— Mette, der er en fremmed mand ved legepladsen, som har været for mærkelig ved din Astrid.
— Hvad mener du, *for mærkelig*? Hvor er han? Hvem er det?
— Jeg aner det ikke! Jeg gik hen for at spørge, hvem han var, men han stak af, som om djævelen selv havde ham i hælene.
— Det lyder mistænkeligt. Astrid! Kom her til mig, skat!
Den femårige pige med to pjuskehale, der stak ud som små antenner, løb hen til Mette og smilede bredt.
— Mor! Jeg så nogle hundehvalpe derovre!
Mette studerede pigens ansigt, men kunne ikke læse noget usædvanligt. Alligevel dunkede hendes moderhjerte uroligt.
— Hvor så du dem? Viste nogen dem til dig?
Astrid rynkede panden og trak på skuldrene.
— Nej, jeg så dem selv. Der var tre – to sorte og en med hvide pletter. Kom, så viser jeg dig!
Mette greb hendes hånd hårdt.
— Var der en mand, der talte med dig? Hvad sagde han?
Pigens øjne blev store af forvirring.
— Mor, hvad er der galt? Din læbe dirrer. Ingen mand generede mig. En flink herre spurgte bare, om jeg kendte Mette Kjærgaard.
Hjertet standsede et sekund. *Hvem kunne det være? Mon det var ham?*
— Hvordan så han ud? Den flinke herre?
Men Astrid nåede ikke at svare, før telefoner ringede i Mettes lomme. Det var hendes mand, Klaus. Hun kunne ikke lade være med at tage den.
— Ja, elskede?
Tanken om den mystiske mand forsvandt ikke. Men hun havde ikke tænkt sig at fortælle Klaus om det – heller ikke lade Astrid nævne det.
— Så far ikke bliver bekymret, forklarede hun, og Astrid stillede ingen yderligere spørgsmål.
Hele natten vred hun sig i sengen. Om morgenen vaklede hun op med en dræbende hovedpine. Alle tanker føltes som bly, og selv den mindste bevægelse gjorde ondt.
— Lad os gå ud og spise i aften, foreslog Klaus, og Mette nikkede lettet.
Hendes andet ægteskab var så forskelligt fra det første. Med Klaus følte hun sig tryg, som om murene omkring hende var uigennemtrængelige.
— Fremragende idé! smilede hun.
Humøret lettede lidt – indtil hun på vej til bilen fik øje på en mand ved naboens indgang. Hun standsede brat. Hjertet hamrede, og blikket borede sig ind i den velkendte silhuet.
— Mette, hvad venter du på? kaldte Klaus fra bilen.
— Mor, kom nu! Hvad glor du på?
Hun satte sig langsomt ind, men stirrede ufravendt på manden, der stod ti meter væk. Da bilen kørte, føltes det som om noget knugede hendes bryst.
På restauranten slap hun ikke rigtig af. Da Klaus gik for at tage en telefon, hviskede Astrid:
— Mor, jeg så den flinke mand igen ved huset i dag.
Mette kvalte et gisp. Blikket flakkede. *Ham, der slettede hende fra sit liv for over ti år siden, var tilbage.*
— Så du ham i aftes? spurgte hun automatisk.
Astrid nikkede.
— Da vi kørte herhen. Han stod ved naboen og kiggede efter os.
Efter middagen, der føltes som en evighed, rejste Mette sig med lettelse. Klaus tog blidt hendes hånd.
— Hvad er der, skat? Du virker fjern.
Hun ville tie, men kunne ikke. Hun elskede ham for meget til at lyve.
— Klaus… Andreas er tilbage.
Han stoppede og slap hendes hånd.
— Andreas? Har han kontaktet dig?
— Mor, hvem er Andreas? afbrød Astrid.
— Bare en… bekendt, svarede Mette undvigende, men så mødte hun Klaus’ blik. — Jeg har set ham ved huset. To gange. Det er ham.
Klaus tav. I bilen, på vej hjem, blev spændingen ulidelig. Da de nærmede sig, vidste Mette, det uundgåelige var ved at ske. Der stod han – på trappen, hans øjne søgte gennem bilruderne, indtil de fandt hende.
— Du har ret, mumlede Klaus. — Det er ham. Han har fundet dig.
— Må jeg tale med ham? hviskede hun. — Hvis du siger nej…
— Mette. Han rørte hendes hånd. — Det er din søn. Jeg kan ikke forbyde dig det.
Hun nikkede og så på den sovende Astrid på bagsædet. Klaus forstod.
— Gå du. Vi kører en tur, mens hun sover.
Taknemmeligt smilede hun til ham og steg ud. Da hun nærmede sig Andreas, studerede hun hans ansigt. Ti år havce ændret ham. Håret tyndere, rynker om øjnene – men var hadet stadig der?
— Hej, sagde hun.
Han nikkede knap mærkbart.
— Jeg ledte efter dig. Ville tale. Og så hører jeg, at du ikke kun er gift med Klaus… men også har født ham en datter. Stemmen blev hård. Mette genkendte ham igen. Den samme egoist.
— Kom du for at brokke dig? spurgte hun køligt. — Det interesserer mig ikke.
— Jeg er din søn. Inviterer du mig ikke ind?
Hun rystede på hovedet.
— Du er ikke her for at snakke. Hvorfor nu? Efter ti år?
Deres sidste ord for længe siden havde været fyldt med had. Han havde kaldt hende en forræder, svoret at hun var død for ham. Og nu?
— Jeg har brug for penge.
Afskyen bølgede igennem hende. Ikke sorg, ikke savn – bare den samme kvalme, hun havde følt overfor hans far.
Peter havde hun levet med i tyve år. Kærligheden forvandledes langsomt til mareridt. Første gang han slog hende, var Andreas syv år. Men Peter holdt det skjult for sønnen – for Andreas var far stadig perfekt.
Da hun endelig flygtede, var det til Klaus, Peters bedste ven. Den eneste, der kendte sandheden. Han hjalp hende ud. Men Andreas troede kun på fars historie: *Mor ødelagde alt.*
Og nu stod han her. En kopi af sin far.
— Du sagde, jeg var død for dig, svarede hun iskoldt. — Bliv ved med det. Gå.
Hans øjne blussede, ligesom Peters plejede.
— Jeg hader dig. Far skulle have levet. *Dig* skulle være død.
Kulden jog ned ad ryggen, men hun nikkede bare.
— Måske. Men verden er ikke retfærdig. Forsvind.
Da han gik, følte hun… ingenting. Måske var det sandt. Måske var hun faktisk død som mor for ham for længe siden.
