I har ikke formået at opdrage jeres børn ordentligt. Se bare på Mads søn, Emil
Karen forstod i starten ikke, hvorfor hendes mor pludselig begyndte at kritisere hende. For det virkede jo, som om alt var godt for nylig især da hun var barn. Dengang blev hun rost og brugt som eksempel overfor sin storebror. Familien levede beskedent, ikke i overflod, men manglede egentlig aldrig noget. De havde altid det mest nødvendige, og når der skulle købes større ting, sparede hele familien op. Selv bilen, som ganske vist var brugt, holdt og blev repareret af far, hvis det var nødvendigt.
Efter gymnasiet flyttede Karens storebror, Mads, til København for at læse. Det kostede familien mange penge både studie, leje og mad i hovedstaden.
Karen så, at forældrene havde svært ved at få det hele til at hænge sammen. De sparede, hvor de kunne. Og snart var det hendes egen tur, da der kun var to år mellem hende og Mads.
En københavner mere har vi ikke råd til, Karen. Der er også gode uddannelser her i Odense. Dem kan du søge.
Så Karen startede på universitetet hjemme og fandt hurtigt arbejde. Først som bud i weekenderne, og senere som tjener på caféen lige ved siden af. Hun havde studiepladsen betalt, og hun tjente selv til tøj og købte tit mad til huset.
Dygtig datter! Og du kan hjælpe til hjemme. Du læser og arbejder. Se, Mads kan ikke nå det hele, kravene i København er for høje. Han er træt.
Jeg er også træt, mor, skriver bachelor om natten.
Det er ikke det samme. Derhjemme har du det jo trygt.
Til sidst blev Mads kandidat og begyndte at søge job. Hvorfor vende tilbage til Odense? Perspektiverne i København var jo større! Men det var svært med de krav, han havde jobbet passede aldrig helt. Alligevel støttede forældrene ham.
Han skal lige have fodfæste i byen, så skal det nok gå.
Og det gik i hvert fald lidt. Mads fik job, og ret uventet blev han gift med chefens datter efter et hurtigt forløb.
Sønnen Emil kom til verden, og Mads havde pludselig fået sig et godt greb om tilværelsen. Svigerforældrene købte dem en lejlighed, og svigerfar forfremmede ham og gav ham mere i løn. Det var et held, og Karens forældre åndede lettet op.
Karen giftede sig også, ikke med nogen fra chefens familie, men med en almindelig mand. De sparede op til lejligheden selv, selvom det ikke var i København.
De fik først en datter, så tvillingedrenge. De ventede ét barn og fik to på én gang. Det var hårdt, men de klagede aldrig, og børnene voksede op og kom i skole.
Da forældrene havde været gift i 35 år, besluttede de, at det skulle fejres. Sølvbrylluppet og 30-års festen var sprunget over der havde aldrig været penge nok. Men nu tog de mod til sig.
Mads kom med sønnen, konen var optaget, men hun havde sendt en gave et gavekort til husholdningsudstyr. Hun anbefalede dem at købe en opvaskemaskine.
Mads overrakte den på forhånd, de valgte én og fik den installeret. Moren pralede hele aftenen og viste den frem til gæsterne. Nu var det slut med at vaske op opvaskemaskinen klarede det.
Gaven fra Karens familie druknede lidt i begejstringen over opvaskemaskinen. De havde givet et rejsebevis til to en slags bryllupsrejse for forældrene, som var endnu dyrere end opvaskemaskinen, men virkede mindre i sammenligning.
Forældrene tog afsted, takkede også Karen, men nævnte, at det var at spilde penge, for nu var rejsen slut, og opvaskemaskinen blev jo brugt hver dag.
Herefter begyndte det. Ved enhver lejlighed kom bemærkningerne om storebrorens succes. Sønnen, Mads, boede i hovedstaden så var man jo blevet til noget. Karriere, lejlighed, kone, barn kun én!
Kun ét barn, og ikke tre på langs og tværs. Hvorfor skulle du få tre børn? Dem skal der jo også opdrages på! Nu er det let, men vent bare, Karen. Mads…
Mads lejlighed er topmoderne. Støvsugeren kører selv, lyset tænder selv, opvasken vaskes automatisk, der leveres mad, og hushjælpen kommer hver tirsdag…
Mor, jeg kan selv det hele. Børnene og min mand hjælper også til.
Men Mads…
Og Mads…
Og din bror…
Årene gik. Karens børn voksede op, søgte ikke ind på universiteter i København, men tog videregående uddannelser lokalt. Selv det kommenterede Karens mor.
