Hospitalsalen trykker og irriterer. Mathilde lægger hænderne over ørerne for ikke at høre de utrøstelige spædbørns gråd fra nabostuen. Hun ønsker bare én ting: at komme væk så hurtigt som muligt og glemme det hele, som et skrækkeligt mareridt
Mathilde, min pige, kan du så se på hende! beder den ældre jordemoder, tante Birthe. Hun ligner dig som to dråber vand!
Nej! Lad nu være med at overtale mig! Jeg har skrevet under på bortadoptionen, har jeg ikke? Hvad vil I mere have? næsten hulker den unge kvinde. Jeg har ikke noget sted at tage hende hen! Forstår du overhovedet, hvad jeg siger?!
Shh! Du skræmmer barnet. Hvad mener du med “intet sted”? Er du hjemløs? spørger Birthe skarpt. Har du ikke mor, far?
Jo, jeg har en gammel mor. Hun har selv brug for hjælp! Jeg kan ikke bare troppe op på landet med et barn. Folk vil gøre grin med mig.
Lad dem dog! Så har landsbyen da lidt at grine af! smiler tante Birthe. Men alvorligt talt, sladderen går hurtigt over, men du vil aldrig kunne glemme at have efterladt sådan en lille én.
Mathilde skjuler ansigtet i hænderne og græder. Birthe ser, at hun næsten er der bare et lille skub mere.
Se nu på hende! Hun har din næse; lille og opstopper. Og hendes øjne, man kan se det allerede hun får sådan nogle flotte blå øjne, ligesom sin mor.
Men jeg har ikke engang bleer til hende. Og hvordan skal jeg betale hjemturen? Nu begynder Mathilde at opgive sit forsvar.
Det er da ingen sag Vi hjælper dig. Du får penge fra fonden, og vi samler det nødvendige til din lille pige. Jeg skal nok følge dig til stationen. Nå? Hvad skal hun hedde, din datter?
Signe
Sikke et smukt navn! Det passer jo så godt til hende. Tag nu Signe, giv hende mad, og så kigger jeg forbi lidt senere.
Tante Birthe holder vejret og rækker barnet til moderen. Mathilde tager usikkert, men kærligt imod sin datter. Tårerne løber ned ad ansigtet på den unge kvinde. Da hun holder barnet tæt ind til sig, ved hun, at hun aldrig i livet vil lade hende gå.
Nå? Lykkedes det? spørger lægen. Tager hun sin underskrift tilbage?
Det lykkedes! smiler jordemoderen og tørrer en tåre væk.
Oppe på perronen føles det, som om Mathilde pludselig vågner op fra et langt mareridt. Hun trykker Signe ind til sig, som om nogen kunne tage hende væk hvert øjeblik. Birthe står ved hendes side, som hun havde lovet, for at følge dem afsted.
Tak! Jeg skammer mig over, at jeg overhovedet overvejede at give min datter bort, Mathilde hvisker rørt.
Du har ikke haft det let. Men svære tider går altid over. En datter kunne du have mistet for bestandig Dengang jeg var ung, begik jeg selv en fejl, jeg har fortrudt resten af livet, fortæller Birthe lavt.
Hvilken fejl? undrer Mathilde sig. Alle siger, du er et så godt menneske.
Jeg stod i samme situation engang. Men jeg havde hverken mor eller hjem. Jeg ville af med en uønsket graviditet. Lægerne sagde nej, det var for sent i graviditeten. Så jeg gik til en gammel klog kone. Hun hjalp mig, men jeg blev ufrugtbar efter det.
Sådan noget kunne man slet ikke gøre noget? forbløffes Mathilde.
Nej, ryster Birthe på hovedet. Min mand var god, men han gik, da han opdagede, vi aldrig fik egne børn Tårerne løber ned ad BIRTHEs kinder, hun kan knap tale.
Jeg er så ked af det for dig! Du tager imod så mange små nyfødte børn, men fik aldrig dine egne.
Mathilde, pas nu på Signe. Og husk, hvis du nogensinde får det svært, så ved du, hvor du kan finde mig.
Kvinderne krammer hinanden, som nære slægtninge. Snart kommer toget. Mathilde vinker længe til Birthe fra vinduet, mens toget triller væk. Birthe står alene, dupper tårerne væk fra øjnene.
Rejsen hjem er lang og krævende. Mathilde nærmer sig nu sit barndomshjem. I den ene hånd holder hun Signe, i den anden den store pose med babytøj fra hospitalet. “Hvordan vil mor tage imod mig? Hvad vil hun sige?” går det rundt i Mathildes hoved.
Mathilde? Er det dig? nabokonen, fru Ellen, ser ud gennem lågen.
Ja, det er mig. Er mor hjemme?
