Det skulle blive et nyt liv
Lise havde som 20-årig ingen anelse om, hvad fremtiden ville bringe. Hun studerede på universitetet, elskede sin Mikkel og drømte om deres bryllup, for de havde allerede talt om det.
Mikkel var ældre end Lise og havde aftjent sin værnepligt, da han kom til den lokale høstfest på hendes gymnasium. Hun mindedes tydeligt første gang, hun så ham. Selvom de boede i samme by Aarhus og endda gik på samme skole, havde han allerede været færdig, da hun startede.
“Hold da op, hvem er den smukke fyr?” tænkte Lise, da hun fik øje på Mikkel.
Han trådte ind i salen, kiggede sig omkring efter bekendte, og da deres blikke mødtes, smilede han. Hun forelskede sig øjeblikkeligt. Hvordan kunne det også være anderledes? Han var speciel, ikke som de andre drenge.
“Hej, jeg hedder Mikkel. Hvad med dig?” Han nærmede sig hende, og hun rødmede, da han tilføjede: “Vil du danse?” Han tog hende om livet, og de svævede ud på dansegulvet.
“Lise”
Hun følte sig vægtløs, som om hun fløj. Mikkel førte hende sikkert, og hun mærkede hver eneste af hans bevægelser.
“Lise, du danser godt,” smilede han.
Hele aftenen holdt han sig til hende, og de aftalte, at han skulle følge hende hjem bagefter. De spillede sig selvom, gik lange ture, og det var svært at sige farvel, men Lise vidste, hun måtte hjem moren ville bekymre sig.
Mikkel gjorde aldrig livet kedeligt for hende. Efter gymnasiet startede hun på universitetet i Aarhus, mens han arbejdede. Han vidste ikke, hvad tristhed var hans positive energi smittede af på alle omkring ham. Han havde mange venner, og Lise fulgte ofte med ham til fester og bryllupper.
Selv midt i vinteren gav han hende roser. Hver eneste date føltes som en fest. De sad i caféer, tog på udflugter i naturen, nogle gange alene, andre gange med venner.
Da Lise var på tredje år, overraskede han hende.
“Vi tager på ski i bjergene i nytårsferien. Jeg har allerede købt to billetter. Vi lærer dig at stå på ski der er dygtige instruktører.”
“Åhh, Mikkel, du er den bedste!” jublede hun og kastede sig om halsen på ham. Så tilføjede hun med et grin: “Men jeg er jo en kujon! Jeg er bange for at styrte ned ad bjerget!”
Turen blev uforglemmelig. Lise lærte hurtigt at stå på ski, og da ferien var forbi, savnede hun det allerede. Så kom kvindernes dag. Mikkel ankom med to buketter roser.
“Tillykke med jeres dag,” sagde han og rakte den ene buket til Lises mor, den anden til hende. “Den er til dig, min smukke,” hviskede han og kyssede hende på kinden. Hun var helt betaget af de smukke blomster.
“Mikkel, du skal ikke bruge så mange penge,” sagde Lises mor.
“Det gør ikke noget. Nikolaj og Tobias tager til Norge for at arbejde, og de har spurgt, om jeg vil med. De trækker højspændingsledninger elektrikere er efterspurgte, og lønnen er god. Så kan jeg spare op til vores bryllup og en bil.”
“Jeg vil ikke have, at du tager afsted!” udbrød Lise.
“Det er kun tre-fire måneder. Vi kan snakke i telefon. Jeg vil gerne give dig et smukt bryllup det vil du også, ikke?”
“Jo, men det behøver ikke være stort. Det vigtigste er, at vi er sammen,” svarede hun trist.
Men Mikkel havde besluttet sig, og Lise kunne ikke overtale ham. Han tog afsted med sine venner. Lønnen var god, og de talte ofte i telefon.
Lise sad på universitetet, da hun pludselig følte en underlig uro, men den forsvandt igen. De havde talt sammen aftenen før, så hun ventede ikke et opkald fra ham den aften. Men derhjemme føltes hendes hjerte tungt. Hun ringede selv normalt var det altid ham, der ringede. Ingen svar. Hendes hjerte hamrede, og smerten skar gennem hendes tindinger.
“Hvordan kan Mikkel ikke svare?” tænkte hun febrilsk. Hun ringede fem gange stadig intet.
Hun fandt Tobias nummer og ringede til ham.
“Tobias, hvor er Mikkel?”
Hans stemme lød underlig, da han mumlede:
“Der er ikke nogen Mikkel mere”
“Hvad mener du?” spurgte hun, men linjen gik død.
“Moooor!” skreg hun og brast i gråd.
Resten føltes som en mareridt. Senere fandt hun ud af, at Mikkel var blevet ramt af strøm på en af de forbandede elmaster. Hans mor, Hanne, var sort af sorg og sagde næsten ingenting. Hun ventede, mens Mikkels far og lillebror, Jonas, kørte efter ham. Det, der fulgte, var noget, Lise ikke ønskede at mindes. Begravelsen, sorgen, mørket alt sammen uudholdeligt.
Lise var knust. Hun besøgte Hanne ofte, og de sad tavse sammen eller tog på kirkegården for at besøge Mikkels grav.
På en eller anden måde holdt Hanne fast i Lise og bad hende komme forbi oftere. De drak te sammen og besøgte kirker.
“Lise, hvad siger du til, at vi tager på en tur til stranden?” foreslog Hanne en dag.
Lise sagde ja, selvom hun ikke forstod hvorfor. Mikkel var jo væk, men hans mor lod ikke til at kunne slippe hende. Selv Lises mor havde sagt, at hun måtte lade sorgen glide væk. Alligevel tog de afsted i en uge.
Om morgenen lå de på stranden, og om eftermiddagen hvilede de på værelset. Hanne så ud til at have det lidt bedre. Lise kiggede på sin telefon hun kunne ikke sove om dagen.
Livet buldrede omkring hende, men hun følte sig alene.
Hun gik ned til stranden og stirrede ud over vandet, hvor horisonten smeltede sammen med himlen. Måger skreg, biler larmede, og mennesker lo. Livet var overalt bare ikke i hende.
“Du er så smuk og så trist,” lød en mandestemme ved siden af hende.
Hun ville svare groft, men besluttede sig i sidste øjeblik. Der var noget ved ham, der mindede hende om Mikkel hun vidste bare ikke hvad.
“Smukke mennesker får ikke altid lykken med sig,” svarede hun trist.
“Det er jeg uenig i,” sagde han. “Tro mig. Jeg hedder Kasper.”
“Kasper? Jeg er Lise.”
De udvekslede et par ord, før hun vendte ham ryggen og gik. Kasper så efter hende. Han havde i dagevis iagttaget den triste pige og undret sig over, hvad der tyngede hende.
To dage før afrejsen stødte Lise på
