Hjemkomsten var sent på aftenen: Freja havde allerede taget sin beslutning.
Mikkel stirrede mørkt ned på sin tallerken og snoede spaghetti om sin gaffel. Freja iagttog ham og prøvede at skjule sin ængstelse, men til sidst kunne hun ikke holde det ud:
“Smager det ikke godt, Mikkel?”
Han rynkede bare panden og fortsatte med at spise i tavshed.
“Jeg fulgte opskriften helt præcist…”
“Det er fint,” mumlede han uden at møde hendes blik.
“Hvad er der så galt? Hvad er der sket?”
Pludselig smed han gaffelen fra sig, sukkede højlydt og begyndte at gå rundt i køkkenet.
“Jeg er træt af alt!” bruste det ud af ham. “Livet er blevet ét stort mudderhul! Arbejde — hjem — dig i morgenkåbe — grød — barn. Det er ikke et liv, det er strafearbejde!”
Freja stivnede. Hans ord ramte hårdere end et slag. Han fortsatte:
“Se dig lige selv engang! Du var smuk engang, men nu…” Han tav for at finde de rigtige ord. “…en træt, kedelig husmor. Se nu Lasses kone — hun er fuld af energi: på barsel, træner, tjener ekstra penge og ser stadig fantastisk ud!”
“Hun har sin mor til at hjælpe, mens du sover længe i weekenderne. Jeg har bare ikke tiden,” prøvede Freja at forklare med lav stemme.
“Åh, undskyldninger igen! Men sandheden er, at du har lagt dig til at døse og er blevet doven. Jeg har brug for luft! En pause! Jeg flytter ud. Alene. Jeg ved ikke, hvor længe. Måske for altid.”
“Hvad med Emil?”
“Jeg betaler, som jeg skal. Besøger ham også. Du bliver ikke uden hjælp.”
Mikkel rejste sig. Freja vaklede til live og stillede sig foran ham:
“Hvad med min pause? Er jeg ikke et menneske? Hvorfor må kun du slippe for ansvaret?”
Han trådte tæt på hende, irritation i stemmen:
“Du er en mor! Punktum. Pas dit barn.”
Med de ord forlod han køkkenet og efterlod en trykkende tavshed. Freja blev siddende og græd. Hun tænkte på, hvordan hun skulle klare sig fremover. Ja, Mikkel var kold, men i det mindste var han der. Stabiliteten var væk.
Han gik uden at sige farvel til sin søn. Det var tydeligt, han var på vej til sin lejlighed.
Den første nat sov hun ikke, men næste morgen, udmattet til bristepunktet, besluttede hun sig: Hun ville ikke krybe til korset og bede ham om at vende tilbage. Hun kunne klare det selv.
Og det kunne hun. Til sin egen overraskelse føltes det lettere. Ingen madpakker, humørsvingninger eller vasketøj. Pengene fra Mikkel var nok, omend stramme.
Smerten var kun et spørgsmål om stolthed. Især da hun så på sociale medier, hvordan Mikkel morede sig med en anden kvinde, smilende mod kameraet. Hendes veninde prøvede at berolige hende: “Sådan en mand fortjener du ikke.” Og så kom hendes mor på besøg — hun havde taget fri. Hun hjalp uden ord, men nogle gange knyttede hun næver, når Mikkel blev nævnt.
Med sin mors ankomst kom Freja til live igen. Hun fik en ny frisure, købte nyt tøj. Endda smilte hun igen. Gaverne fra sin mor mindede hende om, at hun fortjente lykke.
Mikkel besøgte ikke Emil, som lovet. Kun på billeder så hun, hvor glad han var uden dem. Freja håbede, at han ville komme til fornuft, men med tiden indså hun: Han var ikke en mand, men en kujon, der løb fra ansvar.
Tre måneder senere bankede det på døren. Mikkel. Med tasker. Stolt som en sejrherre.
“Hej, skat! Jeg er hjem. Hvad er der til aftensmad?”
Men Freja blokerede døren:
“Du bor her ikke længere.”
“Hvad mener du? Jeg er din mand!”
“Ikke mere. Jeg har indgivet skilsmisse. Vent på stævningen. Du besøgte ikke Emil, som du lovede. Dine ting er pakket.”
Mikkel eksploderede:
“Jeg har ret til at se min søn!”
“Selvfølgelig. Via en retslig aftale. Jeg fortæller, hvordan du glemte ham i tre måneder. Og jeg viser dine billeder fra festene.”
Han fik alligevel lov at se Emil. Drengen så mistroisk på ham. Ingen glæde. Ingen begejstring.
Mikkel håbede, det bare var en straf. Men Freja stod fast. Hendes mors støtte, kærligheden til Emil og erkendelsen af sin egen værdi havde gjort hende stærkere.
Nu havde hun og Emil et nyt liv. Og Mikkel var tilbage med gryder, der skulle vaskes, og skjorter, der ikke blev presset. Sådan blev ferien for ham.
