Forbandede gamle hus
Så er vi fremme! Ud med jer! chaufføren standsede lastbilen ved et gammelt, vejrbidt plankeværk og slukkede motoren.
Kirstine ruskede blidt til sin datter, som lå og sov dybt, lænet mod hendes skulder.
Signe, vi er her. Kom, vågn op, skat.
Søvnigt gned Signe sig i øjnene og kiggede sig forvirret om efter huset.
Mor, skal vi virkelig bo her nu?
Ja, min pige. Kom, lad os få lastbilen tømt og se os om.
Kirstine hoppede ned fra det høje trin og løftede Signe op i armene. Omme bag lastbilen dukkede Mads op han var kørt efter dem i sin bil.
Alt okay?
Ja. Hvor er nøglerne?
Her, hendes eksmand rakte hende en nøglebundt. Papirerne til huset ligger på bordet. Du finder dem. Jeg henter Signe på lørdag, som vi aftalte.
Fint.
Jeg hjælper med tingene og så kører jeg. Har en del, jeg skal nå.
Kirstine nikkede. Hun var stadig ulykkelig, men hun vidste, at man bare måtte tage det, som det kom, og komme videre forhåbentlig uden for meget tristhed.
Hun havde boet med Mads i fem år. For en måned siden opdagede hun, at han havde fundet en anden ikke blot en affære, men noget seriøst, hvor han ville have familie.
Først føltes det for Kirstine, som om hun bevidstløst trådte ind i en anden verden. Alting var mat og dunkelt. Hvad nu? Hvordan leve videre? Tanken slap ikke taget i går havde hun trygheden og manden, som hun havde det godt med, og i dag stod hun med ingenting. Især forsvandt al tillid til folk omkring hende. Hvis den nærmeste kunne svigte sådan, hvad så med andre? Alt havde virket helt normalt i hverdagen med Mads, og derfor havde Kirstine intet mærket.
Det var ikke bare et slag for hende det slog ånden fuldstændig ud af hende.
Hun gjorde de daglige ting på autopilot, passede Signe, lavede mad, ryddede op, gik på arbejde men hun kunne ikke samle sig eller tænke længere frem.
Lejligheden, de havde boet i, tilhørte Mads forældre.
Kirstine havde kun en gammel moster, Inger, der boede i en naboby. Den eneste slægtning, hun havde. Kirstine kunne ikke besøge hende så tit, så hun havde hyret en nabo, der købte ind, hentede medicin, og holdt øje med mosteren. Forældrenes lejlighed, hun selv havde arvet, lejede hun ud, så indtægten gik både til hende og til moster Ingers konto. Flere gange havde Kirstine tilbudt moster Inger at bytte huset til en lejlighed tættere på, men hun nægtede altid.
Efter Mads havde indrømmet utroskaben han regnede ikke med skænderier, dertil var Kirstines sind for afdæmpet. Han var sikker på, at hun ville holde alt for sig selv. Da han ikke længere kunne skjule sandheden, fordi hjælpsomme folk havde sladrer, tog han snakken med Kirstine, da Signe sov.
Jeg ved, du har fået det hele at vide. Jeg vil ikke bortforklare noget. Det er sådan, det er. Vi har et barn sammen. Vi må tænke på Signe, så hun ikke lider under det. Hvad vil du nu gøre?
Jeg ved det ikke Kirstine sad og krammede koppen og stirrede på bordet.
Følelserne rasede indeni. Spørgsmål som, “hvorfor?” og “hvad har jeg gjort?” spurtede rundt i hovedet. Hun ville ikke vise sin sårbarhed for ham. Hun havde svært ved at trække vejret for bare sorg men havde indset, han havde ret i, at hun måtte tænke på datteren.
Måske skal vi opsige lejekontrakten med lejeren.
Nej, det behøver vi ikke. Skylden er min, både over for dig og Signe. Jeg talte med mine forældre Kirstine, hvad tænker du om at flytte?
Hvorhen? Kirstine så op på sin stadig mand.
Du ved, at min mor har et gammelt hus i nabobyen fra sine forældre. Det er gammelt, og der skal laves lidt, men det er solidt og varmt. Din moster Inger bor på nabovej, ikke? Mor vil overdrage huset til dig og Signe. Kunne det være noget?
Er det blodpenge? Kirstine trak på smilebåndet, men tænkte sig om.
Måske var det det bedste. Hun havde ikke lyst til at gå forbi sin eksmand og hans nye kæreste i byen. Alt i det gamle kvarter gjorde hende ondt. At gå tur i parken med Signe mindede hende hele tiden om dengang de var en familie.
Nu var tiden inde til at tænke på fremtiden især for Signes skyld.
