Det var en helt anden tid
For mange, mange år siden var livet helt anderledes, især på landet. Der var deres egne regler, vaner, overtro og skikke. Forældrene bestemte børnenes skæbne – den datter eller søn, de pegede på eller arrangerede et ægteskab for, måtte leve med den valgte. Kærlighed mellem de unge blev ignoreret. Sådan havde forældrene selv levet, og deres bedsteforældre før dem.
Signe voksede op i en familie med fire børn, hun var den yngste. Hun kunne allerede alle huslige pligter. Da hun fyldte sytten, forelskede hun sig i Palle. Han boede i den anden ende af landsbyen, men fandt ofte på at være i nærheden af Signes hjem. De udvekslede blikke, og de talte et tydeligt sprog.
Faderens beslutning
“Signe, sig mig, hvad laver den Palle hele tiden her ved vores hus? Hvad har han at gøre her, når han bor i den anden ende af byen?” spurgte faderen, Mads, strengt. Selvom hun prøvede at skjule det, undgik intet hans opmærksomhed.
“Det ved jeg ikke, far,” svarede hun med sænket blik, mens hendes hjerte hamrede.
“Ved du ikke? Har du lyst til at blive gift? Jeg skal nok finde en mand til dig, og det bliver ikke den Palle. Han og hans mor bor i et faldefærdigt hus. Sådan en mand har du ikke brug for,” sagde faderen bestemt.
Mads besluttede, at Signe hurtigt skulle giftes, ellers ville hun undslippe, og han ville ende med at få Palle som svigersøn – en mand, han af en eller anden grund ikke kunne udstå.
“Mor, har Signes medgift været klar? Har du forberedt noget til hende?” spurgte han sin kone, Mette.
Hun stirrede forskrækket på ham.
“Mads, hvorfor spørger du? Der er da noget, men hun er stadig ung. Vil du virkelig gifte hende bort? Det er for tidligt, og hun er vores yngste,” protesterede Mette, som kendte sin mands viljestyrke. Når han besluttede noget, var der ingen, der kunne tale ham fra det.
Mette var selv blevet gift med Mads uden at blive spurgt – det var arrangeret, og sådan havde de levet hele livet. Hun elskede ikke sin mand, men frygtede ham. Han var hård og ubøjelig. Derfor turde hun aldrig modsige ham.
“Det er ikke for tidligt. Hun er snart sytten, det er på tide at blive gift, før hun bliver for selvstændig. Den Palle kommer ikke til at blive min svigersøn.”
Mette blev endnu mere bange, for Signe havde i smug fortalt hende, at hun kunne lide den krøllede Palle, og at følelserne var gensidige.
“Mor, jeg kan ikke gøre for det. Hver gang jeg ser Palle, banker mit hjerte, og jeg har lyst til at tale med ham, men jeg tør ikke. Hvad hvis far ser det?”
“Åh, skat, vov ikke at gøre det. Du kender din far. Han kan ikke lide Palle.”
Gift med en, hun ikke elskede
Lige da Signe fyldte sytten, kom svigermor fra Jens’ familie på besøg. Hans forældre boede to huse væk fra Signes familie. De var velhavende – de ejede en ko og en hest. De havde tre sønner. Jens, den yngste, var endnu ikke gift, så han skulle have en kone.
Signe kunne aldrig lide ham. Han var rødhåret med fregner, sløset, men hver gang han gik forbi Signes hus, stoppede han og kiggede ind i gården. Han håbede at se den smukke, ranke pige. Hun gemte sig altid for ham. Han var tre år ældre end hende. Selv da de var børn og legede på gaden eller ved åen, undgik hun ham. Hun kunne ikke lide ham. Hun sagde altid, at hun ikke kunne udstå rødhårede drenge. Engang, da hun var omkring syv, reddede han hende faktisk fra at drukne i åen, hvor strømmen havde ført hende ud.
“Du må ikke fortælle min far eller mor, at du reddede mig. Far ville ikke lade mig gå ud mere,” bad hun, mens hun rystede af kulde.
“Jeg siger det ikke, kom nu, løb hjem,” sagde Jens og skubbede hende blidt.
Han fortalte det aldrig til hendes forældre, og de vidste stadig ikke, at deres datter næsten var druknet.
Dagen før konfronterede Mads Palle nær huset og sagde bestemt:
“Stop med at hænge rundt her. Du bliver aldrig min svigersøn. I morgen kommer svigermor, så Signe bliver gift. Og jeg vil ikke se dig her igen.”
Palle stirrede forskrækket på Mads. Var det sandt? Men han kunne se, at hendes far mente det alvorligt. Uden et ord vendte han om og gik tilbage mod den anden ende af landsbyen. Han var knust. Han kunne ikke gøre noget. Hvis Signes far havde besluttet det, ville det ske. Han elskede den pige, hendes varme blik, hendes rødmen, han kunne se det selv på afstand. Men sådan var skikken på landet. Man kunne ikke være sammen med den, man elskede. Man måtte sende svigermor, og hvis man var heldig, kunne man gifte sig med hende. På den tid var det sjældent, at nogen giftede sig af kærlighed. Forældrene bestemte.
Om aftenen, da Signe var færdig med at drikke sin te, så Mads strengt på hende. Ved det blik vidste hun, at der ikke var noget godt i vente. Han lagde sin ske fra sig og sagde:
“Mor, og dig, Signe, gør jer klar til svigermor i morgen. Det er på tide, du bliver gift. Der skal være nyt tøj og bånd i håret – du har alt. Forstået?” Han så på hende igen.
“Forstået, far,” svarede hun knap hørbart. “Men hvem er brudgommen? Hvem vil du gifte mig med?”
“Med Jens. En hårdtarbejdende mand, de har et smukt hus, en ko og en hest. Du vil aldrig sulte. Hans forældre er rolige, du kan leve godt med dem. Og det gør ikke noget, at Jens er rødhåret – han arbejder hårdt, og det er sådan en mand, du har brug for. Gør jer klar.”
“Far, jeg kan ikke lide ham. Jeg kan ikke lide rødhårede,” prøvede hun at sige, men faderens mørke blik fik hende til at tie stille.
“Hold mund. Hvem spørger dig?”
Moderen trøstede og overtalte
Signe græd næsten hele natten. Hun ville ikke giftes med den rødhårede Jens, men hun kunne ikke gå imod sin far. Hun måtte acceptere det. Især fordi moren også havde trøstet og overtalt hende om aftenen.
“Datter, det er Guds vilje. Hvad din far siger, sker. Giv dig hen.”
“Mor, jeg kan ikke udstå Jens. Hvordan skal jeg leve med en mand, jeg ikke elsker?”
“Du lever, som jeg har gjort hele mit liv…”
Sådan var skæbnen
N
