Der var altid gæster hjemme hos dem. Gæsterne var der nærmest konstant – alle drak øl, flaskerne hobede sig op, men der var aldrig mad, ikke engang et lille stykke rugbrød på bordet, kun skodder og en tom makrel-dåse. Leif kiggede desperat efter noget spiseligt, men fandt ingenting. “Jeg går nu, mor,” sagde drengen og tog langsomt sine hullede støvler på. Han håbede stadig, at hans mor ville stoppe ham – måske sige: “Hvor vil du hen, lille ven? Du har jo ikke spist, og det er koldt udenfor. Bliv nu hjemme. Jeg koger noget grød, og sender gæsterne hjem og vasker gulvet.” Han ventede altid på et venligt ord fra sin mor, men ordene fra hende stak som torne, og Leif ville bare gemme sig. Denne gang besluttede han, at han gik for altid. Leif var seks år og følte sig meget voksen. Først ville han tjene nogle penge og købe et franskbrød – måske endda to, for maven knurrede af sult. Han anede ikke, hvordan han skulle tjene penge, men da han gik forbi pølsevognene på stationen, fandt han en tom ølflaske i sneen, puttede den i sin pose, og brugte resten af dagen på at samle flasker. Posen blev tung og klirrede. Leif drømte om en blød franskbolle med rosiner eller glasur, men vidste, at der ikke var nok flasker til glasur – måske skulle han samle lidt flere. Ved S-toget, hvor mænd ventede på tog og drak øl, satte Leif posen fra sig et øjeblik, og mens han jagtede endnu en flaske, kom en beskidt og vred mand og stjal dem alle. Leif blev så bange, at han ikke kunne gøre modstand og gik sin vej. Drømmen om bolle forsvandt som dug for solen. “Flaskesamling er også hårdt arbejde,” tænkte Leif, mens han gik videre ad de sneklædte gader med de våde fødder. Det blev mørkt, og han huskede ikke, hvordan han kom ind i en opgang og faldt om på trappen, tæt ved radiatoren, og gled ned i en drømmende søvn. Da han vågnede, troede han, han stadig drømte, for der var varmt og trygt, og duftede vidunderligt! En kvinde med et varmt smil kom ind. “Nå, min dreng, er du blevet varm? Få dig lidt morgenmad – jeg fandt dig i opgangen som en lille hvalp og tog dig med hjem,” sagde hun blidt. “Er det nu mit hjem?” spurgte Leif, stadig vantro. “Hvis du ikke har noget hjem, så er det her dit,” svarede hun. Alt blev som i et eventyr. Den fremmede kvinde passede på ham, gav ham tøj og omsorg. Han fortalte hende til sidst om livet med sin mor. Den venlige kvinde hed Lill – et helt almindeligt navn, men for Leif lød det som en eventyrfe. “Vil du have, jeg bliver din mor?” spurgte hun, mens hun krammede ham. Det ville han gerne, men lykken stoppede pludselig. En uge senere kom hans mor, næsten ædru og råbte af Lill: “Jeg har stadig forældreretten over min søn!” Da hun tog Leif med, faldt sneen roligt ned, og han syntes huset, hvor Lill boede, lignede et hvidt slot. Livet derhjemme blev kun værre. Moren drak, Leif løb væk, sov på stationer, samlede flasker og købte billigt brød. Han blev anbragt på børnehjem, da moren mistede forældreretten. Det sørgeligste var, at han ikke kunne huske, hvor slottet med den søde Lill lå. Tre år gik. Leif var lukket i sig selv på børnehjemmet – tegnede hele tiden den samme tegning: et hvidt hus og snefnug. En dag kom en journalist på besøg. Pædagogen præsenterede Leif: “Han har svært ved at tilpasse sig, vi arbejder på at finde en familie til ham.” “Hej, jeg hedder Lill,” sagde journalisten. Leif lyste op, fortalte ivrigt om den gode Lill – hans øjne strålede, pædagogen var forbavset over hans forvandling. Navnet Lill blev nøglen til Leifs hjerte. Journalisten græd over hans historie og lovede at skrive om ham i avisen, så den gode Lill måske fandt ham igen. Miraklet skete. Kvinden fik blomster til sin fødselsdag – indpakket i avisen, hvor artiklen ““Venlige Lill! En dreng, Leif, søger dig – kontakt os!”” stod, og hun vidste, det var hendes Leif. De genfandt hinanden. De krammede, græd, og Leif sagde: “Jeg har ventet på dig.” Han ville ikke give slip, men adoptionen skulle på plads, og indtil da kom Lill hver dag. P.S. Leif fik et lykkeligt liv. I dag er han 26, har uddannelse, skal giftes med en skøn kvinde, er glad og social og elsker sin mor Lill, som han skylder alt. Da han blev voksen, fortalte Lill ham, at hendes mand gik, fordi de ikke kunne få børn, og hun følte sig helt alene – indtil hun fandt Leif på trappen og gav ham al sin kærlighed. Efter Leif blev taget af sin mor, troede Lill, at det aldrig skulle være – men hun var evigt glad, da hun fandt ham igen. Leif forsøgte senere at opspore sin biologiske mor – de boede til leje, og hun rejste bort med en mand, der var netop kommet ud af fængsel. Han ledte ikke videre. Hvorfor skulle han?