Hvad mistede hun egentlig? Byen var lille, men havde god skole, lægehus og alt var tæt på. Især mosteren, som hun kunne trække på, var en hjælp. Signe var lille og havde stadig brug for hende, og hun kunne ikke regne med, at Mads støttede som før. Hun måtte finde arbejde
Kirstine nikkede beslutsomt:
Jeg siger ja.
Godt! Mads rejste sig. Aftal det med mor, når hun ringer. Vi ses.
Han stoppede i døråbningen, vendte blikket væk og sagde lavt:
Undskyld. Det var ikke sådan her, jeg ville have det.
Kirstine svarede ikke. Hun nikkede blot, lukkede døren, gled langs væggen ned på gulvet og tudede i sin trøje stille, så hun ikke vækkede Signe.
Det var ikke gråd, men nærmere ulvehyl. Engang havde hun set en dokumentar om ulve, og netop der følte hun sig som en såret hun.
Tårerne havde hun brug for. De sortkoldede alt vreden væk. Tilbage var kun et tomrum og én tanke, der flaksede som en brændt sommerfugl mod sjælen hun måtte finde noget godt, som kunne fylde tomrummet, for ellers ville hun miste sig selv til fortvivlelsen for altid.
De næste uger tænkte Kirstine kun på flytning og alt det praktiske.
Nu stod hun foran det skæve plankeværk til sit nye hjem og så ind i den vildgroede have, så vild at hun ikke engang kunne se huset; en flig af taget og lidt af verandaen var det eneste, man anede blandt træerne.
Signe hev i hendes hånd:
Mor, hvorfor står du bare skal vi ikke gå ind?
De gik ad stien, rundt om et gammelt æbletræ, og så huset rigtigt.
Nej, “hus” var ikke nok, tænkte Kirstine. Det var et hjem. Lidt slidt, men stadig solidt, med et lille atelier og en flot farvet veranda. Omgivet af efterårsfarver nærmest bad det om at blive fotograferet. Kirstine fandt straks sit kamera frem og tog billeder. Hun mærkede pludselig, at hun kunne lide stedet at det store arbejde med haven og huset var lige det, hun havde brug for nu. Signe stod måbende og med fingeren i munden. Kirstine nikkede til hende med et smil:
Ud med fingeren, min pige! Er du også overrasket over huset?
Mor, hvor er det bare flot!
Det synes jeg også. Lad os se, hvordan der er indvendigt. Så finder vi også ud af, hvor du skal sove.
Jaaa! Kom nu!
De gik op ad trappen ind ad verandaen og ind i huset. Gang, der førte til køkken og stuer. Kirstine gik rundt og vurderede, hvor møblerne skulle stå.
Huset var ikke stort. Der var køkken, to mindre værelser nedenunder, ét ovenpå, og en rummelig stue med et stort rundt bord og en gammel lampeskærm. Luften var lidt fugtig huset havde ikke været varmet op længe men alligevel følte Kirstine en venlig varme og hygge.
Kirstine! Vi er færdige, og jeg har givet flyttemændene deres penge vil du lige se, hvordan man tænder for varmen og vandet? Mads dukkede op i stuen.
Han viste Kirstine det hele, sagde farvel og kørte.
Kirstine gik ud i køkkenet.
Hun satte vand over, fandt madkasser med rester frem og begyndte at gøre klar til, at Signe kunne få at spise. Hun tog rengøringsgrej frem. Bordet skulle have en tur.
Køkkenet var lille, men hyggeligt, med to store vinduer ud mod haven. Ved det ene stod bordet, som hun nu gik i gang med at vaske af. Signe sad på en stol, dinglede med benene og glor på skabe og den farverige lampe.
Pludselig lød et ordentligt brag mod ruden. Signe skreg op og Kirstine kiggede forskrækket op. Udenfor sad en stor, rød hankat i vindueskarmen.
Altså! Skal du sådan skræmme os? Kirstine fik pusten igen. Signe, se lige en flot kat!
Katten stirrede ufortrødent ind på Kirstine.
Nå, hvorfor glor du sådan? Hvis du vil ind, så kom dog! Jeg finder noget mad til dig.
Katten hoppede ned og var væk.
Du fik da tilbuddet, grinede Kirstine. Signe, vask hænder så spiser vi.
Kirstine vendte sig mod døren og gispede. Katten sad allerede der.
Hvordan kom du ind? Jeg lukkede jo døren!
Katten var ligeglad og stirrede på de nye beboere med gyldne øjne, så Kirstine måtte le.
Hun fandt et stykke kogt kylling og lagde på en tallerken.
Kom og spis!
Katten trampede over og begyndte forsigtigt at spise.
Kirstine tjekkede dørene låst som hun havde efterladt dem, men i hoveddøren var et lille kattehul.
Aha! Katten vidste, hvordan man kom ind.
