Det man har forkortet, kan ikke forlænges
Da Signe viste sine bryllupsbilleder til vennerne, sagde hun altid med et skævt smil:
– Åh, hvor jeg sled med den kjole! Den var selvfølgelig smuk, men også tung og besværlig! Næste gang jeg skal giftes, vælger jeg en let og luftig brudekjole.
Alle troede bare, hun lavede sjov, og lo med hende. Signe mente det faktisk ikke alvorligt. Vennerne vidste jo, at Signe havde giftet sig af kærlighed. Det var en klassisk sommerflirt, som blev til mere. Signe var 21, Jakob 28.
August, bløde bølger ved Vesterhavet, kølig hvidvin, stjerner på himlen, romantik … Alt gled sammen og endte med en ansøgning om vielse på Rådhuset. Forud for det måtte Jakob dog skilles fra sin anden kone, mens Signe flyttede hjem til Jakobs by.
Aarhus København Aarhus. Det blev Signes pendler-rute de næste ti år.
Men dengang skulle den unge familie først have et sted at bo. Jakob havde givet sin lejlighed til den anden hustru, som havde truet med piller og vilde ting, hvis han ikke kom tilbage. Med tiden lagde den anden kone heldigvis låg på dramaet måske havde Jakob lovet at vende tilbage, hvem ved? Om sin første kone snakkede Jakob helst ikke. Den var hurtigt overstået, halvandet år, de passede ikke sammen. Hun blev senere gift med hans ven, og så var alle glade.
Hans anden ægteskab holdt lidt længere, tre år, før Jakob så hvem hun egentlig var en, der ikke brød sig om børn, eller som hun sagde: “himmelråbende yngel”.
Signe blev ikke rystet af alt det. Hun var selvstændig, ambitiøs, og meget bevidst om sin skønhed. Jakob forgudede hende; han følte sig i paradis. Buketter, dyre frakker, sko i overflod intet var for stort eller småt. Signe blev taget til London, Paris og til fjorden i Norge. Alt for at udvide horisonten og samle kræfter til deres første barn.
Snart fik de en lille datter, Silje. Mens Signe passede Silje, købte Jakob et hyggeligt hus og indrettede alt med kærlig hånd alt for sine piger!
Indflytningen blev fejret, Silje kom i børnehave, og Signe kastede sig over studier. Hun foretrak at læse i København, hvor hendes veninder, mor og alt det velkendte var. Hjemme under de gamle lindetræer følte hun sig altid rolig.
Silje blev hos farmoren, der elskede barnebarnet over alt. Når Signe havde eksamen, var hun altså i København. Jakob blev jaloux og kom ofte for at hente hende lavede næsten komedie ud af at tilfældigvis møde hende i byen. Han havde dog intet reelt at frygte troede han.
Signe mærkede en evig trang til at flygte fra hverdagens ansvar. Hun ville bare læse mere og mere, bare for at slippe for opvask og gulvvask, bekymringer om mand og barn. Hun følte livet strøg forbi hvorfor skulle hun spilde tid på det trivielle?
Efterhånden lå der tre eksamensbeviser i hendes taske alle med topkarakter. Psykolog var hendes speciale. Hun slæbte rundt på sine papirer, altid på jagt efter et spændende job. Jakob var imod:
– Mangler vi penge? Jeg bliver vanvittig af at vente på dig! Lad os få én til, Signe dreng eller pige, det er ligegyldigt. Bare du er her!
Men Signe ville ikke være mor igen. Hun mente, hun havde opfyldt sin kvote. Et barn var nok. Svigermor foreslog endda, at Silje kunne blive permanent hos hende, mens “Signe blev voksen”. Datteren trængte til kærlighed og varme, mente hun. Signe tøvede ikke, hun sagde straks ja og tog til København uden at fortælle Jakob. Jeg ringer fra København, bestemte hun.
Men i København ventede Jakob. Han havde regnet hendes plan ud.
– Signe, hvor er Silje? Hvorfor er du her og ikke hos os? Har du mødt en anden?
– Nej, Jakob, slap nu af. Der er ikke nogen anden. Jeg savner bare friheden. Forstår du?