Der var gæster hjemme. Egentlig havde de næsten altid gæster.

– Alle drikker, drikker, der er flasker overalt, men der er næsten ingenting at spise. Bare et stykke brød ville hjælpe… men på bordet er der kun cigaretskodder og en tom dåse med makrel, – Emil kiggede grundigt på bordet en gang til, men der var intet.

– Nå, mor, jeg går nu, – sagde drengen og begyndte langsomt at trække sine slidte og hullede sko på.

Han håbede stadig, at moren ville stoppe ham, måske sige,
– Hvor vil du hen, min dreng, uden at have spist, og det er jo koldt udenfor. Bliv nu hjemme, jeg skal nok lave lidt grød og smide gæsterne ud, og vaske gulvet snart. –

Emil ventede altid på bare ét venligt ord fra sin mor, men hun var ikke god til varme ord. De ting, hun sagde, mindede om små torn, der fik ham til at krybe sammen og have lyst til at gemme sig.

Denne gang besluttede han sig for, at han gik for altid. Emil var seks år, og i sit unge hoved var han næsten voksen. Først ville han tjene nogle penge, så han kunne købe en bolle, måske endda to, hans mave knurrede og krævede mad.

Men hvordan skulle han tjene penge? Han vidste det ikke, men da han gik forbi kioskerne på Nørrebro, fik han øje på en tom ølflaske, der lå halvt begravet i sneen, puttede den i en plasticpose, som han fandt, og resten af dagen samlede han tomme flasker.

Til sidst havde Emil en hel pose, som klirrede, hver gang han gik. Han forestillede sig duftende, bløde boller med birkes, rosiner, eller måske endda en med glasur. Men han indså, at han nok ikke havde flasker nok til glasur, så han ledte videre.

Han gik tættere på S-togsperronen, hvor mænd ventede på toget og drak øl. Emil satte den tunge pose ved siden af en kiosk og løb hen for at hente en ny flaske. Mens han var væk, dukkede der en snavset og sur mand op. Han tog flaskerne og gloede så strengt på Emil, at han vendte sig og gik sin vej.

Drømmen om den bløde bolle blev fjern, som et luftkastel.

– At samle flasker er også hårdt arbejde, – tænkte Emil og vandrede igen rundt i de sneklædte gader.

Sneen var våd og klistrede. Hans fødder blev våde og iskolde. Det blev mørkt. Emil huskede ikke, hvordan han var endt i en trappeopgang, men han faldt om på reposen og rullede hen til radiatoren, hvor han døste ind i en varm drøm.

Da han vågnede, troede han stadig, at det hele var en drøm, for der var varmt, roligt og trygt, og der duftede af noget lækkert.

Så kom en kvinde ind, med det blideste smil.

– Nå, min ven, – sagde hun kærligt, – fik du varmen? Fik du sovet? Kom, nu spiser vi morgenmad. Jeg gik forbi i nat og så dig ligge her som en lille forsultet killing i opgangen, og tog dig med hjem.

– Er det her nu mit hjem? – spurgte Emil, stadig tøvende i sin lykke.

– Hvis du ikke har et hjem, så kan dette være dit, – svarede hun venligt.

Resten føltes som et eventyr. Den gode kvinde gav ham mad, tog sig af ham, og købte nyt tøj. Gradvis fortalte Emil hende om sit liv med sin mor.

Hun hed faktisk Liva, sagde hun, og selvom navnet var ganske almindeligt, var det første gang Emil havde hørt det, og for ham lød det som noget kun en god fe kunne hedde.

