“Det lader til, du har glemt, at denne lejlighed er min købt før ægteskabet!” sagde jeg køligt, da jeg hørte min mand selvfølgeligt give ordrer om mit hjem.
Mette satte sin kop kaffe på vindueskarmen og stirrede tankefuldt ud ad vinduet. Hun havde sparet til denne lejlighed i ti år, mens hun arbejdede to jobs. Hver eneste krone hun lagde til side, mens hun nægtede sig selv alt. Og nu
“Mette lille, jeg har besluttet at flytte lidt på møblerne,” lød stemmen af hendes svigermor fra stuen. “Den sofa står helt klart det forkerte sted.”
Mette sukkede. Birthe var igen kommet uden at ringe, bare åbnet døren med sin egen nøgle som hun for øvrigt havde fået lavet selv, “bare for en sikkerheds skyld.”
“Der er ingen grund til at flytte noget,” sagde Mette og trådte ind i stuen. “Jeg har det fint, som det er.”
“Hvordan kan du have det fint?” svigermoren slog ud med hænderne. “Alt er forkert her ifølge feng shui! Jeg så et program om det i går”
“Birthe, jeg er virkelig imod at flytte rundt.”
“Anders!” råbte svigermoren, da hun så sin søn komme ind. “Sig lige til din kone, at man i en familie bør høre efter de ældres råd.”
Anders tøvede og så fra sin mor til sin kone.
“Mor, måske ikke lige nu?”
“Hvornår så? Din far og jeg bliver ikke yngre. Snart har vi brug for, at nogen passer på os. Og I har så meget plads her”
Mette biddede tænderne sammen. Der var den. Det, hun havde frygtet lige siden brylluppet. Birthe testede langsomt grænserne for at flytte ind.
“I har en dejlig treværelses,” mindede Mette hende om.
“Dejlig, siger du!” svigermoren viftede afværgende. “Femte sal uden elevator. I vores alder er det svært. Og I bor på anden sal, butikker lige i nærheden”
“Mor, vi taler om det senere,” forsøgte Anders at afbryde.
“Hvad er der at tale om? Jeg troede, vi var en familie. Og familier holder sammen. Din søster tog sine forældre ind med det samme”
“Lisas mand købte deres lejlighed,” kunne Mette ikke lade være med at sige. “Og jeg tjente denne lejlighed selv. Før ægteskabet.”
“Åh, der har vi det!” svigermoren slog hænderne sammen. “Min, din I en familie skal alt deles!”
“Mette har ret,” sagde Anders uventet fast. “Det er hendes lejlighed.”
“Søn, hvad siger du?” Birthe greb sig dramatisk for hjertet. “Jeg har ofret alt for dig Og nu”
“Mor, ikke nu, tak,” sagde Anders og tog sin mor under armen. “Kom, jeg følger dig ud.”
Da døren lukkede bag dem, sank Mette træt ned i en lænestol. Tre års ægteskab, og disse samtaler stoppede aldrig. Først var der hentydninger, så råd om renovering, og nu var det direkte
“Undskyld min mor,” sagde Anders og satte sig ved siden af hende. “Du ved, hun bekymrer sig om os.”
“Om os?” Mette smilede bittert. “Hun vil bare styre vores hver eneste beslutning.”
“Åh, kom nu”
“Anders, hun kommer uden at ringe. Hun flytter på tingene. Hun kritiserer alt fra gardinerne til min madlavning. Og nu vil hun også flytte ind!”
“De bliver virkelig ikke yngre,” sukkede Anders. “Skal vi ikke overveje det? De er trods alt mine forældre”
Mette sprang op, som om hun var brændt.
“Hvad mener du med ‘overveje det’? Forslår du seriøst, at de skal bo her?”
“Altså, ikke med det samme Men på sigt”
“Anders, denne lejlighed er det eneste, jeg nogensinde har tjent selv. Ti års opsparing, forstår du? Det er mit sted, mit”
“Nu vores,” rettede Anders blidt. “Vi er en familie.”
Mette tav, målløs. En tanke lynede gennem hendes hoved: **”Også dig? Betragter du allerede min lejlighed som din?”**
“For resten,” fortsatte Anders, som om intet var sket, “mens vi taler om lejligheden Jeg har talt med en ejendomsmægler.”
“Hvilken ejendomsmægler?” spændte Mette sig.
“Nå, mor anbefalede en, hun kender. En dygtig fyr. Han siger, hvis vi sælger din lejlighed”
“Hvad?!” Mette vendte sig mod sin mand. “Sælge MIN lejlighed?”
“Vores,” rettede Anders. “Hvis vi sælger vores og mine forældres, kunne vi købe et lille hus uden for byen. Der er plads til alle, og luften er renere”
Mette stirrede på sin mand og kunne ikke tro sine egne ører. Havde han og hans mor allerede planlagt alt? Bag hendes ryg?
“Anders, forstår du overhovedet, hvad du siger?” Stemmen dirrede. “Hvilket hus? Hvilket salg?”
“Skatter, det giver jo mening,” sagde Anders i den samme beroligende tone, han brugte, når han diskuterede med sin mor. “Hvorfor have en bylejlighed, når vi kunne”
Dørklokken ringede. Udenfor stod en mand i jakkesæt.
“Godaften. Jeg er fra ejendomsmæglerfirmaet. Jeg havde en aftale med Anders Nielsen”
“Kom ind,” sagde Mette og smækkede døren op. “Perfekt timing.”
Anders blev bleg.
“Mette, vent”
“Nej, skat, du må vente,” vendte Mette sig mod mægleren. “Ved du, at denne lejlighed udelukkende er ejet af mig? Købt før ægteskabet?”
Mægleren så forvirret på Anders.
“Men din mand sagde”
“Min mand siger mange ting,” sagde Mette og trak en mappe frem. “Her, se selv. Ejerskabsbeviset. Og ægteskabsattesten. Kan du se forskellen?”
“Jeg forstår,” mumlede mægleren. “Så er handlen umulig uden din tilladelse.”
“Præcis. Og den får I ikke.”
“Mette, vi havde en aftale!” råbte svigermoren.
“Nej, *I* havde en aftale. Bag min ryg.”
Mægleren undskyldte sig og lovede at returnere Anders depositum. Mette pakkede roligt sin mands ting i en kuffert.
“Du kan ikke gøre sådan mod os,” græd svigermoren. “Vi er familie!”
“Vi *var* en familie,” sagde Mette og lukkede kufferten. “Indtil I besluttede, at I kunne styre mit liv.”
Anders greb hende i armen.
“Mette, lad os tale sammen!”
“Om hvad? Om, hvordan du prøvede at sælge min lejlighed? Eller hvordan du allerede har taget et lån?”
“Jeg ville det bedste”
“For hvem?” Mette rev sig løs. “Din mor? Dig selv
