Der var gået to år siden den dag, og nu mødte jeg hende igen. En smuk kvinde gik ned ad Strøget foran mig, og mit hjerte sprang et slag over. I hende genkendte jeg min ekskone, Monica, hende som fik mændene til at dreje hovedet efter sig. Efter brylluppet kunne jeg ikke længere genkende min kone – hun blev en af de kvinder med fedtet hår og store, løstsiddende T-shirts. Jeg så hende aldrig længere i kjoler, der fremhævede hendes figur eller i elegant undertøj. Efter brylluppet begyndte min kone at gå rundt derhjemme i “sække”. Kæmpestore T-shirts. Hun glemte at passe på sig selv, gik ikke til frisøren eller lagde makeup. Og hun stoppede helt med at dyrke motion, så maven efter fødslen forsvandt aldrig, og appelsinhuden blev bare værre… I de to år, vi boede sammen, forvandlede hun sig til et helt andet menneske. Hun blev tykkere, og “sække-tøjet” blev kun større. Når jeg forsigtigt foreslog, at hun skulle kigge i spejlet, blev hun vred og tavs. Pludselig gik det op for mig, at jeg var forelsket i den Monica, jeg havde før ægteskabet – men nu levede jeg med en helt anden. Den gamle Monica var lidenskabelig, sjov og smuk; alle mine venner var misundelige. Efter min kones forandring mistede jeg interessen – hun inspirerede mig ikke længere, og når jeg så på hende, følte jeg kun sorg. Sidste gang jeg så hende, havde hun en stor, grå T-shirt med mælkeskjolder, løse shorts, hvor man kunne ane appelsinhuden, og ubarberede ben. Håret var sat op i en rodet knold, der hele tiden gik op, og det strittede i alle retninger. Hendes ansigt var altid trist, og poserne under øjnene store. Den aften sagde jeg til min kone, at jeg ikke længere kunne være sammen med hende, at hun kun vækkede sorg og medlidenhed, ikke kærlighed. Der er nu gået to år siden, og jeg så hende igen. En smuk kvinde gik ned ad gaden overfor mig, og mit hjerte gik i stå. Jeg genkendte min gamle Monica, hende mændene vendte sig efter. Hun bar en smuk kjole, håret sad flot og krøllet. Hun havde tabt sig – fra en grim ælling, der nu var blevet en dronning igen. En dronning, der har opfostret vores to børn. Først nu gik det op for mig, at min kone slet ikke tidligere havde overskud eller tid til at passe på sig selv. Hun havde dedikeret sig fuldt ud til at skabe hygge og ro i hjemmet og tage sig af vores børn. Jeg mistede interessen for hende, anede ikke hvor meget energi det krævede, og forstod ikke hvorfor hun ikke passede på sig selv. Når jeg engang imellem var alene med tvillingerne, var jeg udkørt efter to timer. Men hun bar dem rundt hele dagen, gjorde rent, lavede mad og havde stadig tid til at være sammen med mig. Det er klart, at der i den travlhed ikke var tid til manicure og fitness. Jeg burde have forstået, at hendes krop havde brug for at komme sig efter en fødsel – ikke presses til fitness med det samme. Vi gik jo aldrig ud, så der var ingen steder for hende at vise smykker og fine kjoler – og at gå sådan rundt derhjemme er bare ikke behageligt… Det var min fejl, at jeg aldrig gav hende muligheden for at vise sin kvindelighed frem. Først to år senere kunne jeg se vores forhold udefra og forstå, at hun bar hele familien på ryggen uden en eneste klage, tog altid imod mig, når jeg kom hjem, og blev aldrig sur. Hun skabte det hjem, jeg havde – først nu forstår jeg det. Alt, jeg skulle have gjort, var at hjælpe hende, så hun kunne få mere tid til sig selv. Jeg var en idiot, der ikke indså, at jeg tabte en skat. Jeg var så sikker på, jeg havde ret, at jeg ikke så hverken hendes eller børnenes liv – og ødelagde alt. Nu ser jeg på hende og vil have hende tilbage, men jeg ved ikke, om hun nogensinde kan tilgive det svigt. Jeg vil prøve at tale med hende og vinde hendes tillid tilbage – bare for at kunne være der for mine børn, for jeg har allerede mistet to vigtige år… Nu har min ekskone mange beundrere, men hun lukker ingen ind, det er som om, jeg har såret hende for dybt. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med min skam og skyld, efter jeg har indset, hvad jeg har gjort…

Der var gået to år siden den dag, og nu mødte jeg hende igen. En smuk kvinde gik et par meter foran mig på Vesterbrogade, og mit hjerte slog et slag over. I hende genkendte jeg min ekskone, Frederikke, kvinden som fik mændene til at vende sig på gaden.

