Det er din skyld! Med sammenpressede læber stod svigermoren, Karen, og betragtede, hvordan Stine vaskede op. I stuen ved siden af sad treårige Alberte og hostede voldsomt.
Hvis du nu bare havde holdt øje med barnet, havde du måske lagt mærke til hosten i tide, og ikke pjosket rundt med alle de der hjemmelavede husråd…
Jeg fulgte præcis det børnelægen sagde, prøvede Stine at forsvare sig.
Ja, men der skulle antibiotika til! Nu må du lade hende få penicillin, siden du insisterer på at spille moderne mor. Unge mødre i dag de kan så lidt! Ansvar er der intet af. Jeg havde aldrig ladet din mand vokse op sådan!
Med tårer, der truede med at forvride ansigtet, lukkede Stine for vandet og skyndte sig ud fra køkkenet. Det føltes som om hendes egne følelser kvalte hende. I fem år havde hun kun følt sig skyldig. Dum. Fejlende. Det største fejltag var, at hun havde stolet på Mads og sagt ja til at bo hos hans forældre, “bare indtil vi havde fået vores eget sted.
Det fremtidige hjem var kun et hul gravet midt i et byggefelt udenfor Helsingør. Byggeriet stod stille. Ifølge Mads var det Stines skyld hun var kommet med to børn lige efter hinanden, som hun ville, og nærmest uden hans samtykke.
Alle Stines forslag om en lejelejlighed blev tæret væk med det samme:
Jeg nægter at betale tusindvis af kroner til fremmede for at bo i deres luft.
Hun sukkede, forsøgte med et sidste alternativ:
Hvad hvis vi køber et lille hus for børnepengene? Vi har da både hoved- og regionalt tilskud…
Hvilket hus kan du købe for de håndører? En faldefærdig rønne! De penge skal bruges til vores byggeri. Når nu sommeren kommer, så…
Sommeren kom, men byggepladsen stod stadig stille, og Stine brugte med vilje ikke flere penge. De gik bare der og trådte vande.
Mads, vil du ikke lige være sammen med Alberte, mens jeg henter Magnus i børnehaven? spurgte hun blidt.
Mads skar ansigt, mens han sparkede skoene af:
Hvad hvis hun pludselig får feber?
Det tager bare en halv time.
Nej, lad være med at spørge. Hvad nu hvis noget sker…
Han blev stående, og Stine fandt sig stille i at tage datteren med. Der var kun en kilometer til børnehaven, tænkte hun Alberte kunne få lidt frisk luft.
Sagde jeg ikke, at du skulle holde Magnus hjemme i dag? Men du skal vel bare af med ungerne, råbte Mads efter hende.
Ja, det er kun mig, der er skyldig, smilede Stine bittert.
Om aftenen sad hun ved sin bærbare, mens børnene legede roligt inde ved siden af.
Sidder du og arbejder? spurgte Mads, der dukkede op bag hende. Hvornår er der mad?
Hun slog computeren sammen.
Søger du på lejligheder igen? mistænkte Mads, Det er spild! Vi bygger snart færdigt.
Stine nikkede tyst.
Mor, mit tårn vil ikke blive stående! Og… og det er din skyld! udbrød Alberte grædende i døren.
Ja, mor hjælper dig aldrig. Hun er så doven, grinede Mads hånligt.
Stine betragtede dem og mærkede, hvordan det endelig var nok. Til selv datteren var hun nu kun en forhindring. Altid og for altid skyldig.
Næste morgen tog Stine ikke Magnus i børnehave.
Svigermor Karen betragtede, uden at sige noget, hvordan Stine klædte børnene på.
Vi skal på sygehuset, mumlede Stine, mest for at forklare sig.
De kom først hjem sent og sagde, at de havde været hos øre-næse-halslægen. Børnene fnisede, og Stine tysede.
Far, ved du hvor vi var i dag? brød Alberte begejstret ud.
Hvor?
Det fortæller jeg ikke, svarede Alberte, mens hun sendte moren et forsigtigt blik.
Det er en overraskelse til din fødselsdag, bekræftede Magnus voksent.
