DET FORUNDERLIGE LIV
Til brylluppet for min veninde, Eva, festede vi i to hele dagedet var fuld af glæde, mad og hygge. Brudgommen, Henrik, var lige så flot som en ung Mads Mikkelsen og overraskende ydmyg, næsten beskeden, til trods for sit slående udseende. Alle gæster tog diskret og beundrende mål af Henrik: himmelblå øjne, urimeligt lange og tætte sorte øjenvipper (hvorfor får mænd sådan en gave af naturen?!), fast hage, klassisk dansk næse og velholdt, let olivenfarvet hud. Kronen på værketnæsten to meter høj og brede skuldre. Hvis ikke vi elskede Eva, ville vi have kæmpet om Henrik på bryllupsbordet. Ja, Henrik var dødhamrende charmerende.
Hvor har du dog fået dig sådan en smuk mand! angreb vi Eva, og hver prøvede at se så bedrøvet ud som muligt, hvis han da også havde lige så flotte slægtninge.
Piger, I er tossede. Jeg elsker Henrik for hans jordnære måde. Han er fra landet, voksede op med sin bedstemor, har forstand på husholdning og kan bruge sine hænder. Vi mødtes tilfældigt, da mine forældre købte sommerhus i hans landsby. Han er følsom, venlig og til at stole på. Han holdt gården strålendemin mor blev helt betaget. En rigtig mand, piger! Det tog mig et væld af nætter at overtale ham til at flytte til byen, grinede Eva.
Henrik viste sig at være dygtig på både job og med de nye, noget kræsne svigerforældre. Han havde hurtigt lært at skelne god vin, parfume, politik, kunst, rejser, Dow Jones-indekset, sport, og lagde den gamle fynske dialekt fra sig.
Han blev efterhånden en habil bilist i farens lækre bil, fik en solid stilling nær svigerfarens firma. Hvem der gav lejligheden til det unge par, behøver I ikke gætte.
Et år inde i ægteskabet viste Henrik svaghed for hvide sokker. Kun hvide strømper, hjemme og hos gæsterne, uden slippers. Han gik endda med hvide strømper i gummistøvler og stod uden sko på smudset gulv som det mest naturlige.
Eva delte ikke begejstringen, men vaskede lydigt gulve to gange dagligt og købte masser af blegemiddel. Henrik fik efterhånden øgenavnet “Strømpe”.
At Henrik havde en elskerinde opdagede Eva i ottende måned af sin graviditet. Elskerinden ventede også barnsamme termin.
Strømpe blev smidt ud, fyret, forbandet og sørget over på ét døgn. Derefter fulgte lange, tunge og grå hverdage. Eva lå konstant på den nu ubehageligt store seng og stirrede tørt op i loftet:
Jeg græder senere. Det er skidt for barnet nu.
Eva lå som Lenin på sin tåbelige seng, og vi holdt vagtskifte ved hende for at støtte hende i stilhed.
Man havde mest lyst til at græde og rive skæbnesider ud. Men det var tid til tavshed og venten.
På dagen for udskrivelsen fra hospitalet fejrede vi vildt, rystede balloner, bad personalet om at tillade et glas te og tage med ud til bjørne og sigøjnere, ønskede alle sundhed og lykke. Den nyudnævnte morfar skabte vildeste fest: dagen før, efter overbevisende samtaler med sygeplejerskerne, skrev han stort og skævt “Tak for barnebarnet!” ned under Evas vindue. Han prøvede også at synge, men blev stoppet af vagten, som venligt lod ham dele sin sang i vagtrummet over lidt snaps.
På dagen for udskrivelsen var morfar frisk og glødende, og jeg husker endda, han skinnede af glæde. Han græd af stolthed og lykke, med hjerte og sjæl.
Vi græd også, hele delegationen, lo, krammede Eva, kiggede forsigtigt på den blå lille kuvert og talte ikke om farens klassiske næse. Kun Eva græd ikke, selv midt i glæden:
Senere. Måske påvirker det mælken?
