Det her er ikke dit hjem Alberte så vemodigt på huset, hvor hun var vokset op fra barnsben. Som attenårig var hun allerede blevet desillusioneret over livet. Hvorfor var skæbnen så nådesløs mod hende? Mormoren var død, og hun kom ikke ind på universitetet – alt sammen på grund af pigen, der havde siddet ved siden af hende til eksamen. Hun havde skrevet alle svarene af fra Alberte, og da hun gik op for at aflevere sit svarark først, hviskede hun noget til eksaminatoren. Han rynkede brynene, gik hen til Alberte, bad hende vise sine svar – og meddelte, at hun blev bortvist for snyd. Det var umuligt at bevise hendes uskyld. Senere viste det sig, at den samme pige var datter af byens rigmand. Hvordan kan man vinde mod sådan nogen? Nu, efter så mange nederlag, dukkede moren pludselig op i hendes liv igen – med to halvbrødre og en ny mand. Hvor havde de dog været alle de år? Alberte var blevet opdraget af sin mormor, mens moren kun havde været der til Alberte var cirka fire. Og det var der ikke nogen rare minder fra; mens faren passede sit arbejde, gik moren ud for at more sig og lod lille Alberte alene hjemme. Selv som gift kvinde var hun altid på udkig efter “en rigtig mand”, og hun lagde ikke skjul på det – heller ikke dengang, eller bagefter, da Albertens far pludselig døde. Som enke sørgede Tamara ikke længe. Hun pakkede sine ting, efterlod sin fireårige datter på trappen foran mormors dør, solgte lejligheden efter den afdøde mand og forsvandt ud i det blå. Mormor Ragna prøvede forgæves at appellere til hendes samvittighed. Tamara kom på besøg nu og da, men interesserede sig ikke for Alberte. Da Alberte var tolv, lagde Tamara vejen forbi igen – denne gang med syvårige Slava, mens hun forlangte at moderen skulle overdrage huset til hende. – Nej, Tanja! Du får ingenting! – svarede moren bestemt. – Når du er død, bliver det alligevel mit! – rasede Tamara, kiggede irriteret på den datter, som havde lyttet til optrinnet inde fra naboværelset, og forlod huset sammen med Slava og et smækkende dørs lag i hælene. – Hvorfor skal I altid skændes, når hun kommer? – spurgte Alberte forvirret. – Fordi din mor er selvoptaget! Jeg har opdraget hende dårligt! Skulle have været strengere! – svarede Ragna vredt. Mormoren blev syg pludseligt. Hun havde aldrig klaget over helbredet, men pludselig en dag, da Alberte kom hjem fra skole, sad mormor bleg og stille i stolen på altanen. Aldrig før havde Alberte set mormor sidde uvirksom. – Er der noget galt? spurgte hun ængsteligt. – Jeg har det ikke godt… Ring efter lægen, Alberte… – bad mormor roligt. Så fulgte hospitalsindlæggelse, drop, og… døden. De sidste dage tilbragte Ragna på intensiv, uden besøg. I sin fortvivlelse kontaktede Alberte moderen, som i begyndelsen nægtede at komme, men da Alberte fortalte, at mormoren var på intensiv, indvilligede hun – og nåede kun at komme til begravelsen. Tre dage senere satte hun et testamente under næsen på datteren: – Det her hus tilhører nu mig og mine sønner! Oleg kommer snart. Jeg ved, at du ikke kan sammen med ham, så du må bo hos tante Gitte lidt. Der var ikke skyggen af sorg i moderens stemme. Det virkede næsten, som om hun var glad for, at Ragna var død – nu var hun jo arving! Alberte, slået ud af sorg, kunne ikke protestere. Testamentet var skrevet, så det var tydeligt nok. Så hun flyttede for en tid ind hos tante Gitte – fars søster – en sprudlende kvinde, der stadig jagtede en god mand og tit havde larmende, halvt berusede gæster. Det kunne Alberte ikke holde ud at se på, og nogle gæster viste også interesse for hende, hvilket skræmte hende. Da hun fortalte alt dette til sin kæreste, Peter, blev hun overrasket, men også glad over hans reaktion: – Jeg vil ikke finde mig i, at klamme gamle mænd glor på dig eller famler dig! – brummede han, og sagde beslutsomt, trods sine 19 år: – Jeg tager en snak med min far. Vi har en etværelses lejlighed i udkanten af byen. Far har lovet, jeg må bo der selv, når jeg kommer ind på universitetet. Jeg har holdt min del af aftalen, nu må han så holde sin. – Jeg forstår ikke, hvad det har med mig at gøre? – sagde Alberte forvirret. – Hvordan? Vi skal da bo der sammen! – Tror du dine forældre vil lade dig bo med mig? – De har ikke noget valg! I dag frier jeg til dig: Vil du gifte dig med mig – og flytte ind sammen med mig? Alberte var ved at bryde ud i gråd af lykke: – Ja, selvfølgelig! Nyheden om bryllup