Det er aldrig for sent at begynde
”Mor, er du helt fra forstanden?”
Datterens ord ramte Liva som et slag i maven.
Hårdt.
Hun tav og fortsatte med at skrælle kartoflerne.
”Folk peger allerede fingre af os – mor har fået en kærlighed, men altså, hvis det var far, så var det én ting, han er en mand, men her er det mor! En kvinde! Hjemmets vogter! Skammer du dig ikke?”
En tåre trillede ud af Livas øje, dvælede et øjeblik og faldt ned på hendes hånd – og så en til… Snart dryppede tårerne ustandseligt, mens datteren rasede videre.
Konrad, Livas mand, sad på en stol med slappe skuldre og en fremstående underlæbe.
”Far er syg, hvad bilder du dig ind? Han har brug for pleje,” hulkede Konrad. ”Er det sådan, man opfører sig? Mor? Han gav dig hele sin ungdom, I fik et barn sammen og opdragede det, og nu hvad? Så snart han blev syg, besluttede du at vifte med halen? Nej, min kære, sådan gør man ikke…”
”Hvordan gør man så?” spurgte Liva.
”Hvad? Er du ved at gå fra forstanden? Se bare på far… Hun spotter mig.”
”Jeg føler, Tanja, som om jeg ikke er din mor, men din værste fjende… Åh, hvor du pludselig bekymrer dig om far…”
”Mor! Hvad er det, du fabler om? Hvorfor lader du, som om du er et stakkels forældreløst barn? Jeg kan ikke mere – jeg ringer til bedstemor, lad hende ordne dig, sådan en skandale.”
”Forestil dig,” vendte Tanja sig mod faren, ”jeg kommer hjem fra universitetet, og dér går de… arm i arm langs alléen… Han læser højt for hende, sikkert selvdigtede vers. Om kærlighed, ikke sandt, mor?”
”Du er ond, Tanja. Ond og dum. Ung og dum…”
”Ser I det? Ikke et fnug af anger. Nå, men så ringer jeg til bedstemødrene – begge to! Lad dem ordne dig, far og jeg har ikke kræfter til det her.”
Liva rejste sig tavst, glattede ud foldene i sin hjemmekjole, fjernede usynlige støvfnug. Hun stod op.
”Nå, mine kære, jeg går.”
”Hvorhen, Liva?”
”Jeg forlader dig, Konrad.”
”Hvad mener du? Hvor skal du hen? Hvad med mig? Hvad skal jeg gøre?”
Datteren, der i det øjeblik skar øjnene mod moren, talte ophidset i telefonen.
”Taaanja, Tanja—” Konrad jamrede, som var det en død, han sørgede over, ”Tanja…”
”Hvad? Hvad er der, far? Ryggen? Hvor gør det ondt?”
”Åh, åh… Tanja… hun… mor… hun siger, hun går.”
”Hvad mener hun? Hvorhen? Mor… hvad er det nu, du har fundet på? I din alder?”
Liva smilede spøgende.
Hun foldede omhyggeligt sine ting sammen i kufferten.
Hun havde allerede ville gå, men så blev Konrad syg, hans rygsmerter forværredes – åh, hvor den stakkels mand led, hvor han klynkede…
”Liva… Jeg tror, jeg har en diskusprolaps…”
”Det viste scanningen ikke.”
”Åh, hvad ved de læger?… De ved godt, Liva… De siger det med vilje ikke med det samme.”
”Gør de? Hvorfor?”
”Tja… for at hive flere penge ud af en senere. Det var det samme med Preben fra arbejdet… rygsmerter – rygsmerter, salver, piller, og så pludselig… en diskusprolaps, og ikke nok med det – en frygtelig en, med et skræmmende navn…”
Liva sagde ingenting dengang, hun gik ikke, hun kunne ikke forlade den stakkel.
Men nu…
”Hvor længe skal det her fortsætte, Liva?” hørte hun sin veninde Lises stemme. ”Du arbejder dig selv ihjel for dem. Hvad har din Konrad nogensinde givet dig? In-gen-ting!” Lis slog håndfladen i bordet.
”Han festede hele din ungdom væk, ja, han gjorde, som en løs hund… Han tog endda den der… frisøsen – hvad hed hun? Mil-la! Nemlig, Mille, med ansigtet som en ko på en chokoladebar, husker du det? Du knoklede på to jobs og havde ekstraarbejde, mens Konrad lå på sofaen. Konrad skal på kur – han har ondt i ryggen, lille Konni skal til søen, mens Liva skal have besøgt svigermor, og så sin egen mor, eller omvendt? Men at Liva i en alder af fyrre halter på det ene ben, det er helt normalt, ikke?”
”Men Lis,” forsvarOg sådan begyndte Liva at leve sit eget lykkelige liv, mens hun med et smil tænkte tilbage på, hvor langt hun var kommet.