Eva sagde ikke et ord til os de næste to måneder. Så tog hun af sted for at besøge Henrik. Uden tændstikker og syre, men med enormt behov for at skælde ud og græde, for at dadle, slå på vægge med sine magre næver, for at skamme, gøre til skamme og forsøge at slippe af med den ophobede smerte, som holdt hende fast til sengen. Hun ville lægge den unødvendige smerte over på ham, på ham der havde knust hendes håb og deres lille verdens fred, den verden med lille Jakob, hvor hun, Eva, havde forestillet sig strikket strømper til sine elskede mænd, hørte latter fra Jakob, der holdt hende og Henrik i hånden på gåtur, og Henrik, den mest nødvendige og nære.
Eva ville også se den skamløse kvinde i øjnene, hende der havde sovet med hendes mand. De øjne måtte være både frække og meget smukke. Hun ville spytte i de øjne. Sådan havde Eva besluttetog hvis det var nødvendigt, så ville hun kradse.
Hvor hun skulle gå for at skandere, afslørede de hjælpsomme opgangs-damer under en barnevognstur. De blev stoppet af Eva, mindede hende om at Henrik var en skurk, beskrev ruten mod elskerindens rede og muligheder for hævn. Eva frøs, græd indvendigt, ville gerne gå, men gjorde det ikke.
Så stod Eva foran den slidte opgang, og det eneste hun skulle var at tage trappen til femte salså kunne hun skrige eller spytte.
På første sal tænkte Eva, at med hendes held var ingen hjemme, og hun spildte tiden. På anden sal tænkte hun, at det egentlig ville være bedst, hvis ingen var hjemme. På tredje sal hørte hun desperat barnegråd fra femte sal.
Hun blev mødt af en tynd, grædende pigeslet ikke den femme fatale Eva havde forestillet sig, der havde lokket manden som et lam.
Mens Eva måbede over de snøftende, bare halvtreds kilo rivalen, hylede barnet fra lejlighedens dyb.
Hej, Eva. Henrik er ikke her, han forlod os for to uger siden. Hvor han er, ved jeg ikke hviskede pigen og satte sig på gulvet, grædende.
Eva mistede helt lysten til skandale. Hun ville hellere gå ind og berolige denne mors baby. Og bagefter sige: “Hvis du kan lide at køre, må du også slæbe kælken, din tøs!” Ja, Eva måtte sige tøs. Og se foragteligt på hende. Det var hendes ret, som den bedragede.
Barnet var tørt, hævede øjenlåg, en vene i panden, hæs stemme. Han var tydeligvis sulten. Drengen skreg af sult på grænsen af sine små muligheder, mens hans mærkeligt ansvarsløse mor lå grædende på entreens gulv.
Hun tjekkede tomme køkkenskabe, ledte forgæves i det nøgne køleskab, Eva husker det med besvær.
På køkkenbordet fandt Eva et lille stykke papir med den nervøst ufuldendte sætning: “Undskyld for alt…”
Pigen på gulvet græd desperat, fortalte Eva som en nær veninde, at hun ikke havde noget sted at tage hen i denne lejede lejlighed, og hun skulle ud om få dage. Mælken var væk, Henrik var væk, og pengene, ja, dem havde hun aldrig. Hun sagde det var synd, hun skammede sig, det var for sent, hun vidste det ikke, hun bad om tilgivelse og sagde, Eva måtte gerne slå hende. Barnet hed Magnus, og Eva skulle huske det, bare for en sikkerheds skyld. Magnus var ni dage ældre end Jakob.
Eva skulle straks hjemom tyve minutter ville Jakob kræve bryst. Det var ikke let: to tunge tasker fra Katrine trak, Katrine, selv næsten ude af pusten, løb ved siden af med den mættede Magnus. Eva løb og spekulerede over, hvor hun skulle stille to ekstra senge.
Tre år senere festede vi ved Katrines bryllup, og fire år senere ved Evas. Evas mand kunne ikke udstå hvide sokker, han mente livet skulle være farvestrålende, og elskede sin kone, søn og to døtre. Katrinemor til fire drenge, og hendes mand håber stadig på en lille pige…
Livet vil ikke altid, hvad vi planlægger, men hvis vi tør række hånden ud, bliver sorgen delt, og håbet finder vej tilbage, ofte i de mindst forventede former.
