Det føles bare så akavet…
– Hvad mener du med, at du er hans kone?
– Bogstaveligt talt. I hvert fald juridisk. Jeg kan endda vise stemplingen i mit pas. Fødselsattesten har jeg ikke med, undskyld, sagde kvinden og holdt den ene hånd mod sin store mave.
***
– Skat, jeg tager på arbejde i næste uge, og der er dårlig forbindelse derude, så du må ikke miste mig, sagde Lars Mikkelsen.
– Du behøver ikke bekymre dig om katten. Jeg kommer forbi og fodrer ham og renser bakken, mumlede Freja uden at løfte blikket fra sin telefon.
– Men angående katten… Lars tøvede. – Du skal ikke bekymre dig, min pige. Hvorfor skal du hele tiden pendle til en anden bydel, især efter arbejde, bare for at fodre en enkelt kat? Naboens pige på trappeopgangen – jeg kender hende godt – hun kommer forbi og passer Mikkel en gang imellem.
– Du bliver sgu lidt mærkelig, far, grinede Freja. – Din nabo er vist en ægte godhjertet sjæl, hva’? Fodrer katten, henter mælk på vejen, og medbringer medicin fra apoteket efter arbejde. Det var da lige heldigt.
– Ja, utroligt heldigt…
Lars Mikkelsen følte pludselig en stikken af skyld over, at han igen løj for sin datter. Hans øjenbryn trak sig sammen, og han forsøgte at tænke på andet for ikke at røbe sin uro. *Hun aner ingenting, hun prøver bare at drille mig*, tænkte han.
***
Lars og Frejas mor havde været skilt i syv år. De gik fra hinanden i fred, uden skandaler. De besluttede simpelthen, at kærligheden var forsvundet. Efter at have talt med Freja gik de på borgerservice og indgav skilsmissen med en ren samvittighed. Freja tog deres beslutning roligt, men på betingelse af, at familiefester stadig skulle fejres sammen. Det fungerede for dem alle.
– Så jeg er din nabo? spottede Olivia med et skælmsk smil.
– Jeg kunne ikke lige finde på noget bedre…
– Nej, det må være utroligt svært at kalde mig din kone, hva’?
– Olivia, du må ikke blive fornærmet.
– Jeg er en voksen kvinde, Lars. Men jeg forstår ikke, hvor længe vi skal holde denne store hemmelighed!
– Jeg ved det ikke! Olivia, hvad nu hvis hun ikke forstår? Jeg kan huske, da hun var lille, var der en periode, hvor hun var bange for, at en af os forlod hende. Hun spurgte tit, om vi også blev. Jeg føler, som om jeg forråder hende.
– Hør, jeg blander mig ikke i dit forhold til din datter, men om to måneder har du to døtre, og så bliver du nødt til at træffe et mandigt valg. Forstår du? Jeg tvinger dig ikke til noget, men hvordan vil du skjule en nyfødt baby?
– Vi finder ud af det! sagde Lars eftertænksomt, uden at have den fjerneste idé om, hvordan.
Lars mødte Olivia kort efter skilsmissen. Han vidste det med det samme – hun var den rette. Men han turde ikke indrømme over for familien, at han havde fundet en ny. Han var bange for, at Freja ville vende ham ryggen, og at hans ekskone ville lade ham møde modstand under deres møder.
Først bekymrede han sig over, at Olivia var ti år yngre. Så over, at de hemmeligt blev gift. Og til sidst, da Olivia blev gravid. Men fødslen nærmede sig, og sandheden ville snart komme frem som en byld, der brister. *Der kommer det rigtige tidspunkt, og så fortæller jeg alt*, forsikrede Lars sig selv.
Lars undgik omhyggeligt at fortælle Freja, at han nu boede med sin nye kone. Han undgik møder, besøgte hende sjældent, eller så hende kun på neutralt grund. Og Freja, som de fleste unge, drillede ham altid om den mystiske nabo.
Den morgen Lars kom hjem fra arbejde, besluttede Freja sig for at komme uanmeldt på besøg. Men ingen åbnede døren. Han svarede heller ikke på opkaldene – hverken det første eller det tiende. Bekymret gik Freja ud fra opgangen. Hun kunne ikke tage fejl: Lars havde skrevet, at han var i lufthavnen. Flyveturen tog flere timer. Efter landing skrev han: *Landet, på vej hjem og ringer senere.* Men han var ikke hjemme. *Han er en voksen mand, han har sikkert noget andet at se til*, sagde Freja til sig selv.
– De tog Lars til hospitalet, afbrød en ukendt kvindestemme hendes tanker.
– Hvad? Hvornår? Hvor?
Stemmen kom fra et vindue i stueetagen. En ældre dame, der lige havde åbnet karmen, forklarede, at hun så Lars komme hjem med en taske, formodentlig fra arbejde, og en halv time senere kom ambulancen.
– Jeg hørte, de sagde noget om kardiologiafdelingen. Han så ikke helt dårlig ud, gik selv ud. Gudskelov ikke på båre! Så ikke akut. Jeg genkendte dig med det samme – du er hans datter, du venter tit på din taxa her og ringer på.
– Hvor længe siden er det?
– Det må være en time nu.
Freja hørte ikke resten. Hun rystede og vidste ikke, hvor hun skulle finde sin far, hvordan han havde det, eller hvorfor det var kardiologien. *Kardiologi – det er hjertet, ikke? Men han har aldrig haft problemer med hjertet!*
– Ring til ambulancen, måske kan de sige, hvor de har taget ham hen, foreslog den ældre dame, som om hun læste Frejas tanker.
Freja ringede med det samme og bad med skælvende stemme om hjælp til at finde sin far. Et par minutter efter fortalte operatøren, hvilket hospital Lars var blevet indlagt på. Freja bestilte en taxa og kæmpede mod panikken, mens hun skubbede de mørkeste tanker væk. Hendes fars telefon var stadig utilgængelig.
– Undskyld, de sagde på skadestuen, at min far er her! næsten græd Freja.
– Hvis han er blevet registreret, kan jeg tjekke. Hvornår blev han bragt ind? spurgte receptionisten roligt.
– Jeg ved det ikke. Måske for en halv time siden. Måske en time… Jeg… jeg ved det ikke, naboen fortalte mig det. Hjælp mig, please.
– Vent lige, hvad hedder han?
– Lars Mikkelsen, født 12. marts 1973.
– Vent i gangen, jeg tjekker og vender tilbage.
Medarbejderen forsvandt et øjeblik. Freja kunne høre hende tale i telefon og nævne Lars’ oplysninger. Da hun vendte tilbage, sagde hun:
– Han er på kardiologiafdelingen. Besøg er ikke tilladt i stuerne lige nu – afdelingen er under karantæne. Hvis der er noget, han skal have, kan han måske komme ud i gangen, hvis lægerne tillader det. Ellers tager sygepleFreja stirrede på Olivia, følte en underlig ro fylde hende, og sagde stille: “Så lad os tage hjem og vente sammen, indtil far er klar til at fortælle sin egen historie.”