vakte glæde hos tanten, mens moderen nærmest hvæssede tænder: – Så nu skal du giftes, hva’? Se lige den frækkert! Ikke engang kommet ind på universitet, men finder en anden løsning! Du får ikke en krone af mig, og huset – det er MIT! Du får ingenting! Den reaktion sårede Alberte dybt. Peter forstod knapt, hvad der foregik, men trøstede hende. Han tog hende med hjem, hvor hans forældre begyndte at styrke hende med te og omsorg. Anders Simon, Peters far, lyttede opmærksomt til svigerdatterens fortælling. Så meget modgang på så kort tid! – Stakkels pige! Hvilken slags kvinde er din mor dog! – udbrød Peters mor. – Jeg undrer mig over noget andet… – sagde Anders Simon tænksomt. – Hvorfor klamrer hun sig så meget til det hus, når der nu er et testamente, og hun hele tiden bebrejder dig? – Jeg ved det ikke… – snøftede Alberte. – Hun har altid skændtes med mormor om huset, når hun kom. Først ville hun have det solgt og pengene, så ville hun ha’ mormor til at skrive det over til sig. Men mormor nægtede. Hun sagde, hvis hun gjorde det, ville vi ende på gaden. – Mærkeligt! Var du ved notaren efter mormors død? – spurgte han. – Nej, hvorfor? – For at få arveretten anerkendt. – Men arving er jo min mor, jeg er bare barnebarnet. Og hun havde testamentet. Jeg har set det. – Tingene er ikke så enkle, – sagde Anders Simon. – Vi tager sammen til notaren på mandag. Nu skal du hvile dig lidt. Alberte nåede at mødes med sin mor, som kom med nogle papirer og ville have hende til at skrive under. Men Peter greb ind: – Hun skriver ikke under på noget! – Og hvem er du så? Hun er voksen nok til selv at bestemme! – snappede Tamara. – Jeg er hendes kommende mand, og jeg vil ikke have hun skader sig selv. Så, ingen underskrifter foreløbig. Tamara begyndte at råbe, men måtte gå uden sin vilje. Episoden styrkede blot Anders Simons mistanke. Et par dage efter tog han Alberte med til notaren som lovet: – Lyt godt efter, og læs alt grundigt, før du skriver under! – sagde han. Notaren viste sig at være en hæderlig mand. Han modtog Albertens ansøgning, og allerede dagen efter fik de svar: Der var åbnet en arvesag på Alberte. Det viste sig, at Ragna havde en opsparing til Albertens uddannelse, som ingen vidste om. – Hvad med huset? – spurgte Anders Simon. – Huset har længe været overdraget til Alberte som gave. Andre papirer findes ikke. – Hvad? Som gave? – udbrød Alberte. – Din mormor fik huset overdraget til dig for flere år siden. Du fyldte 18 for nylig og har nu fuld råderet over ejendommen. – Men testamentet? – Det blev lavet syv år før, og så trukket tilbage. Din mor ved det sikkert ikke. Huset er dit, og du har ret til at bo der. Alle Anders Simons mistanker blev bekræftet. – Hvad skal jeg gøre nu? – spurgte Alberte forvirret udenfor. – Gør hvad? Fortæl din mor, huset er dit, og hun må flytte ud. – Hun gør det aldrig! Hun har allerede pakket mine ting for at smide mig ud! – Så må vi få politiet til at hjælpe! Da Tamara hørte om beslutningen, blev hun rasende: – Din ulykkesfugl! Vil du smide din mor ud? Det kan du godt glemme! Jeg har papir på det her hus! Testamentet siger, jeg arver! – Netop! Så skred ud herfra, ellers får du lov til at mærke mine næver! – råbte Oleg, der hele tiden havde fulgt balladen med had i øjnene. Anders Simon svarede roligt og bestemt: – Hvis du truer eller chikanerer, kan du blive meldt! – Hvad bilder du dig ind? Ud med jer – huset er sat til salg, om lidt kommer køberne for at se det! I stedet for købere kom politiet. De gennemgik situationen, og beordrede Tamara til at flytte – ellers ville hun blive politianmeldt. Tamara og hendes familie var arrige, men kunne intet stille op. Alberte flyttede hjem. Peter nægtede at lade hende bo alene, for han frygtede trusler fra moderens mand og flyttede ind. Og han fik ret. Tamara og Oleg gav længe ikke Alberte ro. Da Tamara hørte om bankkontoen, derefter gik hun til notaren og krævede sin del. Nogle af pengene måtte hun have lov til, men huset fik hun ikke. Først da hun havde talt med alle tænkelige advokater og vidste, at huset var tabt, lod hun sin datter være og rejste med familien hjem. Alberte så hende aldrig igen. Hun og Peter blev gift. Næste sommer kom hun ind på drømmestudiet, og på tredje år fik hun deres første barn. Hun var evigt taknemmelig over for sin mand og svigerfamilie, der havde støttet hende igennem alt – og resten af livet var hun lykkelig. Af: Odette

