**Den Ønskede Drøm**
Vi flyttede ind i en lejlighed næsten midt i København.
“Kan du lide den?” spurgte han, mens han åbnede døren for hende.
Lejligheden var stor og elegant.
“Hold da op,” udbrød hun forbløffet, “den er fantastisk! Og se lige udsigten fra vinduet!”
“Men det må da koste en formue?”
“Mærkeligt nok, ikke så meget. En gammel mand lejede den til mig. Han sagde, han boede på en gammel sommerhus ude på landet.”
“Åh, lad nu være, det betyder ikke noget. Jeg elsker det her,” sagde hun og smilede til ham med varme, brune øjne.
Om morgenen kørte han tidligt afsted, mens hun efter en kop kaffe besluttede at mødes med sine veninder.
Efter han var kørt, føltes det underligt at være alene i det fremmede, uindrettede hjem.
Et par gange fik hun en ubehagelig fornemmelse af, at nogen stod bag hende, men hun skubbede tanken væk.
Hun tog nogle solofotos foran de gamle malerier og antikviteter, klædte sig på og tog afsted.
Veninderne var begejstrede, da de kiggede på billederne:
“Hør her, det lysekrone er helt utroligt!”
“Se de malerier! Vent, hvem er det? Der står nogen bag dig.”
Hun kiggede på fotoet. Og ja, bag hende var der en uklar silhuet af en gammel kvinde.
“Hvad er dét?” udbrød veninderne og så på hinanden.
“Slap nu af, det er bare en skygge,” sagde hun og forsøgte at virke afslappet, men hun følte sig alligevel urolig. Hun huskede frygten fra morgenen.
Den næste uge fløj forbi. De varme aftener tilbragte de med at gå langs havnen, spise is og gå hjem til deres nye hjem. Hun begyndte at vænne sig til det.
Weekenden tilbragte de hjemme. Regnen trommede mod ruderne. De bestilte pizza og så gamle film.
Han faldt i søvn på sofaen, og hun lod sig også falde i søvn ved siden af.
Et tordenskrald vækkede hende, og et lyn oplyste rummet. Da så hun den gamle kvinde stå foran sig.
Han sov, mens hun, lammet af skræk, ikke kunne få et ord frem.
“Nå, unge frue, hvordan føler du dig her?” hviskede den gamle kvinde og fortsatte uden at vente på svar:
“Har du ønsket dig noget på det nye sted?”
“N-nnej,” stammede hun og krummede sig sammen i sofaen.
*Hvilket ønske? Vi har det godt, han tjener godt, og vi lejer endda vores egen lille lejlighed ud. Det eneste, der mangler, er et barn IVFen har ikke virket endnu.* Tankerne susede gennem hendes hoved.
Et nyt tordenskrald fik hende til at ryste, og da lynet lyste op igen, var den gamle kvinde væk.
Hun vidste ikke, hvornår hun faldt i søvn igen.
Morgenen mødte dem med solskin og blå himmel. Kun regndråber på vinduerne mindede om natten storm.
“Jeg sov så godt på sofaen, hvad med dig?” spurgte han, mens han skummede mælk til kaffen.
“Jeg også,” smilede hun.
Hun følte sig helt rolig hvad der skete om natten, måtte have været en drøm.
“Forresten, hvad synes du om lejligheden? Jeg er virkelig faldet til her.”
“Ja, jeg føler mig hjemme. Jeg vil ikke ændre noget.”
For et par år siden, efter endnu en mislykket IVF, havde psykologen anbefalet dem at leje et nyt sted. For at få en følelse af fornyelse. Dette var deres tredje lejebolig.
Tiden gik, og nytåret nærmede sig. Den 31. december fortalte han, at den gamle mand ville komme for at hente penge til de næste seks måneder.
“Underligt at komme om aftenen på nytårsaften,” bemærkede hun.
“Åh, han er gammel og sær. Lad ham komme.”
Den gamle mand dukkede op med en kage hendes yndlingskage, faktisk. De satte vand over til te.
Mens de drak te, begyndte det at sne kraftigt udenfor, og hun tilbød uventet:
“Bliv her og fejr nytår med os. I kan da ikke gå ud i det her vejr. Og så er det hyggeligere for os vi er jo næsten tre,” tilføjede hun med et smil.
Klikken fra uret lød, og fyrværkeri fyldte himlen. I spejlets dyb så hun den gamle kvinde igen. Hun smilede til hende, vinkede og forsvandt i et hav af farver.
Hun nåede lige at smile tilbage og vinke diskret.
Hun så den gamle kvinde aldrig igen.
**P.S.**
Flere år senere mødte jeg en gammel bekendt på Strøget.
“Hey, husker du det par, der lejede den lejlighed?” spurgte jeg.
“Ja, sjove mennesker. De bor der stadig. Men her er det sjove den gamle mand, ejeren, bor nu også hos dem. Han er meget gammel, men han passer deres lille dreng som sin egen barnebarn. Hans kone døde, og de fik aldrig børn selv.”
Sådan kan det gå.