– Frihed? Fra mig og dit barn? Hvor er kærligheden blevet af? Kan du ikke klare hverdagen, så klarer vi det sammen. Det går nok, Signe, bad han hende.
– Nej Jakob Vi klarer det ikke, afviste hun.
Jakob gik til sin svigermor for råd. Hun trak på skuldrene:
– Det er ikke mit bord. Du kan ikke overbevise Signe. Hun er stædig som granit.
Jakob tog alene tilbage til Aarhus. Forstod ikke, hvordan han skulle redde familien. Hvilket vanvid Mit bedste bliver min egen straf… Alt føltes overflødigt.
Dage blev til uger. Signe kom ikke. Hun svarede kortfattet på beskeder: Det går fint.
Jakob besluttede desperat at sælge huset og tage Silje med til København for at prøve at redde familien.
Signe var kølig. Hun forsøgte at tale ham fra det. Silje skulle jo skifte skole, miste venner, og hendes farmor ville ikke bryde sig om ideen. Men undskyldningerne maskererede, at Signe nu elskede sin frihed. Hun havde startet egen virksomhed systue. Hun havde lejlighed, hun havde mænd, hun havde ikke tid til at kede sig. Så kom eksmand og barn. Hvad skulle hun dog stille op med dem? Hun ønskede bare at slette fortiden. Alt det gamle føltes, som var det en helt anden kvindes liv.
Jakob flyttede alligevel med Silje. Han håbede stadig. Og elskede Signe på trods af alt.
Han hentede Signe fra arbejde, gik med Silje, der var et spejlbillede af sin mor men alt var forgæves. Signe virkede følelsesløs. Til sidst sagde hun det direkte:
– Jakob, lad mig nu være! Nu skal vi skilles. Silje kan bo hos mig.
Men Silje var 11 og havde ikke brug for ophold. Hun havde en kærlig far og farmor, der altid havde bedt for hende. Hun savnede sin mor og forstod aldrig, hvorfor Signe droppede hende så let.
Tiden gik. Ingen kan standse den. Livet ruller videre, og man får hvad man fortjener.
Jakob holdt op med at fiske, hvor der ikke er vand. Han forstod, at Signe aldrig ville give ham sit hjerte.
Skæbnen bragte ham en jordbunden kvinde med begge ben solidt plantet i den jyske muld. Ingen storvildt-ambitioner, ingen udlængsel. Hun havde to drenge fra tidligere. Hverken London, Paris eller hundredvis af sko sagde hende noget. Et par gummistøvler til efterårsmudderet, en varm jakke til stalden og børn, der klarer sig. Mere bad hun ikke om.
Med hende fandt Jakob ro og glæde. Hvor der er enkle vilkår, er der engle i hobetal. Hvor alt er indviklet, forsvinder de. Snart fik de en fælles datter. Jakob mærkede lykken efter fire forsøg. Kærlighed, ren og uforfalsket. De tidligere ægteskaber snakkede han ikke om.
Signe bor nu hos sin mor, i hendes hjem. En forretningspartner lovede guld og grønne skove, men snød hende så hun stod tilbage med ingenting. Systuen gik ned, og bejlerne forsvandt ud i den blå luft.
Kort sagt: de friede, men gled væk én efter én. Nu arbejder Signe som skolepsykolog hendes uddannelse var da god for noget alligevel. Hun lader, som om hun intet fortryder. Måske brænder der alligevel et lille glimt af fortrydelse inde bag facaden Man ved det aldrig. Den menneskelige sjæl har dybder, ingen kan måle.
Silje bor nu med sin mand ja, tiden går og børn vokser op hos farmoren i Aarhus, dér hvor hendes barndom faldt på plads.
På Siljes bryllupsdag bar hun netop den lette, luftige brudekjole, som hendes mor Signe for længst havde lovet at give hende.
Dagbogen slutter med en tanke: Jeg lærte, at nogle ting kan man aldrig få tilbage, når først man har skåret dem væk. Og at lykken ofte findes, hvor man mindst venter det hvis bare man tør lade det simple være godt nok.
