Svært Lykke
Hvad mener du med, vi skal skilles? Dennis, er det en slags joke?
Karen stirrede på sin mand, og det hele gav bare ingen mening. Skilles? De har jo snart været sammen i femogtyve år! Om to uger skulle de faktisk fejre deres sølvbryllup… eller, så bliver det alligevel ikke til noget nu? Tankerne rodede. Hvad skal de så stille op med festen, gæsterne? Invitationerne var jo allerede sendt ud… Alle kommer. Hele familien samles. Vennerne ringer konstant for at spørge ind til ønsker… Og nogle, som Julie Karens bedste veninde havde endda allerede sendt gave. Ærgerligt, hun ikke selv kan komme. Det er lidt langt, og i sjette måned på vej, er det nok også bedst, hun bliver hjemme. De skal nok ses en anden gang alligevel og fejre det igen, for Julie spillede ikke ligefrem sidste violin, da Dennis og Karen fandt sammen. Det var Julie, der havde præsenteret Karen for Dennis, hendes studiekammerat, og råbt højst af alle til brylluppet: Kys, kys! imens hun skjulte sig bag brudebuketten, som Karen slet ikke havde kastet men bare stilfærdigt høfligt rakt hende.
Hvad holder din Nikolaj egentlig på? Han lader sådan en pige gå fra sig!?
Tjo, han render ingen vegne, sagde Julie, mens hun rettede på Karens hår. Alting til sin tid, Karen… Der er ikke grund til at forhaste sig, vel. Han skal lige modnes, ellers ender vi med en grøn mand og skilsmisse inden for to år. Og så sidder du der med deling af alt det børn, kroner, familie, for til den tid elsker de mig alle uanset, og så… Nej! Jeg venter til den rigtige høst. Pyha, to år er altså meget planlægning i forvejen! grinede Karen og så til, mens Julie med en hurtig pensel fik styr på sin make-up.
Jeg kan heller ikke leve med halve løsninger. Når jeg tager fat, så gør jeg det all in!
Og børn, Julie? Vil du så have børn straks? Ikke bare ét?
Selvfølgelig. Jeg drømmer om tvillinger! Så har jeg det klaret på én gang! Jeg har nemlig gode odds for det. Det har både min familie og Nikolajs haft før. Du ved jo så, der følger lidt mere med end bare at føde dem…
Det er da sjovere med to! Mindre besværligt end én…
Hvordan det? Karen så nysgerrigt på hendes veninde. Julie havde altid været rationel og klog. Som børn slap hun altid ud af ballade, og hvis man fulgte hendes plan, gik det godt for alle. Hvis ikke, så holdt hun sig ude og så bare til, mens ballademageren fik skæld ud.
Det er enkelt, Karen! Sund konkurrence hvis du strukturerer lidt, får de god selskab og du vinder præmien som årets mor. Skal jeg fortsætte?
Nej tak! grinede Karen og kunne godt regne ud, at Julie nok skulle få, hvad hun ønskede.
Og det gjorde hun bare med mere held eller humor fra oven, for Julie fik ikke bare tvillinger, men trillinger! Gudskelov, hun klarede det flottest. I den periode tog Dennis familie virkelig også Julie ind. Hun var aldrig den, der bukkede og nikkede, men hun hjalp altid og fik også altid Nikolaj til at hjælpe, når det brændte på:
Engang får vi brug for hjælp, og hvis ikke du hjælper nu, får vi bare den kolde skulder, det gider jeg ikke. Vil du have stegte kartofler med kantareller i aften? Så må du tage ud til din mor og saml det skab. Tag dig nu sammen, det tager kun to timer, og for hende betyder det alt.
Da Julie så fik brug for hjælp, var to bedstemødre og en morfar parate med det samme. Hun gik i gang med universitetet, da tvillingerne var på benene.
Er du blevet sindssyg, Julie? Hvornår har du tid?
Hvem tør give lave karakterer til en mor med trillinger? Og så slipper hjernen jo for at visne. Og bagefter kan jeg kalde mig både økonom og jurist, smart ikke?
Julie fik sin uddannelse og det job, hun ville. Hun overbeviste arbejdsgiveren om, at der sagtens var til daginstitution ud over lønnen.
Julie, det går du jo lige i underkanten med. Hvad har du selv tilbage?
For det første, så klarer bedsterne det meste nu det behøver arbejdsgiveren ikke vide. Og for det andet: Erfaring er vigtigere end flotte papirer. Jeg sidder gerne nogle år fast i bunden, hvis det giver mig adgang til noget federe senere.
Karen så på Julie og forstod ikke hvordan hun gjorde det hun nåede jo virkelig det hele! Karen havde altid haft svært ved beslutninger. Hun kunne aldrig vælge strømper i børnehaven røde eller blå?