Da hun kom tilbage, sad Signe på gulvet og fortalte katten historier. Den så ud til at lytte opmærksomt. For første gang i lang tid grinede Kirstine:
Sikken en snakkeklud!
Begge vendte sig synkront om og Kirstine syntes nærmest, katten trak på skuldrene ligesom Signe.
Det bankede på døren. Kirstine sagde strengt til Signe:
Bliv her jeg åbner.
Goddag! Jeg hedder Paula og bor ved siden af bare kald mig tante Paula. Her hun rakte Kirstine en liter frisk mælk. Det er fra min ged! I skal have det godt.
Hvor er det sødt af dig! Jeg hedder Kirstine, det samme. Tak for mælken den er jo stadig lun! Kom ind til os.
Tante Paula tøvede ikke. Kirstine satte mælken på bordet, Signe vendte sig om.
Hej! Jeg hedder Signe.
Hej Signe, jeg er tante Paula.
Har du nogen idé om, hvis kat det er?
Ja da! Det er min slyngel han hedder Viggo. Han får mad hjemme, så giv ikke for meget, ellers gider han ikke jage mus. Men mus er der nu nok af, særligt om efteråret.
Har vi også mus, mor? Signe så forbløffet ud.
Det er der næsten altid i gamle huse, lo tante Paula. Især nu, hvor det bliver koldere.
Mor, vi må have Viggo som vores kat!
Kirstine smilede:
Vent nu, Signe. Måske. Tante Paula, ved du om nogen, der gerne vil have lidt arbejde? Jeg har brug for at rydde haven og ordne huset det klarer jeg ikke alene. Har du et godt navn?
Ja! Gå hen til Mikael Mikael Jensen. Han bor tre huse længere nede, med de grønne porte. Dygtig og rar, ikke dyr.
Mange tak! For resten vil du have en kop te? Vi er lige flyttet ind, men jeg har kiks og chokolade.
Det siger jeg ikke nej til, smilte tante Paula.
De fik te, og tante Paula fortalte om byen, sin familie, og udbrød til sidst:
Hvordan er det, I havnede her?
Jeg arvede huset, Kirstine trak lidt på smilebåndet, hun havde ikke lyst til at dele detaljer.
Ved du, huset har stået tomt i tyve år. De unge har glemt det, men de gamle husker, det siges at være et uheldigt hus.
Skal jeg være nervøs? Hvad er der sket her?
Nej, nej, du skal ikke være bange der er aldrig sket noget særligt, men ingen kunne bo her længe. Sygdom, tab, ulykker så flyttede folk hurtigt igen. Huset blev bygget til en købsmand, hans brud døde inden året var gået. Han solgte det og rejste, og huset har aldrig rigtig haft ro siden. Det er gammelt næsten hundrede år. Ombygget et par gange, men ro har der aldrig været.
Kirstine rørte i teen.
Interessant Men nu er det mit. Vi bliver her og ser, hvad der sker! Vi er ikke sådan at skræmme, vel Signe? Vi finder ud af det sammen.
Månederne gik.
Kirstine faldt hurtigt til. Signe gik i børnehave, Kirstine arbejdede i det lokale fotostudie og tjente ret fornuftigt på at fotografere til fester. Tidligere var kameraet et hobbyværktøj, men efter hun havde taget kurser under sin graviditet, blev det hurtigt hendes levevej. Nu kom evnerne virkelig hende til gode.
Hun fik orden på hus og have Mikael viste sig som en fantastisk hjælp. Høj, kraftig mand, meget praktisk. Sammen ryddede de haven, og Kirstine opdagede mange frugttræer og bærbuske med lidt kærlig pleje ville Signe aldrig mangle frugt eller bær.
Siden renoverede de tag, veranda og trappe. Det tog tid, men det gav resultater.
Huset vågnede op. Når Kirstine nu trådte ud om morgenen med te og klappede de nye gelændere, mærkede hun indre ro. Hun havde fundet sit sted.
Kirstine tog sig nu meget af moster Inger, og hver dag hentede hun Signe forbi mosteren, før de gik hjem. Kirstine vidste, at flytningen var det helt rigtige. Hun fandt fred, og bitterheden mod Mads svandt.
Han besøgte Signe ofte og deltog det gjorde det lettere for Kirstine at forsone sig med situationen. Han havde ikke svigtet sit barn, og det var vigtigst. Hvad der var imellem dem, var sket, fordi begge havde del i det. Kirstine ønskede ikke at dvæle ved fortiden. I stedet sagde hun til sig selv, at Signe altid skulle mærke, at begge forældre elskede hende, selvom de ikke boede sammen.
