Hvis man savner nogen, betyder det jo, man elsker dem.
Karen vidste ikke, hvad hun skulle sige.
Farvel, farmor.
Farvel, Anna.
Hun lagde telefonen. Søren vaskede op og nynnede stille. Pelargonien stod i halvmørket, og nede i gården gøede en hund. Nu var det en del af hendes stilhed og nye liv.
Hvis man savner, elsker man. Og omvendt.
Der er det vel, livet består af. Ikke som i bøgerne, ikke ideelt, men i afstande og nærhed, i valg, der med tiden bare bliver ens egne.
Karen rejste sig for at hjælpe Søren med at tørre af.