Det er ikke dit hjem

Kirstine kigger bedrøvet rundt i huset, hvor hun er vokset op. Hun er lige blevet atten, men føler allerede en stor skuffelse over livet. Hvorfor skal skæbnen være så streng ved hende? Mormor er død, og adgang til universitetet lykkedes ikke, fordi en pige ved den nærliggende pult snød til eksamen og afleverede først. Inden afleveringen hviskede hun noget til censoren, der straks så alvorligt på Kirstine, bad om hendes svarark og anklagede hende derefter for at snyde. Hun blev smidt ud af eksamen, uden mulighed for at forsvare sig. Senere fandt Kirstine ud af, at denne pige var datter af en lokal forretningsmand. Hvordan skulle hun kunne kæmpe imod en sådan en?

Efter så mange nederlag står hendes mor nu i døren med to småbrødre og endnu en ny ægtemand ved hendes side. Hvor havde de gemt sig de sidste mange år? Kirstine blev opdraget af sin mormor, hendes mor var kun nærværende indtil hun var fire år gammel. Dengang er der ingen rare minder; mens far arbejdede, overlod mor hende alene og tog ud for at more sig. Selv som gift var hun altid på udkig efter “en ordentlig mand” og lagde ikke engang skjul på det, heller ikke efter at Kirstines far pludselig døde.

Som enke sørgede Lene ikke længe. Hun pakkede sine ting, efterlod sin fireårige datter på mormors trappe og solgte lejligheden, der var arv fra hendes afdøde mand, for derefter at rejse væk i ukendt retning. Mormor Edith forsøgte forgæves at appellere til hendes samvittighed.

Lene kom forbi en sjælden gang, men Kirstine var åbenlyst uvæsentlig for hende. Hver gang hun kom, opstod der skænderier. Da Kirstine var tolv, kom hun med syvårige Jonas og krævede, at huset blev skrevet over på hende.

Nej, Lene! Du får intet! sagde Edith bestemt.

Når du dør, bliver det alligevel mit! svarede Lene koldt, sendte et irriteret blik mod datteren, der lyttede fra naborummet, greb Jonas og smækkede med døren bag dem.

Hvorfor skændes I altid, når mor er her? spurgte Kirstine sin mormor.

