Det havde jeg ikke forventet af min mand
Karen, vi bliver nødt til at gøre noget… sukkede Birgitte ned i telefonrøret.
Hvad er der nu galt? spurgte lillesøsteren, Trine, en smule bekymret.
Birgittes opkald satte straks nerverne lidt på kanten.
Normalt skrev de kort sammen på sms eller via Messenger, men nu havde Birgitte insisteret på et vaskeægte telefonopkald.
Mor kan altså ikke længere bo alene.
Hvis du snakkede med hende lidt oftere, ville du vide det, sagde Birgitte bebrejdende.
Ja, hold nu op! Lad os komme til sagen. Hvad er det, jeg ikke ved?
Birgitte sukkede igen. Det var typisk Trine straks at gå i forsvarsposition hun havde i årevis insisteret på selvstændighed og nægtede blankt enhver indblanding.
Jeg minder dig bare om, at mor fylder 73 år i år. Hendes blodtryk ryger op og ned hele tiden, og hun er nærmest konstant træt.
Hun klarer dårligt selv at lave mad og gøre rent kun med stor anstrengelse for ikke at tale om, at det ikke er hver dag, hun magter at gå ned til bageren efter rugbrød.
Vi må takke naboen, fru Jensen, for at komme med ting til hende engang imellem.
Prøver du at sige, at mor sulter? spurgte Trine mistænksomt.
Nej, selvfølgelig ikke! Jeg er også selv forbi hver anden uge med alt, hun mangler. Men det, jeg mener, er, at vores mor efterhånden ikke kan være alene uden hjælp.
Hvis hun nu faldt og brækkede noget hvordan skulle vi klare det? Med hendes størrelse ville det være nær umuligt.
Søstrene blev stille.
Anna Jensen havde altid været rund, allerede som yngre, og med årene var der kun kommet flere kilo på.
Hun holdt meget af god mad, og de mindste bemærkninger om diæt gjorde hende ofte ked af det, uanset hendes helbred.
Og så føler hun sig meget ensom. Hun er nærmest ulykkelig hver gang, jeg tager hjem. Hun klager over, at alle har glemt hende… fortsatte Birgitte opgivende. Det er ikke til at bære mere.
Så hvad foreslår du egentlig?
Ældste søster var stille, og samlede sig samtalerne med Trine blev sværere for hvert år.
Jeg synes, du skal flytte hjem til hende.
For fanden, hvorfor er det altid mig? Hvorfor kan du ikke? Nå vent, jeg ved det du har jo Jesper, verdens bedste mand, og hans søn Magnus på 25, nærmest stadig hjemmeboende. Ikke sandt?
Trine, kan vi ikke lige lade være med det?
Du vil altid bestemme alting på alle andres vegne! Og mig er der ingen, der tænker på! Trine råbte næsten.
Birgitte blev vred.
Husker du slet ikke, hvordan mor slet ikke fik hvile, da far lå syg, og hun rendte ud og ind mellem landsbyen og byen til dig og Line? Hun hjalp med madvarer, hun sad barnepige, så du kæreste datter! kunne både arbejde og slappe af! Klarede du dig dårligt dengang? Var der noget, du manglede?! Nej vel?!
Trine blev tavs. Birgitte havde ret. Sådan var det jo dengang efter det kortvarige ægteskab med Lines far, og svigermor den rareste dame! havde storsindet ladet hende og barnebarnet bo i lejligheden, indtil Line blev myndig.
Svigermor tog aldrig rigtig del i deres liv, og Lines far betalte knapt nok børnebidrag, så Trine måtte slide som en hest for at få det til at hænge sammen.
Morens hjælp havde virkelig været guld værd, men skulle hun nu have det tæsket i hovedet resten af livet?
Efterfølgende kunne de blive boende til Line blev myndig, og så blev de bedt om at finde et andet sted.
Line startede på HF i Odense og havde allerede fået en kæreste, og Trine besluttede at nu skulle livet ændres hun drog til København for at finde et arbejde.
I flere år havde hun levet som lejer i Valby, hoppet fra job til job det var ikke nemt at finde et fast arbejde, når man var 40 plus!
Men hun var tilfreds, og havde ingen intentioner om at vende hjem til landsbyen.
Hvad ved du overhovedet om at opfostre et barn alene? skød hun tilbage, præcist som hun vidste, det stak. Prøv det først, så kan du komme og belære!
Nu blev Birgitte stille.
Hendes liv havde flasket sig meget godt. Efter handelsskolen blev hun bogholder i Odense og satsede på et fornuftigt ægteskab.
Men det var ikke let. Enten var mændene drukkenbolte, mors drenge eller snyltere.
Først da hun var 39 mødte hun Jesper tre år ældre, enkemand, med en søn, Magnus, på ti.
Jesper arbejdede som elektriker i boligforeningen og kunne fikse alt lempede økonomien gevaldigt ved at tage småjobs rundt omkring.
Han hverken drak eller snakkede for meget faktisk var han lidt barsk men grundig og ordentlig til fingerspidserne.
