Det hele begyndte med, at min mors nabo ringede til mig.

Det hele startede med et opkald fra min mors nabo.
Mille, hej.
Goddag, Inger-Margrethe, svarede jeg lettere forvirret.
Hvordan går det? Og ungerne? fortsatte hun i den der hyggesnakstone.
Det går så fint, tak, sagde jeg, men mærkede nervøsiteten stige.
Naboer ringer jo sjældent bare for at sludre. Og, ja, min mavefornemmelse tog ikke fejl.
Mille, hvornår har du sidst besøgt din mor?
Samvittigheden ramte som en mursten. Jeg sukkede tungt. Vi havde boet hver for sig i efterhånden mange år. Siden sønnen begyndte i skole, havde jeg haft travlt i hamsterhjulet.
Morgenmad til alle, børn i skoletøjet, afsted. Så på arbejde hele dagen, hjem med DSB, forbi supermarkedet, bære tasker og undgå cykler på Strøget. Så står den ellers på madlavning, familiehygge, opvask og lektietjek. Når aftenen kom, lignede jeg en brugt karklud hvem gider så tage på visit? Og i weekenden havde jeg nok at gøre med vasketøj, støvsugning og at stjæle tre minutters sofa-tid. Vi kom faktisk sjældent over til mor, indrømmet.
Det er længe siden, Inger-Margrethe, indrømmede jeg. Jeg har haft det på to-do-listen længe. Skulle faktisk forbi på lørdag
Har du ikke lagt mærke til noget mærkeligt ved hende? spurgte hun forsigtigt.
Hvad tænker du på? prøvede jeg at lyde tilforladelig, men spændingen i min stemme var til at tage og føle på.
Altså har hun opført sig anderledes for nylig?
Nej, iskoldt indeni. Ikke umiddelbart. Hvad vil du frem til?
Åh ja, Mille stammede Inger-Margrethe. Måske skal jeg ikke blande mig
Hvad i alverden er der sket?! udbrød jeg. Mit sind var allerede i gang med at male skrækscenarier.
Din mor har mistet forstanden på sine gamle dage! røg det ud af hende.
Ej, nu må du stoppe! Hvad får dig til at tro det?!
Hun har fundet sig en mand! Hun har en kæreste, Mille, hun har indledt et forhold!
Det passer ikke! Jeg begyndte at fnise. Mor er da over halvfjerds, hun er jo ikke med i Gift ved første blik!
Du skal ikke være så sikker, unge dame, mumlede hun fornærmet. Jeg har set det med mine egne øjne!
En elsker?!
Ik helt jeg mener, det var din mor, jeg mødte, og hun fortalte selv dét hele! snakkede Inger-Margrethe nu i munden på sig selv. Lyt nu.
Vi stødte på hinanden i går nede foran Netto. Hun kom farende, opdagede mig dårligt nok. Jeg råbte hende an, og hun sagde: Undskyld, Inger, jeg har vildt travlt. Skal købe fisk til frokost, tænkte på om jeg skulle tage torsk eller kuller, hvad mener du? Jeg stod helt paf: Birgitte, du har da aldrig kunnet fordrage fisk! Hun svarede: Det er heller ikke til mig, det er til Svend. Han er helt vild med fisk, han gnaver sig igennem, så det knaser! Og hun lyste helt op. Forstår du nu?!
Måske det kunne jo bare være en bekendt, prøvede jeg forvirret, mens jeg tænkte febrilsk over, om jeg kendte nogen Svend fra mors omgangskreds der var ingen!
Bekendt?! Næ nej, hør nu Mille! Han bor hos din mor. Tænk hvis han er en hjemløs, en tidligere indsats, alkoholiker eller endnu værre! Mekanismen i landet er jo ikke som i 80erne! Hvor ofte finder dansen i dag normale mænd tilfældigt på gaden?!
