ET FORUNDERLIGT LIV
Til brylluppet hos min veninde Stine festede vi i to døgn: med snaps, lækker mad og hjertelig latter. Brudgommen, Mads, var lige så smuk som en ung Mads Mikkelsen, og så overraskende beskeden trods sit uimodståelige ydre. Vi gæster skulede til ham i smug, alle piger nød vores udsigt til Mads: krystalklare blå øjne som himlen over Skagen, latterligt lange sorte øjenvipper (for pokker, hvorfor får mænd naturens skønhed gratis foræret?!), stærk hage, lidt buet næse og hud som mørk velourhvorfor ham? Sidste stik: næsten to meter høj og brede skuldre som en viking. Havde vi ikke elsket Stine, var vi røgnet ukvemsord over bordet, for at kæmpe om dét pragteksemplar. Smukke Mads, javist.
Hvordan i alverden har DU fået fat på sådan en mand! begyndte vi straks at drille Stine, alle med det mest ulykkelige ansigt, i håb om at Mads havde en lige så smuk bror i baghånden.
Piger, for pokker da! Jeg blev vild med Mads på grund af hans jævnhed. Mads kommer fra landet, opdraget af sin farmor, kan alt med hænderne. Vi mødtes faktisk, da mine forældre købte sommerhus i hans landsby. Han er betænksom, god og pålidelig. Det liv han holdt sammen Hold nu op. En rigtig mand! Det tog tid at overtale ham til byen, jeg brugte mange nætter over den snak, griner hun.
Mads blev lidt af en succes både blandt mine slægtninge og på jobbet: han lærte alt om vin og ost, parfume, politik, kunst, rejser, aktier, sport og lagde hurtigt sin lokale dialekt på hylden. Han satte sig bag rattet i en rummelig stationcar, pænt sponsoreret af min far, og fik også arbejde på hans kontor. Hvem der gav os lejligheden, kan I selv gætte jer til.
Andet år ind i ægteskabet afslørede Mads sin sære kærlighed til hvide strømper. Uanset om det var hjemme, hos venner, eller i gummistøvler ude på landet, så var der altid kridhvide strømper uden sko. Stine forstod ikke fascinationen, men vaskede ydmygt gulvene to gange om dagen og fyldte skabet med Vanish. Sådan fik Mads kælenavnet Strømpen.
Det var i ottende måned af Stines graviditet, at hun fandt ud af, at Mads havde en affære. Elskeren var også gravid i samme stadie.
Strømpen blev smidt ud, fyret, forbandet og grædt ud på et døgn. Derefter begyndte de lange, klæbrige og mørke dage i en dansk efterårsmelankoli. Stine lå bare på den nu kæmpestore seng og stirrede tørt op mod loftet:
Jeg græder bagefter. Det er ikke godt for babyen nu.
Hun lignede en sønderknust statue der, og vi stod skiftevis vagt for at holde hende med selskab i ensomheden.
Man ville så gerne græde, rive sider ud af livets bog og forbande forræderen men man måtte vente og være stærk.
Til udskrivelsen lå vi i ring, råbte og viftede med balloner, bad jordmødre om at tage et glas te med os i solnedgangen blandt bjørne alle ønskede bare lykke til mor og barn. Den nye morfar gjorde sig særlig bemærket: dagen før, efter et par glas, havde han med kridt malet et stort skævt TAK FOR BARNEBARNET under vinduerne og sunget serenader til han blev stoppet venligt af en vagt, der inviterede ham ind til konjak og playliste i vagtstuen.
På dagen for udskrivelsen var morfar frisk og stolt ja, næsten selvlysende af glæde. Han græd af lykke. Det gjorde vi alle, mens vi grinede, kyssede Stine, kiggede ned til lille blå svøb og nænnede ikke at nævne faderens høje næse på lille Benjamin. Kun Stine græd ikke heller ikke på lykkedagen:
Senere. Tænk hvis det sætter sig på mælken?
Stine var stille i to måneder endnu, før hun pludselig besluttede sig for at besøge Mads. Uden lighter eller galde, men med vild trang til at smadre og tude. Hun ville hamre væggene med sine blege knytnæver, skamme, råbe, drive smerten ud, lægge al den undertrykte lidelse over på forræderen ødelæggeren af hendes håb og drøm om familie, hvor hun forestillede sig strikke strømper til sine mænd, le Benjamin, der holdt dem i hånden gennem livet, og Mads ham, de havde brug for.
Stine havde også lyst til at se hende i øjnene den kvinde, der sov med hendes mand. De øjne ville sikkert være flotte og flabede. Dem ville hun gerne spytte lige ind i. Besluttet! Ja, og skrabe dem ud, hvis det blev nødvendigt.
Hvor hun skulle finde rivalen, hørte hun tilfældigt fra de gamle damer i opgangen under barnevognsturen. De hilste, udpegede og lavede ruteanvisning så præcis, at hun slet ikke kunne misforstå. Stine gik i stå, græd indvendigt ved tanken og var igen tæt på at vende om uden at få hele adressen med. Men noget holdt hende tilbage.
Nu står hun så foran den falmede indgang til en slidt Hellerup-ejendom. Femte sal, og så ras eller reparation.
På første sal tænkte hun: selvfølgelig er de ikke hjemme, spild af tid. På anden: måske meget godt der ikke er nogen. Tredje sal: et barns fortvivlede gråd oppe fra femte.
Døren blev åbnet af en spinkel, grædefærdig pige, hvis udseende på ingen måde matchede Stines billede af et forførende rovdyr, der stjæler mænd.
Mens Stine forundret betragtede de snøftende fyrre kilo konkurrence, blev barnets skrig kun højere inde fra lejligheden.
Hej, Stine Mads er ikke her. Han gik fra os for to uger siden. Og jeg aner ikke hvor han er, hviskede pigen, satte sig på gulvet og græd.
Stine mistede lysten til at skændes. Hun havde bare lyst til at gå ind og berolige den grædende baby i stedet for den hjælpeløse mor. Derefter måske koldt bemærke: Du må selv skubbe kælk, hvis du vil køre! det skulle lige kysses med. Og så se på hende med foragt, som hun følte sig berettiget til som bedraget part.
Barnet tørt, men hævet omkring øjnene, og en blodåre på panden. Det lille væsen græd af sult til det yderste, mens moderen lå og hulkede i entréen.
Hvordan hun i panik åbnede de tomme skabe og ledte gennem det nøgne køleskab, kan Stine dårligt huske efterfølgende.
Hvordan hun fandt et stykke papir med sætningen Beklager i min ufuldendt og ubehagelig at læse.
Pigen på gulvet tudede udleverede hele sit liv overfor Stine, som var hun en veninde. Hun havde intet sted at tage hen kontrakten udløb bogstaveligt om få dage. Mælken var væk, Mads forsvundet, penge havde hun slet ikke. Hun var ked af det. Og flov. Og det var for sent. Hun havde ikke vidst noget og bad om tilgivelse. Du må godt slå. Faktisk bør du. Og drengen hedder Simon, husk det, bare i tilfælde. Simon var ni dage ældre end Benjamin.
Stine spænede hjem, for om 20 minutter ville Benjamins sult vende tilbage. Det var ikke let: to overfyldte poser sled i armene, Simon slumrende på Oles arm, Stine ved siden af, og tanken om hvordan der skulle klemmes to mere senge ind.
Tre år senere festede vi til bryllup hos Ole, og fire år efter var det Stines store dag. Hendes nye mand hader hvide strømper (livet skal være farverigt, siger han), og forguder både konen, sønnen og de to piger. Oles kone har nu fire raske drenge manden håber stadig på en datter.
