“Dette er ikke noget tilfældigt affære, Freja. Jeg har levet et dobbeltliv i sytten år,” sagde Mads og drejede nervøst en blyant på sit skrivebord.
“Er det en joke, så er den særdeles dårlig,” svarede Freja forvirret.
De seneste uger havde hun mærket, at noget var galt med hendes mand. Mads havde altid været optaget af arbejdehyppige forretningsrejser til København, sene aftener på kontoret, en konstant nervøs energi. Men en datter? Hvor kom hun fra?
“Det er alvor. Det er min virkelighed. Eller rettere sagt, nu er det vores.” Han rejste sig og gik langsomt hen til vinduet.
“Hvad? Vi har været sammen i seksogtyve år. Vi har to vidunderlige voksne sønner, der studerer i udlandet. Vi har altid været den perfekte familie. Og nu fortæller du mig, at du har en femtenårig datter? Har jeg forstået det rigtigt?”
“Du har forstået det helt rigtigt, Freja. Men det er ikke alt.”
Hun stivnede, usikker på, hvordan hun skulle reagere.
“Hun skal bo hos os. Fra næste uge. Det er ikke til diskussion. Der er ingen andre muligheder.”
“Du spørger mig ikke engangdu præsenterer mig bare for et faktum. Hvis jeg siger nej, må jeg vel bare gå, ikke?”
“Vær nu ikke så dramatisk. Jeg vil ikke skilles. Sådan er tingene bare blevet,” sagde Mads træt.
“Hvis du er færdig, så går jeg. Jeg skal tilbage på arbejde, selvom min frokostpause tydeligvis er forbi,” svarede Freja køligt.
“Gå du bare,” mumlede Mads uden at vende sig om.
Hun forlod kontoret og holdt følelserne tilbage. Verden drejede omkring hende.
“Freja Nielsen, er du okay? Vil du have et glas vand?” spurgte den bekymrede sekretær.
“Nej tak. Bestil en taxajeg kan ikke køre,” svarede hun kort.
“Om fem minutter er der en bil ved hovedindgangen,” informerede den unge kvinde hende.
Freja takkede, trådte ind i elevatoren og lod tårerne endelig løbe frit.
Hun tastede et nummer.
“Line, jeg kommer ikke på arbejde i dag. Aflys alle mine møder. Gør hvad der skal gøres.”
Tyve minutter senere stod hun foran sin svigermors hus.
“Bodil, vidste du, at Mads har en datter med en anden kvinde?” spurgte hun skarpt.
Den ældre kvinde sukkede og nikkede.
“Ja, det ved jeg. Jeg mødte pigen, da hun var elleve. Kan du huske, da jeg fik et hjerteanfald? Mads var så bange, at han besluttede, at jeg skulle vide det.”
“Du kalder hende allerede din barnebarn? Fantastisk!” fnøs Freja.
“Hvad vil du have, jeg skal gøre? Afvise hende?” svarede Bodil roligt. “Havde jeg vidst det for femten år siden, havde jeg gjort alt for at stoppe det. Men pigen eksisterer. Mads’ blod løber gennem hendes årer.”
Freja stirrede på sin svigermor med smerte i blikket.
“Hvorfor sagde du ikke noget?”
“For at spare dig for den smerte, du føler nu,” hviskede Bodil.
Freja brast i gråd og kastede sig i hendes arme.
“Alt skal nok gå, min skat. Du er stærk.”
“Jeg skylder ingen noget!” skreg Freja pludselig. “Han har bygget et helt nyt liv, og nu skal jeg bare tilgive og acceptere det?”
“Du skal tale med din mand og finde ud af hele sandheden,” rådede svigermoren.
“Lige nu kan jeg ikke engang se på ham.”
En uge gik. De talte ikke sammen. Så en dag kom Mads hjem med pigen.
“Kom ind, skat, det her er dit hjem nu. Og det her er Freja Nielsen, din… anden mor.”
Freja knyttede næverne, men tvang sig selv til at smile.
“Det glæder mig at møde dig.”
Pigen så på hende med sine blå øjneen eksakt kopi af Mads’.
“Også mig. Jeg håber, vi bliver venner.”
Sofie var en høflig og klog pige. Efter et par uger havde Freja vænnet sig til hende. Men over for Mads forblev hun kold.
Få dage senere indgav Freja skilsmissepapirerne. Hendes svigermor støttede hende.
“Jeg havde gjort det samme,” indrømmede Bodil.
Sofie led meget. Freja besluttede at tale med hende.
“Sofie, lad os snakke.”
Pigen hulkede.
“Mor, bliv. Jeg elsker dig.”
Freja holdt hende tæt.
“Og jeg elsker dig, skat.”
Næste morgen kiggede Freja ind i Sofies værelse.
“Op med dig. Vi spiser morgenmad og går.”
“Hvorhen?”
“Det er en overraskelse.”
Tyve minutter senere gik de ned ad gaden.
“Hvor er vi?”
Freja standsede og smilede.
“Hos din mor. Vi køber blomster og takker hende for dig.”
Sofie krammede hende hårdt.
