Det er nu to uger siden, jeg sidst var i kolonihaven, og da jeg kom tilbage, havde naboerne sat et drivhus op på min grund og plantet agurker og tomater.
Jeg har et lille stykke jord udenfor Aarhus, hvor jeg ikke dyrker noget, men bare slapper af, når jeg har fri fra jobbet. Jeg gider faktisk ikke bruge tid og kræfter på at dyrke grøntsager. Der har jeg stillet min grill op og et lille havepavillon, hvor jeg kan sidde i læ for regn og blæst. Jeg har længe haft planer om at få sat et hegn op, så det er mere tydeligt, hvor min grund går.
Sidste gang tog jeg derud for at grille pølser og koble helt af fra byens stress og jag. Mine naboer har altid været fredelige typer, ikke larmende eller nysgerrige lige med undtagelse af en kvinde, Lærke, der tit kunne irritere mig lidt. Hun kom ofte over for at undre sig over, hvordan jeg kunne holde ud at have en have uden noget grønt. Hos hende på den anden side af vejen stod alting tæt: løg, gulerødder, endeløse rækker af blomster, som hun gik og nuslede om fra morgen til aften.
Fordi der endnu ikke var nogen hæk eller hegn mellem vores grunde, kunne Lærke nemt spadsere ind på min grund uden tøven. Ærligt talt, jeg bryder mig ikke om at have folk rendende. Nogle gange kom jeg ud, kun for at finde hende gå rundt og inspicere stedet.
En dag spurgte jeg hende:
Er der noget galt, Lærke?
Nej, nej. Jeg gik bare og kiggede på, hvor man kunne sætte løg. Du har jo så meget bar jord, og du gør jo ikke rigtig noget ved det. Jeg tænkte, jeg kunne plante lidt. Det må du da ikke have noget imod, vel?
Jeg var fuldstændig forbløffet og anede ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg ville jo ikke fornærme hende, tænkte mig lidt om og sagde:
Okay, du kan få et lille bed.
Men bagefter fortrød jeg det virkelig. Hun vadede rundt i flere timer og lavede ikke andet end at plante og rode i jorden, og jeg kunne slet ikke falde til ro. Hendes tilstedeværelse gjorde mig rastløs.
Snart efter tog jeg på ferie til Vesterhavet, og da jeg kom hjem, skulle jeg naturligvis straks ud i kolonihaven. Jeg blev godt nok noget overrasket eller rettere sagt vred da jeg så, at der nu stod et stort drivhus midt på min jord og flere nye bede med agurker og tomater.
Jeg var slet ikke i tvivl om, hvem der havde stået for det. Det gjorde mig så irriteret, at jeg besluttede mig for, at nu var det nok. Jeg ringede med det samme til min ven Jesper, og sammen kørte vi i Silvan og købte hegn. Samme dag satte vi trådhegn op omkring hele grunden. Nu kunne Lærke ikke bare vade ind og gøre, hvad hun havde lyst til.
Allerede næste weekend stod hun der:
Hvorfor har du sat hegn op? Nu kan jeg ikke komme ind til mine planter. Skal du nu selv til at passe dem?
Det syntes jeg var på grænsen til frækt, så senere på eftermiddagen pillede jeg drivhuset ned og smed det hele over hækken. Siden da har hun ikke engang hilst på mig.
Jeg har lært, at man skal sætte sine grænser fra starten, især hvis man vil have fred og ro i sin kolonihave.
