»Det er simpelthen for meget!« — Marie nægtede at tage imod gæster, der havde forvandlet hendes lejlighed til et gratis pensionat
Nogen gange smider livet sådanne historier i skødet på én, at det føles som om man læser et tv-komedie-manuskript — det er bare sjovt mere for alle andre. Hovedpersonen har det hverken sjovt eller let. Netop sådan en historie fortalte min opgangsbo, Marie, for mig for nylig — en spinkel og rolig kvinde i midten af trediverne. På overfladen et forbillede på dannelse, men som det viste sig, er også sådanne menneskers tålmodighed ikke uendelig.
Hun boede engang i Aarhus, arbejdede i det lokale bibliotek og omgikkes en broget flok fælles bekendte — en blandet, men godmodig gruppe. En af disse bekendte var Mads, en sjovfærdig og flittig flirt, som hun af og til drak te sammen med. De var ikke venner, blot bekendte fra livet. Senere flyttede Marie til København, fandt arbejde, indrettede en hyggelig lille lejlighed på Frederiksberg og havde næsten glemt de gamle »venner« fra fortiden.
Men så en dag… dukkede Mads op igen.
Årene var gået, han havde giftet sig, skilt sig og giftet sig igen. De stødte tilfældigt på hinanden på en ferie i Skagen. Mads var der, som det viste sig, ikke med sin nye kone, men… alene. Marie spurgte ikke nærmere ind til hvorfor — det interesserede hende ikke. Manden forsøgte ivrigt at få hende til at fortælle om sit liv, hvor hun boede, hvad hun havde planer om. Marie svarede høfligt, men uden entusiasme.
En uge senere ringede han:
»Hør, mig og Lise (hans første kone) er i København. Vi er her et par dage, kan vi overnatte hos dig?«
Marie stod målløs. Hun nåede ikke at afslå ordentligt — tre timer senere stod de med kufferter foran hendes dør. »Nå ja,« tænkte hun. »En dag eller to, det overlever jeg.« Men en dag eller to blev til fem… og så til en ubestemt tid.
Mads og Lise følte sig helt hjemme. De gik rundt i undertøj, forventede aftensmad, arrangerede små dansefester om aftenen, drak vin af hendes glas, ryddede ikke op og inviterede endda nogle venner på besøg — »bare et par timer, for en snak«.
»Kan vi blive lidt længere? Det er så hyggeligt her!« kvidrede Lise, mens hun smurrede smør på hendes rugbrød.
Marie tålte det, bed tænderne sammen og satte dem først ud efter fem dage. Hun sagde, hun var syg, og skyldte på travlt. Da de var gået, vaskede hun lejligheden skinnende ren og besluttede: aldrig igen.
En måned senere. Marie var lige kommet sig, da telefonen ringede igen. Det var Mads.
»Hej! Mig og min nye kone, Mette, skal til København i en uge. Hvordan har du det? Håber, du kan tage os ind?«
I det øjeblik kogte det indeni hende. Hun rettede sig op i stolen.
»Det her er ikke bare frækhed. Det er invasion,« tænkte hun.
Marie svarede roligt, men bestemt:
»Hør, jeg respekterer jer, men min lejlighed er ikke et hotel. Jeg har hverken lyst eller kræfter til at gøre det igen. Hvis I er i København, er der hoteller, vandrehjem, lejeboliger. Jeg håber, I forstår.«
Mads tav et øjeblik og lagde så på. Tak eller undskyld — der kom intet.
Senere fortalte hun mig:
»Jeg tror, jeg før ikke kunne sige nej. Jeg troede, at at være god betød at bide det i mig. Nu ved jeg bedre: man skal først respektere sig selv. Hvis jeg ikke vil have gæster, gør det mig ikke til et dårligt menneske. Det gør mig til en voksen.«
Tror I, Marie handlede rigtigt? Eller skulle hun have vist medfølelse og lukket »vennerne« ind igen? Hvor går grænsen mellem gæstfrihed og ren frekkhed?
