Det er slut, Rikke, alt imellem os er forbi! Jeg vil have en rigtig familie, børn. Du kan ikke give mig det. Jeg har ventet længe, været tålmodig. Jeg vil have en søn. Jeg har allerede ansøgt om skilsmisse! Du har tre dage til at pakke dine ting. Ring, når du rejser. Jeg bor hos min mor indtil videre. Skynd dig, jeg skal gøre lejligheden klar til mit barn og dets mor. Ja! Bliv ikke overrasket, min kommende kone venter et barn! Tre dage har du!
Rikke sagde ingenting. Hvad kunne hun svare?
Det blev aldrig til børn for hende. Anders havde ventet i fem år allerede. Tre mislykkede forsøg på den tid.
Hun havde været til mange læger, og alle sagde, hun var sund og rask. Hvorfor lykkedes det så alligevel aldrig?
Rikke levede altid fornuftigt, aldrig noget udskejelser.
Denne gang blev hun dårlig på arbejdet, de ringede straks efter en ambulance, men det hele gik så hurtigt
Døren smækkede bag Anders, og Rikke sank udmattet ned på sofaen.
Hun havde hverken lyst eller kræfter til at pakke. Og hvor skulle hun egentlig tage hen?
Før hun blev gift, boede hun hos sin moster. Mosteren var død for længst, og lejligheden var solgt af sønnen. Skulle hun tage ud til mormors gamle hus på landet? Leje noget andet? Hvad med jobbet?
Spørgsmålene hobede sig op. Og tiden pressede
Tidligt næste morgen gik døren op, og svigermor trådte ind.
Kan du ikke sove? Det er meget godt. Jeg skulle lige sikre mig, at du ikke tog noget, du ikke måtte tage.
Din søns hullede underbukser har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at tage. Skal vi gennemgå mine ting?
Du er godt nok blevet kæk! Du var ellers så artig og stille engang. Se nu hvad det blev til. Sagde allerede efter første gang til Anders, at du aldrig ville kunne få børn.
Er det derfor, du kom? Så kan du jo bare sidde og holde øje.
Hvorfor pakker du service ned?!
Det er mit. Det var min mosters, min sidste ting fra hende.
Så bliver der tomt her nu!
Det rager ikke mig. I får da i det mindste et barnebarn.
Bare tag kun dine egne ting!
Min bærbare, kaffemaskinen, mikroovnen, alt er mit gaver fra kollegaer. Bilen købte jeg før ægteskabet, og din søn har jo sin egen bil.
Du har alt, undtagen evnen til at få børn!
Det er ikke din sag. Jeg fejler intet; sådan må det have været meningen.
Du virker jo slet ikke ked af det! Måske har du gjort alt dette med vilje?
Du snakker vrøvl. Det gør ondt bare at tænke på.
Rikke så sig omkring. Hendes ting var der ikke længere. Tandbørsten, makeuppen, tøflerne…
Noget føltes vigtigt, som om hun havde glemt noget. Svigermor snakkede så meget, at hun næsten ikke kunne huske.
Statuetten den gamle kat. Inde i den var der et skjult rum med øreringe og en ring, arvestykker fra mormor. Anders syntes altid, det var noget gammelt skrammel. Mon han havde smidt den ud? Han plejede at sætte alt unødvendigt ud på altanen. Rikke åbnede døren
Hvorfor skal du derud? Tag nu bare dine ting og gå! svigermors stemme lød igen, Skal du sige farvel til lejligheden? Ja, så gør det. Du skal ikke regne med noget lignende fremover.
Endelig fandt hun katten, og alt var intakt. Nu kunne hun tage afsted.
Her er nøglerne. Farvel. Jeg håber ærligt talt aldrig at se dig igen.
Rikke kørte forbi kontoret. Hun var stadig sygemeldt, men bad om ferie.
Vi føler alle med dig. Kan du undvære os i tre uger? Vær sød at holde mobilen tændt. Uden dine råd går halvdelen af vores projekter i stå.
Det er fint. Jeg finder nok lidt ro. Tak.
Skal vi hjælpe med noget?
Nej tak.
Jeg skal nok sørge for ferietillæg og bonus.
Det ville være godt, tak.
Rikke ledte ikke engang efter en lejlighed. Hun kørte direkte hjem, ud på landet. Ingen ventede på hende der. Mormor var død for tre år siden, og sin mor havde hun aldrig kendt. Moren døde under fødslen.
Og nu kunne Rikke heller ikke få børn selv
En times kørsel, så var hun fremme. Æbletræet stod, og tulipanerne blomstrede.
Sidste gang havde hun og Anders været der sammen i efteråret, grillet og slappet af.
Rikke kørte op i gårdspladsen; nøglen til garagen lå i huset.
Hun låste op og gik ind. Stilheden over det hele. Snavsede kopper og tallerkener stod på bordet. Hvorfor nåede hun aldrig at gøre ordentligt rent sidst?
Men så slog det hende hun havde gjort rent! Nogen havde været i huset.
