DEN FORUNDERLIGE LIV
Til brylluppet for min veninde Ane festede vi i to dage: med masser af mad, drikke og latter. Gommen var lige så flot som en ung Mads Mikkelsen og overraskende beskeden, trods sin bemærkelsesværdige skønhed. Alle gæsterne stirrede i smug på Kristian hans øjne var himmelblå, med urimeligt tætte og lange, sorte øjenvipper (hvorfor skal mænd dog have sådan et privilegium? Naturen, altså!), en fast hage, en klassisk dansk næse og ren, fløjlsblød hud med et solbrunt skær. Som prikken over iet: næsten to meter høj og bredskuldret som en viking. Havde vi ikke holdt så meget af Ane, var vi blevet uvenner over denne herlige mand, midt på bryllupsbordet. Kristian var alligevel noget særligt.
Hvordan har du grebet sådan en flot fyr, Ane? drillede vi hende. Vi gjorde hver især vores bedste for at se så ulykkelige og ensomme ud som muligt i tilfælde af, at Kristian havde lige så smukke, single fætre.
Piger, nu må I stoppe, sagde Ane. Jeg forelskede mig i Kristian for hans enkelhed. Han kommer fra landet, opvokset hos sin mormor, passer gården, er virkelig handy. Vi mødtes, da mine forældre købte sommerhus i hans landsby. Han er opmærksom, god og pålidelig. Han har styr på husholdningen, virkelig min mor blev imponeret. En rigtig mand, piger! Det tog mig lang tid at overtale ham til at flytte til byen det tog mange lange nætter med gode argumenter og grin.
Kristian blev hurtigt dygtig både i arbejde og omgang med de nye svigerfamilier, og han lærte også hurtigt: på nogle få år blev han klog på god vin, parfume, politik, kunst, rejser, aktiemarkedet i København, sport, og han fik rettet sit sjællandske dialekt. Han fik førerretten til en komfortabel bil, venligt lånt af svigerfar, og fik en flot stilling samme sted. Hvem gav parret lejligheden? Gæt selv.
Efter to år som gift opdagede Ane, at Kristian havde passion for hvide sokker. Udelukkende i kridhvide strømper gik han rundt både hjemme og i byen uden sko, tog hvide strømper i gummistøvler og stod frygtløst uden sko på snavset trappe i opgangen.
Ane delte ikke denne kærlighed til hvide sokker, men hun måtte skure gulvene to gange om dagen og købe klor. Så blev Kristian kaldt Sokken.
At Kristian havde en elskerinde, fandt Ane ud af i ottende måned af sin graviditet. Elskerinden viste sig også at være gravid samme termin.
Sokken blev smidt ud, fyret, bandet og llor nærmest på et døgn. Derefter begyndte de lange, tunge hverdage en grå efterår. Ane lå konstant på den nu uhyre store seng og stirrede med tørre øjne på loftet.
Jeg græder senere. Det er ikke godt for babyen nu.
Ane lå tavs på sin dumme seng, og vi, som vagter, skiftedes til at støtte hende i stilhed.
Det var svært ikke at græde højt, rive sider ud af livets bog og revse de forræderiske kapitler. Men vi måtte tie og vente.
Ved udskrivningen fra hospitalet larmede vi, rystede balloner, bad personalet om at få en kop te og forsvinde med os ud i solnedgangen mod bjørnene og sigøjnerne, ønskede alle sundhed og lykke. Den nybagte bedstefar gjorde sig ekstra umage: dagen før havde han, efter at have rørt sig og lovet sygeplejerskerne at rydde op, skrevet en kæmpestor skæv besked med kridt under Anes vindue: Tak for barnebarnet! så prøvede han at synge noget, men blev stoppet af vagten. Vagten var dog så venlig at invitere ham til en lille cognac i vagthytten til glæde uden forstyrrelse.
På udskrivningsdagen var bedstefar frisk og smilende, jeg mindes han næsten glimtede, og græd af stolthed og glæde. Og han græd med sjæl og i passende mængde.
Vi græd alle, lo, kyssede Ane, kiggede forsigtigt ned i den blå kuvert og tav om faderens fine næsetip hos lille Simon. Kun Ane græd ikke, selv i de muntre stunder:
Senere. Måske påvirker det mælken?
