De grønne øjne fra fortiden
Lars vågnede før solopgang og tænkte:
Ja, det er længe siden, jeg har sovet så godt, og så herude på marken i en høstak, uden komfort og varmt tæppe. Men hvorfor dog? Sommeren er varm, og høet dufter og er blødt.
Han rejste sig og skubbede høet til side. Hovedet var klart, ingen sorg over skilsmissen med konen, ingen melankoli. Kunne det virkelig passe, at han aldrig rigtig havde elsket hende? Han tænkte dybt.
Så var alle disse ti år med hende kun en illusion af et ægteskab? Alligevel levede de jo velordnet, men fik aldrig børn. Birthe havde en datter, som hun sagde, hun ikke kendte faderen til. »Jeg fik hende for mig selv,« plejede hun at sige.
Lars følte altid en kunstethed i Birthes kærlighed, og de skændtes ofte. Efter hver strid dukkede de grønne øjne og det milde smil op i hans erindring sygeplejersken Mettes, der plejede ham i hospitalet, da han blev såret i krigen. Hun bandagede hans sår, gav ham sprøjter og infusioner.
Lars sad i høstakken og smilede ved mindet om Mette, hendes beroligende stemme og øjne som to smaragder. Hun havde tykt kastanjebrunt hår. Sådanne øjne havde han aldrig set siden. Han var sikker på, at det var Mette, der hjalp ham gennem smerterne.
Da han blev udskrevet, plukkede han en buket markblomster og gik for at finde hende. Han ville bede hende om at følge med ham hjem, selvom han vidste, det ikke var let.
»Mette er ikke her. Hun er blevet overført til en felthospitalenhed,« svarede en anden sygeplejerske.
»Hvorhen?«
»Det kan jeg ikke sige. Du ved godt, hvor vi er«
Lars var knust, men besluttede at finde hende. Men hvordan, når han kun kendte hendes navn og øjne? Han måtte hjem efter sin skade blev dimitteret på grund af helbredet. Derhjemme var alt som før: Faderen drak, moderen arbejdede og skældte ud.
En dag kom hans kammerat Bo på besøg. De havde gennemlevet meget sammen.
»Godt at se dig, Lars. Hvordan har du det? Kommet dig efter skaden?«
»Det går nok,« svarede Lars og trak på skuldrene.
»Kom med til min landsby. Der er ikke noget arbejde her. Eller er der nogen, der holder dig tilbage?« Bo blinkede og grinede.
»Nej, ingen. Jeg kan ikke glemme Mette.«
»Hun har virkelig sat sig fast i dig. Men du må blive ved med at søge, skrive, ikke give op.«
Lars flyttede til Bos landsby. Tiden gik. Han købte et gammelt hus, reparerede det og boede der.
Men Bo forelskede sig og flyttede med sin kone, Anne, til en større by.
»Undskyld, at jeg trak dig herned og nu selv forlader dig,« sagde Bo. »Men vi ses jo.«
»Det er i orden,« lo Lars. »Jeg har også fundet en kone. Jeg har friet til Birthe.«
Lars så ud over markerne og skovene og kom tilbage til nutiden. Pludselig hørte han sin kones hårde stemme fra sidste aften:
»Du finder aldrig en som mig, der vil tåle dig så længe. Jeg kunne bære det, men ingen anden vil. Dine mærkeligheder interesserer ingen. Jeg har en rigtig mand, der elsker mig, og jeg besøger ham.«
Hun kaldte hans tankefuldhed for »mærkeligheder«. Når han trak sig tilbage med sine minder, blev hun vred og prøvede at hive ham ud af det, hvilket altid endte i skænderier. Lars forstod ikke, hvorfor det generede hende så meget.
Og i går aften sagde Birthe endelig, hvad Lars længe havde anet. Han lyttede stille, pakkede sine ting og gik. Forbandelserne fulgte ham. Han forlod landsbyen, væk fra hende.
»Underligt. Jeg troede, jeg ville råbe og skrige over bruddet. Men jeg er rolig. Tilfreds endda.«
Han besluttede at tage til byen og bo hos Bo. Han gik udenfor landsbyen, aftenen faldt på, og han drejede ind på marken med høstakke. Han ville sove der og tage til byen næste morgen. Bo ville støtte ham.
»Så er det overstået,« tænkte Lars lettet. »Nu skal jeg ikke længere lade som ingenting.« Han havde længe mistænkt, at Birthe havde en affære med en lokal embedsmand.
For første gang i et halvt år føltes han lettet, som om en sten var faldet af hans skuldre. Han grov sig ned i høet og tænkte:
»I morgen er en ny dag. I dag hviler jeg. I morgen møder jeg Bo.«
Han lagde sig, men kunne ikke sove. Stjernerne tændtes på himlen, og minderne væltede ind. Hans gamle sår gjorde ondt, men han prøvede at tænke på andet.
Han huskede, hvordan han mødte Birthe. Hun var livlig og munter, ældre end ham. Hun gav ham håb om, at livet kunne blive godt igen. Han spurgte ikke til hendes fortid eller datterens far. Han prøvede at elske hende og troede, de skulle leve sammen for evigt.
Men han opfyldte ikke hendes forventninger. Hun bebrejdede ham hans »mærkeligheder«, når han ville være alene med sine minder fra krigen.
Tankerne kredsede, indtil han faldt i søvn. Han sov dybt, vækket af duften af hø. Da han vågnede, huskede han Mettes grønne øjne. Han havde aldrig glemt dem.
»Nå, tid til at komme af sted,« sagde han til sig selv og kravlede ud af høstakken.
Han gik til vejen og ventede på bussen til byen. Der købte han en flaske vin og en chokoladeæske. Bo og han drak kun let vin, og til Anne tog han slik med.
Ved deres dør ringede han på. Bo åbnede straks.
»Lars! Kom ind!« Han klappede ham på ryggen.
Lars kiggede forbi ham.
»Er du alene?«
Bo så hans udtryk og spurgte ikke mere.
»Kom, morgenmaden er klar. Anne, se, hvem der er kommet!« Deres søn Nikolaj kom løbende og klamrede sig til Lars.
»Dejligt, når alle er glade for at se én,« tænkte han.
Ved bordet trak Lars vinen og chokoladen frem. Så lagde han mærke til Annes runde mave.
»Venter I?« spurgte han. Anne grinede.
»Ja, vi venter en pige.«
»I er fantastiske,« sagde Lars oprigtigt.
»Vi troede ikke, det ville ske,« sagde Bo.
»I er unge endnu,« lo Lars.
»Du bør også finde én,« sagde Anne.
