“Det er mig ligegyldigt!” Freja gik gennem stuen med armene i vejret. “Mor, hvor længe skal vi blive ved med at finde os i det? Mine veninder griner allerede af mig!”
“Mor, det lækker igen! Igen!” råbte Freja, da hun stormede ud af badeværelset med vådt hår og et håndklæde i hånden. “Jeg sagde jo, der var noget galt med denne lejlighed!”
“Ti dog stille! Naboen hører dig!” hvæsede Kirsten Møller, kastede gulvkluden og skyndte sig hen til sin datter. “Hvor lækker det?”
“Overalt! Fra hanen, fra bruseren, der er endda en vandpyt under vasken!” Freja viftede med armene og sprøjtede vand ud i gangen. “Jeg sagde det jo! Jeg sagde, vi ikke skulle flytte ind i dette faldefærdige sted!”
Kirsten gik tavst ind i badeværelset, så på vandet, der bredte sig på gulvet, og satte sig tungt på en taburet. For en måned siden var de flyttet ind i denne to-værelses lejlighed midt i København efter at have solgt deres hus i forstaden. De havde troet, livet endelig ville blive bedre tæt på arbejde, butikker og læge. Men nu…
“Mor, hvorfor sidder du bare der? Vi skal gøre noget!” Freja stod i døren, indhyllet i en badekåbe.
“Hvad skal vi gøre?” sagde Kirsten træt. “Skal vi ringe efter en vvs’er? Og betale selv? For tredje gang på en måned.”
“Kan vi ikke kontakte udlejeren? Det er hendes lejlighed, hun skal betale!”
“Jeg har prøvet. Hun siger, det er vores egen skyld, at vi ikke bruger vandhanerne ordentligt. Hvordan i alverden kan man bruge en vandhane forkert?” Kirsten rejste sig og begyndte at tørre vandet op. “Kom og få morgenmad, du bliver forsinket til arbejde.”
“Hvilken morgenmad? Vores kogeplade virker ikke igen!” protesterede Freja. “I går var det en kamp at lave grød, og i dag tænder den slet ikke.”
Kirsten sukkede bare. Kogepladen havde været ustabil fra første dag, men udlejeren, Birthe Nielsen, havde insisteret på, at den virkede fint man skulle bare vænne sig til den. Vænne sig til, at blussene kun virkede når de havde lyst, og ovnen havde sine egne humører.
“Fint, jeg løber ned til Lise og spørger, om jeg må koge vand hos hende,” mumlede Freja, mens hun trak jeans på.
“Lad være med at løbe til naboerne!” stoppede Kirsten hende. “Det er pinligt nok. I går lånte vi smør hos Lise, forgårs salt. De tror allerede, vi er tiggere.”
“Hvad skal vi så gøre? Gå sultne på arbejde?”
Kirsten så på sin datter og mærkede en velkendt klump i halsen. Hvorfor havde de overhovedet accepteret at flytte herind? I deres eget hus var problemerne færre, og de havde levet roligt uden at genere nogen. Men her var der nye udfordringer hver dag.
Freja gik på arbejde sulten og sur, mens Kirsten blev tilbage for at håndtere oversvømmelsen i badeværelset. Hun tørrede vandet op og prøvede at skrue håndtaget hårdere til uden held. En tynd stråle lækkede stadig.
Telefonen ringede lige, da hun skulle til at ringe til en vvs’er.
“Kirsten Møller? Det er Birthe Nielsen. Hvordan går det? Har I problemer?”
“Øhm, ja,” begyndte Kirsten forsigtigt, “vores vand…”
“Igen?” afbrød udlejer. “Hvad laver I egentlig i min lejlighed? Jeg sagde jo, I skulle passe på!”
“Vi gør ikke noget usædvanligt. Vi åbner og lukker bare hanerne, som man skal.”
“Så hvorfor ringer I efter en vvs’er hver uge? Måske har I smadret noget? Tabt noget tungt?”
Kirsten bed tænderne sammen. De havde ikke tabt noget lejligheden var bare langt fra, hvad Birthe havde lovet ved visningen. Dengang virkede alt, vandet løb, kogepladen tændte, stikkontakterne funkede ikke. Nu var der nye overraskelser hver dag.
“Birthe, kunne du ikke sende en håndværker? Det er pinligt at skulle…”
“Hvilken håndværker? Det er jeres egen skyld! Jeg advarede jer om, at tingene er gamle, I skal passe på dem!”
“Men kontrakten siger, at alt er i orden…”
“Det er det også! I har bare to venstre hænder!” råbte Birthe og smækkede røret på.
Kirsten lagde telefonen langsomt fra sig og så sig om. Lejligheden lå virkelig centralt, var lys og med høje lofter. Men dag for dag blev det tydeligere, at dette kun var facade. El-installationerne var gamle, rørene rustne, vinduerne lukkede dårligt, og udlejer nægtede at høre om renoveringer.
Ved middagstid kom Freja hjem, mørk som en tordensky.
“Nå, er der lavet noget?” spurgte hun og smed tasken på gulvet.
“Nej, desværre. Udlejer siger, det er vores skyld.”
“Vores skyld? Hvordan?” Freja så forarget ud. “Fordi hendes lejlighed er faldet fra hinanden?”
“Freja, råb ikke. Væggene er tynde, naboen hører det.”
“Det er mig ligegyldigt!” Freja gik frem og tilbage med armene i vejret. “Mor, hvor længe skal vi finde os i det? Mine veninder griner allerede! De siger, jeg lever som en sigøjner ingen vand, ingen strøm, kogepladen virker ikke!”
“Dine veninder burde holde mund,” mumlede Kirsten. “Deres forældre køber lejligheder, de lejer ikke.”
“Kan vi ikke også købe en?” foreslog Freja pludselig. “Vi har penge fra huset, måske kan vi låne lidt mere…”
“Hvilke penge?” spurgte Kirsten forbløffet. “Vi brugte næsten alt på din behandling.”
Freja tav. Operationen havde virkelig været dyr, og netop derfor havde de besluttet at flytte tættere på hospitalet. De troede, det var midlertidigt, mens Freja kom sig. Men nu var de fanget i en fælde.
“Skal vi ikke lede efter et andet sted?” foreslog Freja usikkert.
“Hvad med?” Kirsten pegede på regningerne på bordet. “Se selv. El, vand, husleje, dine medicinudgifter. Det løber op.”
Freja bladrede gennem papirerne og sukkede.
“Wow! Det vidste jeg ikke var så dyrt…”
“Det behøvede du heller ikke at vide. Det er mit ansvar.” Kirsten samlede regningerne. “Men nu forstår du, hvorfor vi ikke bare kan flytte?”
Freja nikkede tavst. Så spurgte hun pludselig:
“Mor, fortryder du, at vi solgte huset