Birgitte blev hovedkulds forelsket. Efter et års tid flyttede de sammen, og hun gjorde alt for at gøre ham tilfreds.
Det lykkedes også efterhånden at blive gode venner med Magnus, og hun vogtede over dem begge som en høg.
Selv havde hun gerne ville have et barn, men det var ikke blevet sådan, så Jesper og Magnus blev alt for hende.
Det liv ville hun ikke bytte for noget.
Jeg har foreslået mor at flytte ind hos os, sagde Birgitte dæmpet, stemningen blev vemodig men hun vil ikke engang høre tale om det.
Hvad? Og Jesper, dit et og alt, han ville gerne have svigermor boende i lejligheden? drillede Trine. Eller du spurgte ham slet ikke først? Vidste jo, mor ville sige nej?
Trine! Drop det nu. Det er alvorligt.
Jeg har bestemt hørt nok, mumlede Trine og lagde på.
Ja, der var virkelig ikke mere at tale om.
Birgitte sad lidt med telefonen og stirrede frem for sig. Hvis Trine dog bare kunne flytte hjem til mor…
Så kunne hun selv hjælpe til både med penge og indkøb. Og Trine ville måske også kunne finde fjernarbejde internetforbindelsen i den lille fynske landsby fejlede faktisk ikke noget.
Men Trine havde aldrig været nem. Det var umuligt at tvinge hende, selvom hun nu var midaldrende.
»Har talt med mor. Hun siger, hun har det fint og ikke behøver hjælp. Stop nu det pjat!« lød Trines sms dagen efter.
Birgitte orkede end ikke svare.
Hvad var der at sige? Trine talte dårligt nok i telefon med mor en gang om måneden, hun kunne højst sende et par beskeder.
Mor klagede aldrig til hende hun blev glad for, at »lille Trine« ikke havde glemt hende. Ville ikke gøre hende ked af det, for det kunne resultere i total tavshed fra Trines side…
Men Birgitte bar aldrig nag hun tog imod al moderens elendighed mindst én gang om ugen og lå ofte søvnløs bagefter.
Selv Jesper, som ellers sjældent gik op i hendes humør, havde spurgt til, om der var noget i vejen.
Men Birgitte havde ikke fortalt noget hvorfor læsse det på ham? Men hvad skulle hun dog gøre?
Skaffe en hjemmehjælper? Nej, det har hun slet ikke råd til.
Så er det nok! Jesper satte tekruset hårdt fra sig. Du er jo helt ude af den, tredje måned i træk. Fortæl mig nu, hvad der er i vejen! Kom så!
Birgitte begyndte at græde, men fandt sig hurtigt og forklarede kort, hvad der lå hende på sinde.
Hvorfor har du ikke sagt noget om Anna Jensen? spurgte Jesper alvorligt.
Jeg ville bare ikke gøre dig bekymret, svarede hun og kiggede ned.
Måske skulle hun aldrig have sagt noget. Hun ville ikke fylde hans hoved.
Godt så, sagde Jesper roligt og forlod køkkenet. Tak for mad. Jeg går i seng.
Ikke engang nyhederne gad han se som han plejede. Hvad skulle det betyde?
Birgitte kunne slet ikke sove den nat og vågnede først sent næste morgen.
Hun havde fri om lørdagen, men hun plejede altid servere morgenmad for Jesper til tiden. Nu havde hun endda også svigtet der.
Men Jesper sad roligt i køkkenet og læste i sin mobil.
Nå, du er oppe? sagde han og vendte sig, alvorlig i blikket, men rolig i stemmen.
Ja Jesper! Undskyld, jeg fik sovet over mig jeg skal nok gå i gang…
Sæt dig. Vi skal lige snakke.
Birgitte satte sig forsigtigt på taburetten.
Jeg har tænkt på det. Din mor skal hjælpes. Man lader ikke gamle folk i stikken.
Min mor blev jo ikke gammel Så vi flytter ind til din mor.
Jeg har kigget og spurgt jeg kan få arbejde hos den lokale landmand, og mon ikke også du finder noget.
Hun var tæt på at falde om af overraskelse.
Jesper… er du sikker?
Selvfølgelig. Tror du, jeg har glemt, at Anna Jensen altid tog godt imod Magnus i ferierne, og bakkede mig op? Nej, Birgitte, jeg husker alt. Og faktisk har jeg altid drømt om et liv på landet.
Hvis altså din mor siger ja.
Birgitte så måbende på sin mand. Det havde hun aldrig set komme. Var det hele mon bare en drøm?
Hvad med Magnus? spurgte hun pludselig.
Hvad med ham? Jesper trak på skuldrene. En sund, voksen mand med job og uddannelse. Han bliver bare glad for at have lejligheden for sig selv.
Jesper! Birgitte sprang op og kastede sig om halsen på ham, glemte helt, at han ikke var til de store følelser.
Men han trak sig ikke væk, bare klappede hende let på skulderen.
Nu, nu. Det hele skal nok gå.
Hun håbede inderligt, at han fik ret.