– Kunne du tænke dig, at jeg blev din mor? – spurgte hun en dag, mens hun krammede ham, sådan som kun rigtige mødre gør.

Selvfølgelig ville han det, men… Den lykkelige tid sluttede alt for hurtigt. En uge senere kom hans rigtige mor.

Hun var næsten ædru og råbte ad Liva,
– De har ikke frataget mig retten til mit barn endnu, og jeg har stadig fuld ret til min søn! –

Da hun tog Emil med sig, dalede snefnuggene ned fra himlen, og han syntes, huset hvor den gode tante Liva boede lignede et hvidt slot.

Det næste stykke tid blev kun værre. Moren drak igen, og Emil løb hjemmefra. Han sov på Hovedbanegården, samlede flasker, købte brød for pengene. Han lærte aldrig nogen at kende og bad aldrig om hjælp.

Med tiden blev hans mor frataget forældremyndigheden, og Emil kom på børnehjem.

Det, som gjorde ham mest trist, var, at han ikke kunne huske rækken af det hvide slot, hvor den gode Liva boede.

Tre år gik.

Emil boede stadig på børnehjemmet. Han var genert og holdt sig mest for sig selv. Det, han bedst kunne lide, var at tegne. Han tegnede alltid det samme: et hvidt hus og snefnug, der dalede ned.

En dag kom en journalist på besøg på børnehjemmet. Børnehjemmets leder viste hende rundt i alle værelser og præsenterede børnene. De kom hen til Emil.

– Emil er en speciel og sød dreng, men han har svært ved at falde til blandt de andre. De problemer har vi stadig efter tre år, men vi arbejder hårdt på at finde ham en familie, – forklarede lederen til journalisten.

– Lad os lære hinanden at kende, jeg hedder Liva, – sagde journalisten til Emil.

Drengen vågnede op, blev levende og begyndte at snakke! Han fortalte begejstret om en anden god tante Liva. Det var, som om hans sjæl tøede op med hvert ord, hans øjne glimtede, og rødmen kom til kinderne. Lederen blev overrasket over hans forvandling.

Navnet Liva var nøgleordet til Emils hjerte.

Journalisten Liva kunne ikke holde tårerne tilbage, da hun hørte Emils historie, og hun lovede at skrive om ham i den lokale avis. Måske, håbede hun, ville den gode Liva læse det og huske at Emil ventede på hende.

Hun holdt sit løfte. Og der skete et lille mirakel.

Liva havde aldrig abonnement på avisen, men hun havde fødselsdag, og kollegaerne gav hende blomster, pakket ind i avisen, fordi det var vinter. Hjemme, da hun pakkede blomsterne ud, lagde hun mærke til overskriften: “Gode kvinde Liva, drengen Emil leder efter dig. Kontakt os!”

Hun læste artiklen og vidste straks: det var hendes Emil, som hun en gang fandt i opgangen og havde ønsket at adoptere.

Emil genkendte hende med det samme. Han løb hende i favnen. Alle græd Emil, Liva, og pædagogerne der var til stede.

– Jeg har ventet så længe på dig, – sagde drengen.

Det var svært at få ham til at give slip på Liva, da hun igen skulle hjem. Hun kunne ikke tage ham med straks der ventede en adoptionsproces men hun kom hver dag og besøgte ham.

P.S.

Derefter fik Emil et lykkeligt liv. Han er nu 26 år. Han har taget en uddannelse fra DTU, og han skal giftes med en god kvinde. Han er glad, åben og elsker sin mor Liva, som har givet ham alt.

Senere, da han blev voksen, fortalte hun ham, at hendes mand forlod hende, fordi hun ikke kunne få børn. Hun følte sig ensom og uønsket. Det var netop i det øjeblik, hun fandt Emil i opgangen og gav ham sin kærlighed.

Da hans mor hentede ham dengang, tænkte Liva trist: “Måske var det ikke meningen.” Hun blev uendeligt lykkelig, da hun fandt ham igen på børnehjemmet.

Emil forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med sin biologiske mor. Han fandt ud af, at de kun lejede en lejlighed i København. For mange år siden rejste hun bort med en mand, der var kommet ud af fængsel. Han stoppede sin søgen der. Hvorfor skulle han fortsætte? Nogle gange bliver man faktisk rigere, når man lukker døren til fortiden og åbner en ny og lærer, at kærlighed og nærvær kan forvandle liv, og at en ny familie kan føles lige så ægte, som blodet selv.