Mette havde besluttet, at det kun var os, der skulle forkæle hendes børn. Min mands søster havde nemlig fastslået, at det var vores pligt at øse gaver ud over hendes unger og ingen andre.
Jeg giftede mig med Lars for næsten otte år siden. En god mand, altid klar til at hjælpe, med et åbent hjerte. Men der var én lille hage hans søster, Helle. En kvinde med en fantasi uden grænser og en enestående evne til at forvandle enhver sætning til et diskret hint om en dyr gave.
Helle talte aldrig direkte. Hendes sætninger lød altid som uskyldige tanker:
“Børnene drømmer jo om at se den nye animationsfilm, men billetterne er så dyre lige nu,” sukkede hun melankolsk. Og Lars øjeblikkeligt købte billetter, tog børnene med i biografen og købte dem popcorn med ekstra slik.
“Hvor er det dejligt vejr,” fortsatte Helle, “men I sidder bare derhjemme. Tag da til Tivoli!” Og gæt hvem der fulgte med hendes børn? Selvfølgelig os. Og alt sammen på vores regning.
Jeg forstår ikke subtiliteter. Og jeg gider heller ikke. Jeg foretrækker ærlighed. Hvis du mangler noget sig det. Spørg. Forklar. Lad være med at kredse om det, som om du egentlig slet ikke vil have noget.
Men Lars reagerede altid øjeblikkeligt på hendes “forespørgsler”. Han elskede sine nevøer og niecer vanvittigt meget. Men måden, han forkælede dem på, var helt ude af proportioner. Cykler, gadgets, forlystelser det blev normen. Helle behøvede blot at kigge på ham, og min mand løb straks i gang.
For nylig var det Daniels fødselsdag Helles søn. Vi havde allerede givet ham en flot cykel, som kostede en formue. Jeg var sikker på, det var mere end nok. Men åbenbart var “cykel” ingenting i Helles øjne. I hendes verden skulle barnet absolut til London. Og ikke alene med hende, selvfølgelig. En lille dreng kunne da ikke rejse alene!
På Helles måde lød det sådan her:
“Daniel drømmer om at se Big Ben. Hans øjne lyser, hver gang han nævner det”
Men denne gang gav Lars ham ikke billetter. I stedet fik Daniel en hjemmelavet kage og en pyntepude med hans initialer. Jeg arbejdede den dag, så min mand tog afsted alene. Og som I nok kan gætte, var det en kold douche for hans søster.
Helle gav dog ikke op. Hendes ønsker blev større for hvert år. Min mand lod tilsyneladende til at være ligeglad. Vi havde ingen børn, så han helligede sig fuldt ud til sine nevøer og niecer. Måske fordi han ikke havde nogen andre at bruge sin faderlige energi på.
Og så kom den store nyhed: Jeg var gravid. Jeg fortalte det til Lars han græd af lykke, kyssede min mave og kunne næsten ikke tro det. Han havde drømt om det i årevis. Men så kom Helle
Og igen med et ønske. Denne gang en forårsferie i Berlin. Selvfølgelig med børnene. Min mand sagde nej, for første gang. Han sagde, han snart ville være far, og nu skulle alle ressourcer gå til vores egen familie. Så eksploderede hans søster.
Næste dag ringede hun til mig. Hun råbte. Hun anklagede.
“Hvor vover du?! Har du gjort alt dette for at fratage mine børn den eneste mand, der tog sig af dem?”
Jeg lagde på uden et ord.
Så fulgte en ny scene. Nevøerne ventede på Lars ved hans arbejdsplads. De gav ham hjemmelavede kort.
“Onkel, vi beder dig, forlad os ikke”
“Hvorfor har du brug for dine egne børn, når du allerede har os?”
Det var tydeligt, at nogen havde hjulpet dem med teksten. Og den “nogen” var ikke svær at gætte.
Lars kom hjem, satte sig på sofaen, kiggede på kortene og det var, som om noget knækkede i ham.
“Jeg er bare en idiot,” sagde han. “Hvor mange år har jeg holdt det her ud? Ovnen er i stykker, jeg har ikke råd til en jakke, far er løbet onkel, hjælp os. Hun har altid brugt børnene til at manipulere mig. Og jeg hoppede med. Som en idiot.”
Pludselig tog han en notesbog frem. Han begyndte at skrive alt ned, han kunne huske: cykler, telefoner, lejre, rejser, udstyr, jakker, teaterbilletter. Totalen? Et pænt lille beløb.
Og så finalen. Finalen i Helles stil.
Hun kom forbi vores hus. Stod i entreen som en dronning og sagde:
“Nu hvor I selv skal have barn, kan du så ikke gøre én sidste tjeneste? Giv os bilen. Ikke til mig, jeg er ikke fræk. Bare så børnene kan”
Lars rakte hende notesbogen uden et ord.
“Her er beløbet. For alt, du har fået. Betal tilbage. Du har seks måneder. Ellers bliver det retten.”
Hun smadrede døren så hårdt på vej ud, at kosten fra væggen væltede.
Bagefter kom der en flodbølge af beskeder. Helles veninder bombarderede mig på de sociale medier. De skrev, at jeg havde ødelagt det hellige bånd mellem onkel og nevøer. At børnene nu var “forladt, sultne, og mor var desperat”.
Men jeg lod mig ikke rokke.
Helle ejer to lejligheder. Den ene fik hun fra sin eksmand, den anden fik hun, fordi Lars gav afkald på arven til fordel for hende. Hun får børnepenge og lever ikke i fattigdom. Hun er bare vant til, at alt skal serveres for hende. Men nu nu er det slut.
Vi skal have et barn. Og nu har min mand en rigtig familie. Uden manipulation, hysteriske udbrud eller teater. Og ved du hvad? Jeg tror slet ikke, det er for sent