I har ikke formået at opdrage jeres børn ordentligt. Se bare på Mads søn Emil…
Mor, vores børn er gode mennesker og du ved ikke alt om Emil! Vi har besøgt dem, og der er altså ikke så perfekt, som du tror.
Lad nu være at bagtale, Karen. Hvis ikke du blev til noget, så bliver dine børn det heller ikke. Fattigfolk!
Ja, mor, jeg er ingen verdensstjerne god karriere, men ikke i København! En dygtig mand, der dog ikke er chefens søn! Børnene har fået flotte diplomer, men her fra byen!
Og lejligheden er moderne, men ingen hushjælp. Bare en ganske almindelig støvsuger og opvaskemaskine, og vi trykker selv på kontakten.
Vi hjælper jer, men ikke så meget! Din Mads kan ikke engang sende penge til medicin han har jo store udgifter.
Han har jo klaret sig, men du er ingen!
Så en dag kom Mads uventet hjem til forældrene. De troede kun, han var på besøg, men han skulle flytte hjem for bestandigt. Konen havde forladt ham, han var blevet fyret fra svigerfars firma, og sønnen Emil havde skabt store problemer.
Hjemme i Odense fandt han ikke job, og lønnen kunne ikke måle sig med den i København.
Karen, din bror skal starte sin egen virksomhed. Det har vi besluttet. Han kan ikke arbejde som almindelig ingeniør nu, efter København, sagde moderen.
I har besluttet, så gør det, mor.
Men vi har brug for din hjælp. I mangler jo ikke noget her, og I kan tage et lån.
Jamen, Mads bor ikke længere i København! Tid til at komme ned på jorden.
Det er dig, der ikke mener, du har brug for noget, men han har…
Mor, vi hjælper børnene, og vi hjælper jer lidt til hver. Vi skal selv have skiftet bil og har andre småting.
Bilen kan vente. Penge til Mads er vigtigere.
Ja, mor, Mads har altid været vigtigst. Siden han flyttede til København, begyndte det jo. Jeg valgte selv ikke at læse i København, men I hjalp mig aldrig.
Jeres forældres gamle hus blev solgt, så Mads kunne studere og bo i hovedstaden. Farfars hus blev brugt på en bil for Mads, den fine herre.
Da jeg bad om lån til en barnevogn til tvillingerne, fik jeg nej! Vi boede aldrig hos broren i København, kun afleverede pakker fra jer. Vi boede på hotellet. Vi var jo bare nogen fra Odense!
Han er nu skilt og har brug for jeres hjælp. Han har hverken lejlighed eller bil, den blev smadret. Hans søn har også skabt mange problemer.
Men lad os ikke snakke mere om hans ulykker vi skal hjælpe, siger du.
Nej, mor! Her i byen kan man sagtens arbejde og få en god løn. Men nej, for ham er det for lidt. For os er det nok.
Hvad kan jeg give ham? Småpenge? Penge til virksomhed, bil, mere igen. Nej, mor, det er da ikke værdigt for sådan et succesfuldt menneske at tage penge fra sin fattige søster fra provinsen, der aldrig blev til noget!
Hvordan kan du tale sådan til mig?
Det er okay, mor. Jeg har bare forstået, at kun min bror blev til noget. Nu bor han med jer, så må han hjælpe jer. Nu er det hans tur.
Karen! Tvinger du os til at sælge lejligheden? Forstår du slet ikke, hvad du gør?
Ja? Er det mig, der tvinger jer? Glem ikke at købe jer et værelse eller to.
Forældrene solgte lejligheden og købte en lille, gammel etværelses. Resten af pengene gav de til Mads, som tog til København igen. Hvorfor skulle han blive i en midtby i Odense?
Der blev aldrig startet nogen forretning, men min mor blev ved med at påpege Karens fiasko og bad hende om hjælp nu til lejlighedens renovering. Karen hjalp stadig, men nægtede at finansiere renoveringen.
Jeg ved jo, lejligheden ender hos Mads, så lad ham selv ordne det. Han er jo en stor mand!
Da pengene slap op hos broren, flyttede han hjem igen. Nu boede de fire i en lille etværelses men sådan blev det.
En feltseng i køkkenet så meget for at have været på forsiden. Det viste sig, at forældrene måske ikke havde satset på den rigtige.
I Danmark ser man ofte én slags succes, men sandheden er, at man skal vælge at leve sit eget liv efter egne værdier. Det er den glæde og ro, man har med sine nærmeste, der er det værdifulde ikke status og storhed. True lykke findes ikke i storbyens pæneste lejligheder, men i et varmt fællesskab, hvor alle hjælper hinanden og ved, hvad der virkelig betyder noget.