Efter brylluppet havde jeg næsten ikke kunne genkende min hustru mere. Hun var blevet en af de kvinder, der altid havde fedtet hår og gik rundt i store T-shirts. Jeg så hende aldrig mere i kjoler, der fremhævede hendes skikkelse, eller med smukke blonder.

Efter vielsen bar hun kun posede tøj, kæmpe T-shirts og løstsiddende bukser derhjemme. Hun glemte helt at tage sig af sig selv, gik ikke til frisøren, brugte aldrig makeup længere. Det med at træne var for længst ophørt, maven efter tvillingefødslen var ikke forsvundet, og celluliten var til at få øje på.

I de to år vi boede sammen blev hun det modsatte af den kvinde, jeg havde forelsket mig i. Hun blev større og større, gik i forvaskede T-shirts. Hver gang jeg nævnte, at hun burde tage et kig i spejlet, blev hun fornærmet og snakkede ikke resten af aftenen.

Der gik ikke længe, før det gik op for mig, at jeg elskede den Frederikke, der var inden vores ægteskab men hende jeg nu boede sammen med, var som en helt anden. Den gamle Frederikke var livlig, sjov, smuk, alle vennerne misundte mig og spurgte, hvordan jeg dog havde scoret hende. Men efter de forandringer stod det mig klart, hun ikke rigtig sagde mig noget længere. Hun inspirerede mig ikke, og når jeg så på hende, blev jeg bare trist.

Sidst jeg så hende, havde hun en stor grå T-shirt på med mælkepletter, løse shorts, hvor celluliten kunne ses på benene, og hun havde ikke nået at barbere ben. Håret sad i en mærkelig knold, der hele tiden gik op, og totterne strittede ud til alle sider. Hendes ansigt bar altid præg af træthed med store mørke rande under øjnene.

Samme aften sagde jeg til min kone, at jeg ikke kunne mere. Hun vækkede kun sørgmodighed og medfølelse i mig. Ikke kærlighed.
Der gik så to år. Nu mødte jeg hende igen, på Strøget, flamboyant i en flot kjole med håret sat til bølger over skuldrene. Hun var blevet slank, og forvandlingen var som en ægte svane, der genfandt sin dronningeudstråling. En dronning, der havde opfostret vores to børn, vores tvillinger.

Af en eller anden grund gik det først op for mig dér, hvor lidt tid og energi min kone egentlig havde til sig selv dengang. Alt i hendes liv kredsede om, at vi skulle have det rart og trygt, om at opdrage vores børn. Jeg holdt op med at interessere mig for hende, anede ikke, hvor meget energi hun brugte på at holde sammen på det hele og jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke havde tid til sig selv.

Når jeg indimellem var alene hjemme med tvillingerne, blev jeg kørt træt på to timer. Men hun bar dem rundt hele dagen, holdt huset i orden, lavede mad og havde stadig overskud til at være sammen med mig. Selvfølgelig havde hun ikke tid til manicure eller at tage i fitness. Jeg burde have forstået, at hendes krop havde brug for ro og tid til at komme sig efter fødslen, ikke mit pres for at træne eller se pæn ud.

Vi gik sjældent ud, så hun havde ikke engang mulighed for at tage smykker på eller bruge de kjoler hun elskede. Derhjemme føles den slags fjollet og jeg havde jo ikke engang givet hende lov til at vise det frem.

Først efter to års distance kunne jeg se på vores forhold udefra. Hele tiden bar hun familien på skuldrene, men klagede aldrig, tog altid imod mig med et smil, når jeg kom hjem fra arbejde og hun blev aldrig vred på mig. Hun skabte altid et hjem, jeg havde lyst til at komme tilbage til og det forstod jeg først alt for sent. Jeg skulle bare have givet hende en hånd med i tide, så kunne hun have fået mere tid til sig selv.

Jeg har været en kæmpe idiot. Jeg mistede en skat, uden at vide det. Jeg var så sikker på, at jeg havde ret, at jeg var blind for hendes liv og vores børns. På den måde ødelagde jeg det hele.

Nu, når jeg ser på hende, vil jeg bare gerne have hende tilbage, men jeg tvivler på, at hun nogensinde kan tilgive mig for det, jeg gjorde. Måske kan jeg bevise, at jeg har forandret mig, for børnenes skyld, for jeg har allerede mistet to år af deres barndom.
Nu har Frederikke mange bejlere, men lukker ingen ind det virker, som om jeg var den, der sårede hende allermest. Og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til den skam og skyld, der sidder tilbage, efter at sandheden er gået op for mig.

Livet har lært mig, at det er let at overse, hvor meget andre kæmper for vores skyld og at tage dem for givet, er den største fejl, man kan begå.