Fordi din mor kun tænker på sig selv. Jeg må jo have fejlet under opdragelsen, sagde Edith med forbitrelse.

Sygdommen tog mormor uventet. Hun havde aldrig klaget over helbredet. Men en dag, da Kirstine kom hjem fra gymnasiet, sad den ellers så travle Edith bleg i stolen på altanen.

Er der noget galt? spurgte Kirstine bekymret.

Jeg har det ikke godt Ring venligst til ambulance, min pige, svarede Edith roligt.

Derfra gik det stærkt: hospital, drop, død. De sidste dage tilbragte Edith på intensiv, og Kirstine måtte ikke besøge hende. Fyldt af rædsel for sit kæreste menneske, ringede hun til sin mor. Til at begynde med nægtede Lene at komme, men da Kirstine fortalte, at Edith lå på intensiv, ankom hun dog først til begravelsen. Tre dage efter stak hun et testamente i hånden på Kirstine.

Det her hus tilhører nu mig og mine sønner! Oskar kommer snart jeg ved godt, I ikke kommer ud af det med hinanden. Så kan du bo hos tante Grethe imens, ikke?

I hendes mors stemme var der ikke skyggen af sorg. Det virkede nærmest, som om Lene frydede sig over Ediths død nu var hun jo arvingen!

Kirstine, knust af sorg, var magtesløs overfor sin mor. Alt var skrevet tydeligt i testamentet, så det endte med, at hun først boede hos sin tante Grethe, sin fars søster. Men Grethe var en flyvsk sjæl, stadig i håbet om at finde sig en rig mand, så der var ofte gæster og larm i hjemmet og Kirstine magtede ikke at være i det miljø. Nogle af mændene begyndte at vise interesse for hende noget, som forskrækkede Kirstine dybt.

Da hun fortalte alt til sin kæreste, Rasmus, reagerede han med noget, der overraskede og glædede hende:

Jeg vil ikke have, at gamle mænd stirrer på dig eller prøver på noget! sagde han indigneret, og, til trods for sine kun nitten år, fortsatte han bestemt: Jeg taler med min far i dag. Vi har en etværelses lejlighed i udkanten af Aarhus. Far har sagt, jeg må bo der, når jeg kommer ind på universitetet. Jeg har holdt min del nu må han holde sin.

Men, hvad har jeg med det at gøre? svarede Kirstine fortumlet.

Det er åbenlyst! Vi skal bo der sammen!

Tror du, dine forældre tillader det?

De har intet valg! Jeg frier officielt: Vil du gifte dig med mig og bo sammen med mig?

Kirstine begynder næsten at græde af glæde:

Ja, selvfølgelig ja!

Da tanten hørte om det kommende bryllup, blev hun begejstret, mens moren var nærmest rasende:

Nå, så skal du giftes? Du kan ikke komme ind på universitet, så du prøver dig ind på anden vis! Du får ikke en krone fra mig! Og huset det er mit! Du får ingenting!

De ord sårede Kirstine dybt. Kun med besvær kunne Rasmus forstå hendes gråd. Han tog sin grædende forlovede med hjem, hvor hans forældre straks tog sig kærligt af hende.

Anders Simonsen lyttede opmærksomt til svigerdatterens fortælling hold da op, hvor var hun blevet udsat for meget på få måneder.

Åh, min stakkels pige! Hvad er det dog for en kvinde! udbrød Rasmus mor, Inge, da hun hørte, hvad Lene havde sagt.

Men noget undrer mig sagde Anders tænksomt. Hvorfor hænger hun sådan i huset, hvis der er testamente, og hvorfor bliver hun ved med at skælde dig ud?

Jeg ved det ikke snøftede Kirstine. De skændtes altid om huset. Først ville mor have, at mormor skulle sælge det og give hende pengene, senere forlangte hun, at det skulle skrives over på hende. Men mormor sagde, at så ville vi begge ende på gaden.

Det hele lyder mærkeligt. Gik du til skifteretten efter Edith døde?

Nej, hvorfor skulle jeg? undrer Kirstine.

For at afklare arveretten.

Men arving er jo min mor. Jeg er kun barnebarn. Mor har testamentet, jeg har set det.