Rystet blev jeg stående og vidste slet ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Inger-Margrethe boblede videre:
Birgitte sagde: Jeg gik ned ad gaden, så en våd stakkel ligge i en regnpyt kun øjnene rørte sig. Da han så mig, rettede han ryggen og så helt stolt ud. En sand mand. Jeg tog ham med hjem, vaskede og kælede for ham, og nu nu er han en rigtig flot fyr Så ja Mille, hvis jeg var dig, så ville jeg nok lige undersøge, hvad det er for noget. Hurtigst muligt!
Tak fik jeg fremstammet og afbrød samtalen.
Jeg kunne ikke tænke klart. Billeder af mor, der hjemfører en trist og våd drukkenbolt, hjemløs eller svindlertype, fyldte min fantasi. Jeg ventede utålmodigt på at min mand kom hjem, så jeg kunne indkalde til krisemøde.
Min mor har fået sig en kæreste, sagde jeg uden omsvøb.
Han hedder Svend, forklarede jeg, og fortalte om Inger-Margrethes samtale.
Min mand stirrede vantro. Så fik han et håbefuldt blik i øjnene:
Måske finder den gamle sladretante bare på noget? Har du talt med din mor?
Ikke endnu, måtte jeg indrømme.
Så ring dog! Måske er der ikke noget galt.
Fyldt med nervøs håb tog jeg telefonen og satte den på højttaler.
Hej, sagde jeg, da jeg hørte mors stemme.
Åh Mille, hej! Hvordan går det?
Mor er du alene?
Nej, klukkede hun glad. Jeg sidder her med Svend.
Mit hjerte lavede et ordentligt hop. Hvilket bekræftede alt!
Hvor har du fundet ham? spurgte jeg, prøvede at lyde kontrolleret, men stemmen rystede.
Åh, det er en skøn historie! svarede hun uden antydning af skam. Jeg fandt ham faktisk ude på gaden. Han var våd, sølle og magtesløs. Jeg kunne ikke bare gå forbi det skar i mit hjerte. Nu har jeg selskab! Det er da rart med lidt mandfolk i huset. Du skulle bare se alt det, han kan finde på! fnisede hun.
Jeg faldt udmattet ned på stolen. Var det nu, det definitive sammenbrud havde sat ind?
Mor, sådan kan man ikke gøre, tog jeg mig sammen. Man kan da ikke bare samle folk op på gaden og tage dem med hjem. Du må sende ham væk!
Mille, skam dig! Man har ansvar for dem, man har gjort tamme, ved du da! Desuden besøger I mig så sjældent, og jeg bliver altså ensom. Nu har jeg fået livsglæden igen! Svend bliver her, punktum! og hun lagde på.
Min mand kom straks på benene:
Det kan vi altså ikke bare lade stå til! På med frakken, vi tager over til din mor!
Jeg løb rundt i lejligheden og kunne knap nok finde trøjen. Min mand var lige så stresset:
Din mor er for god af sig! Enhver skør fidusmager kan snøre hende. Tænk, hvis han vil tage lejligheden fra hende! Svend, altså! Jeg skal fanme se den Svend!
En halv time senere parkerede vi foran mors opgang i Århus, og min mand greb et brækjern fra bagagerummet (det lå der jo fra sidste flytning) og vejede det i hånden.
Skal vi nu også til at være gangstere? spurgte jeg forskrækket.
Man ved aldrig, mumlede han. Hvis Svend ikke flytter sig frivilligt
Ingen vold! tiggede jeg, og forestillede mig de værste TV2 Nyheder.
Vi trampede op ad trapperne, og min mand brølede fra gangen:
Nå, hvor er han!?
I stuen, han ligger og sover i min stol, svarede mor undrende.
Han stormede ind. Jeg slæbte mig bagefter.
I mors gode lænestol lå… en kæmpestor rød hankat og snorkede højlydt, med halen svøbt om kroppen. Da vi stormede ind, satte han sig op, strakte sig og så på os med gule øjne.
Det her er Svend, sagde mor med et smørret grin.
Det er jo en kat! råbte vi nærmest i kor.
Ja, det kan du da tro! Hvad troede I ellers? Mor lo så hele ejendommen kunne høre det, mens Svend spandt som en traktor.