Jeg vil fortælle, hvorfor jeg ikke har lyst til at overlade mine børn til deres bedstemødre.
Jeg er 31 år og far til to døtre på henholdsvis 3 og 1 år, jeg arbejder ikke og er fuldtidsforælder det er et bevidst valg, jeg har taget! Da jeg fik mit første barn, tænkte jeg helt naturligt og naivt, at bedstemødrene vil selvfølgelig hjælpe i starten. Men det viste sig hurtigt, at de faktisk var mere til besvær end til gavn, og jeg måtte tage hånd om det hele selv.
Lad mig uddybe lidt:
Efter min datters fødsel, og især da vi kom hjem fra hospitalet, følte jeg mig totalt rådvilde og anede ikke, hvor jeg skulle starte eller slutte med det lille barn. Det, som jeg i dag med to børn tager som det mest naturlige i verden, var dengang et kæmpe mysterium, og derhjemme var vi konstant forvirrede og usikre. Selvfølgelig står der ingen steder sådan passer du et barn-vejledning i ens hoved!
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gik ud fra, at de ældre generationer, med deres erfaring, helt sikkert ville vide alt om at skifte, bade, made, klippe negle og måske endda medicinere. I praksis måtte jeg bare klare det selv, for de var ikke engang enige om, hvordan man bedst gav et bad til en baby
Jeg lærte så lynhurtigt at mestre alt fra bleer til amning til sovetider. Jeg har både respekt og taknemmelighed for både min mor og svigermor, men nogle af deres gode råd får mig til at trække på smilebåndet:
Bedstemor 1 (min svigermor, Else):
Du skal koge vandet og læse et bordvers over det, før barnet drikker det.
Et halvt år senere købte vi vandfilter.
Du skal vaske babyen med brun sæbe alt andet duer ikke. Du kan også bruge det mod udslæt.
Du opdrager børnene forkert det er derfor, de bliver syge (af uvisse årsager).
Hvis barnet skriger, skal du tage det til en klog kone hun kan hjælpe.
Bedstemor 2 (min mor, Birthe):
Skælderiet det går over af sig selv.
Feber? Giv en Panodil, det skal nok gå.
I køber ALT for meget legetøj til børnene, man kan godt nøjes lidt.
Jeg kommer lørdag kl. 13 og passer børnebørnene, men kl. 16 skal jeg altså i biografen sådan er det hver weekend.
Sødt og salt kan man godt give en baby fra 6 måneder. Hvis de spørger, kan de jo prøve det.
Jeg elsker min mor, men i dag har jeg godt nok mange spørgsmål til, hvordan vi selv blev opdraget!
Hvordan vi egentlig blev fodret og behandlet eller ikke behandlet. Vi blev tit sendt over til min mormor, og som jeg husker det, levede vi mest af makaroner, og hjemme var det fed mad hver dag. Hostede jeg som barn, blev det ofte ignoreret, og til sidst endte det med kighoste. Nu forstår jeg måske lidt bedre, hvorfor min bugspytkirtel driller og hvorfor min lever aldrig fik pause.
Konklusionen er, at jeg holder virkelig meget af vores bedstemødre, men jeg kan slet ikke forestille mig at overlade børnene til dem i flere dage. Under opsyn ja. Jeg er ikke paranoid, men jeg bliver ærligt talt utrygSå nej, de får ikke lov at være alene med børnene og det er slet ikke af ond vilje. Det er bare, at kærlighed ikke altid går hånd i hånd med kompetence eller opdateret viden. Men jeg håber, mine piger vokser op og mærker den samme slags kærlighed fra os, selvom vi måske også engang kommer til at give gode råd med et skævt smil og et ekstra suk fra næste generation.
Måske handler det ikke om, at bedsteforældre skal kunne det hele men om at vi har lært at stå på egne ben og finder vores egne veje. Og måske er det netop den lektie, vi kan give videre: At familien er fuld af både kærlige fejl og sjove råd, men at det vigtigste er at ville hinanden det bedste også selvom det betyder, vi takker pænt nej til brun sæbe og kloge koner.
For til sidst, når vi sidder om bordet, griner vi stadig sammen og jeg lover, at der aldrig mangler makaroni til nogen.