Det er mere kompliceret, svarer Anders. Efter weekenden går vi sammen til skifteretten. Lige nu trænger du bare til hvile.

I mellemtiden møder Kirstine sin mor, som kommer med nogle papirer og forsøger at få hende til at skrive under. Rasmus blander sig:

Hun underskriver ingenting!

Hvem tror du, du er? Hun er voksen og beslutter selv! protesterer Lene vredt.

Jeg er hendes kommende mand, og jeg mener, det kan skade hende. Derfor skal Kirstine ikke skrive under på noget nu.

Lene vælter ud med fornærmelser, men må gå uden underskrifter. Situationen bekræfter kun Anders mistanke.

Nogle dage senere tager Anders Kirstine med til skifteretten:

Lyt godt efter, men læs alt grundigt igennem, før du skriver noget under!

Men sagsbehandleren er grundig. Han modtager Kirstines erklæring, og allerede dagen efter får de svar: der er oprettet et arvesag på Kirstine. Det viser sig, at Edith havde en opsparing stående til at betale for Kirstines uddannelse, hvilket Kirstine intet anede om.

Hvad så med huset? spørger Anders.

Huset blev overdraget til Kirstine for flere år siden via gavebrev. Ingen andre dokumenter findes.

En gave? forbløffes Kirstine.

Din mormor opsøgte os for at sikre, at huset tilhørte dig. Og du er myndig, så du råder nu fuldt over boligen.

Men testamentet?

Det er fra syv år før og blev annulleret bagefter. Din mor ved det formentlig ikke. Huset er dit, du må bo der, som du ønsker det.

Anders mistanker stemte.

Hvad så nu? spørger Kirstine forvirret udenfor.

Nu fortæller du mor, at huset er dit, og hun skal flytte.

Hun gør det aldrig! Hun har allerede pakket mine ting for at smide dem ud!

Ja, men det er det, politiet er til for!

Lene bliver rasende, da hun hører det:

Din utaknemmelige unge! Vil du smide din egen mor ud? Pak selv dine ting og skrid! Tror du, jeg tror på dine løgne? Din kæreste og hans far har fyldt dig med sludder! Jeg har papir på, at jeg har ret til huset! Et testamente siger, jeg arver!

Ja, så forsvind herfra, ellers får du tæv, råber Oskar, Lenes mand, rasende. Anders og Kirstine bliver stående.

Dem der truer, kan straffes, pointerer Anders roligt, men bestemt.

Hvem tror du, du er? Skrid, det her hus er til salg! Om lidt kommer der købere!

Men i stedet kommer politiet. Efter at have sat sig ind i sagen, pålægger de Lene og hendes familie at forlade huset, ellers venter en sag. Lene raser sammen med sin mand og drenge, men må give sig over for myndighederne. Endelig vender Kirstine tilbage til sit hjem. Rasmus nægter at lade hende være alene og flytter ind.

Han får ret Lene og Oskar lader Kirstine ikke være i fred længe. Da Lene hører om opsparingen, forsøger hun også at få del i den. Der er ikke noget at gøre ved det en del af pengene går til hende. Men huset må hun opgive, uanset hvilke metoder hun forsøger. Da hun har rådført sig med alle advokater hun kan finde, opgiver hun og flytter væk sammen med sin familie. Derefter har Kirstine ingen kontakt med sin mor længere.

Kirstine og Rasmus bliver gift. Næste sommer kommer hun ind på universitetet på sin drømmelinje, og på tredje år får de deres første barn. Hun er evigt taknemmelig for Rasmus og hans familie, der støttede hende, da livet var sværest, og hun lever lykkeligt i mange år.

Forfatter: Odette

—

—

Gådehuset

Huset var gammelt, men velholdt. Det havde ikke stået tomt længe, og var ikke blevet forsømt endnu. “Gudskelov!” tænker Birgitte. “Jeg har ingen mand for tiden og får det nok heller aldrig igen. Jeg er ikke en af de der kraftfulde danske kvinder, der både kan slå søm i, standse en løbsk hest og gå gennem ild for at redde andre!”