Ane var tavs i to måneder, og derefter besluttede hun at opsøge Kristian. Uden lighter eller gift, men med et kæmpe ønske om at rive ned og græde skælde ud, banke i vægge med sine spinkle næver, beskæmme og afvæbne, og prøve at slippe den ophobede smerte, der holdt hende fast til sengen, kaste denne unødvendige smerte på forræderen. På ham, der havde ødelagt deres håb og verden med deres lille søn, hvor hun Ane havde håbet at se sig selv, strikkende sokker til sine elskede mænd på hyggelige aftener, en grinende Simon, der holdt hende og Kristian i hånden på turen, og Kristian selv så nødvendig og kær for dem.
Og Ane ønskede også at se den skamløse kvinde i øjnene, der sov med hendes mand. Øjnene ville sikkert være frække og smukke. Ane ville spytte i dem ja, det ville hun. Og hvis det trængte, så klø dem ud.
Hvor hun skulle tage hen og lave ballade, fandt Ane ud af tilfældigt ved snakken med de hjælpsomme opgangsdamer, mens hun gik tur med babyen. De gamle damer stoppede Ane, mindede hende om at Kristian var en nar, og forklarede hele ruten til elskerindens rede og mulige muligheder for hævn. Ane gik helt i stå, græd indeni, og ville næsten gå væk uden at have fanget adressen, men af en eller anden grund gik hun ikke.
Så står Ane nu foran opgangen til den gamle lejlighed, og nu skal hun bare op på femte sal der kan hun både råbe og spytte om hun vil.
På første sal tænkte Ane, at med hendes held var ingen hjemme og hun spildte tiden. Anden sal det ville måske være godt, hvis ingen var hjemme. På tredje sal hørte hun et desperat barneskrig fra femte sal.
En tynd, grædende pige åbnede døren, hvis udseende ikke stemte overens med billedet Ane havde forestillet sig af rivjernet, der havde lokket hendes mand væk.
Mens Ane forskrækket betragtede de snøftende fyrre kilo konkurrence, skreg barnet videre inde fra lejligheden.
Hej, Ane. Kristian bor ikke her mere, han gik fra os for to uger siden. Hvor han er, ved jeg ikke sagde pigen og satte sig på gulvet og græd.
Ane mistede straks lysten til balladen. Hun ville hellere gå hen og berolige barnet for den stakkels mor. Og derefter med en sarkastisk vending: Vil man køre må man også skubbe vognen, din krage! Ja, den skulle med og så se virkelig foragteligt og nedladende på hende. Det havde Ane ret til hun var trods alt den bedragede part.
Barnet var tør. Øjnene hævede, lille blodåre på panden, hæs stemme. Helt klart: barnet sultede, og han skreg så højt han kunne, mens hans mærkelige, uansvarlige mor lå på gulvet i entreen og hylede.
Da hun åbnede de tomme køkkenskabe og famlede i det kolde køleskab efter mælkeblanding, husker Ane det næsten kun som en tåge. Hvordan hun fandt en seddel med den uhyggelige, ufærdige besked Beder om forladelse. Til min sm… med rædsel.
Pigen på gulvet græd fortvivlet, fortalte Ane, som til en nær veninde, at hun ingen steder havde at bo i den lejet lejlighed, og skulle flytte om få dage. At mælken var væk, Kristian var væk, og penge havde hun slet ikke haft. Hun var meget ked af det. Og skamfuld. Og for sent. Hun vidste ikke. Og bad om tilgivelse. Og hun syntes Ane kunne slå hende, måske burde. Barnet hedder Magnus, og Ane måtte huske det for en sikkerheds skyld. Magnus var kun ni dage ældre end Simon.
Ane måtte hurtigt hjem om 20 minutter ville Simon have bryst. Det var ikke let for Ane: to store tasker fra Signe tyngede hende, Signe selv, forpustet, løb ved siden af og bar den mætte Magnus med lette skridt. Ane løb og tænkte, hvor hun skulle stille yderligere to senge.
Tre år senere festede vi til brylluppet for Signe, fire år senere blev Ane gift. Anes mand hader hvide sokker, mener livet skal være mere farverigt, og elsker sin hustru, sin søn og sine to døtre. Signe er mor til fire drenge, og hendes mand håber stadig på en lille pige…
