Der var gået to år siden den dag, og nu mødte jeg hende igen. En smuk kvinde gik foran mig på gaden, og mit hjerte sprang et slag over, da jeg genkendte hende. Det var min ekskone, Signe, som alle mænd drejede hovedet efter dengang.
Efter brylluppet genkendte jeg ikke længere min Signe. Hun blev en af de kvinder, der gik rundt med fedtet hår og kæmpe, løse T-shirts. Jeg så hende aldrig mere i kjoler, der fremhævede hendes figur eller i lækkert undertøj.
Hjemme i lejligheden bar hun altid sækkede her kæmpe T-shirts. Hun begyndte at glemme sig selv, kom ikke til negletekniker eller lagde make-up mere. Motion holdt hun fuldstændig op med, og maven efter tvillingerne forsvandt aldrig, ligesom appelsinhuden
De to år sammen forvandlede hende. Hun blev større, gik i endnu større sække. Når jeg, måske lidt klodset, antydede, at det var tid til at se sig selv i spejlet, blev hun fornærmet og tav.
Efterhånden gik det op for mig, at jeg stadig var forelsket i den gamle Signe fra før vi blev gift, men levede nu med en helt anden. Den gamle Signe var passioneret, sjov, smuk. Mine kammerater misundte mig og spurgte, hvordan jeg dog havde vundet hendes hjerte. Efter alle de forandringer følte jeg ikke længere, hun inspirerede migjeg var kun trist, når jeg så hende.
Sidste gang jeg så hende, havde hun en stor, grå T-shirt med mælkeflekker på og et par vidde shorts, hvor man kunne se appelsinhuden på benene. Ubarberede ben, og håret sad oppe i en sjusket knold, som hele tiden gik op, så totterne stak ud. Hendes ansigt var præget af evig træthed, og de mørke rande under øjnene blev kun dybere.
Den aften sagde jeg til hende, at jeg ikke mere kunne være hendes mand. Hun vækkede kun sorg og medlidenhed i mig, ikke kærlighed.
To år er gået, og jeg ser hende igen. En smuk kvinde bevæger sig på fortovet over for mig, og mit hjerte slår hårdt. Jeg genkender hende straksmin gamle Signe, der engang fik mænd til at vende sig. Nu i en flot kjole, håret løst og krøllet, og hun var blevet slank igen, som havde hun forvandlet sig fra en grim ælling til en dronning. En dronning, som har opdraget vores to børn.
Lige dér gik det op for mig, at Signe aldrig rigtig havde haft tid eller energi til sig selv. Hun brugte alle kræfter på hjemmet og på at passe børnene. Jeg var holdt op med at interessere mig for hende og fattede ikke, hvor krævende det var, eller hvorfor hun ikke tog sig af sig selv.
Når jeg selv blev alene med tvillingerne, var jeg udmattet efter to timer. Hun bar dem rundt hele dagen, gjorde rent, lavede mad og havde stadig tid til at tale med mig om aftenen. Selvfølgelig var der ikke overskud til neglelak eller fitness. Jeg skulle have forstået, at hendes krop havde brug for at komme sig efter fødslen, ikke pres til at komme ned i træningscenteret.
Vi gik aldrig ud mere, så hun kunne vise smykker eller pæne kjoler frem, og hvem går med det derhjemme? Jeg havde skylden for ikke at give hende mulighed for at vise sig som den kvinde, jeg elskede.
Det tog mig to år at se forholdet udefra. At forstå, at Signe bar hele familien uden at klage, uden nogensinde at bebrejde mig. Hun tog altid smilende imod mig efter arbejde og sørgede for, vi havde et hjem at komme tilbage til. Jeg forstod det bare for sent. Det eneste jeg skulle have gjort, var at hjælpe hende, så hun kunne finde tid til sig selv.
Jeg var en idiot, der mistede en skat uden at forstå det. Jeg var så overbevist om min egen ret, at jeg ikke så hendes eller børnenes livog ødelagde det hele.
Nu ser jeg på hende fra afstand og vil have hende tilbage, men jeg ved ikke, om hun nogensinde kan tilgive mig for det, jeg har gjort. Jeg vil forsøge at tale med hende, genvinde hendes respekt, i det mindste så vores børn kan mærke, at vi stadig kan tale sammenjeg har allerede mistet to år af deres barndom.
Signe har nu mange beundrere, men lukker ingen rigtig ind. Jeg tror, hun blev ramt så hårdt af mig, at hun beskytter sig nu. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op med min skam og skyldfølelse, efter jeg indså, hvad jeg havde gjort.
Men hvis jeg kan tage noget med fra alting, så er det dette: En kærlig familie kræver, at man ser hinanden, hjælper hinanden, og ikke tager hinandens kærlighed og indsats for givet. Det glemte jeg, og det må jeg leve med.
