Det mærkeligste og mest smertefulde, der skete for mig i 2025, føltes som et drømmesyn, hvor alle farver var forkerte og stemmerne lød mærkelige. Min mand havde en affære og både min bror, min fætter og min far havde hele tiden vidst besked.
Vi havde været gift i elleve år, men i denne drøm boede jeg i en skæv lejlighed i Odense med skråt tag og blå døre. Den kvinde, min mand havde noget kørende med, arbejdede som sekretær hos et byggefirma, hvor min bror var projektleder. Det hele startede, efter min bror havde præsenteret hende for min mand, nærmest midt mellem to kopper kaffe og et vindue med regndråber, der løb i striber ned ad glasset. Intet i denne drøm føltes som en tilfældighedde mødtes til arbejdsfester, konferencebuffeter, bestyrelsesmøder i sære mødelokaler og mærkelige sociale sammenkomster, hvor min mand altid optrådte i en for stor tweed-jakke. Min fætter stødte også på dem i samme univers, hvor alle kendte hinanden og rørte ved hinandens liv som passerende skygger.
I månedsvis levede min mand videre med mig, som om intet var galt, i et hus, hvor væggene var fyldt med mærkelige fotografier af folk fra gamle tider og katte uden ansigter. Jeg deltog i familiemiddage og snakkede med min bror, min fætter og min far, uden at ane, at de alle tre vidste besked om forholdet bag min ryg. Ingen af dem sagde et ord, som om deres stemmer var fanget i glas. Ingen advarede mig. Ingen forberedte mig på noget. De låste deres hemmeligheder bag tunge trædøre og gik videre, som om drømmen bare skulle fortsætte.
Da jeg fandt ud af affæren i oktober, føltes det som at vågne op i et rum fyldt med fugle uden vinger. Først konfronterede jeg min mand. Hans svar var koldt og glimtende, som sne på en forladt togstation. Derefter spurgte jeg min bror direkte, om han havde vidst det. Han sagde ja med en stemme, der lød som fjerne kirkeklokker. Jeg spurgte hvor længe. Han svarede: “I flere måneder”. Jeg ville vide, hvorfor han ikke havde sagt noget. Han sagde, det ikke var hans sag; den slags taler mænd ikke om med hinanden.
Min fætter blev den næste. Han så på mig, som om han var både til stede og fraværende. Også han vidste det. Han sagde, han havde set blikke, smser, gestik, som i drømmelogik umuligt kunne misforstås. Da jeg spurgte, hvorfor han ikke havde sagt noget, svarede han, at det ville være at rode op i problemer, som ikke var hans. At blande sig i andres forhold førte kun uheld med sig.
Til sidst talte jeg med min far, som stod med hænderne dybt i lommerne, under et gammelt billede af Storebæltsbroen. Jeg spurgte, om han også havde vidst det, og han sagde bare ja. Hvor længe? Længe, svarede han. Jeg ville vide, hvorfor han havde tiet. Han sagde, han ikke ville skabe konflikt; den slags skulle ægtefolk løse imellem sig, han ville aldrig blande sig.
Alle tre sagde det samme, som om ordene var kopieret fra en drømmebog.
Efter det pakkede jeg mine ting, dér i det mærkelige hus, hvor gulve knirkede og lydene var dæmpede. Huset blev sat til salg, som om dets historie skulle fjernes fra Odense på én gang. Ingen offentlige skænderier, ingen fysisk tumult, fordi jeg nægtede at ydmyge mig for nogen. Kvinden arbejdede videre i min brors firma, som om intet var sket. Min bror, min fætter og min far beholdt deres venskaber med både min mand og hende, i en verden hvor folk kan gå gennem vægge.
Til jul og nytår inviterede min mor mig til at komme hjem til Fredericia, hvor de alle ville samles og synge under glimmerlys og spise flæskesteg. Jeg svarede, at jeg ikke kunne. Forklarede, at jeg ikke havde styrken til at sidde ved samme bord som dem, der vidste og holdt deres mund. De fejrede sammen. Ingen tomme stole, ingen nævnte mit navn ved bordet over risalamande.
Siden oktober har jeg ikke haft kontakt med nogen af dem. Og jeg tror ikke, jeg kan tilgive, ikke nu ikke i denne mærkelige drøm gennem Danmarks vinter, hvor alt føles uvirkeligt og alle svar bliver ekkoer, der aldrig forsvinder.