Men du, Karen, når først du har besluttet dig, så står det fast. Jeg fjumrer altid rundt, sagde Julie og krammede sin veninde. Du er bare mere konservativ, og det kan jeg godt lide.
Stabil Ja, dét har Dennis vel rigtigt nok sat pris på… Men hvad er meningen med det her? De har jo haft et godt liv sammen! Ok, det med børnene var svært, men de havde forliget sig med det, indset at hvis det ikke var dem givet, så var det sådan, det skulle være. Karen havde arbejdet som frivillig på et børnehjem, men hun kunne bare ikke tage et ukendt barn med hjem det var ikke viljen, kræfterne eller pengene, men tvivlen på om hun kunne give ægte kærlighed.
Du har bare ikke mødt dit barn endnu, sagde fru Svendsen, lederen af børnehjemmet, hvis organisation Karen samarbejdede med. Hun så på de frivillige, der legede med børnene rundt om juletræet. Karen stod ved siden af og så så trist ud, at selv gamle fru Svendsen blev rørt. Når du ser dit barn, kan intet stoppe dig. Intet problem eller besvær.
Men hvad hvis mit barn ikke findes? Hvis jeg ikke skal være mor? Karen lagde gaver frem på bordet.
Sådan er det, Karen. Hellere det, end at tage ansvaret og så fejle. Jeg har set for mange ulykkelige historier. Se Mikkel der. Han er blevet “returneret” to gange.
Du godeste! Men han er jo kun en lille dreng! Hvad, fem?
Snart seks. Første gang blev han adopteret, men så fik de egne børn. Klassisk trist historie.
Og den anden gang?
Her var det bare for meget, deres egne to og tre plejebørn, blev for meget. Der var ikke kærlighed nok til Mikkel. Hvorfor de tog ham, ved jeg ikke, men han begyndte blot at sidde i et hjørne og nægte at spise.
Hvordan? Karen var målløs.
Han stoppede med at drikke vand, bad om at komme hjem til børnehjemmet, fordi de “ikke elsker” ham. Psykologen kæmpede, men lige lidt hjalp det. Han blev sendt tilbage. Og jeg er faktisk bange for ham han er lille, men allerede en gammel mand i blikket. Hvem kan dog give ham et hjem?
Den samtale efterlod Karen desperat tæt på at tage Mikkel med hjem. Men Julie fik hende på andre tanker:
Tror du, du har nok af den kærlighed? Hvis det mest er medlidenhed, skal du droppe det, Karen. Det bliver bare alt for hårdt, både for ham og dig.
Karen besøgte aldrig mere børnehjemmet, men tænkte ofte på Mikkel. Hun blev mindet om, at hendes valg aldrig måtte skade nogen.
Karen fik kuldegysninger og omfavnede sig selv. Hvorfor var her pludselig så koldt? Det var jo kun efterår, og fjernvarmen var tændt. Skulle hun hjælpe Dennis med at pakke? Måske også nogle varme trøjer? Det bliver jo hurtigt vinter her… Ikke som i Esbjerg, hvor hun voksede op, hvor man aldrig frøs.
Karen vidste pludselig bare, hvad hun drømte allermest om at komme hjem til sin mor og tage i skoven, bare de to. Men mor var der heller ikke mere, og nu var Dennis også væk…
Hun havde ikke brug for frihed, men for sin mand. Bare at alt var som før kaffe om morgenen, snak til langt ud på natten, impulsive ture, uden de nogensinde rigtig planlagde noget. De bedste dage var altid spontane. Pludselig kunne Dennis ringe:
Hvad laver du, Karen?
Har enormt travlt! To jobsamtaler og skal i banken…
Lad det ligge. Kom, vi kører en tur. Vi går en tur, bare os to.
Og så droppede Karen alt, og så gik de bare i skoven.
Nu var det slut. Det gode var fortid… For hende. Ikke for ham. Han får et nyt liv med en ny kvinde, der ovenikøbet venter sig. Var det dét, det hele handlede om? Eller var ægteskabet bare en løgn? Det første kunne hun næsten tilgive. Det sidste… nej. For hvad var hun da? Ikke en rigtig kvinde, når hun ikke havde kunnet gøre én mand lykkelig nok til, at han aldrig fik lyst til at forlade hende.
Karen stod i køkkenet med knæene mod den varme radiator, ude af stand til at bevæge sig. Hun hørte Dennis pakke, skuffer blir åbnet og døre smækker. Hendes hænder rystede, så krukken med hendes eneste plante, Julies gave, røg næsten ud over vindueskarmen. Da døren endelig smækkede bag ham, rejste Karen sig, væltede krukken på gulvet og skreg.
Det hjalp ikke. Den mørke jord, blandet med stumper, virkede nærmest som et wakeup-call. Alt var sort nu der var intet mere lys. Lyset smækkede netop med døren, og nu måtte hun famle sig frem.