Næste dag forsvandt Stine med begge børn. Ingen opdagede noget før sent om aftenen, da Mads kom hjem fra arbejde.
Mor, hvad er der til aftensmad?
Spørg da Stine. Hun smuttede af sted med ungerne tidligt i morges. Jeg laver et par spejlæg, hvis hun ikke kan finde ud af at tage sig af dig.
Måske er de på sygehuset… sagde Mads bekymret og gik ind i stuen. Der var ryddeligt – Stine var altid en god husholderske – men noget manglede. Pludselig opdagede han, at datterens kæmpestore plyskat, der altid lå i sofaen og irriterede ham, var væk.
Hans øjne flakkede. Han åbnede skabet: kun en ensom vinterfrakke hang tilbage. Stines og børnenes tøj, legetøj alt var forsvundet.
Mor! Stine er gået! udbrød Mads chokeret. Karen vinkede bare afværgende:
Hvor skulle hun dog tage hen, den tosse.
Kig nu bare, skabet er tomt, hun har taget tingene og børnene med.
Ring, ring nu! Karen stirrede målløst ind i det tomme skab.
Mads telefonopkald gik ubesvaret.
Hvordan kunne du ikke se, hun bar tingene ud? Det er jo flere tasker
Jeg var i Irma Stine er blevet skør. Vi må finde hende og tage børnene.
Hvordan? Vil du selv passe dem?
Nej, slet ikke. De kan være i børnehave.
Og om aftenen? Weekender? Hvis de bliver syge?
Du finder vel bare en barnepige.
Ved du egentlig, hvad en barnepige koster?
Så må de på institution. Lidt endnu.
Mads rev sig i håret. Spejlæggene brændte på. Udenfor blev det mørkt, og mor og søn sad tilbage og diskuterede, hvad de skulle gøre.
Hvad manglede hun egentlig? spurgte Mads sørgmodigt. Bare sådan forsvinde. Helt uden ord. Måske har hun fundet en ny mand?
Hvem ville dog ville have hende?
Hvordan vil hun overleve? Hun har jo ikke engang et job.
Jeg sagde, vi skulle bruge børnepengene på byggeriet. Nu har hun sikkert brugt dem på et hul og sidder der nu.
Hun kommer garanteret tilbage, når hun har spist havregrød en uge, lød det tøvende fra Mads.
Og så lader du hende bare komme? Nej, du skal vise, at det er dig, der bestemmer. Lyt nu her, hun skal ydmyge sig og børnene skal også tages fra hende! Hun skal lære at kende sin plads. Forsøgte Karen at overbevise.
Hun blev ved og ved. Mads gik sulten i seng. Han var sikker på, at Stine kom tilbage inden for få dage og undskyldte for sin opførsel. At lede efter hende var udelukket.
I stedet kom der et brev med posten. Anbefalet, med kvittering. Stine havde søgt om skilsmisse alene.
Mor, der står, jeg skal i retten, sagde Mads forbløffet.
Så lad være med at møde op. Så skiltes I ikke. Prøv nu at finde hende. Jeg sagde jo, hun var på ferie med børnene, men nu begynder folk at sladre!
Hun kommer selv tilbage
Hvis hun har sendt ansøgning, så kommer hun ikke igen. Find hende, køb blomster og sig undskyld, så kan det være, hun tilgiver Karen var nu klar med gode råd.
For hvad? protesterede Mads.
Det finder I ud af.
…Man fandt Stine ved et tilfælde. Mads så hende, da han gik hjem fra SuperBrugsen, taskelisten fra moren i hånden. Midt i myldretiden i byens centrum gik Stine ubekymret rundt med børnene. Mads måtte kæmpe for ikke at overfalde hende med skældsord, men valgte at følge efter dem på afstand.
De gik fredeligt gennem parken, drak juice af papbægre, lo. Stine så lykkelig og fri ud helt upåvirket, og bestemt ikke klar til at vende slukøret hjem.
Og efter skilsmissen skal jeg oven i købet betale børnebidrag til dem begge, gik det op for Mads med et sæt.
