Hvad hedder du, smukke? Fremmeden satte sig ned ved siden af pigen. Signe! svarede pigen. Og dig? Jeg hedder Morten, din mor og jeg skal bo sammen nu. Fra nu af er vi dig, mig og din mor én familie!
Kort efter flyttede min mor og Signe ind hos Morten. Stedfar havde en stor lejlighed i København med tre værelser, og Signe fik sit eget værelse. Morten var venlig, han købte altid slik og legetøj til hende, mens hendes far kun ringede, når han ville skændes med hendes mor.
Senere fortalte min mor Signe, at hendes far havde fået en ny familie og flyttet væk. Signe blev ked af det, for hun havde elsket sin far. Min mor kunne godt råbe eller slå hende på bagdelen, men faren havde aldrig gjort sådan noget. Signe huskede tydeligt, da hendes forældre blev skilt, og moren råbte ad faren og forsøgte endda at slå ham. Noget, der tydeligt havde sat sig fast hos pigen, var den sætning, som moren sagde til hendes far til sidst:
Du skal ikke tro, at du var den første til at narre mig. Du har været en kronhjort længe!
Så pakkede min mor sine ting, og vi tog hjem til min mormor. Signe forstod ikke, hvorfor hendes far skulle have gevir, han var jo skaldet og havde ikke engang hår. Mor og far gik fra hinanden for evigt.
Det gik godt mellem Morten og Signe, indtil hun begyndte i første klasse. Signe kunne ikke lide skolen, lavede ballade i frikvarteret, og hendes forældre blev tit indkaldt til samtale nogle gange måtte Morten gå i stedet for min mor. Han tog hendes skolegang meget alvorligt og hjalp ofte med lektierne.
Du bestemmer ikke over mig, du er ingenting for mig! kunne Signe sige, præget af sin mormors ord. Jo, jeg er din far nu, for jeg sørger for mad og tøj til dig svarede Morten.
Da Signe fyldte ti, vendte hendes far tilbage til byen. Dengang vidste hun allerede, hvad det vil sige at have gevir på hovedet. Hans anden kone må have gjort det samme, så nu er han også blevet smidt ud, sagde min mor dengang. Da faren kom tilbage, spurgte han om lov til at se Signe. Mor sagde ja, og både Signe og faren glædede sig til at mødes.
Hvordan har I det? spurgte faren. Ikke så godt, min stedfar skælder mig altid ud svarede Signe. Han har da ingen ret til at råbe af dig, han betyder ingenting for dig! svarede faren vredt. Ja, mormor siger det samme, men det er ligemeget for ham. Signe overdrev, for Morten havde faktisk aldrig råbt af hende. Hun ville bare have sin far til at bekymre sig. Okay, det tager jeg mig af svarede faren. Da de gik tur i Fælledparken, opdagede de, at der kun var otte gynger børnene måtte bruge selv, mens de andre kun måtte bruges med voksne. Men faren ville ikke med Signe i karrusellen. Så fortalte Signe sin far, at hendes fødselsdag nærmede sig, og at hun drømte om en ny mobiltelefon. Da moren kom for at hente hende, forklarede hun, at Morten aldrig råbte, men faren ville ikke høre det.
Min far er virkelig nærig! sagde Signe til Morten. Han købte ingenting til mig i parken, kun en is. Vi gik bare en tur. Morten, du er bedre end min far. Lad os gøre det godt igen og tage i Legeland på lørdag!
Desværre blev turen aflyst, fordi Morten fik problemer på sit arbejde og blev nødt til at arbejde over. Han ignorerede også ønsket om den nye mobil.
Far, Morten har snydt mig! græd Signe til sin far. Han lovede at tage mig med til Legeland og købe en ny mobil, men nu siger han, at jeg ikke fortjener det.
Selvom det var løgn, virkede det! Faren købte straks en smartphone til hende. Sidst havde han ignoreret hendes hints, men denne gang gik han all in, selvom han kun havde råd til den billigste model.
Kunne du ikke vente til din fødselsdag? sagde Morten. Jeg ønsker mig en hund! svarede Signe. Åh nej, så skal du gå tur med den, og det har du nok ikke lyst til, som sædvanligt! svarede stedfar.
Efter de ord blev Signe hys, ringede til sin far og klagede: Far, kan du ikke hente mig? Morten blander sig og vil bestemme over mig! skreg hun.
Derefter begyndte alle at skændes og prøve at finde ud af tingene. Til sidst endte Signe hos sin mormor, og min mor kom senere med sine ting og sagde, at hun ville gå fra Morten. Faren vendte tilbage til sin kone, for nu var hun blevet gravid igen. Nu får Signe hverken en ny smartphone eller en hund, og mormor ville sikkert ikke engang lade hende få en kat!
I dag forstår jeg, hvordan ensomhed og jalousi kan få et barn til at strække sandheden. Nogle gange kan et lille barnemetoder vende op og ned på voksnes liv, og dybest set ønsker vi bare tryghed og omsorg.