Ved du da slet ingenting? spørger Ellen forundret. Din mor døde jo i sommers.
Måske er det bedst, at Kristine ikke nåede at opleve den skam! Dit barn? nikker hun mod Signe.
Ja, det er mit! svarer Mathilde stolt.
Med usikre skridt går hun ind i gården. Hun har lyst til at skrige og græde af fortvivlelse og sorg. Men hun har sin datter på armen. Hun kan ikke give efter for følelserne; hun skal tænke på barnet først. “Bare rolig, skat, vi er to nu. Jeg er ikke alene længere. Vi skal nok klare os sammen!” siger hun lavmælt til Signe, som hun trykker tæt ind til sig.
***
Ti år er gået. Det er snart jul. Mathilde suser rundt i køkkenet, og Signe betragter de snedækkede stier i haven fra vinduet.
Mor, hvorfor har jeg ingen mormor? Mine veninder praler altid med, at de skal besøge bedsteforældre til jul. De får gode gaver og bliver altid forkælet, siger Signe stille.
Vi har desværre ingen mormor mere. Hun nåede aldrig at møde dig, svarer Mathilde trist.
Men jeg burde have TO bedstemødre? fastholder Signe.
To? Ja, du har da ret. Ved du hvad, vi har faktisk en ekstra bedstemor! Skal vi ikke besøge hende til jul? Hun er sød og rar hun arbejdede i sin tid på fødeafdelingen, smiler Mathilde, da hun tænker på Birthe.
Sådan bliver det. Dagen efter rejser Mathilde og Signe til byen. På sygehuset beder de efter jordemoderen, Birthe.
Hun arbejder ikke længere her! fortæller den vagthavende sygeplejerske. Hun er gået på pension på grund af helbredet.
Åh nej. Vi er kommet langvejs fra. Har I ikke hendes adresse eller et telefonnummer?
Det må man jo ikke udlevere. Hvem er du, om jeg må spørge? spørger sygeplejersken.
Jeg er hendes niece, lyver Mathilde, vel vidende, at en fremmed ikke får oplyst adressen. Det er alt for længe siden, jeg har besøgt hende. Hjælp os, vær sød!
Vil du ikke nok hjælpe, vi vil så gerne se hende, beder Signe.
Okay, jeg ser, hvad jeg kan gøre, lover damen.
Efter et kvarter kommer vagten tilbage med et papir med adressen og ønsker dem held og lykke, og beder dem hilse Birthe fra personalet.
Tusind tak! Vi skal nok hilse, smiler Mathilde glad.
Med en taxa kører de til den angivne adresse. Mathildes hjerte banker, mens hun går op ad trapperne til 3. sal. “Bare vi ikke er kommet for sent ” tænker hun. Døren bliver næsten straks åbnet. Birthe står på dørtrinnet, heldigvis i fin behold.
God aften! Mathilde smiler nervøst.
Den ældre kvinde kigger længe på hende, forsøger at huske hvorfra.
Mathilde?! hvisker hun.
Ja! Og De har nærmest ikke forandret Dem! smiler Mathilde. Dette er Signe, kan du huske hende?
Naturligvis! griner Birthe. Hvorfor står vi dog herude? Kom ind, mine piger!
En halv time senere sidder de om bordet og snakker om livet der er meget at fortælle. Signe leger med Birthes kat og ser tegnefilm i sofaen.
Mathilde, I skal blive hos mig. Jeg er alene, og I er alene siger Birthe forsigtigt. Signe kan komme i en god skole, og du finder arbejde.
Jeg ved ikke Hvad med mit gamle hus? Jeg ville savne det. Ville du ikke hellere flytte med ud på landet? Så kan vi få en ko, og du kan få din egen lille have. Luften er frisk, der er en dejlig å og skoven om sommeren kan byen slet ikke konkurrere med, forsøger Mathilde.
Det lyder som en drøm! Jeg har altid ønsket mig et lille stykke jord, og en ko har jeg aldrig turdet drømme om! Birthe griner, hendes øjne stråler af glæde. Der er håb og et gammelt mod i dem.
Så er det afgjort! Du flytter med til os! Mathilde smiler.
Farmor Birthe, skal du så være hos os altid? Signe krammer den gamle dame.
Ja, jeg har altid drømt om sådan et vidunderligt barnebarn.
Næste dag drager kvinderne og Signe mod landet med tunge kufferter. Hver af dem er lykkelig på sin egen måde. Mathilde glæder sig over, at hun og datteren nu ikke længere er helt alene nu får Signe en rigtig bedstemor. Birthe havde aldrig forestillet sig, at hun sent i livet skulle få en familie og at hun skulle bytte byens travlhed ud med landlivets fred. Og Signe fryder sig over, at hun nu også kan besøge sin bedstemor til jul …