Han indhentede dem først ved opgangen til en gammel etageejendom. Han råbte: Magnus, Alberte! Har I savnet far?
Børnene gemte sig straks forskræmte bag Stine. Magnus klemte sig ind til hende og spurgte sagte:
Mor, vi skal da ikke hjem til farmor, vel?
Nej, selvfølgelig ikke, skat.
Nå, så har du har allerede fået ham på din side? hvæsede Mads. Du forsvinder uden varsel! Var det ikke nok for dig? Du havde det som blommen i et æg! Har du fundet en anden? Tænker du flytte ind hos ham, bare sådan? Utaknemmelige kvinde! Jeg tager børnene!
Stine smilede roligt:
Vent her. Så bærer jeg deres ting ned.
H-hvorfor?
Vil du tage dem uden deres tøj? Du ved godt, Alberte ikke kan sove uden sin kat.
Du… du gør grin med mig! Jeg skal nok vise dig!
Stine trak sig et skridt væk. Naboer begyndte at stimle sammen.
Lad os gå, sagde Mads og nikkede mod døren, men Stine rystede på hovedet.
Gå, Mads. Vi ses i retten.
Du får ikke en krone af mig! Hverken lejlighed eller sommerhus bliver delt! Det hus er mit der er ingenting til dig!
Stine betragtede hans vrede ansigt og forstod ikke, hvordan hun nogensinde havde kunnet overse, hvem han var. Fem år havde hun levet med ham, ventet på et mirakel…
Skal jeg ringe til politiet? tilbød en midaldrende kvindelig nabo venligt.
Da ordet politi blev nævnt, stak Mads halen mellem benene og snerrede: Lev dit eget liv! Det er din egen skyld!
Stine lo frit. Hun knugede børnene tæt og gik hjem. Deres hjem ganske vist en lejet treværelses på Amager, men for første gang i fem år følte Stine sig som herre i eget hus. Hun bestemte, hvad de skulle spise, hvornår de skulle ud, hvornår der skulle gøres rent.
Og hun havde naturligvis et arbejde. Hun lavede hjemmesider som freelancer om natten, lærte, mens børnene sov, for hun vidste, at hendes tålmodighed en dag ville slippe op.
Så kom skilsmissen. Mads lod hånt om retten på morens råd. Sagen blev udsat flere gange, men et par måneder senere modtog han et brev om, at de nu officielt var skilt.
Til sønnens fødselsdag dukkede han ikke op. Jeg betaler jo børnebidrag, undskyldte han sig.
Et halvt år senere købte Stine endelig en lille toværelses på Hvidovre-kanten og flyttede ind med børnene.
Og fra fælles bekendte hørte hun, at Mads prøvede at finde en ny kvinde men de stak hurtigt af, hver gang.
Kun om natten, i mareridt, kunne Stine stadig høre hans hånlige stemme: Det er altid din skyldEn eftermiddag, da forårslyset strømmede ind gennem vinduerne, sad Stine med børnene ved spisebordet og tegnede. Udenfor blomstrede rabatten. Magnus grinede højt, da Alberte plagede om flere tuscher, og Stine tænkte, at høje stemmer og rod ikke længere betød kaos, men bare liv.
Telefonen summede, men hun lod den ligge. Hun havde for længst lært, at hun ikke skyldte nogen et svar. Da børnene tabte farvekridt på gulvet og grinede, mærkede hun en lethed, hun ikke kendte fra før. Hun smilede, knugede dem ind til sig og mærkede sit hjerte banke fast og stærkt.
Udenfor trak en forårsstorm ind over byen, men inden døre spredtes duften af nybagte hveder og lyden af børnelatter. Da børnene puttede sig tæt op ad hende, hviskede Magnus:
Nu er vi hjemme, ikke mor?
Hun kyssede dem blidt på panden.
Ja, skat. Nu er vi hjemme.
For første gang behøvede Stine hverken forklare eller undskylde. Tordenvejret rasede bag de lukkede ruder, men inde i lejligheden herskede ro. Og i det stille vidste Stine: Hun var aldrig mere skyldig. Fremover var hun bare Stine.