Kun ét pejlemærke tilbage…
Langsomt gik hun gennem glasskårene uden at tænke over smerten, fandt sin telefon i soveværelset og ringede:
Juuuli…
Det lød ikke som gråd. Det var som et dyrt råb. Julie havde heller ikke brug for forklaring.
Dennis er taget?
Ja…
Fint. Jeg kommer i morgen.
Er du skør! udbrød Karen hurtigt, det her går ikke! Bliv nu hvor du er, Julie. Hvis der sker dig eller babyen noget, kan jeg aldrig tilgive mig selv… Vent… Karen blev stille. Vidste du det?
Ikke helt, men jeg havde en anelse. Da I sidst var forbi, kunne Dennis ikke se mig i øjnene. Nu fatter jeg det hele. Karen, alt bliver godt.
Hvordan det? Jeg har ikke mere at leve for! Alt er væk…
Gå ud og køb dig en kjole!
Hvad? Karen var nær faldet over telefonen. Hvad siger du?
Køb den røde kjole, du ikke ville bruge penge på. Nu, med det samme. Og så ringer du, når du har gjort det. Ikke sidde hjemme og græde. Køb kjolen, og kom så herover! Vi tager i klitterne.
Du skal til at føde, Julie!
Og? Tror du jeg er skrøbelig? Vi skal jo ikke sove i telt. Vi tager et hotel. Får lidt luft. Jeg har lige så meget brug for det som dig. Datteren min tager til træningslejr, og manden min har snart cykelløb. Kom nu, Karen, og lad være at få en gravid kvinde op at køre. Forstår du?
Julie lagde på, og Karen stirrede lidt på skærmen. Hvad så nu?
Hun gik over til spejlet. Hende der, det var såmænd stadig Karen. Ikke ung længere, nej, men heller ikke færdig med livet. Ikke endnu. Hvis Dennis virkelig troede, hun bare ville gå i stykker, kunne han tro om igen! Julie havde fat i noget.
Karen kørte fingrene gennem håret, tørrede resterne af tårer væk og tog sig sammen.
Telefonen fløjende mellem hænderne. Aflysninger af alle aftaler, opkald til restaurant, vinimportør… og så gav hun slip.
Glemt var de to støvsugere, hun købte, hun greb bare en kost, ryddede op. Købte ny potte senere.
Kjolen sad perfekt. Den var knaldrød Julie ville elske den. Karen plejede at gå i afdæmpede farver, men nu? Nu turde hun godt.
Spejlet viste en anden Karen: Ja, slidt, ked af det, men stadig… stærk. Og hvorfor skulle hun ikke tage lidt opmærksomhed selv for en gangs skyld?
Flyveturen med mellemlanding, men det gjorde ingenting, faktisk bedre, så havde hun bare mere at tage sig til.
Udflugten blev god. Julie og Karen gik, snakkede og grinede sidelæns i vind, i klitter og mose, og det var som om, det, der sved mest, begyndte at blegne Julie havde den evne til at vende verden på hovedet.
Du skal hjem igen. Åbn en børnehave eller noget; børn mangler de alle steder. Og din far er syg, du vil jo have ham tæt på. Den bedste løsning.
Karen vendte det for og imod og vidste til sidst Julie havde ret.
Skilsmissen, salget af lejligheden, bilen, og alt med virksomhedens papirarbejde det tog hun i bidder. Da hun fik tal på alt, følte hun mest lettelsen. Og da hun til sidst slettede Dennis nummer og satte punktum, var hun klar.
Esbjerg bød hende velkommen med æbletræer i fuldt flor og sol. Hun satte sig ikke ind hos far, men købte en lejlighed tæt på. Hun forstod straks, at hans liv havde fået ny mening sammen med den rolige Bodil, hun mødte en dag i døren. Der var intet at dele, og Karen glædede sig faktisk over det, for hendes forældre havde altid elsket hinanden, men hun syntes ikke, at han burde være alene.
Hold da op, din far holder sig godt, Karen, sagde Bodil og så hen på ham med kærligheden lysende fra øjnene. Og Karen tænkte måske venter hendes mand også derude nu, selv når hun ikke kan se ham endnu?
Året sløret af travlhed, to nye børnecentre, og for første gang valgte Karen endda at få sig en hund, hun længe havde ønsket sig. Alligevel savnede hun Dennis indimellem; om aftenen, når tankerne pressede sig på. Hun kunne gøre så meget nyt, men hun kunne ikke viske Dennis væk, ikke helt.
Et skatteproblem halvandet år senere gav Karen anledningen hun måtte tilbage, skulle ordne noget kontorarbejde. Knap så nødvendigt, men det var da noget at tage sig til!