Hun går op ad trappen, tager nøglen fra tasken og låser den tunge hængelås op.

***

Birgitte forstår ikke helt, hvorfor hun har arvet det her hus fra gamle Tante Anna. En ældre slægtning, men ikke nær. Det virker mærkeligt, men man ved jo ikke helt, hvad der foregår i hjernen på gamle folk som hende. Anna var vel nær de hundrede, efter Birgittes skøn. Birgitte er måske grandniece, måske halvt kusine, i hvert fald “familien syerske og kok”.

Hun besøgte Anna et par gange i ungdommen, hvor Anna allerede var godt oppe i årene, men hun boede altid alene. Hun bad sjældent familien om hjælp, og klarede sig selv. Så døde hun pludselig.

Da Birgitte fik opkaldet om, at hendes gamle tante i landsbyen Gåden var død, tog det hende et øjeblik at huske, hvem Anna egentlig var. Og slet ikke havde hun regnet med, at hun ville arve huset og de 1200 kvadratmeter grund.

En gave til din pension! grinede Birgittes mand, Henrik.

Nå ja, til pensionen er der jo uden ende, fnes Birgitte. Jeg er kun fireoghalvtreds, og når jeg endelig bliver tres, har de sikkert hævet pensionsalderen igen. Så det er vel bare en gave. Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg skal have den. Jeg vidste ikke engang, at Anna stadig var i live. Tænkte, hun for længst var død. Men man skal jo ikke være kræsen. Gaver modtages med tak.

Eller vi kan sælge den! sagde Henrik og gned sig i hænderne.

***

Heldigvis gjorde de det ikke. Et par måneder efter, at Birgitte var blevet jordbesidder, fik hun en anden overraskelse langt mindre behagelig end arven. Hendes elskede Henrik var hende utro. Ja det skulle man ikke tro. Gråskæg, krisealder, skjulte sten i lommenEfter skilsmissen flyttede Birgitte alene ind i huset i Gåden. Den første nat føltes væggene for tynde, mørket udenfor for tæt, stilheden næsten trykkende. Men efterhånden som ugerne gik, begyndte hun at lægge mærke til små detaljer, hun ikke havde set ved første øjekast: det slidte dørtrin, hvor nogen måtte have gået tusindvis af skridt; en broderet dug i farverige mønstre hun genkendte som Annas håndarbejde; og lyset, der om eftermiddagen sivede gennem de gamle glasruder og lokkede støvet ind i dans.

En dag støder hun på en kasse i loftrummet. Indeni finder hun breve, billeder, opskrifter og små håndskrevne notater fra Anna. Nogle er skrevet til familie, andre til venner, flere blot til huset, som om Anna havde talt med murene og træværket. Birgitte læser de første sider:

Kære hus, tak fordi du holder mig blød og stærk. Tak fordi du passer på minderne og ikke fortæller nogen, hvad vi har gemt sammen.

Det går op for Birgitte, at huset ikke blot var et hjem det var et fristed for dem, der følte sig overset og forkerte. Anna havde valgt hende, fordi Birgitte selv altid havde set mere, end hun sagde. Det slog hende pludselig, at hun aldrig behøvede at være den kraftfulde kvinde med hammer og ildhu hun var netop den blide, nærværende kvinde, som et ældre hus kunne have glæde af.

Sommeren førte liv tilbage i murene. Birgitte fik en lille køkkenhave, og naboerne begyndte at kigge forbi med æg, saft og historier om Anna. Hun deltog i byfesten først modvilligt, siden med blussende kinder og latter. Snart var huset fyldt med liv igen; ikke spektakulært eller dramatisk, men varmt og roligt. For første gang i mange år vågnede Birgitte let, fyldt af forventning, ikke tomhed.

En stille aften, med te på bordet og Annas gamle dug under koppen, læner hun sig tilbage og ser ud over haven. Underligt nok føltes huset nu som det allermest rigtige sted på jorden. Og da vinden en sensommeraften får stuegardinet til at blafre, synes hun næsten, at hun hører Annas stemme, blød og glad: Velkommen hjem.