**Dagbog Tirsdag den 3. oktober**
*”Det er min søster!”* sagde min mand, da hans søster besluttede at lave grillmad lige midt i mine roser! Min reaktion nåede to meter i højden…
Forestil jer dette: Vi arvede en sommerhusgrund af min svigermor. Nå ja, *sommerhus* det var måske at stramme den. Et faldefærdigt lille hus, et hegn på tre brædder og et stykke jord overgroet med ukrudt til livet. Min mand, som de fleste mænd, kastede et blik på det hele og sagde: *”Lad os bare sælge det.”*
Men jeg… ja, jeg er stædig! Jeg klamrede mig til det stykke jord. Allerede der kunne jeg se det for mig: en smuk have. Et helt år levede jeg for det sted. Brugte næsten alle vores opsparinger og selvfølgelig alle mine kræfter.
Jeg malede selv huset, hyrede håndværkere til at reparere taget. Men det vigtigste jeg plantede en blomsterhave. Ikke bare nogle kedelige bede, nej, en hel lille *Engelsk have*! Roser, pæoner, hortensier… Jeg plejede hver eneste blomst som om den var mit barn.
Min mand grinede først, men da han så resultatet, begyndte han faktisk at respektere det. *”Du er sgu sej, Lise!”* sagde han og så på mine blomstrende bed. Og ærligt, jeg var lykkelig. Det var mit lille fredfyldte tilflugtssted.
Men det varede ikke længe. Min svigerinde, Mette, fandt ud af vores *”sommerparadis”*. En ren bypige, fuldstændig ligeglad med jord, men *natur* åh, det elskede hun! Især hvis andre allerede havde gjort arbejdet.
En lørdag, uden advarsel eller opringning, trillede en bil ind på grunden. Ud væltede Mette og hele hendes flok: hendes mand og to umulige børn. *”Hej Liiise! Vi er kommet på grillfest!”* råbte hun allerede fra døren.
Jeg stod målløs, men hvad gør man? Det er jo familie. Viste dem huset, tilbød te. Men de gik direkte ind på den rene veranda uden at tage skoene af. Og så begyndte det…
Det var ikke en hyggelig dag det var et *barbarisk overfald*. Hendes mand stillede sin kæmpe grill lige midt i mine klatreroser. Børnene løb rundt som vilde, trampede pæoner ned, brækkede hortensier.
Og Mette selv gik rundt som en dronning og gav ordninger: *”Lise, hvor er jeres agurker?”*, *”Har I rene håndklæder?”*. Efter dem lå der en bjerg af affald, nedslået græs og ødelagte planter.
Jeg stod midt i kaoset og kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.
Og det var kun *begyndelsen*. De begyndte at komme *hver* weekend. Uden skyggen af skam! Efterlod rod, vaskede ikke op. En dag kom jeg, og de havde brugt mine nye havehandsker til at rense grillen! Kan I forestille jer det?
Om aftenen prøvede jeg at tale med min mand. Forklarede ham, som var han et barn, at jeg havde lagt min sjæl i det sted, at det gjorde ondt at se det blive ødelagt. Men han, min blødsødne mand, sukkede bare.
*”Lise, jeg forstår dig. Men tål det nu det er min søster! Vi kan ikke sige nej. Vi er familie. Lad os undgå drama.”*
I det øjeblik vidste jeg: drama var uundgåeligt. For min *”lille England”* blev til en grillplads, og min *”kære familie”* trampede på mig. Hævnplanen modnede øjeblikkeligt. Kold. Fire meter høj.
Næste uge hævede jeg en stor sum. Da min mand så beskeden om aftenen, var hans øjne ved at poppe ud.
*”Lise, er du blevet sindssyg?! Hvad skal du med alle de penge?”*
*”Til at styrke familien, skat,”* svarede jeg med mit mest mystiske smil. *”Du skal nok se.”*
Hele lørdagen efter arbejdede en flok håndværkere på grunden. De virkede til at vide, at tiden var knap. Min mand gik nervøst rundt og forstod ingenting. Jeg sad i en liggestol med en kold te og dirigerede.
Klokken seks stod det færdigt: Et massivt to meter højt stakit af metal, der delte grunden i to.
På den ene side: vores lille hus, verandaen og mine blomster. På den anden: en forladt grillplads og et skur. I hegnet var der en lille dør med et solidt hængelås.
*”Hvad… hvad er det her?”* mumlede han forvirret.
*”Det, min skat, er vores *familiekompromis*,”* svarede jeg roligt. *”Denne side er min. Her bestemmer jeg. Den anden side er til din *dyrebare familie*. Lad din søster stå på hovedet og stege pølser der nu har hun sit eget område.”*
Lige som planlagt rullede Mettes bil ind ad porten. Hun steg ud, så det nye hegn og frøs. Hendes ansigt… en blanding af chok, forvirring og *hellig* harme.
Hun råbte, ringede til min mand, krævede svar… Men jeg sagde ingenting. Bare flyttede min liggestol ind *på min side* af hegnet.
Sig mig ærligt: Gik jeg for langt? Eller er der tidspunkter, hvor man bare *skal* bygge et højt hegn for at redde sin lille paradis?