Moster Inger bakkede hende op:
Det er rigtigt, Kirstine. Slip det. Selv en lille sorg kan med tiden føles uendelig tung, hvis du bærer på den for længe. Glem det dårlige! Tænk på alt det gode, I har haft. Signe er det vigtigste. Alt det andet vend ryggen til det. Hadet skader kun dit eget hjerte. Signe har brug for en glad mor. Og børn ser alt! Måske tror man, de ikke lægger mærke til det, men de gør. Tænk på, hvad hun vil huske om denne tid, hvordan hun vil se dig?
Kirstine nikkede og tog det til sig.
Efterhånden fik hun nye venner på vejen. Naboerne begyndte at kigge forbi, børn legede med Signe, og de ældre kom også blandt dem var gamle fru Madsen, som lærte Kirstine at bage brød. Signe var ellevild med hjemmebagt brød nu drak hun glad mælk, hvis hun fik skorpe til, og Kirstine morede sig over hendes mælkeoverskæg.
Kirstine blev også ven med nabomanden, Hans, som en dag kom gående med en kæmpe skål jordbær.
“Britania”, hedder sorten. Hvis du har lyst, kan jeg lære dig det hele.
Mikael hjalp hende med verandaen, hvor Kirstine senere satte et stort bord op og gjorde rent, så de farvede ruder igen glitrede. I et hjørne stod gyngestolen, Signes yndlingsplads hun sad der hver aften med den røde, lidt frække Viggo, der hurtigt havde besluttet, at han ville bo i to hjem. Kirstine gik nu altid forsigtigt udenfor Viggo lagde ofte fangede mus pænt på trappen for at vise, han fortjente kost og logi. Signe elskede ham over alt på jorden.
Af alle naboer var den eneste, Kirstine ikke brød sig om, fru Zille, ældre, meget snakkesalig, lidt for opsøgende, og lidt for meget sladdertante. I starten fattede Kirstine ikke, hvad hun var ude på, men snart prøvede hun at afslutte snakken hurtigt, for at slippe for sladderhistorier.
Paula, hvad gør jeg? spurgte hun engang sin nabo. Hun stopper aldrig.
Du kan ikke ændre på hende, Kirstine. Hvis du ikke lukker hende ind, begynder hun bare at sprede rygter. Med hende er det bedst at have katte hun har allergi.
Skal jeg anskaffe mig en kat mere? Eller en hund
Kirstine overvejede muligheder.
Fru Zille havde opdaget, at Kirstine var for venlig til at afvise hende. Hun blev derfor ved med at komme.
Kirstine lavede te, sukkede, og tænkte på sange i hovedet, mens Zille talte. Hun behøvede alligevel ikke svar.
Efter noget tid bemærkede Kirstine noget pudsigt. Hver gang Zille kom, skete der et eller andet.
Første gang rev hun sin nye nederdel på et søm, som ikke havde været der før. Mikael havde jo omhyggeligt gennemgået trappen.
En anden gang satte hun sig forbi stolen hvilket syntes umuligt, men ikke desto mindre skete det.
Om det hjalp, eller Zille fandt bedre øren, blev hun sjældnere gæst.
En morgen, mens Kirstine klippede grene ved lågen, hørte hun Zille tale med Paula.
Forstår du ikke? Hun bor der med datteren, men ingen mand det kan ikke passe! Nogen må komme forbi, siden haven ser sådan ud. Hvorfor kommer alle egentlig hos hende, men ikke hos mig?
Fordi det er personen, ikke huset, der gør forskellen. Kirstine er flink, og så søger folk naturligt hen til hende.
Men huset… Alle ved, at det er forbandet! Jeg forstår det ikke
Sludder, Zille. Gå nu hjem og pas dine ting, jeg skal have mælk af.
Kirstine trak sig tilbage og smilede lidt folk kunne være pudsige.
Mooor! Hvor er du? Signe stod på trappen.
Her, Signe! Er du vågen? Har du vasket hænder?
Ikke endnu! Kig se!
Kirstine kiggede derhen, hvor Signe pegede. Ud gennem haven kom Viggo slæbende med en lille, rød killing. Han satte killingen foran Kirstine og så bebrejdende på hende. Hun tog den forsigtigt og fik et kærligt bid fra den lille uldtot.
Tak, Viggo! Mener du, vi skal have familieforøgelse?
Han mjavede overlegent, vendte sig og gik mod Paulas hus. Opgaven var fuldført.
Hvad siger du, Signe? Hvad skal han hedde?
Også Viggo!
Kirstine løftede killingen op til øjenhøjde:
Velkommen, hr. Viggo Viggosen! Så, allesammen ind i huset. Tid til morgenmad!
Signe lo, lukkede døren op til verandaen, og en duft af varme bredte sig ud.
Livet udfolder sig ofte på uventede måder, men hvis vi tør give plads til det gode, kan selv et gammelt “forbandet” hus forvandles til et hjem fyldt med kærlighed og nye begyndelser.