To krus, tallerkener, juicekartoner, og flasker af Anders yndlings-Mousserende. Ikke fra i efteråret.
Så Anders havde været her men med hvem?
Lige meget. Det var ikke vigtigt længere.
Kun Rikke havde nøgle til huset; Anders måtte have fået lavet en kopi, det var vist på tide at skifte låsen.
Nyt liv, oprydning, derefter et varmt bad.
Hun besluttede at vaske alt gammelt væk hele fortiden.
Da hun var ved at gå ud efter badet, bankede det pludselig på døren og lidt efter på vinduet.
Hvem er det?!
Alt vel hos dig?
Ja Rikke blev overrasket.
Udenfor stod en fremmed mand.
Undskyld, jeg ville ikke skræmme dig. Jeg har kigget til dig hele dagen; pludselig var du væk, og der kom røg fra skorstenen. Ville bare se, at alt var okay
Tak, det er det.
Er du i familie med Anders? Han var jo her for nylig med en kvinde Er du hans søster?
Nej, jeg er ekskonen. Eller næsten, vi er i gang med det.
Og huset?
Det er mit. Arv.
Jeg er din midlertidige nabo. Venner har lånt mig huset, jeg er her for en tid på grund af familieproblemer også en skilsmisse. I morgen er det hele afsluttet. Undskyld, jeg vil ikke forstyrre mere. Hvis du mangler noget, siger du bare til. Jeg hedder Søren.
Jeg er Rikke. Kan du skifte låsen?
Det kan jeg sagtens. Bare sig til, så kigger jeg på det.
Gerne hurtigst muligt. Jeg køber en ny i morgen.
Lad mig tage mig af det hvis du køber den forkerte, og jeg skal alligevel ind til byen.
Okay, det ville være super.
Der gik to uger. Med en uge tilbage af ferien var det snart tid til at tage tilbage til byen. Rikke havde vænnet sig til roen, og hun havde ingen lyst til at finde en lejlighed. Anders kontaktede hende ikke. Kun beskeden med datoen for skilsmissen kom. Et eller andet sted var det en lettelse hun havde ikke set ham i lang tid, og ville heller ikke.
Lørdag. Rikke stod tidligt op. Den dag havde Søren inviteret hende med til søen, bare en gåtur. Hun regnede ikke med noget nyt forhold, det var bare hyggeligt selskab. Da de kom hjem, holdt Anders bil foran huset. Han var lige ankommet. Bilen stod åben, Anders hjalp en gravid kvinde ud.
Rikke og Søren gik hen mod indgangen. Anders prøvede at åbne døren, men den var naturligvis låst.
Hvad foregår der?
Hvad laver I? Prøver at komme ind i andres hus?
Anders blev stiv af overraskelse.
Det er vores hus! udbrød den gravide kvinde.
Nå? Hvem siger det? Er det Anders? Det er mit hus. Vil I gå ud igen.
Anders! Hvad snakker hun om?! Er det din eks?! Få hende ud! hvæsede den gravide.
Både Rikke og Søren lo. Anders satte sin kæreste i bilen igen, og de kørte væk.
Han får et festligt liv.
Til gengæld får han da et barn. Det kunne jeg ikke give ham. Tre gange mislykkedes. Undskyld.
Og jeg blev skilt, fordi min kone ikke ville have børn
Fire år efter skilsmissen mødte Rikke tilfældigt sin tidligere svigermor i supermarkedet.
Rikke, jeg kunne næsten ikke kende dig. Jeg har holdt øje med dig længe. Er du gravid?
Ja, Rikke lagde hånden på maven.
Anders har det skidt. Barnebarnet blev født svagt. Der var noget galt i hans familie. Hans kone forlod ham og efterlod os med barnet. Og du skal du have børn alene?
Nej, ikke alene. Jeg har familie. Nu må jeg gå, de venter på mig.
Sådan! Undskyld alt, Rikke
Alt godt til dig.
Den gamle kvinde stod og fulgte Rikke med blikket. Rikke gik arm i arm med Søren. I den anden hånd holdt hun et lille pigebarn, som var hende selv op af dageSøren løftede indkøbsposerne op bag hende, smilende, hans hånd fandt hendes uden tøven. Sammen trådte de ud i det klare sollys, forbi blomstrende syrener og fuglenes morgensang. Rikke kiggede op på ham og mærkede roen vokse i sit bryst en fremtid hun aldrig havde forestillet sig, men som føltes helt rigtig.
For første gang behøvede hun ikke at forklare sig for nogen. Hun satte tasken fra sig, lagde indkøbene væk, trak vejret ind og ud, dybt og frit. Søren grinede lavt og kyssede hende hurtigt på kinden.
Der stod hun, i sit gamle barndomshus, hvor æbletræerne stadig blomstrede og vinden dansede let ind gennem det åbne vindue. Hun tænkte på alt det, hun troede var tabt, og mærkede i stedet alt det, hun havde fundet. Og uden fortidens skygger, kun lyset fra nuet, begyndte hun omsider at tro på, at lykken måske for første gang virkelig var hendes egen.