Problemet var løst på en dag. Karen gik en tur i sin gamle bydel, hvor hun havde været lykkelig eller måske mest ulykkelig. Hun stoppede foran sit gamle center, så på børnene med næsen i malebøgerne, og da læreren brummede, at han var en bjørn, hvinede de. Dejlig ung mand, tænkte Karen, han skulle nok klare den.
Hun drejede om hjørnet til deres gamle hjem, så legepladsen, hvor hun havde forestillet sig sine børn, og endte i parken, hvor hun og Dennis havde gået. Uden at tænke over det satte fødderne selv kurs, kiggede på de nye bænke.
En mand sad på bænk ved springvandet med barnevogn. Først da hun kom tættere på, gik det op for Karen, at det var Dennis. Hun bemærkede ikke forandringerne først, men det var, som om han var blevet mindre, sørgmodig. Det kunne hun, om nogen, se med det samme. Hun gik målrettet hen:
Dennis…
Han krøb sammen, skjulte ansigtet.
Hej, Karen.
Hun satte sig ved siden af og spurgte stille:
Hvordan går det?
Det var klodset spurgt, hun fik lyst til at gå. Men Dennis stoppede barnevognen og så hende i øjnene.
Ikke godt. Det går ikke godt, Karen.
Hvorfor?
Hun vidste, hun hellere måtte få det at vide, hvis hun skulle hele eller sige endeligt farvel.
Jeg er alene. Alting glippede, for en tilfældigheds skyld…
Det passer ikke, Dennis. Du har jo din lille datter nu. Du har mere, end jeg selv har!
Der er ingen kone, Karen. Mille døde i barselssengen…
Karen tav, ramt over hvor kort og tomt alt blev sagt. Hun følte hverken had eller sorg længere bare medfølelse.
De sad længe uden at sige noget. Da de så endelig talte, gik tiden, og til sidst vågnede datteren Eva småklukkende. Karen satte sig ned og så på den lille pige og følte det, fru Svendsen havde fortalt hende om i børnehjemmet.
Et halvt år senere ledte selv samme fru Svendsen en alvorlig mørkhåret dreng ind til Karen.
Ved du hvorfor jeg er her, Mikkel?
Ja. For at tage mig.
Kun hvis du vil.
Tror ikke, du beholder mig. De fleste returnerer mig.
Mikkel så nøgternt op. Karen tog billeder frem.
Er det din mand?
Ja.
Din datter?
Nej. Men jeg skal være hendes mor, og måske din, hvis du vil…
Du returnerer mig.
Nej. Jeg ved nemlig, hvor ondt det gør at miste alt. Ingen bør opleve den smerte.
Ved du, hvem en mor er?
Den, der aldrig lader sit barn komme til skade. Ikke bare fordi hun har ondt af ham, men fordi hun elsker.
Karen så ham lige i øjnene og rystede stille på hovedet.
Du skal ikke være bange, Mikkel. Jeg har ikke ondt af dig jeg vil bare gerne elske dig. Så kan du blive Evas storebror. Stærk og modig.
Han sagde ikke noget længe, men da han tøvende rørte ved den røde ærme på Karens kjole, smilede han.
Den er flot…
Ja. Den købte jeg faktisk, da jeg var allerhårdest ramt. Sådan føltes det. Nu elsker jeg lyset i den.
Jeg vil gerne prøve…
Vi prøver ikke, Mikkel. Vi gør det sammen. For sådan skal det være.
Og om to år vandrede de, Karen, Dennis, Eva og Mikkel, ad en skovsti Eva kvik og på vej med alt, Mikkel i hælene, altid klar…
Eva, der kan jo være ulve i skoven!
Nej!
Jo. Og bjørne. Sultne!
Fordi deres mor ikke kan lave grød?
Nej, hun er ikke så god til det.
Men det er vores mor!
Så må hun lære dem det.
Mor! Eva siger, bjørnene skal have grød!
Skal det være med klumper eller uden? fnøs Karen, passede skridtet ind til datterens.
Ikke med klumper, mor! Eva så fornærmet ud. Det kan de ikke lide!
Og dog måske kan de lære det? Send dem noget af din i morgen!
Og honning også!
Ikke tale om, Eva, den elsker jeg selv. Nå, lille skat, skal du mon ikke ned og gå lidt igen?
Nej, op!
Du må videre til far! Karen løftede Eva over til Dennis og grinede, mens hun rodede Mikkel i håret. Hva så, Mikkel, skal vi have bjørnegrød eller ej?
Ikke lige nu, jeg vil hellere se mere af skoven!
Karen lo og sendte blikket ud i naturen.
Eva, så finder vi ud af det. Og hvis vi støder på en yeti, så skal vi nok tage den med hjem til dig! For her skal ingen mennesker eller dyr fryse.
Lyset fra deres latter rullede hen over stien og forsvandt langsomt i morgenlyset. En dag, der endnu kun var ved at begynde.
